onsdag den 31. december 2008

Årets sidste blogindlæg

Da dette herrens år ringede ind, sad vi med nogle dejlige venner. Vi overså helt tiden og kom lidt for sent ind i det nye år. Jeg havde lige en strøtanke i hovedet - om det mon var tone angivende for året 2008? Skulle det blive sådan et mærkeligt år? Slog tanken væk igen - jeg var jo lykkelig for alt jeg havde og i maven en baby. Nej det skulle blive et godt år det her.

Men blækket var jo knapt tørt, førend sorgen tordene ned over os. Først besked om, at Jacob var alvorlig syg. Svære overvejelser der til sidst endte i fødsel, død, begravelse og sorg. Fra den 10. januar til den 22. januar 2008 blev vi både meget ældre, klogere, fattigere, mere tomme indeni og meget meget andet.

Måneder med bearbejdning, glæder, ny graviditet, bekymringer, venner og families skuldre, endnu et tab af den nye gravidtet, en skøn sommerferie, nyt job til begge - og vupti - pludselig var det jul igen. Den bedste af slagsen, selvom her bestemt manglede noget.

Jeg har hele tiden sagt, at 2008 bestemt ikke var mit år. Men når jeg tænker mig om er det slet ikke sådan det er. Jeg er glad for, at jeg så min lille Jacob, glad for alt det jeg har, glad for at der er så mange fantastiske mennesker der bakkede mig og os op, glad for at vores 4 årige er sådan en fantastisk dreng. Glad for rigtig mange ting.

I aften sker det igen. Et nyt år. Nyt kapitel. Ønsker mig noget og sætter samtidig slet ingen forventninger op. Tager det som det kommer og har lært, at så går man ikke helt galt i byen. Skulle noget hagle ned over os i det kommende år, så ved vi at vi fremfor alt har hinanden og at vi mennesker ikke bliver udsat for mere end vi kan klare (når man når lidt på afstand af det hele).

Menuen står på fantastisk mad i aften - har marineret og kræset for menuen siden i går morges. Vi bliver 6 voksne og 4 børn. Dejligt.

Tusind tak til alle jer bloggere der virkelig også har gjort en forskel for mig her i 2008. I er virkelig nogle der rører dybt inde, med omsorg og gode brugbare ord. Tak.

Ønsker jeg alle et RIGTIG GODT NYTÅR.

lørdag den 27. december 2008

Julen 2008

Og det blev rigtig jul i det lille hjem. Risengrød på loftet lillejuleaften, der var spist af 4 små sultne nissemunde, da vi vågnede juleaftens dag.



For at samle appetit til den store aften, var familien på gåtur. Destination lillebror. Storebror havde selv valgt lillebrors julegave og gav ham den på allersødeste vis: glædelig jul Jacob - jeg håber du lyser på din stjerne ned til os i aften!!!!



Og fra forældrene lød også et ønske om glædelig jul i vores lille søns retning. Suk. Da vi senere på eftermiddagen var i kirken til julegudstjeneste, var det bestemt ikke uden klump i halsen. Der manglede noget i forhold til sidste år, hvor han var med. I maven med hans små livlige spark. Ligeså livlig han var dengang, ligeså stendød var han nu. Det er godt, at vi mennesker ikke ved hvad der kommer til os.



Juleaften var ikke sædvanen tro, indenfor hjemmets 4 vægge. Men vi fik dog sædvanen tro, spist til vi næsten revnede, løbet igennem hus til tonerne af: nu det jul igen - nu det jul igen - og julen varer lige til påååååååssskkkeee........! Det var der en dreng på 4 år der fandt meget meget morsomt, og det er leget flittigt siden. Sammen med hans musik video opførelse af "til julebal i nisseland". Han er fantastisk.

Og SÅ kom den rare julemand. Endelig. Han fik kram og søde ord med på vejen. Han havde et fint børne piano med til en dreng med kæmpe julelys i øjene. Lysene blev bestemt ikke slukket, da han åbnede pakken med Sigurd Barrett habitten i. Han var så taknemmelig over alting den aften, at han uopfordret rendte rundt og gav alle et kæmpe julekram. Hvor er jeg heldig, at han er min altså :-)



Små øjne holdt sig åbne helt til midnat, og en noget groggy udgave vågnede 1. juledag. Man skulle ned og have Sigurd tøj på, og spille musik. Der røg også en rock guitar i hans julesæk og 2 mikrofoner, så her er bestemt liv og glade dage. Hele 1. juledag gik med at lege, og for forældrenes vedkommende tussede vi også bare rundt. En moder kom vist aldrig rigtig ud af det nattøj.



2. juledag var hos min del af familien på min fars side. Nu døde min far jo for 15 år siden, men derfor kan man jo godt jule sammen alligevel. Lad mig sige det på den måde, at det var en temmelig anderledes - og meget overraskende - oplevelse i år og jeg grubler lidt over, om det skal fortsætte fremover. Er lige nu ret overbevist om, at vi selv åbner op for nogle traditioner om 2 år, når det ellers igen var vores tur til at drage i retning af min fars familie. Min kontakt til min faster, onkel og deres døtre holder vi ved lige - men resten - tjahhhh........!

I morgen skal min søster og mor til vores matrikel. Begge parter har været udenlands i år, og vi skal indhente noget julehygge og samværd. Der er også en lille dreng der virkelig savner dem begge meget. Har ikke helt kunnet forstå, hvorfor de ikke var med juleaften.

Men jul har det alligevel været. Trods at alting slet ikke var som det plejede i år. Og vi har hygget os så meget igennem hele måneden, at vi næsten ikke tør tro, at det næsten er menneskelig muligt at hygge så meget. Dejligt.

tirsdag den 23. december 2008

Glædelig jul

Rødkålen blev snittet og kogt og spreder en dejlig duft i køkkenet. Sønnen pakker gaver sirligt ind med overforbrug af tape. Julemusikken spiller og vi synger. Der er stillet ekstra gavebånd, gavepapir og tape på loftet - bare nu hvis nisserne ikke har nok af det. Risengrøden står i sengen og koger og der er masser af det, så nisserne også får et STORT lerfad med smørklat på loftet i aften. Ingen skal gå sultne i seng.

Træets pynt skal stilles frem og træet bæres ind i aften. Så er det jo sådan, at nisserne klarer resten imens vi sover i aften. Uhhhhh hvor er det bare så spændende alt sammen.

Vi skal købe lillebrors gave til hans værelse i dag, og give ham den i morgen når vi tager i kirke og får drysset det sidste julestemnings støv ned over os, når kun stearinlysene brænder under præstens juleprædiken. Vi skal aflevere en enkelt gave i dag og ellers mæske os i pebernødder, hygge noget mere, nyde en julefrokost og ja - så tror jeg lige vi hygger os lidt mere. Det er begrænset hvor mange steder vi må komme ind, da drengen har fået børnesår og smitte er ikke så velkommen de fleste steder.

Rigtig glædelig jul derude. Håber den bliver god for alle.

lørdag den 20. december 2008

Vintermørke

Ja - man kan jo godt sige, at det med vintermørke kontra lys gør noget ved os alle.

Men vinterlyset gør altså også noget negativt ved mig. Jeg er slet ikke til det der kolde og afslørende lys, når solen kaster sine knivskarpe stråler ind af vinduerne. Man kan se hvert et enkelt lille støv korn selvom man lige HAR gjort rent. Alle vægge ser ud til, at de trænger til ny maling.

Således kunne man se mig i lettere panik her til formiddag. Faktisk trængte hytten både til nyt køkken, en malermester der kunne rykke ud med øjeblikkelig varsel, vindues pudser samt et rengøringsfirma der kunne bidrage mig med den del. Mine hænder er udskiftet med 2 runkne rosiner pga. den konstante tilstand i sæbevand for, at vaske alting ned og over.

Der er faktisk ikke den genstand eller kvadrat centimeter der ikke er endevendt i rengøringens tegn. Og netop som alting står skinnende rent, så spoleres det hele når brændeovnen atter engang kaster nye små støv partikler rund i rummet. Og det nytter ikke, at lade dem være kolde i disse dage. Vores opvarmningskilde - også kaldet et varmeanlæg - lever dets helt eget liv siden det blev monteret for snart 2 måneder siden. Varme er noget det afgiver, når det har lyst og ikke når vi har brug for det. Jeg syntes efterhånden det er en noget sær gemmeleg med det der varme.

Så altså - jeg kan godt lide, når himlen trækker i dens vinter outfit, med en stor tung dyne omkring solen.

Ups - nu skuer mit øje en helligdag med små støvting omkring sig. Jeg iler videre. Det er vist godt, at jeg skal ud og jule føjte med nogle piger i aften og glemme lidt om alt det støv og alt for lidt varme.

torsdag den 18. december 2008

Discount pris

Jeg har haft verdens bedste underholdning i dag - mindst 3 timer for 30 kr. I alt.

Sønnen fik et slips i pakke kalender gave. Ternet og bestemt ikke særlig kønt. Men han ELSKER det og nu kan han virkelig lave Sigurd Barrett efterligninger, for det ligner jo sådan eet som Sigurd har.

Moderen knokler for, at få det sidste afsluttet inden den lange ferie. Nårh hvor skal jeg sove længe hver morgen (jeg har fundet snooze knappen til mit indre vækkeur) og hygge total igennem.

Var til kontrol med min diabetes i dag. Nu har den jo været min tro følgesvend i snart 33 år så man kender jo ligesom det hele ret godt ind og ud. Men alligevel er der noget der nager. Da jeg flyttede hjemmefra og kom på egne ben, skulle jeg altså prøve det dersens skeje ud noget. Jeg havde fået nok af, at høre om sund mad, blodsukker, regelmæssighed osv. Det var godt nok en vild og fuldstændig fremmed verden for mig, at prøve at skeje ud. Jeg var heller ikke specielt god til det, men lidt blev det nu til alligevel. Jeg følte mig ihvertfald ret ligeglad. Selvom man ikke bare kan ændre sig fra dag til dag.

Har virkelig gået og grublet over, om der nu kommer sådan en "ekstra regning" for de udskejelser igennem 3-4 år, hvor jeg ikke levede efter den bog som man faktisk skal. Jeg har tit spurgt de senere år, men fået at vide at alt så jo pænt ud. Jeg måtte også lige prikke lidt til emnet igen i dag. Sig mig nu kære læge - hvordan bliver den der ekstra regning for mig? Hvad kommer der til mig? Bliver jeg blind, får jeg nyresvigt, koldbrand i benene eller hvad? Sig det nu bare som det er!

Og det gjorde han (han = formand for diabetes foreningen og førende proffessor indenfor feltet) så: "jeg tror sku helt ærlig, at du går ram forbi. Følge sygdommende begynder at vise sig efter 15-20 år og du har stadig ingen af dem (udover en lille nyreting, som jeg fik som følge af svangerskabs forgiftning)". Nu er det ikke fordi, at han siger sådan at jeg syntes jeg har verdens bedste og rareste læge lige på dette område. For det har jeg. At han så er næsten nabo, total sjov og vi mødes i Kvickly og taler ribbenstege, hønsetråd og benzin priser henover vognen, hjælper jo måske lidt til. Men altså - jeg blev ski da sådan lidt høj i hatten over meldingen. Pyh - hvis bare jeg holder mig til bogen så bestemmer jeg selv tempoet. Jeg er virkelig taknemmelig. Og jeg skejer godt nok sjældent ud og kun hvis jeg har "sparet" op til det.

Derfor nød jeg nok også de 3 timers underholdning incl. trommesolo, lidt ekstra meget i dag.

Livet er sku da sagen - ikk'?

lørdag den 13. december 2008

Hvor går man hen når ingen vil høre???

De seneste 8 dage har man kunnet læse om lægers negilering med liv og nybagte forældre. Det har i den grad rystet min grundvold, og gang på gang har jeg håbet, at NU skrider nogen ind og gør noget. Desværre ikke. Det er så trist.

Jeg har langt fra i hænde af sådan en oplevelse som ovenstående. Men har bestemt gået forgæves nogle gange, hvor hjælp og proffessionalisme var påkrævet.

