mandag den 30. november 2009

Jo jo - vi er her endnu. Hvor tager den ene dag dog bare den anden.

Nanna 11 uger i dag. Smil fra øre til øre i det lille fine ansigt, og tilmed også med lille lyd på. Som dog næsten helt gør hende forskrækket ;-) Hun er stadig lige vidunderlig og skøn. Spændt på vejning og måling på fredag, for hun er allerede godt på vej udaf str. 62 tøjet. Uha det går så stærkt.

Frederik er jule kulleret og sådan skal det være, når man er 5 år. Dog ikke gået amok med, at sætte krydser i legetøjs katalog. Der er 4 ting på sedlen i år. Sigurd er bestemt ikke længere een af dem. Men diskoteks udstyr - hold da fest det er sejt. Det lille værelse er allerede godt fyldt op af disco kugle, blinkende lamper, laser lys o. lign. Men festen er åbenbart først lige begyndt. Med øl skilte tillige. Han stod en dag og bare skrev bogstaver og volapyk ord. Men det ene ord var altså øl, og det måtte jeg jo lige kommentere. Så kunne man ikke se ham for bare sko såler. Forsvandt i 3 timer på værelset, og dernæst var der indrettet bar og 10 øl skilte klistret på væggen. Godt der ikke stod "toilet".....!

Frederik har også en "jeg kan godt, men gider ikke høre efter" periode. Det er ikke lige noget der behager mig. Hader at jeg hele tiden skal drage konsekvens med ind. Såsom, at man ikke får læst hele (men kun den halve) godnat historien, hvis ikke man tager sit nattøj på, efter det er sagt 10 gange. Jeg ved det er en overgangs periode, og en løsrivelses fase fra hans side. Men stadig - dette er et stadie jeg godt kunne undvære. Tror egentlig også han har det sådan, for hans lille sind virker lidt forvirret. Man er både stor og lille på een gang. Vi kan kun gøre som vi gør, at hjælpe ham på vej og stå fast. De har jo brug for at kende deres grænser.

Nu er der en lille dame, der vil have mad. Så jeg iler til at yde, samtidig med at nyde. Nyde vores stjernestunder. Som der er mange af på et døgn. Heldigvis også med Frederik. Det er ikke lutter klagesang. Han er stadig min fantastiske 5 årige.

onsdag den 11. november 2009

Falsk alarm

Det var heldigvis falsk alarm fra sygehuset i går aftes. Casen var den, at de ringede og sagde, at prøverne var fine bortset fra nogle tal der indikerede at Nanna kunne have hjerte-kar problemer. Derfor skulle vi komme med det samme. Ikke vente til i dag ovenpå lidt søvn. Det var NU.

Min kære mand drog afsted og der blev taget nye blodprøver, kørt EKG og undersøgt igen på kryds og tværs. Heldigvis kom blodprøve svarene hurtigt. Alting var med pil opad.

Men hvorfor kunne de ikke se det første gang? Var det nødvendigt at forskrække os på den måde? Sagen var den, at når man skal tage blodprøve på så små børn, så må de nogle gange mengelere noget med blodåren for, at få blodet ud. De stod da også og kørte nålen frem og tilbage i den lille åre imens jeg var der. Det ødelægger åbenbart nogle røde blodlegemer og giver således et forkert resultat. Derfor måtte de være sikre på, at det "blot" var fjumren fra deres side. Hvilket det heldigvis var.

Ikke mere sygehus nu. Ro på. Meget ro, så Nanna kan blive frisk igen og komme af med hendes forkølelses virus, så den ikke sætter sig til evt. lunge betændelse eller bronkitis. Vi skal isolere hende fra smitte potentialer de næste 2 uger, da hendes immunforsvar lige nu er nede, og hun vil tage imod alt i øjeblikket. Og det er hun for lille til, at kunne tage i stiv arm.

Arh hvor jeg dog hader når små bitte mennesker er syge. Jeg vænner mig aldrig til, at tage det med ophøjet ro. Men roen har sænket sig over gårsdagens forskrækkelse. Heldigvis.

Kaffe nu.
Ligger her. Burde sove. Mange nætter uden søvn. Kan ikke sove. Savner Nanna. Hun er her ikke. Er på Skejby med hendes far. Jeg var der tidligere i dag med hende. For megen slim og hiven efter vejret. Blev sendt hjem igen. Blod prøver taget. Telefon ringer kl 22.15. Læge i røret. Kom med det samme. Unormalt fundet i blodprøve. Jeg blev nødt til at få sovet. At køre ville være det rene vanvid. Far havde mere overskud. Men min krop skriger efter et nyt svar. Efter min lille skat. Det SKAL bare være good news. Hun skal hjem og sove hos mig. Lige akkurat en halv centimeter fra mig. NU!

Noget siger mig, at der er lidt der skal rettes ind til højre hos hende. Men kun lidt. Bare sådan en fornemmelse som jeg har haft i et par uger. Og som måske har lidt på sig. Ved bare ikke hvad.

Jeg er med garanti verdens lykkeligste når hun igen ligger her om nogle timer. Helt tæt med hendes helt egen skønne duft. Af Nanna. Af baby. Af min. Af kærlighed. Af tryghed. Af det hele.

Hvor gør det ondt at savne.