Eksempelvis når man sidder med en, der kalder sig professor og fortæller at man har ondt i maven og føler at noget er galt. Den "kloge" dame siger, at det er klart at jeg har det sådan når mit blodtryk er for højt. "Jammen - ovenpå min historie med Jacob, er jeg lidt nervøs for om der er noget galt med det barn i maven". Aj - man kunne sørme ikke scanne mig hver gang jeg var nervøs, for så skulle de jo indlægge mig og scanne mig hver time, og sådan fungerer systemet ikke. Så tag du bare hjem og slap af. Får du hovedpine så ring lige til vagtlægen, da det kan være tegn på at blodtrykket er for højt. Sådan sagde den kloge proffessor.

Nu er jeg ikke sat i verden for at holde min kæft, og jeg overrulede lægens ord aftenen efter og ringede til svangre afdelingen på Skejby sygehus. For der VAR noget galt - jeg vidste det bare. Pyntede lidt på virkeligheden omkring hovedpinen (og sagde ikke noget om, at jeg fik besked på at ringe til vagtlægen hvis det opstod), for måske de så ville høre. Og det gjorde de. Kom med det samme.

Læge dukkede op efter 2½ time og målte mit blodtryk. Det var normalt. Tag du hjem og spis et par panodiler. "Nej - du er NØDT til at scanne mig - jeg er ikke tryg" fik jeg sagt. Jeg kunne se damens modvilje og hun brugte istedet sådan en dims til at høre hjertelyd med elektronisk. Hvorefter hun sagde, at det måske alligevel - for at være på den sikre side - var godt nok at få mig scannet da min hjertelyd godt kunne forstyrre signalet på dimsen der.

Og ved scanningen kommer ordene: jeg kan ikke finde barnet hjertelyd. Nej - jeg sagde jo, at der var noget galt. Venligst notér i min journal, at hvis jeg nogensinde igen bliver gravid, så vil jeg kun have een bestemt læge til at følge mig hele vejen. Ham der fulgte mig med sønnike første gang, og som skaber ro i mit sind. Ikke hende den anden proffessor. Hende der også havde sagt til min nabo ( i 2. graviditet) der een gang tidligere havde født 3 måneder for tidlig: jeg kan slet ikke forstå din uro omkring at føde for tidlig een gang til. Og det viste sig, at naboen faktisk var i begyndende fødsel da ordene blev sagt og fødte 9 uger for tidlig 2. gang.

Men får sådanne læger så lov til bare at køre gamet videre? Får de advarsler? Læser nogle i ens journal hvor der står skrevet: utilfredshed med og negligering fra den pågældende læge?

Da vi som nybagte forældre til førstefødte, udviste bekymring for hans evige gråd og gylpen halvdelen af maden op igen, fik vi at vide at det var normalt for nyfødte. Han var bare kolik barn. Nej - eller jow - måske er han kolik barn, men der er også noget andet galt. Næh nej - han tog jo fint på og voksede som han skulle. Ja ja - men måden hvorpå han tog gram og kilo på, var bestemt ikke i orden. Jeg blev ved med at sige, at det var som om at der skete noget når maden kom ned - som om at jeg kunne fornemme at det kørte rundt i hans mave. Jeg kunne se, høre og føle hans smerter. Kunne se og føle at han var sulten men han slap hele tiden mit bryst ved amning og græd højlydt. Så gik jeg over på, at malke ud til ham for han skulle have min mælk. Basta. Det blev ikke meget bedre på flasken. Stadig den evige gråd før, under og efter et måltid.

Først efter knap 3 måneder møder man en vågnen vagtlæge, der reagerer på at han har høj feber og er fjern. Det er åbenbart lidt unormalt at de så små får feber, da moderens immunforsvar stadig hænger i deres system. Vi bliver sendt i taxa til Skejby sygehus hvor et hold står klar til os. Drengen var inficeret med svamp i hele hans tarmsystem fra kælder til kvist. Det føles som små åbenstående blæner, og når der så kommer mælk ned med sukkerindhold i, så er det som at hælde salt i et sår. TOLD you - der var jo noget galt. Hele hans spiserør var ved at lukke til af svamp og han var født med infektionen.

Men hvad siger man når der bliver spurgt til: ser hans ble normal ud? Øhhhhh - jah - det er sådan noget remoulade noget. Altså jeg ved da ikke hvordan en ble skal se ud - har da ikke rendt og nærstuderet andres. Havde nogle bare een gang ud af alle de lægebesøg gjort sig ulejligheden at tjekke den ble, ville alarmklokkerne have ringet. Den var nemlig helt gal. Og da jeg engang ringede til lægen og sagde, at han have haft diarre i knap 2 uger, var meldingen også at det slet ikke var unormalt. På Skejby var de yderst bekymrede over, at en læge giver sådan en besked. Og alarmenrende overfor, at INGEN havde kigget ham i halsen, hvor beviset var så tydelig. Svampen hang i store flager.

Vi var indlagt i knap 2 uger.

Hvor er det afmagt, at blive mødt med attituden: du er nybagt eller vordene mor og et rigtig pyldre hoved. Vi ved bedre - for vi er de uddannede. Men et menneskes egen fornemmelse må ingen altså tage fra folk. Lægestanden bør kunne skelne mellem hypokondorer og så dem der vitterlig har en sag.

Det kan da ikke passe, at man indenfor den verden skal kende nogle der kender nogle, for at få hjælp? Eller frygelige ting igennem, førend der står i ens papirer, at man er berettiget til at blive taget alvorligt.

Jeg har tændt lys for Irma i dag, for det er sådan en grum beretning om negligering. Hun og hendes forældre har virkelig været meget i mine tanker. Mit er jo vand i forhold til, men lidt af problemstillingerne er de samme.

torsdag den 11. december 2008

Jacobs pakkekalender

Min yngste søn skal ikke snydes for ekstra opmærksomhed her i december.

Så hver eneste dag, tager vi på kirkegården og tænder 4 lys sådan lige i skumrings tiden. Et for hver af os Det føles rart, at gøre denne lillebitte ting for ham og det er også bare rigtig fint og hyggeligt deroppe. Specielt i stearin lysenes skær.

Da jeg pakkede juletingene ud lige inden den 1.12. fik jeg helt ærlig lige et lille chock. Sidste år købte jeg to trænisser der hver har ligesom en lille kurv, til at lægge kalendergaven i. Der skulle jo være en til hver af mine børn. Lykkelig uvidende om, hvad januar måned skulle bringe af uheld med sig, blev de indkøbt med en bulende mave.

De blev pakket ned sådan cirka 3. juledag sidste år, og da jeg tog dem op af posen var scenariet dette: i den ene lå 3 små nisser og lignede nogle der legede en rigtig god leg. Lige som man se den 4 årige. I den anden var der ingen nisser, men en lille julelygte til at sætte et fyrfadslys i - sådan nogle som nu står på kirkegården. Det var ligesom at se, at der var en mening med at de blev pakket sådan ned sidste år. En med leg - og en med stilhed. Det gav en rigtig mærkelig fornemmelse i maven, og der blev lige tid til at mærke efter. Joh - han er der stadig. Lige inden under og i hele min bevidsthed. Og det føles godt.

Glædelig jule lille Jacob. Første med dig og uden dig.

søndag den 7. december 2008

Tromme solo

December er jo for længst skudt igang. I år er ingen undtagelse for masser af aktivitet.

Nisserne piler rundt herhjemme og pusler om natten. Der er en gave til sønnen hver morgen fra nisserne. De farver mælken blå, putter grødris i vores sko, bytter om på alting herhjemme og placerer sågar extra gaver til når man kommer hjem fra job og børnehave.

Det er super sjovt, men hoooooolllld da op hvor er jeg en lystløgner overfor mit barn. Og jeg kan lide at være en lystløgner. Jeg er også ret sikker på, at jeg er kureret inden nytåret bimler og bamler (og så er min ration for i år ligesom også opbrugt).

I går var der juletræs fest på honeys arbejdsplads. Det er jo fantastisk når julemanden ligegodt har fået fortalt af vores nisser, at de har hørt en lille dreng fable om, at han bare ønsker sig et trommesæt helt vild meget. Der blev tændt ekstra lys i hans små øjne, da papiret blev taget af gaven (notér venligst - ikke flået - for det kender han slet ikke til) og man ser et trommesæt afbilledet på kassen. Faktisk var den store slikpose helt og aldeles uinteressant for ham og den står højt placeret i skabet. Jeg tror slet ikke han kommer i tanke om den førend langt ind i 2009.

Her er blevet spillet vild rock musik i går aftes og i dag. Det lyder fantastisk...........!!! "Et barn er født i Beeeeettttllehem" er faktisk ret god i en trommesolo, fremført af 4 årig drengebarn med hang til musik og let heavy udgave.

Juleklip og super hygge hos moster i dag, og 2 drenge i skøn leg hvoraf den ene min egen og den anden var Anne's skønne knægt. Jow - julen er skudt godt igang hos os.

Moderen kan godt undre sig over, at jeg måtte konstarere at der var omkring 100 børn til juletræs fest i går og kun 2 af dem (som stavet T - O = TO) går pænt op og siger tak for gaven til den gavmilde julemand. Den ene er min. Jeg tænker lidt:
  1. Enten er de bange for julemanden og tør ikke rigtig (jeg så nu bare ikke ret mange generte børn) gå tilbage og sige tak.
  2. De tager gaver som den største selvfølgelighed (faktisk at tolke efter deres "jeg-river-gaven-ud-af-hånden-på-dig-julemand-og-virker-ikke-særlig-taknemmelig" måde at agere på). For faen - der hører vel ligesom til konceptet omkring en juletræsfest.
  3. De har fået for meget sukker i løbet af dagen og er så dopede at de slet ikke rigtig er i stand til at opfatte hvad der sker.
  4. De er ikke opdraget til hverken at sige tak for en gave, tak for mad el. lign.

Må mit budskab i denne søde juletid lige være:

Vi har så travlt med at få købt gaver, rende til arrangementer og piske rundt efter kalendergaver til vores børn, æde os ned i juleskum, cognac bønner og glinsende rødkål med efterfølgende dårlig samvittighed (nogle får det på rigtig mange områder). Nogle gange kan simpel juleklip og nærhed, samt hvinen over at nissen har drillet så meget og farvet mælken blå (modsat den grønne sidste år - he he - den virker hver gang) være nogle af de største højdepunker i sådan en december måned.

Keep it simple. Fyr nogle gode julehistorier af. Mange er tvunget til, at holde simple jule fordi de ikke har anden mulighed. Os der har andre muligheder skal lære, at det simple og nære faktisk kan være det allerbedste.

Merry X-Mas derude.

søndag den 30. november 2008

Skizofreni

Tiltaler drengen, men han svarer IKKE.

Forsøger igen.

Stadig ingen respons.

"Det er fordi, at jeg hedder Tom, er 150 år og jeg bor i Lakosilien. Lakosilien er der hvor man køber rugbrød".

Jammen så blev jeg da så klog.

I går hed han Bjarne.

onsdag den 26. november 2008

Bare sådan lidt forskud på julen

Min helt egen musikant synger julesang.

Og jeg ved godt, at kameraet hopper, men jeg grinte fælt under optagelsen.

lørdag den 22. november 2008

En slimet tilgang til julen

Tosset altså som vi har hygget i dag. Alene hjemme da manden på herretur til Skagen. Jeg er blevet overfaldet med grøn slim, og vil i den forbindelse lige henlede opmærksomheden på, at jeg kan hvine noget så gudsjammerligt når jeg får sådan en kold klam ting ned af ryggen. Til tider var jeg svært utilfreds med, at jeg havde købt en slimklat til sønnike (jeg kan godt se, at det lyder endnu grimmere på skrift - slimklat - bvadddrrrr........). Men han morede sig så han hikkede af grin og jeg elsker bare, når det kommer helt dernede fra.

En anden fin leg: hvor er min numse henne? Altså jeg kan snildt se og finde min - også lidt for meget af den endda. Drengen faldt på numsen og piver lidt. Hvortil jeg får sagt: orv - tænk sig lige hvis du slet ikke havde en numse af falde ned på. Så pilede jeg rundt og begyndt at lede efter den, i skuffer, skabe, gryder, under sofaen osv. Vi var helt oppe at køre og hvis ikke klukkene allerede var intense, så blev de det bestemt ved denne leg.

Jeg selv småklukkede også efter, at have afleveret sønnen til en legeaftale i en times tid hos en af bedste vennerne fra børnehaven. Han har alletiders søde og rolige mor. Aldrig set faderen. Det er altid moderen der bringer, henter, er med til arrangementer og lign. Har dog hørt den lille legekammerat tale om faderen, så vidste at han var eksistrende. Og nu også set ham. Den sidste hulemand er altså ikke død bare så I lige ved det. Men pænt hjem og også flinkt menneske. Tror jeg ihvertfald. Han brummede bare lidt henne i et hjørne og fortrak derefter til æ stalj.....Jeg har trukket hver en iagttagelse ud af sønnike for, om han kunne fortælle mig lidt mere om faderen efter besøget. Jeg syntes det var drøn spændende at racen har overlevet. Men min søn kunne kun bekræfte hvad jeg selv havde set: han har et kæmpe hår og kæmpe skæg mor, og så elsker han bare stalden.

I den mere rolige ende, har vi klippet og klistret. Fik selv lavet 20 julehjerter til ophæng et eller andet sted lige om en uges tid. Syntes faktisk at det er okay skuldret af drengen med hans ene udgave. Men så slap hans tålmodighed også op med det projekt. Men absolut ikke med projekt limstift. Vi har mange fine ting, der nu er klistret sammen. Der er nu ikke noget som et dvd cover limet ind i en jule serviet, med lidt kattemad ovenpå. "Syntes du ikke vi skal hænge det på juletræet mor?"


tirsdag den 18. november 2008

En af de dybe

Jeg var så træt som et alderdoms hjem i går aftes. Puttede mig under dynen sammen med sønnike der blev solidt plantet ved siden af mig, og faktisk tvunget til at "i dag læser vi i den store seng og du skal bare falde i søvn bagefter, for det har din mor tænkt sig". Uhmmmm - sov kl. lidt over 19 og havde udsigt til næsten 10 timers sammenhængende søvn. Hvilket vidunder. Det altså kunne have været, hvis ikke det lige var fordi jeg vågnede kl. 23 og ikke kunne sove igen.

Skiftede ligge position hvert 3 minut (og så er det måske også at overdrive - måske var det hvert 2. minut) i 3 timer. Intet resultat udover en snigende stress over, ikke at få sovet. Nå men altså - kl. 02 gik jeg i gæsteværelset for det måtte da hjælpe. Det gjorde det også kl. 03:15. Så jeg sov vel nok sødt i 1½ time inden vækkeuret atter galede som - ja en gal. Aj jeg er vist lidt træt nu.

Måske var det trætheden der gav mig det sidste puf til, at hyle hele vejen hjem fra arbejde. Nyhederne skulle lige bringe en nyhed om, at en lille pige på New Zealand var død som følge af "omsorgs svigt" (det er den milde omskrivning af virkeligheden). Jeg KAN ikke have med de meldinger at gøre. Hvor i hele hule h...... er de offentlige myndigheder? Det er også lige sket i England. Det sker også her i DK. Men hva faen nytter det, at jeg bare sidder her og bliver forarget, super ked og oprevet, vil oprette en Facebook gruppe/underskrifts indsamling og lignende? Hjælper det overhovedet? Jeg er virkelig på nippet til at søge om at blive pleje familie (vi skal godt nok lige have den vendt mere end een gang herhjemme) for jeg kan ikke klare det. At jeg ikke gør noget. Jeg har så meget at give af - på alle måder. Det værste er bare, at i pleje familie konstellationen skal man have kontakt med barnets forældre. De forældre der har svigtet barnet og som jeg allerede ved, at jeg føler både foragt overfor - men samtidig føler med. For de var måske selv sådan som små. Der var det dem der var de udsatte. Men hvad hvis de kommer og slæber det lille menneske med sig igen, og man ved at det ryger lige lukt tilbage i elendigheden?

Jeg har en tyrkertro på, at jeg kan hjælpe et barn med behov, til en god barndom. Og det presser sig mere og mere på.

Jeg har tidligere doneret mine julekurve fra arbejdet til mødre hjælpen (og gør det igen i år) samtidig med kontante donationer. For, at en mor med børn kan få bare lidt af det vi andre har i overflod (og næsten ikke kan klare mere af), så solen i det mindste skinner bare en lille smule på dem. Og det varmer ligesom at tisse i sengen. På mig. Jeg gør noget - men bare ikke nok. Det er jo ikke mine penge eller andre materielle ting der gør en forskel - det er respekten, omsorgen og troen på et barn der gør en forskel.

Er der nogle derude der har erfaring med - eller kender nogle der har været/er pleje familie? Skal jeg bare acceptere, at man ikke kan redde hele verden, eller skal man prøve at tage det skridtet videre? Det er ikke bare en dille det her - jeg tænker utrolig meget på det. Hver dag.

tirsdag den 11. november 2008

Julen nærmer sig - om jeg vil det eller ej

Julegave kataloget ligger og stirrer på mig. Fuld af farvestrålende billeder af ALT det som børn bare ikke kan undvære. Drengen er næsten blevet tvunget til, at kigge i det for at vi kan få rystet nogle gaveønsker ud af ham.

Men svaret er det samme: "mere plaster og forbindinger i Falck kassen" samt nogle børne tatoveringer. Sådan noget har de glemt at putte i julekataloget fra Toys 'R US.

Jeg tror også, at det er verdens mærkeligste pakkekalender gaver han får. Det skal jo ikke bare være skrammel, men noget han gider til rundt regnet 10,- pr. stk. Så altså: der er en brødblanding og kageblanding (det virker så mærkeligt, at pakke mælk, æg, margarine, afmålt mel osv. ind i små gaver) på programmet. Når nu man godt kan lide at bage. Der er papir i alle farver (så kan man tegne 100 nye tegninger), reflekser, plastre til at overplastre os andre med, tape samt alt mulig andet mystisk, såsom et grimt slips a la Sigurd Barretts - fundet på et loppemarked.

Vi taler meget om, at nisserne snart begynder at pusle rundt og faktisk så kan han høre dem allerede nu. Jeg selv skal vist bestille en voldsom omgang øre rens førend jeg kan høre det. Men det skal nok komme. Problemet er bare, at jeg slet slet ikke kan forholde mig til, at det faktisk lige om lidt er den tid. Ikke at jeg ikke holder af julen - jeg æææælllsker jul - men i mit lille hoved har jeg næsten lige lagt sommertøjet på hylden. Jeg plukkede de sidste ærteblomster ind fra haven i weekenden, og sådan nogle er lig med sommer for mig. Men NU er det altså slut.

Jeg skal gøre Jacobs værelse vinterklar i weekenden med gran og masser af stearinlys. Og pludselig slår det mig: lige om lidt er det et år siden, at jeg fødte min lille dreng. Han bliver snart 10 måneder. For et år siden mærkede jeg små spark fra ham. Det der minder mig om, at han faktisk har været her og vist livstegn. Problemet med, at føde et dødt barn tror jeg bare er, at man aldrig fandt ud af, hvem han egentlig var (eller skulle have været). Man stirrede sig blind på det lille ansigt og krop, men jeg lærte ham aldrig at kende udover livstegnene fra maven. Nu bliver det første jul uden ham og jeg kan mærke, at det er mærkeligt. Måske er det derfor, at jeg ikke helt er klar til denne jul. At jeg holder så stærkt fat i sommeren.

I don't know - jeg ved bare, at jeg SKAL jo og julen bliver bestemt også hyggelig og sjov hver dag til trods. Det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om. Men det er nu mærkeligt alligevel.

lørdag den 8. november 2008

Art wellness

Der er bare ikke noget bedre, end at vågne op i en stor dobbelt seng der langtfra ligner ens egen. Tulle rundt hele formiddagen og bare gøre lige det man har lyst til. Indtage en lækker frokost - sirlig anrettet og kælet for.

Dernæst tage på besøg hos en af de allerbedste venner i omgangskredsen og mærke, at aromaen fra aftensmaden kildrer og kæler for ens næsebor, når man atter åbner hoveddøren, efter endt vennebesøg ude i byen. Ovenpå en udsøgt dinner, bliver man sendt på badeværelset til et kar fuld af dejlig varmt vand og stearin lys som eneste lyskilde. Ens yndlings musik er tændt og man kan bare læne sig tilbage og nyde livet, og dagens forløb. Ovenpå badet, sætter man sig i sofaen med yndlingsbogen og begraver sig total i hovedpersonens skildring. Der er ikke rigtig sengetider der hersker - det hele er lidt loose sådan en dag.

Hvis nu min søn kunne (be)skrive, ville det måske være sådan at han ville formulere hans lørdag. Det er ihvertfald sådan den er forløbet.

Jeg ÆÆÆLSKER at forkæle mit lille barn.

torsdag den 6. november 2008

Fantastisk griner

På facebook er der RIGTIG mange grupper. Nogle mere bevendte end andre.

Jeg faldt over den sjoveste i dag og bringer lige et par udsnit. Gruppen hedder: Det troede jeg da de sang (har bare kopieret andres tekster ind - det er IKKE mine oplevelser) Jeg havde dog selv en veninde, der i indianer sangen troede, at de sang: "Søn af alt der gror - vadder vidder vor". Men andre har også fortolket på den sang:

" apropos Indianer-sangen...kendte en der mente den lød "Iiiiindianer. Søn af en major, samler en reol!"

Min veninde troede de i "Indianer" sang: Søn af alt der gror, fatter ikk' et ord - i stedet for Søn af alt der gror, vand og ild og jord.

Og så sang jeg i mange år "Søn af en dragon, vand og ild og jord" når indianersangen blev spillet i radioen.

De synger: "Men du' superligaaaa, med et world cup smile"Jeg var overbevist om: "Du er super ligeglaaaad, med et velcro spejl"

I ABBA's Mamma Mia, har jeg altid sunget - hasta masta mista... - i virkeligheden var det - how can i resist you... Hmm...

Hvad med den her: I børnehave snyger de julesange og en dreng foreslår: Skal vi ikke synge den med ærten? Det viser sig at være Dejlig ER DEN himmelblå!

Skorstens vejeren (altså ham der vejer skorstene?) gik en tur, Skoooorstens vejeren gik en tur gik en tur gik en tur... Skoooorstens vejeren gik en tur!

Jeg har tit diskuteret med mine venner, hvad Steffen Brandt rent faktisk synger i omkvædet i Tidens Kvinder. Der har været mange bud, så som "Giv mig mine bregner og mine venner igen", Giv min mine fregner og mine tænder igen" eller "giv mig lige en brændeovn vinden vender igen". Alt i alt en hel del sjovere end "giv mig lige et praj når vinden vender igen"...

Og så er der denne skønne fortolkning af Mariah Carey: http://www.youtube.com/watch?v=FQt-h753jHI&feature=related

onsdag den 5. november 2008

Status

Målte 40,6 i feber inden jeg gik i seng i går. I dag prøver jeg at holde den under de 40 grader med panodiler.

Skal vi ikke bare sige, at jeg er en slat klud og ikke noget som helst værd? Det tog mig 3 timer at få gjort en dreng klar til at komme i børnehave i dag, og jeg kunne næsten ikke køre derhen.

Tilbage til sengen med mig.

Men jeg vil gerne lige sige noget: Obama er sej og jeg er glad på Amerika's og verdens vegne. Tror det bliver det helt rigtige på rigtig mange områder.

fredag den 31. oktober 2008

Små guldkorn

Dreng: Mor skal vi ikke spille med terninger?

Mor: Jo det vil jeg da gerne, men jeg tror ikke vi har nogle.

Dreng: JOW - vi har sukker terninger ude i skabet (sukkerknalde)

.........................

Dreng (tæller): ................syvogtyve, otteogtyve, niogtyve, tiogtyve

.........................

Dreng (i bil på vej hjem fra gymnastik kl. 18 hvor det er meget mørkt): Jeg ved godt hvordan det bliver så mørkt.

Mor: Og hvordan bliver det så det?

Dreng: årh ved du ikke engang det mor?

.........................

Dreng: hvorfor hedder det en tissemand når jeg er en dreng? Skal det så ikke hedde en tissedreng?

........................

Dreng: hvornår skal vi flytte?

Mor: Vi skal da ikke flytte nogle steder hen?

Dreng: Jammen du siger nogen gange at jeg skal flytte mig!

Mor: Det er vist kun hvis du står lidt i vejen.

Dreng: Nej for jeg må ikke gå ud på vejen.

...........................

Hver alder har sin charme, og 4 år har bestemt sin helt egen charme. Ih hvor er det fedt, at vokse sammen med sit eget barn. At være forældre er verdens bedste opfindelse.

tirsdag den 28. oktober 2008

Jeg VED at jeg har ret

Jeg blev overfust i dag. Af naboen. Og det hænger lidt i mig. Men jeg ved, at jeg har mit på det rene og forhåbentlig gjort noget godt. Men det har afstedekommet aldeles sure miner.

Casen er den, at min nabo er lidt (læs: temmelig) glad for øl. En stakkel uden andet netværk end dem på værtshuset og så måske lidt kollegial netværk, i de jobs han bliver sendt ud i, i form af aktiveringe. Når han kommer hjem er flasken hans bedste ven. Indtil for 1½ år siden, hvor han tænkte: jeg skal da have mig en hund så jeg ikke er så ensom. Den tanke kan jeg godt følge ham i.

Han anskaffer en schæfer (aflagt hund fra anden dranker ven der havde haft den i et lejligheds kompleks i Århus) og nu skal denne lidt forsømte hund virkelig ud og få masser af frisk luft og motion. Det fik den også i 14 dage. Så blev det atter hverdag på den anden side af hegnet. Han taler ikke til hunden. Han råber af den (hvem gider egentlig være ven med en der kun råber i alle tiltaler). Hunden får skam masser af frisk luft - den er nemlig ude i haven næsten hele tiden. I en have hvor den skal gå slalom gang imellem glasskår og nedfaldne træer.

Da vi fik kat slog det helt klik for huden. Den gør ligeså snart katten er ude. Det har jeg ikke så mange problemer i, for katten er sikkert selv ude om det for han er ski en bette røver. Men nu er den så konfus i hovedet, at den gør konstant. Morgen, middag, aften og nat. Dens ejer kan jo sagtens sidde på værtshuset det meste af natten og hundens gøen, laden og gøren generer jo ikke ham. Men det gør det derimod hos alle os andre. Og vi er mange der er generet af det. Og bekymret for hunden. Vi er også bange for den, da den har en meget aggressiv adfærd. En dagpleje mor et par huse herfra, tør ikke længere gå tur med børnene i dagstimerne. Jeg er også selv bange for, at den springer hegnet og går amok inde hos os. På mig, min mand eller endnu værre min elskede søn.

Naboerne gik sammen og fik talt. Vi forsøgte at tale med ham. Han mener at det hele er vores kats skyld. Han har fuld styr på hunden og den er meget velopdragen. Næææhh - det er kattens skyld det hele. Fra hans synspunkt. Også selvom katten ikke er ude ret meget.

Dyrenes beskyttelse er blevet kontaktet og ser med stor alvor på det. Hunden er misrøgtet. Sky, bange, understimuleret i svær grad og får ingen input overhovedet. Derfor kan den slet ikke styre dens temperament - blot ved en vind der rører sig går den amok. Alle er vågne herude kl. 05.30 om morgenen for der går den atter amok oenpå lidt nattesøvn ude i haven. Og katten ligger vel at mærke og sover sødt i dens kurv herinde.

Men ih hvor var han tosset derovre. Og ønskede alt ondt over os og vores kat.

Jeg siger det bare - han kan lige vove på, at kaste flere af den slags eder over mig - så kontakter jeg politiet med trusler som begrundelse. For jeg VED at jeg ikke har gjort noget galt. Eller har jeg????

fredag den 24. oktober 2008

Total volapyk

"Mor - der er altså ikke andre børn der kan få et bjørne teater. Desværre"

(......................laaaang kunstpause)

"Det tror jeg at børnene bliver kede af mor. Det må man virkelig godt nok håbe"

"Men for at du ikke kan blive ked af det mor fordi du du skal vente og vente og vente, så er det nok bedst at du går hen til tiger taxa stedet og venter på en dromedar"

(og moderen stod pænt henne i et hjørne af stuen og ventede på en bus - hvilket jeg havde fået ordre på - mens det stod på. Den kom aldrig og jeg stod der længe. Jeg burde have kigget efter en dromedar. Dumme mig altså)

onsdag den 22. oktober 2008

Sparekniven

Det blev ALT for sent i går. Der blev lagt budget og livremmen skal strammes ind i et halvt års tid. Vi skal spare. Sammen. Spare sammen. Der kommer en stor udgift for os i maj måned. Men vi glæder os til, at betale regningen.

Honey og jeg har talt om det i 7 år. Ligeså længe som vi har været sammen. Det har været planlagt før i tale og tanker. Men der kom altid noget i vejen. Sidst vi talte om det var, da Jacob døde. Der er noget vi skal - noget vi skylder os selv. Vi skal til New York. 6 dage bare ham og jeg. Der er lige en masse praktisk der skal planlægges forinden, med en lille dreng på 4 år (så hvis bedsteforældre læser med, så ved I nok hvad vi vil spørge om.......) som jo ikke bliver del af denne tur. Han vil ikke få noget ud af det.

Han får en tur af de store sammen med mor og far om 3 år. Der er det østen det gælder. Thailand og de små øer, samt en tur til Borneo og se regnskov og besøge vores orangutang Tweety. Så er han 7 år og kan deltage i planlægningen og være med til at forstå hvad det egentlig er.

Der er da mange ting jeg gerne vil have til hjemmet. Men jeg bliver altså langt mere lykkelig over, at spare sammen til disse ture end at have nye sofaer. Det er også rart at vide, at de sure dage som jo er ind imellem pga. travlhed på job osv., rent faktisk har en gulerod i vente.

Jeg glæder mig meget.

Og nu skal sønnike og jeg køre en omvej for, at komme til Århus. Vi kører til en togstation og sætter bilen og så med tog til Århus. Han er vild med tog og vil bare så gerne køre i IC3 tog. Så skal han også have sådan en dag. Senere på Aros og se Boy, spise frokost på den meget fine restaurant der hedder Salling cafeteria (det er han VILD med - moderen forstår det ikke helt) og i H&M for at købe gule underbukser! Sidstnævnte handler om, at vi på sommerferien pludselig stod med en dreng der kastede op og vi havde ikke noget at tørre ham med. Udover det ekstra tøj der lå i bilen. Der var nogle gule underbukser som blev brugt som mundserviet og efterfølgende smidt ud. Det er han aldrig rigtig kommet sig over, og savner altså meget de små gule. Jow jow.......

tirsdag den 21. oktober 2008

Hurra for badekåben

Jeg er ret vild med min badekåbe. Og specielt i dag. For det føles altså rimelig nedturs agtigt at stå i badet, og så finde ud af: hov shampoo'en???? Orv - den ligger vist i træningstasken, som ligger i bilen. I mandens bil vel at mærke. Som er 40 km herfra. Nå men så er det godt, at man har lidt ekstra shampoo på lager i kælderen. Som man skal ud af huset for at komme ned til, og dette i regnvejr. Men hvad søren gør det, når man alligevel var våd?

Godt at jeg har en badekåbe.

Manden der var ved, at levere olie på den anden side af vejen kiggede nu lidt. Oh well.........

mandag den 20. oktober 2008

pssssssstttttttttt..........

..........og her er eet stk. hjemmelavet bjørne teater. På forespørgel fra dele af læser skaren :-)

Dagen derpå

En dreng på 4 år står i går i køkkenet og et gys går igennem ham.

"Jammen lille skat dog - hvad sker der?"

"Mor - det kilder helt i min mave. Hvorfor gør det, det når jeg er 4 år?"

"Jeg tror du har sommerfulge i maven"

"Hvordan kan der være sommerfugle nede i min mave?"

"Det er fordi, at du syntes det er SÅ spændende at have fødselsdag at det helt kildrer nede i din mave. Det kalder man for sommerfugle"

"Mor - jeg elsker bare sommerfugle"

Han havde verdens bedste dag. Det var ihvertfald hvad han sagde, da han skulle sove i går. Med den nye cykel stående ved siden af sengen. At få et ægte Sigurd Barrett bjørneteater lavet af mor og far, vakte kæmpe jubel. Der er ikke det barn i børnehaven i dag, der ikke er informeret omkring i går. Og så siger billeder måske bare mere end 1000 ord.





lørdag den 18. oktober 2008

Ny situation

GODT at jeg kunne bruge det konstruktivt, at jeg er kommet så meget i gænge, at jeg vågner kl. 05:30 ALLE dage.

Nu er rengøringen nemlig snart overstået. Og jeg har også malet det som males skulle.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg måske for første gang i 4 år ikke render rundt som en skoldet skid, dagen inden sønnikes fødselsdag. At jeg rent faktisk har tid til, at fejre at jeg har 5 års bryllups dag i dag. Det bliver da helt mærkeligt at prøve at have tid til den slags. Og det er også 7 år siden i dag, at jeg så min smukke og dejlige honey for første gang i vores voksen liv (vi er bestemt stød på hverandre igennem barndommen, uden helt at være klar over det - eller ihvertfald tænke over det. Han var jo en af de små - 3 år yngre end mig. Tsk tsk......).

fredag den 17. oktober 2008

Snart 4 år

Jeg maler, bager, arrangerer, skal til fysioterapeut, skal købe små ting til skattejagt (og det bliver ikke i søde sager kategorien), til kaffe hos en nabo og tale om en anden nabos mishandlede hund (vi ringer til dyreværnet og indberetter), skal gøre rent, handle ind, rydde ud i legesager og ud for at købe en stor gammel nøgle.

Det er vist okay, at jeg har en fridag i dag. Den strækker sig faktisk helt til torsdag morgen, hvor jeg atter sidder på min pind kl. 06.30 (hvilket jeg glæder mig til, efter en kæmpe påskønnelse af min arbejdsindsats).

Der er børnefødselsdag x 2 i allernærmeste fremtid. Fire hele år runder drengen på søndag. Og jeg kan rolig afsløre allerede nu, at han får opfyldt eet af hans allerstørste ønsker. Det er bl.a. derfor, at jeg maler og min mand har været i snedker værkstedet. En god gammeldags hjemmelavet gave til sønnen. Men når han nu ønsker sig noget som man ikke kan købe i butikkerne, så er det da egentlig meget heldigt at hænderne er skruet ordentlig på.

Kryds lige fingre for, at vejret arter sig på søndag. For vi har planlagt at bage snobrød udendøre som et lidt anderledes indslag til børnefødselsdag. Vores første indskydelse var, at tage i skoven og bage snobrød i en lysning, specielt indrettet til formålet. Men ved nærmere eftertanke bliver det vist i haven istedet. Det er rigtig meget der skal slæbes med til 26 mennesker, ingen pusleplads til de aller mindste eller mulighed for håndvask efter dej på fingerne eller toilet besørgelse i skoven. Derudover detaljen med, at jeg tror vi vil få problemer med at overbevise fødselsdags barnet om, at alle fødselsdagsgaverne skal blive hjemme og vi drager på tur. Det var ikke helt gennemtænkt i første omgang. Selvom jeg syntes det kunne være genialt. Og for et par timer gik det nu også nok.

Men frisk luft findes også i haven og det bliver med garanti ligeså hyggeligt. Når vi lige får revet alle bladene sammen får vi skam også samlet nok til, at der kan blive en god "hoppeborg" af blade. Jeg har hørt rundt omkring, at koncept børnefødselsdage er vældig in. Den ene skal overgå den anden. Det er jeg ikke rigtig tilhænger af og syntes det er et skråplan. Børnene er mindst ligeså glade for snobrød og en bunke blade. Det er ihvertfald min faste overbevisning. Altså selvom det er en del år siden, så husker jeg stadig hvor fedt det var at være barn og være ude i efteråret. Så ingen Ronald McDonald, leje af hoppeborg, tivoli ture, pølsevogn eller pauseklovne her.

Børnefødselsdag anno 1950 med hjemmelavede gaver og ud i naturen (men hov - det lugter jo også næsten af et koncept. Auuuggghhhhhh.............).

mandag den 13. oktober 2008

En mors bekymringer

Det har ligget mig på sinde i en måneds tid. Men jeg har ikke rigtig turde skrive det, af frygt for den der: "ja ja - okay - sikke en fantasi du da har købt dig Majsemor". Men det jeg har at berette er 100% rigtig, ærlig snak osv.

Min søn fylder 4 år på søndag. Sikke en alder og sikke han kan ting og sager. Der er bestemt også ting han ikke kan. F.eks. er han ikke en super ørn til at cykel og tage fodtøj samt tøj på. Sådan noget har man jo folk til (det må være sådan han tænker).

Men han kan skrive alle tal fra 0-20. Han skriver også alle bogstaver med hans lille barnehånd. Han er fuldstændig optaget af det, og legen går på, at jeg skal skrive noget og så skriver han bagefter det samme ord. Venligst læs her, at vi IKKE presser ham til det. Han spørger og vi svarer. Han har også interesse i, hvad bogstaverne hedder. I dag siger han: jeg ved hvordan man staver til Bjørn. B J Ø R N. Og i mit navn er der et I og det starter med F og slutter med K. Det fik han også lige fortalt.

Jeg er målløs. Og lidt bekymret for ham. Hvordan skal han nogensinde få en interessant skole start? Jeg tænker jo lidt, at det ikke er normalt at børn i den alder kan stave og skrive bogstaver. Eller er jeg bare ikke up to date med børns kunnen på det alderstrin? Hans tale er også ret intelligent og jeg bliver daglig målløs over hvad der kommer af formuleringer fra den lille mund. Jeg ved godt, at noget af det er en mors blændethed over, hvor skøn og ufejlbar mit barn selvfølgelig er (!!!!!). Men stadig......

Jeg syntes ikke altid det er lovligt at sige højt: jeg har et intelligent barn. Har fået det at vide i børnehaven og også de har meddelt at vi virkelig skal overveje skolevalget for ham. Det er jo super synd hvis ikke han skal i skole med hans venner fra nabolaget, og være ham de andre kun ser engang imellem i weekenderne. Man burde juble over, at så er han heldig osv. Men for lidt og for meget. Det gør også ondt, at skulle træffe nogle valg på det plan for ham, fordi at hans hjerneceller nu een gang har valgt at arbejde forbløffende godt sammen.

Jeg skulle vist bare lige have den lettet fra mine skuldre. Og undskyld, at jeg brokker mig over sådan noget "luksus".

søndag den 12. oktober 2008

Desperat - i yderste konsekvens

HJÆÆÆLLLLPPPP!!!!! Hvem kan sy? Og hvem tør, begive sig ud i opgaven med at hjælpe mig med at sy en lille drenge habit?

Min helt egen Sigurd fan, ønsker sig et rigtig grimt sæt Sigurd tøj. Vi taler altså om skotsternet rød habit (uhhhhh - jeg får drag om munden) og det bliver mega grimt. Men hvad han ønsker skal han få. Jeg har købt stof og alt det der ellers skal bruges - incl. mønster.

Jeg ejer ikke evnen til at sy. Jeg ved der er noget der hedder stof, tråd, symaskine, knapper, foer osv. Men derfra og så til, at blande disse begreber sammen til noget, man rent faktisk kan tage på kroppen. Næh nej - sådanne evner må ingen tilskrive mig. Jeg har forhørt alle de steder hvor jeg tænkte, at der måske var nogle med disse sy evner. Men ak nej. Bloggen er nu snart sidste udvej. Og jeg vil så gerne indfri hans højeste ønske.

Hvis ikke du selv kan, kender du så ikke en der kan? Skriv til mig her, eller mail mig på hermansen@c.dk. Jeg skal bruge det til den sidste weekend i november. Så kan han få det på til næste koncert med Sigurd Barrett. Og så er vi jo også i god tid med fastelavns kostumet.

.......og han kan lige vove på, at narre mig til at få det på i børnehaven. For jeg kan ikke stå for de små bedende øjne og så ender jeg med, at sende sådan en mundering afsted. Mærkelig mor altså !

tirsdag den 7. oktober 2008

STOP

Nogle gange kommer jeg desværre forbi tekster eller indslag i aviser, tv, dagspresse eller via mail o.lign., hvor det omhandler børn der er blevet slået, misbrugt eller begge dele.

Det gør SÅ ondt i mig, og det bringer mit humør helt derned hvor tårene bare pibler ud af mit hovede. Jeg bliver SÅ forbandet ked af det. Skynder mig altid at slukke TV'et, bladre avisen eller delete mailen. Men det fjerner jo ikke problemet for de stakkels små mennesker derude.

Jeg kan end ikke beskrive den vrede jeg har overfor voksne mennesker der kan kigge på et barn og tænke: her har jeg lyst at gøre noget voldsomt. Et lille kærligt barn der er fuldstændig og aldeles forsvarsløs. Jeg har lyst at tage alle disse børn under mine vinger, og give dem et trygt og godt liv, hvor smil, glæde, leg, respekt og kærlighed er det de kigger tilbage på, når de som voksne kommer omkring emnet: barndom.

Åh altså. Og så er det også fordi, at den mail jeg fik omkring emnet virkelig bragte mig helt ud af fatning. Og fordi, at jeg var sammen med en pige forleden der arbejder med hårdt belastede narko ludere i det århusianske. Hun fortalte lidt om disse pigers barndom. Jeg måtte holde hænderne for ørene. Det er så hårdt og brutalt.

Hvordan stopper man det? Een gang for alle?

lørdag den 4. oktober 2008

Det handler om holdninger

Om torsdagen, tilbringer jeg en hel time i et lettere koldklamt omklædningsrum i bedste 70'er stil. Hvor belysningen næsten giver hovedpine i form af lysstofrør. Godt man ej skal lægge make up i lysets skær derhenne.

Nå men det er jo slet ikke make-up det her handler om. Det er dybere. Meget dybere. Jeg er ikke den eneste der sidder og venter på, at dørene springer op efter en times forløb og ud myldrer børn i alderen 3-6 år. Nej - når man sidder på bænkene og venter, kommer man i snak med de øvrige forældre - primært mødre. Nogle kører hjem i den time og får lavet noget mad. For andre er det en times ro engang om ugen uden indblanden fra børn, mand, hus eller dyr.

Torsdag kom jeg i snak med et rigtig sødt menneske. Hun er intensiv sygeplejerke på Skejby sygehus for neonatal afdelingen. Til min gru, gik det op for mig at de nye spareplaner skærer i så vitale områder som:
  • Psykolog hjælp til forældre der mister deres børn efter længere tids kamp
  • Social rådgiver på hospitalet. Dvs. ingen til at fortælle, hvad og hvor forældre skal gå hen og hvad de rent faktisk er berritiget til. Samfundet vurderer åbenbart, med bare disse 2 områder, at det har man masser af overskud til, når man står og skal miste sit barn, eller lige har sagt farvel. Hvad fanden er det for en holdning at have?
  • Skejby Sygehus er specialist sygehuset for hele Jylland, ligesom Riget er for Sjælland/Bornholm og øerne, samt OUH for Fyn og det sydfynske øhav. Skejby dækker fra Sønderborg til Skagen. De får bragt ca. 100 børn om året fra andre sygehuse. Små bitte for tidlig fødte eller børn med skader, der skal til specialister. Det kræver special transporter med special uddannet personale. Bl.a. det at håndventilere et lille menneske, er en kunst og ganske få kan håndtere det. Blot en smule for meget ventilation ødelægger deres lunger. Nå men altså - den special transport bliver også sparet væk og kørt med noget der næsten ligner ordinær Falck. Det koster små menneskeliv der kunne have været reddet. Men spares - det skal der jo.

Så bliver jeg gas blå i hovedet af arrigskab når jeg hører dette.

Een ting er, at jeg/vi ej heller kunne få andet end en præst til at hjælpe os derude. Men dem der har stået og kæmpet i længere tid med deres barn og haft et levende lille liv i deres arme - de kan ej heller få en psykolog. Ej heller forældre til kræftramte børn. I øvrigt er den ugentlige sodavand også sparet væk til børnene. Man forsøgte også med hospitals klovnen, men bremserne blev klodset i der.

Jeg er skide ligeglad med skatte lettelser på 1-2% når jeg hører disse historier. Jeg vil gerne betale for, at vi alle kan få det der er nødvendigt. Og jeg vil også gerne betale mere end andre der ikke har alverden at gøre med. De må gerne trække 1-2% mere om året fra os, der ikke lever på minimums indkomst. Hvis altså nogle vil høre min mening.

Hvad siger du? Bliver du ligeså fortørnet som jeg?

Og som P.S. - en anden sygeplejerske sad også med i omklædnings rummet. Hun er på en voksen afdeling på Århus Kommune hospital, som jeg ikke lige helt fik fat i specialet på. Men hun fortalte, at patienter som man for et år siden ville have opgivet, dem skal de operere nu. Store dyre operationer der ikke skåner, forlænger el. gør andet godt for deres liv. Men jeg tænker lidt: hvorfor bruge SÅ meget krudt der, når livet er dømt til at rinde ud for dem - og så bruge nogle af pengene på at redde dem der først skal til at starte. Jeg ved det er barskt at melde sådan ud, men hovedtrækket i min holdning er her nok alligevel.

torsdag den 2. oktober 2008


Her er storebrors fortolkning af lillebror:

"Mor det er mig og Jacob. Han er min allerbedste ven, og kan du se hvor meget jeg elsker ham? Jeg har også givet ham hans lille hue på, og givet ham et batteri i hovedet, for det trænger han til så han ikke kan dø mere. Jeg har også selv et batteri i mit hoved."

"Mor hvorfor græder du nu? Skal jeg så ikke trøste dig?"

Behøves jeg sige, hvorfor jeg græder?..........og hvorfor far også er rørt til tårer?

onsdag den 1. oktober 2008

Lykkelig

Lige nu bare en total lykkerus. Drengen underholdt med det sødeste og sjoveste Sigurd show (........og nu kan han ALLE replikker og sange fra den nyeste DVD), maden var god, manden er skøn og brændeovnene er igang.

Pizza bagning til fryserne venter. Om 2½ uge kommer der omkring 55 mennesker af 2 omgange til børnefødselsdag. Og drengen bestilt pizza. Jeg ved ligesom, hvad jeg skal lave de næste mange aftener. Men jeg gør det gerne. Han giver mig så meget plus og overskud, med hans små shows, glade og milde sind samt geniale kommentarer. Så er pizzabagning a 10 omgange ikke noget at kimse af..................arrrrrhhh og dog...

søndag den 28. september 2008

Sendt ud på sidelinjen

Jeg ved da godt, at min lille dreng er ved at være stor. At han selv kan have stærke meninger om tignene.

Men derfor kunne frisøren da godt lige have spurgt moderen først, inden hun siger: "hva så seje dreng - skal jeg lave en hanekam på dig og farve den blå"?

Drengen øjne og ører var jo ved, at poppe ud af hovedet på ham. Er du vimmer mand - selvfølgelig skulle hun det. Moderen var overrulet af en sammensværgelse (selvom han nu havde fået lov, om så de havde spurgt mig til råds) bestående af proto typen på lettere naiv frisør blondine og en knap 4 årig dreng.

Men resultatet var ikke til at tage fejl af: min lille kæmpe store dreng:

lørdag den 27. september 2008

Verdens største vattæppe

Se da jeg mødte min honey for 7 år siden, så var det jo på et dating site at første kontakt blev skabt. Eller skal vi sige: genskabt. For vi var unægtelig stødt på hverandre mange gange i livet, uden at have tænkt over det.

Anyway................i min profil skrev jeg bl.a., at jeg ikke havde den evne der omfatter masser af puller, nuller og sløjfeting i mit hjem. I like it rimelig simple. Stearinlys og blomster fra haven er helt okay, men så er jeg også dækket ind på den tøse romantiske platform. Jeg ejer ikke rigtig et hyggeligt vattæppe, små dimser og æsker der er i spændene farver.

Det ser rigtig rigtig hyggeligt ud i butikkerne og hos andre. Men tro mig - jeg har (gen)mødt mesteren over dem alle. En gammel skoleveninde som jeg besøgte i går. Hun er indehaver af en vatæppe butik, med masser af pynt, dimser og dutter. Vild hyggelige ting. ALDRIG har jeg set så mange hyggelige ting, vattæpper, farver, tapeter, små dimser, duge osv., som i hendes hjem. Det virkede som om, at hele hjemmet var eet stort vattæppe der bare indhyllede en i dejlig hygge. Jeg kunne finde på, at tage alle veninderne med hen til hende for, at vise det frem. Det var fuldstændig overdrevet - men på den total hyggelige måde.

Jeg må sige, at mit hjem virkede MEGET tomt da jeg kom hjem fra en super hyggelig aften i vattæppet. Det var faktisk nat inden jeg kom hjem igen. Men i dag er jeg helt overbevist om, at jeg nu er bedst til min egen stil. Og hun til hendes. Men jeg glæder mig til, at komme derud en anden dag og så få dyrket det gen, som jeg måske alligevel aller aller inderst inde har et lille kim af. Hvor meget jeg end prøver at benægte det.

torsdag den 25. september 2008

Dilemma og alligevel ikke

Majsemor viste tænder i dag. På arbejdet.

Jeg er jo kommet over i entreprenør branchen, hos et firma med yderst flot og præsentabelt ry og renommé. Det er jeg stolt af, og har haft deres firma ånd i mig, faktisk længe inden jeg opstartede nyt job hos dem. På min tidligere arbejdsplads, var nuværende nemlig leverandør til os dengang. Det er vi stadig. Altid opfattet nuværende arbejdsplads, som en af de mest professionelle og præcise leverandører. Det var derfor nemt at blive overbevist om jobskiftet. So far so good.

Indenfor vores felt, går det meget stærkt i øjeblikket. Vi graver en hulens masse render i jorden, hvor alle energi selskaberne lægger fiber kabler ned, for at få en bid af markedet. Det er godt for os. Men vi er også nødt til, at arbejde med underleverandører da vi ikke selv kan nå alt.

En sådan underleverandør kom ind på kontoret i dag, kl. ca. 09:30. Han skulle lige tage nogle kopier. Helt fint. Da jeg selv har gang i en større udprintning på selvsamme maskine, retter han henvendelse til mig for at høre, hvor længe mit job endnu vil vare. Hvilket jeg svarer ham på.

Men jeg blev målløs. Herren stank langt væk af øl ånde. Før kl. 10. Var kommet til os i bil. Jeg tænkte: er det nu, jeg siger noget til ham eller hvad gør jeg? Tager jeg hans bilnøgler, barrikaderer døren så han bliver spærret inde, eller giver jeg ham en "hvad har du gang i makker" tale? Vi har nul alkohol politik og det gælder også dem der arbejder for os. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at manden jo bagefter sætter sig i bilen og atter drager ud i landet. Med alkohol i blodet. Det kan være ham, der kører ind i mit barn, min mand, min mor, mine søskende, min nabo - ja alle ude i samfundet. Store idiot altså.

Jeg bevarer roen, og går til chefen. Han siger, at de er klar over problemet og ham bekendt kan der ryge omkring en kasse på en dag. "Jammen hvad gør I ved det" siger jeg? Jeg følte bestemt ikke, at jeg fik et svar der gav mig ro i sjælen. "Tænker du ikke på, at han kan køre ind i vores folk, i din datter, kone eller andre?" for jeg sagt. Joh - det gjorde han da, og det var bestemt ikke velanset.

Nu blev jeg rigtig vred, og sagde at hvis ikke han ringede til politiet, så ville jeg gøre det. Men han fik mig dog dysset lidt ned, og sagde at man ville opsige samarbejdet med ham i morgen. At have sådan et firma til at arbejde for os, kan jo give os et rigtig dårligt ry.

Fint nok. Men altså - manden kører jo stadig rundt derude med den stinkende dårlige attitude. Og nu er jeg SÅ gal på ham over hans metoder, at jeg noterer mig hans bilnummer i morgen. Og tro mig - jeg har planer om, at underrette politiet ligeledes.

Sprit bilister er bare ikke okay. De har et problem, men deres problem skal ikke koste andre mennesker livet, eller skade andre. Det er slemt nok, at de skader sig selv på den måde.

Jeg ved, at jeg vil knuse den mand ved at ringe til politiet. For han vil miste kørekort, og kan ikke opretholde hans forretning på cykel. Kan ikke komme rundt til kundemøder, besigtige gravefolkenes arbejde og levere materialer til dem. Det er jo også rigtig skidt. Jeg vil tro, at han har ca. 50 mænd ansat. Det kan også koste nogle af dem jobbet, hvis han mister kortet.

Hvad ville du gøre?

mandag den 22. september 2008

DR1 - NUUUUU..........

Hvis ikke du ser DR1 lige nu, med Lone og aberne på Borneo, så skynd dig at tænde for programmet.

Hvis nu du først læser efter program slut, så husk nu at du også selv kan sponsorere disse orangutanger. Det er også så dejlig livsbekræftende at få e-mail hver måned, hvor hun skriver hvordan det går ens egen helt lille abe.

Vi nyder ihvertfald vores e-mails.

søndag den 21. september 2008

ENDELIG.....

1. forsøg.........


2. forsøg............



3. forsøg - og lykkens gang. En mere lykkelig knægt end min findes næppe ej. Han hylede næsten af lykke bagefter. Idolet over dem alle. Han fik sagt: åhhhh Sigurd - jeg ELSKER dig.

Spørge Jørgen - del 2

Her er stadig gang i hv-spørgsmålene fra sønnike:

  1. Mor hvorfor kan far snakke? (fordi han har en mund)
  2. Hvorfor slutter benene med en numse? (hmmm -det havde jeg da aldrig lige tænkt over...)
  3. Hvad kan du sige på engelsk (årh sådan rundt regnet det meste)
  4. Hvor mange ting kan jeg sige på engelsk? (yes my love, oh no, my name is ........, og kuriovs Sjorsje (Curious George, der er engelsk for Peter Pedal)
  5. Hvornår bliver jeg en farmand (når du er gammel nok......!!!)?
  6. Hvad er det der er nedenunder min tissemand (oh dear - hvordan forklarer man lige det. Øh - det er nogle kugler i en lille pose)
  7. Hvorfor ligger sp. 6 ikke i en kasse? (spørg din far......)
  8. Farmand - hvad skal vi med de kugler? Kan de trille? (nej - de ligger ligeså stille. Skal du ikke ind og tegne lidt min dreng?)

Og nu er drengene i svømmehallen. Jeg gruer for, hvad han får spurgt om i det herre omklædnings rum.

fredag den 19. september 2008

100% rent

Jeg er nu den lykkelige indehaver af 40 liter økologisk hjemmelavet æblesaft. Frosset ned i portioner til nydelse vinteren over. Selv presset det hele. Tog 1½ time at køre 80 kg. æbler igennem. Det smager HIMMELSK, og samvittigheden er bestemt på topniveau.

Også indehaver af et barn, der vågnede kl. 04:15 i nat og lige fandt vej til smørhullet i dobbeltsengen. Men han faldt først i søvn, 5 min. inden mor og fars vækkeur ringede, og vupti var han atter vågen (ja jeg sov jo heller ikke fra mere fra kl. 04:15. Ih jeg takker så udmygt fordi jeg fik den ære). Det resulterede i en dreng, der snorksov i bilen hjem fra æblepresning. Han har ikke åbnet et øjenlåg siden. Kl. var vel at mærke kun 15:30, og det er jo unægtelig et spøjst tidspunkt at sige godnat på! Men der er absolut ingen liv fra den lille drengeseng, så det bliver en rolig aften.

onsdag den 17. september 2008

Ny trend

Tænker nogle gang på, om jeg mon giver drengen lidt for meget snor. Tillader jeg for meget? Eller lærer jeg bare ikke selv, at blive helt voksen.

Anyway - her er gårsdagens maleri samt makeup artist (læbestift) resultat leveret af 3 år og 11 måneder. Der er endnu et på vej i dag.....Fotografen er også de 3 år og 11 måneder. Jeg syntes han er dygtig. Og jeg kan mærke undergrunden ryste under mig - tror det bliver en ny trend det her. I et par uger.


mandag den 15. september 2008

Spørge Jørgen

Næsten 4 årig dreng, er virkelig kommet i spørge hjørnet. Uddrag:
  • Hvorfor hedder A ikke P (bogstaverne altså)?
  • Hvordan blev du til en pige?
  • Hvorfor kan en kat spinde?
  • Hvad er der inde i melet?
  • Hvorfor lukker man øjnene når man sover?
  • Hvorfor er et tæppe varmt? Er der en brændeovn indeni det?
  • Hvordan kan du finde ud af at arbejde?
  • Hvorfor hedder det en børnehave?
  • Hvad ved farmand?
  • Hvorfor er moster ikke en dreng?
  • Hvordan ved vandet at det skal være vand og ikke juice?
  • Hvorfor skal du ikke klippe dine negle mor?
  • ...........og 10.000 kr's. spørgsmålet: hvordan har I lavet mig?
Det er skægt at opleve verden igennem en lille drengs øjne.

.........og her er så mine svar:

  1. A hedder ikke P, fordi A er ligesom Abe. Det ville lyde skørt hvis man sagde Pabe (ja ja - men han åd den)
  2. Jeg blev en pige fordi at jeg vidste at jeg gerne ville have at du skulle bo i min mave, når jeg blev voksen. Så kunne jeg jo ikke være en farmand - vel?
  3. En kat kan spinde, fordi den har en lille motor inde i kattekroppen. Når den har det rart, tænder den lille maskine og så kan vi høre det.
  4. Der er mel inde i melet.
  5. Nej - kan du se en brændeovn måske? Det er varmt fordi det er lavet af ulden fra fårene (her kom så atter: hvorfor deeetttttt????)
  6. Jeg kan finde ud af at arbejde, fordi jeg var dygtig i skolen og fordi du er så god til at hjælpe mig med alting. Så er jeg jo ikke træt når jeg skal på arbejde, fordi du hjælper mig med at lave maden. Og SÅ bliver man god til at arbejde.
  7. Det hedder børnehave, fordi at I har en stor have at lege i, og den er fuld af børn.
  8. Farmand ved ALT (no shit - han ved de mærkeligste ting....)
  9. Moster er ikke en dreng fordi, hun ville helst lege med dukker.
  10. Fordi juice lugter og klistrer når det bliver varmt. Man kan jo ikke vaske hår i juice.
  11. Fordi, damer skal have neglelak på og fordi så kan jeg kradse dig på ryggen.
  12. Vi lavede dig på den måde, at mor fik et æg ned i naven. Så kom far med en lille frø. Og den lille frø hoppede ind i ægget og der kunne den rigtig godt lide at være. Men så fandt den lille frø på, at den ikke ville være en frø mere. Den ville være en dreng i stedet for, og den lille dreng blev dig. Så boede du inde i mors æg der lå inde i min mave og derfor blev jeg SÅ tyk (og så siger han: slog du så ægget ned i en skål så det gik i stykker, og så kom jeg ned i en skål. Åh - hvis dog bare en fødsel var så nem......).

lørdag den 13. september 2008

Tårekanaler

Det handler om Jacob. Min elskede lille søn der ikke var stærk nok til livet. Eller som jeg/vi vurderede ikke ville få et værdigt liv hvis vi bragte ham hertil, ved at gå fulde 40 uger med ham i maven. Jeg har fortalt begivenheden igen og igen. Og kan godt rumme den for det meste af tiden.

Men når jeg møder en bekendt, som man ikke har stor kontakt med - men som stadig hører til bekendtskabskredsen - og skal fortælle om det hændte, så kan jeg ikke styre tåre kanalerne. Det har jeg derimod ingen problemer med, når jeg taler om det med dem der er tæt på. Det sidder bare stadig lige derinde under huden. Jeg ville så gerne kunne trykke på den "gå væk" knap og få min krop og sind til at acceptere hvad der er sket. Men sådan fungerer det slet ikke.

Jeg hyler ikke ved hans grav, vi snakker om ham dagligt herhjemme fordi storebror bringer ham på banen og med i legen dagligt. Han lever for mig i en helt anden dimension. Men han er jo død og ligeså lidt levende som han er sten død. Måske kommer mine tårer frem, fordi jeg netop skal erkende at han ER død og ikke kommer tilbage. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det ligger lige derinde. Ikke 10 cm under huden, men ganske få millimeter væk. Kors i hytten altså hvor jeg gerne ville have min lille dreng hos mig.

Vi har nogle små lege herhjemme, hvor en råber et spørgsmål ud i luften (eksempelvis: hvem har været i Legoland), og alle dem der har oplevet tingen rækker så hånden i vejret. Det er en virkelig sjov leg for min dejlige dreng og også ham der har indført legen under måltiderne. Når han skal stille spørgsmål, omhandler de fleste hans lillebror. Hvis jeg siger, at han er den allerbedste dreng på snart 4 år som jeg kender, og som jeg elsker allermest, reply'er han med, at jeg også skal sige at jeg elsker Jacob. Det gør mig selvfølgelig rigtig glad at han sådan kærer for sin lillebror, men det smerter også rigtig meget.

Går min lille store dreng med ting indeni, som han ikke kan få ud? Hvorfor kan jeg da ikke bare få lov at give ham den søskende som han sådan savner? Jeg har det så godt på så mange områder, men på lige det punkt smerter det i min krop og sjæl. Har stadig det brændende ønske om, at jeg kan sige at jeg har født 3 børn. Men ved ikke om jeg rent faktisk tør. Men tør jeg lade være?

Dette er en af de dage, hvor jeg tænker på at jeg samme lørdag for 34 uger siden faldt i søvn på hospitalet med min lille Jacob liggende ved siden af mig. Vi lå arm i arm som jeg også gjorde med hans storebror, indtil søvnen overmandede mig og personalet kom og lagde ham i hans egen "seng". Det er sådan en dag i dag. Og tårerne triller..........

Børn i flertal

Kender I det med telefon sælgere der ringer, når man står med hænderne fulde og simpelthen ikke lige har tid til den slags?

Sådan en fik jeg i røret forleden aften, da drengen var rigtig pive træt og skulle i bad.

Jeg siger pænt til ham, at tidspunktet er dårligt. Hvorefter han insisterer og siger, at det blot tager et øjeblik.

Her skruer jeg lidt bissen på og får sagt: hvorfor skal I altid ringe når man står og skal ordne ting med sine børn? Jeg talte her bare i generel vending omkring deres opkalds vaner.

Den snedige telefonmand får hermed indtryk af, at jeg har børn i plural (hvilket jeg jo også har, dog ikke lige angående situationen).

"Børn" siger han - "læser de bøger"

"Ja"

"Hvor mange har du?"

"Mange" får jeg sagt.

"Og hvor gamle er de?"

"3 år"

Der bliver stille i den anden ende, og han sidder nok med følelsen af, at her var en mor med trillinger på 3 år. Det var dog det der skulle til for, at han sagde: "Så tror jeg at jeg ringer på et andet tidspunkt". Lidt empati havde han dog gemt.

Han rigende aldrig tilbage og det priser jeg mig lykkelig for. Men jeg skal også være bedre til at sige, at jeg ikke er interesseret fra start af. Når jeg har lyst at købe, henvender jeg mig selv. Det andet der virker bare ikke på mig. Tværtimod.

fredag den 12. september 2008

Aldersbetingede komplimenter

Jeg stod oppe i den lækre gårdbutik - næsten nabo - og snakkede med nabo og ejer. De ejer et par huse på strækningen hvor vi bor, og det ene er netop blevet solgt. Nysgerrig som man er, spørger man jo til hvem de nye er, om der kommer små legekammerater osv.

Hun fortæller mig, at det er nogle unge mennesker ligesom os - lige omkring de 30, med børn på 4 og 1 år. Fint og dejligt. Men jeg er jo ikke lige 30 år. Selvom hun godt ved det, sagde hun at det kom bag på hende hver gang. Fordi vi faktisk næsten er jævn alderene (de 6 års forskel udjævner sig ligesom når man rykker opad den der alderstavle), men differencen ligger i, at hendes den ældste har kørekort og på vej hjemmefra. Vi er jo på vidt forskellige stadier hvad det angår.

Næste ting der bliver sagt er, at jeg holder mig godt for min alder! Tak tak. Men hvor er det egentlig underligt. Da man var under 30 fik man at vide (altså når heldet var med en.....), at man så godt ud. Efter de 30 får man at vide, at nu ser man ikke godt ud - men man holder sig godt.

Min mor der er 63 år beretter om, at man i hendes alder er usynlig for mange! Forstået på den måde, at der ikke rigtig er nogle: "du holder dig godt" kommentarer længere. De er også for unge til at være gamle. Dvs. ikke gammel nok til, at andre rejser sig i bussen for dem, at de er gangbesværede, går i beige farvet tøj og falder i med det hele. Men usynlige - det er de. Som hun siger, så kan hun gå på strøget i Århus og næsten blive rendt over af unge mennesker. Unge folk, der ikke vil gå til side for hende, for hun er jo ikke "gammel og gangbesværet nok", men heller ikke så ung at hun går med små børn, og de forbi passerende trækker naturligt til side.

Det er bare lommeuld det her, men jeg syntes det er lidt sjovt at opleve hvordan det sådan ændrer sig med tiden. Også sjovt, at en anden nabo jeg har på 25 syntes jeg er gammel, men alligevel ikke gammel. Som hun selv har udtrykt det.

Jeg har hørt, at 40 er den nye 30. At man som 40 årig gør ting som før var forbeholdt de 30 årige. Måske rigtig nok, for vi får jo børn i en meget senere alder, og slipper ikke sådan bare alt det sjove der hører de lidt yngre år til. Men da jeg var 30 kunne jeg med garanti ikke sidde og sige: ork det kan jeg snildt huske det der der skete for 25 år siden. For det kan jeg jo i dag (selvom jeg ikke er helt 40 endnu).

Een ting er dog helt sikkert: jeg bliver aldrig (og med streg under aldrig) sådan en gammel en der går i beigefarvet tøj og sko. Der skal lidt mere farve på i alle henseender.

Nu vil mig og mit lommeuld tage en dejlig sen middagslur. Jeg har lige en hovedpine at udrydde.

onsdag den 10. september 2008

Rotter på loftet fra tid til anden

Ved ikke hvorfor, men kom lige i tanke om at det må være dødens pølse at bo i Tappernøje. Mærkelig tanke - ja. Jeg har jo aldrig været der, men på mig lyder det måske nok en kende for langt væk.

Får du også nogle gange de mest mystiske tanker/koblinger, hvor man selv tænker: hvor kom den lige fra?


P.S. - engang kørte manden og jeg ned igennem Tyskland. Ud røg det af min mund: Ihhh - her lugter godt nok af gummistøvler. Der tænkte han: og hvor kom den mystiske kommentar liiiige fra???

mandag den 8. september 2008

De trak kørekort i en automat

Kan simpelthen ikke forstå de der bilister, der bare skal køre som sindsyge og overhale ligeså snart der er den midste mulighed på et kort overhalings stykke. Specielt ikke når jeg erfarer, at vi faktisk holder i den samme kø ved lyskrydset ca. 15 km. lægere henne af vejen. Hvad får de ud af, at komme "3 biler hurtigere frem" end mig? Det giver jo absolut ingen gevinst i den sidste ende, men de sætter livet på spil for dem selv og andre.

Ja tolk gerne, at jeg hver morgen møder disse mystiske bilister. Og de er så pokkers tæt på at braldre ind i modkørende, laver stærke opbremsninger og trækker ind igen osv. For dælen da også.....! Ej heller forstår jeg manges uhensigtsmæssige kørsel på motorvejene. Der er faktisk en regel mht. afstand til forankørende. Den syntes jeg ikke rigtig at kunne se bliver fulgt derude. Næh nej - HELT op og ligge der hvor man ikke kan se bagved liggende bilists lygter i bakspejlet. Der må være mange der ikke tænker på, at når det går galt så går det altså RIGTIG galt. Har mange så travlt, at de ikke kan klare at turen måske tager 3 minutter længere? Hvad er 3 minutter mod et mistet eller kvæstet liv. Jeg forstår det altså ikke.

Mere politi på vejene tak.

lørdag den 6. september 2008

Pandekage huset

Klokken er middag og jeg fistrer stadig rundt i nattøjet. Godt svedig ovenpå udrydning af ugens høst af støv partikler, bortviskning af fedtede fingre på vinduer, brug af toiletbørste i flertal og generelt bare våde klude på alle vandrette overflader. Huset skinner, drengene er til fitness og jeg kunne godt bruge et stooorrt varmt kar fuld af vand indeholdende lækre olier. Men i mangel af samme kan et brusebad også gøre underværker.

For første gang i mange uger (og jeg mener mange uger), har jeg haft tid til huset. Det er skam blevet gjort i alle disse uger, men klokken sent om aftenen hvor jeg burde ligge i min seng. Weekenderne har været booket alt for hårdt. Nu skal der skal plukkes blomster ind. Og der skal samles nedfaldne æbler til årets høst af hjemmelavet most. Der er bestilt tid til leje af en maskine der forvandler æbler til drik. Vel at mærke næste søndag.

Jeg kan også konstatere at nu er alt det praktiske gjort, og jeg har over en halv dag til ren familie hygge. Det er store sager og rent guld ned i min lille kurv. Jeg kan dog også mærke på mig selv, at jeg ikke har overskud til at der bliver slæbt beskidte sko ind i huset, at sønnen vil lave mærkelig retter i form af: rugbrød smuldret ned i mælk, tilsat kaffe pulver, banan stykker, salt, peber og mel (skulle nogle være i tvivl, så ligner sådan en omgang resultatet af en rigtig grim: pyh - jeg fik vist for meget alkohol at drikke i går). Jeg kan nok overtales til en portion pandekager. Med mig som den primære styrmand på projektet og ham som ivrig kommenatator. Han har et flip i øjeblikket med æg! Alt hvad der har med æg at gøre, er gud. Som jeg husker en pandekage opskrift, er de repræsenteret i overflod der, og det må give mig lidt point på kontoen.

I morgen er der Legoland i form af firma arrangement på min arbejdsplads. Længe ventet fra sønnens side. Så meget, at han smuttede ind til os i smørhullet natten til i går, og ville tale Legoland tur med mig klokken "det er ikke nu vi skal snakke lille skat". Det var ihvertfald meget mørkt udenfor.

I øvrigt lover jeg højt og helligt, at stemme på det parti der ved lov indfører 26 timer i døgnet.

torsdag den 4. september 2008

Skoleskemaet

Intet nyt er godt nyt.

Ja det er faktisk det mest fornuftige jeg skrive. For det er jo sådan det er.

Mit liv er som et skoleskema. Ting på fastlagte tidspunkter, og når igennem hele spektret igennem en uge: dansk, regning, sprog, maskin skrivning, idræt, hjemmekundskab, sløjd, geografi (altså den der køretur til og fra arbejde) biologi samt fysik/kemi (kan man ikke komme den der gode kemi imellem mennesker ind herunder???).

Jeg må endnu engang lige fortælle, at jeg er glad for mit "skoleskifte" og nye skoleskema. Men een ting forstår jeg bare ikke: hvorfor hænger det sådan sammen, at jo mere man har om ørene - jo mere når man faktisk?

Altså da jeg gik hjemme ville jeg aldrig have nået alt det jeg gør nu. Næsten tværtom. Men nu var det jo også sådan, at jeg gik hjemme pga. en/flere årsager. Men alligevel.

Men een ting skærer dybt i mit hjerte hver dag: jeg kan ikke komme op til min lille dreng på kirkegården, som jeg gjorde næsten hver dag i knap 8 måneder. Det er hårdt syntes jeg. Men i morgen har mig og sønnike aftalt, at vi skal op og hygge med lillebror. Og spise kage bagefter. Bage boller sammen og tage en tur i legetøjs butikken. For min lille dreng har nemlig en mor, der kan hente ham allerede kl. 12.30 i morgen. Fordi hun har arbejdet som en tosse hele ugen, går hun tidlig i morgen. For der skal nemlig også være fritimer i mit nye skoleskema.

lørdag den 30. august 2008

Stress

Hvis jeg var en spyflue ville jeg få stress af mit eget jeg. Jeg kan slet ikke have de bbbzzzzzzzz lyde de har, samt faktum at de er vildt stressede i deres måde at flyve på. Hvad har de da så travlt med på den mærkelige måde. Deres mor må have glemt at opdrage dem ordentlig. Hmppffffffff.........

fredag den 29. august 2008

Jeg har fået lopper

Jeg har lige bestemt mig for, at jeg skal blive rig i weekenden. Dette på, at få solgt ALT det som vi ikke bruger længere og som alligevel står på fjernlager i kasser. Vi taler om tøj, møbler, haveting, ting til hus og ting til lettere lukus. Jeg/vi har faktisk i sinde, at få solgt hver en eneste stump.

Vi er 10 naboer der er gået sammen om fælles loppemarked, og jeg regner da bestemt med at det virkelig trækker horder af østjyder til disse kanter. De har jo lige fået løn, og sådan en kan jo brænde noget så pokkers i lommen..........(ligesom min gjorde lidt over middag i dag - det blev til sko, bukser og strik).

torsdag den 28. august 2008

Født nysgerrig

Når man holder frokost, må man godt private ting såsom at blogge. Det ser jeg ikke noget galt i, når jeg nu alligevel selv betaler den halve time.

Men tænker lidt: hvor meget privat gør du på nettet i arbejdstid? Jeg er sådan indrettet, at jeg får løn for at yde og ikke snyde. Derfor tillader jeg kun mig selv at surfe lidt rundt i en frokostpause eksempelvis. Min mand mener nogle gange, at jeg er ALT for pligtopfyldende hvad sådan noget angår. Jeg kan godt snige mig til, at sende en privat mail men det er kun lige til ham jeg er gift med. Og omhandler som regel lige en praktisk ting.

Men jeg er lidt nysgerrig! Er der nogle derude, der gør mere/mindre - har facebook åbent i arbejdstid osv?

Tror dog ikke, at svar ændrer mit syn på mit forbrug. Jeg er bare nysgerrig.

tirsdag den 26. august 2008

Ændring i planer

Jeg var faktisk parat til, at sove for cirka 2 timer siden. Men istedet for, at hoppe under dynen valgte vi lige en tur på skadestuen som dagens afslutnings manøvre. Drengen skulle lige ud og have vand i et glas. Står på toilettet og læner sig ind over vasken. Falder. Taber glasset på et klinkegulv - klir klir klir..... Skærer sig dybt i en finger på skårene, da han landede oveni dem. Av av av.............

Det er da også en slem oplevelse at få bundet fingeren ind, når man er et af de meget få børn, der faktisk er bange for plastre. Vi har ingen plaster alder her og får den vist aldrig. Nu er han ok igen. Med stor forbinding på.

Mit lille pus altså!!!

mandag den 25. august 2008

Boldtalent udover alle grænser

Jeg var egentlig glad for, at jeg lige nåede at fortælle min svigerinde inden vi gik på badminton banen i lørdags, at jeg faktisk havde spillet badminton i 5 år. Bare sådan ligesom for, at hun var forberedt på at møde eliten.

Men hvad det er for nogle ketchere der er kommet på markedet, siden jeg lagde ketcheren som 14 årig - ja det ved jeg sørme da ikke. De er blevet mindre i omfang og mindre skudsikre. Lad os bare sige, at der ikke ligesom var et naturligt flow i vores bolde. Den ene servede. Og sørme om så ikke den anden servede som svar derpå. Enkelte gange gik vi galt i byen og fik slået bolden retur til afsender. Men for at det ikke skulle gå hen og blive en vane, fortsatte vi ufortrødent med at slå temmelig mange huller i luften. Yderst undrende i øvrigt. For vores skarpe boldøjer, kunne da ikke sådan tage SÅ meget fejl. Men hold da det var morsomt. Jow - vi er rene naturtalenter. Udi at grine vel at mærke.

Ellers en weekend, hvor jeg den ene af dagene lå i blød det meste af dagen. Gik fra det ene vandland til det andet. Både de romerske bade og det sjove vandland. Hygge med familien fra Luxembourg og 1000 geniale kommentarer fra små mennesker på hhv. 3 (næsten 4 - hvilket man går MEGET op i herhjemme), 4 og 6 år.

Jeg har også oplevet, at min skønne niece på 4 år er den rene lystløgner. Eller også lever hun bare i en fantastisk fantasiverden. Mange små skønne historier af det pureste opspind har jeg lyttet til. På et tidspunkt tiltaler en ældre dame eksempelvis hende og jeg, og jeg fortæller at jeg er hendes faster. "Nej - ved du hvad dame - du skal altså ikke tro på hende. Hun er altså min mor og ikke min faster". Jeg er sikker på, at jeg IKKE er hendes mor. For så har jeg lavet fy-ha med min bror. NOT!!!

Nå men altså - skøn skøn weekend. Ovenpå choket over, at min rigtig rare chef har sagt op (og rejser til den branche som jeg forlod for 4 år siden) og vi nu selv skal prøve at finde vejen frem. Det skal nu nok gå.

torsdag den 21. august 2008

På jysk

Jeg begynder at ane, at jeg virkelig har trukket et langt strå mht. min nye arbejdsplads. Eksempelvis er der ingen telefoner der kimer - alle er udstyret med mobiler. Hovednr. er kun til hovedkontoret og ikke lokal afdelinger som der hvor jeg sidder. Hvis nogle vil os andre noget - ja så er det på mobilen. Jeg kan godt lige overkomme de 3-4 samtaler der kommer ind om dagen. Dejlig ro til arbejdet.

Og så pointen med flex tid............! Det er da fedeste koncept ever. Jeg bestemmer fuldstændig selv hvornår jeg vil arbejde, og med tid også hvor! Nu skal jeg jo lige ind i tingene, men når de ligesom bare kører, kan jeg ligeså godt sidde herhjemme med alle tingene nogle dage om ugen. Det er da et lotterri gevist arbejde og arbejdsplads det der. Tilmed udfordrende og rigtig rare mennesker omkring mig. Og nårh ja - vi får tilskud til tøj, da de jo gerne vil have vi ser ordentlige ud. Så nu har jeg indkøbt nyt tøj på firmaets regning. Jeg føler mig som en heldig kartoffel.

Heldig er jeg også i weekenden, hvor vi atter engang drager mod Skallerup Klit. For at besøge bror + familie der er i sommerhus. Tror lige jeg kan holde til det.

Da jeg kom hjem i dag stod fin gave fra honey. Lækker duftevand til mig af yndlings slagsen. Fordi han ville sige noget helt specielt :-)

P.S. - hvis ikke du har gættet det, er jeg faktisk helt godt tilfreds med det hele. Med jysk underdrivelse.

onsdag den 20. august 2008

Endnu en afsked i vente.

Jeg fik en sms i går aftes, fra en kær ven som jeg ikke havde hørt fra i længere tid. Vi har ellers kendt hinanden i 17½ år (gud hvor tiden da flyver) og boet sammen de 8 af dem. Han er min ex og efterfølgende gode ven. Kærester var vi faktisk ikke så gode til at være, men super til det med at være venner. Så det besluttede vi i fællesskab og derfor et brud dengang uden grimme ting og slagsmål (verbale). Venskabet blev styrket af, at vi fik pillet kæreste titlen af os.

Nå men altså. Han sendte denne hersens sms "Hvis du stadig er på dette nr., så må du gerne lige ringe". Noget sagde mig, at der var sket noget. Og ganske rigtigt. Hans mor er død. Han ville fortælle mig det, og informere om begravelse hvis jeg havde lyst til det. Altså nu er begravelse jo ikke noget, man sådan går og glæder sig til. Men med det skal jeg altså. For hans mor var et godt menneske og rigtig sød ved mig og min nuværende mand.

Ham min ex havde en bedstemor, der døde for 6 år siden. Hende holdt jeg rigtig meget af, og efter at ham og jeg flyttede fra hverandre, besøgte jeg hende også selv. Hun havde sågar min kat boende i 1½ år fordi jeg ikke måtte have den i lejligheden hvortil jeg flyttede efter bruddet. Da bedstemoderen var død og der skulle ryddes op i hendes hus, ringede min ex's mor til mig og min mand. For at høre, om ikke der var ting vi ville have derfra og or at tilbyde os at købe huset (hun vidste hvor meget jeg elskede området hvor det lå, og vidste at vi også gerne ville købe hus) inden det røg til salg af de traditionelle veje. Se det havde hun jo aldrig behøvet at gøre.

Vi har ting i vores hjem, der både har tilhørt min ex's mor og bedstemor. Givet til os, fordi hans mor ville have, at vi skulle have dem.

Vi var tæt på at købe huset, men håndværkerne rystede på hovedet af projektet. Huset var for faldefærdigt. Men vi bor tæt på nu, for vi elsker området.

Og selvfølgelig tager jeg til begravelse. Hun har været så rar ved mig og os og jeg er faktisk glad for, at jeg bliver tænkt på i sådan en situation. At også jeg får lov at tage afsked, selvom jeg ikke er del af deres familie længere. Men som min ex sagde: en begravelse er for familie og venner. Og du er jo en ven - både til hende og jeg.

Hendes grav bliver lige ved siden af bedstemor. Den bedstemor som jeg af og til lægger blomster hos, fordi det er så tæt på hvor vi bor.

Jeg ved, at min ven (ex'en) har stor støtte at hente hos kæresten. Jeg glæder mig til at se dem begge på fredag. Og nu har jeg fået et lidt specielt forhold til begravelser, efter at jeg selv har begravet Jacob. For de kan jo nemlig være smukke og faktisk hyggelige i samværet bagefter.

mandag den 18. august 2008

Lidt mere op og ned

Nå men altså:

Står op kl. 05:45. Drøner på job til kl. 07-15. Hjem og enten træner (hvis faderen kan hente barnet) eller henter barn (der så kommer med til træning). Får lavet noget aftensmad. Samvær med familien. Oprydning, indkøb om aftenen (hurra for supermarkeder med åbent til kl. 21), tøjvask, rengøring, putning og godnat læsning og lignende huslige sysler. Prøver at ramme sengen inden kl. 22.

OL og nyheder i fjernsynet? Joh det ser jeg på fjernsynsskærmen på motionscyklen.

Samvær med venner og familie? Ork - vi booker da bare op i weekenderne.

Frokost? Man kan sagtens spise en klapsammen på 5 min. og så frugt v. bordet for resten.

Der kommer en kage i ovnen om lidt.

Kom ikke og sig, at kvinder ikke kan multi taske.

Men helt ærlig: det er sku lidt for meget. Skal forsøge at få sendt aflysninger afsted til weekend arrangementer. Det er ikke ondt ment, men dette program brænder jeg lidt sammen over. Kan jeg lissom mærke.

P.S. - jeg ved godt, at mange har sådan et program, men jeg er sådan indrettet at jeg også gerne vil have oplevelser med på vejen. Og have tid til dem vel at mærke. Samtidig bare ½ time hvor man lige sidder ned uden dårlig samvittighed.

søndag den 17. august 2008

Op og ned

Jeg bliver ærlig talt lidt nervøs, når sønnen bliver syg cirka en gang om ugen. Dog kun af en dags varighed. Men nu er det sket en dag om ugen i 6-7 uger. I dag ingen undtagelse. Jeg har det ikke helt ok med, at se min lille dreng ligger og græder over hovedpine og feber.

Men lige nu er det hele væk og han fiser rundt med katten. Men for 1 time siden sad han og var meget sølle.

Vi får ham lige tjekket i morgen. Håber at der ikke er noget galt udover, at han måske har haft lidt for mange aktiviteter at rende til på det seneste, og bare er kørt træt. Hvis det er sådan det hænger sammen, må vi sende nogle aflysninger ud til weekenderne der kommer. Det er ærlig talt lidt uoverskueligt at de er booket allesammen indtil november måned. Hvornår skal jeg egentlig lige få gjort rent?

torsdag den 14. august 2008

Verdens betragtning

Hørt i dag i et træningscenter:

Dreng: Åhhhh mor - jeg er så stolt af dig når du er stærk.

Mor: Tusind tak lille skat. Jeg er jo også stolt af dig ved du nok.

Dreng: Ja, men det er du fordi jeg bestemmer over mit legetøj. Ikk moaaarrrr??? Og moar??? Jeg ved godt, at du bestemmer over dit køkken og farmand over værkstedet. Det syntes jeg er smart for så kan farmand ikk tage min togbane. Så kan han bare gå ned i værkstedet og så kan jeg blive sur på ham.

Javel så. Men sådan hænger det åbenbart sammen hjemme hos os.