torsdag den 31. januar 2008

Lærestreg

Jeg har lige fundet ud af, at jeg har overforkælet drengen nu i 2 dage. Ha Majsemor - så kan du lære det.

Men jeg tror aldrig jeg lærer det helt. Kan ikke lade være. Spørgsmålet er om jeg vil lade være.

Dog burde jeg have sagt nej til den is han fik (som afslutning på 2 dage i børneparadis med fuld opmærksomhed. Og jeg har en meget tom pengepung). Han fiser rundt som et skudt svin på stoffer nu. Sove - GLEM det. Jeg finder den store tålmodighed frem til den næste time. Og så må jeg lære at gå efter light udgaver uden sukker fremover.

(...............og lære at sige nej. Han mangler jo ikke flere legesager osv. Lader mig selv rive 110% med i hans begejstring over ting og sager)

onsdag den 30. januar 2008

Jeg - en jubelnar



Min hyggepianst vil så gerne klædes ud som klaver på mandag. Vi må afsted senere i dag og finde en dragt. Jeg har dog på fornemmelsen, at vi ender i en klovne kategori - den tiltaler ham også svært meget. Moderen tænker i sit stille sind, at en dreng i klovnedragt, bestemt ikke ligger langt fra de scenarier der dagligt udspiller sig herhjemme.

I øvrigt var det idioti at tro, at trænings session kunne blive vellykket med et kranie fuld af snot. Men den sidste optimist er tilsyneladende ikke død endnu.

Næsten frelst

Jeg har fået nyt legetøj. En ny bærbar pc'er og den er jeg rigtig glad for. Nu er jeg ikke så afsondret fra de informationer, man kan blive så afhængig af.

På gulvet står tasken pakket med træningstøj. Jeg er sikker på, at træningen gavner på flere områder. Her kan jeg komme af med nogle aggresioner, uden at skulle stille mig ud på Lars Tynds....'s mark for at råbe. Og så er det jo i øvrigt bare den fedeste fornemmelse, når man efter en hård session står under bruseren. Motion bør altså være obligatorisk som mad og søvn. Jeg har i den grad savnet det igennem længere tid, men den tidligere tilstand af opkastende kvindemenneske tilhørte lidt bedre vandrestierne end spinnings cyklen.

Nå men god dag derude.

mandag den 28. januar 2008

Stilhed

I dag startede hverdagen igen. Ihvertfald for 2/3 af husstanden og jeg var ikke iblandt dem.

Det har været den mærkeligste dag. Mærkeligt at være alene og vitterlig også føle sig meget alene. Mig der ellers elsker mit hjem, havde svært ved at forliges med at være her uden selskab. Og mig der også elsker og værdsætter mine hele alene private øjeblikket - ja jeg syntes pludselig ikke det hele var så fantastisk.

Specielt godt var det da slet ikke, da der ringede en dame fra kommunen. Hun skulle lige høre hvordan det gik med graviditeten og om jeg regnede med, at være sygemeldt til jeg skulle på barsel (noget med nogle penge de refunderer til min arbejdsgiver - tror jeg nok.....). Så er det bare man ville ønske, at alt omkring ens personnummer kunne vises i de offentlige regi. Den stakkels dame i røret vidste jo ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, da jeg brød sammen i den anden ende og fik fremstammet: vi har begravet vores lille dreng i sidste uge, og jeg skal ikke på barsel alligevel.

Jeg "stak" lidt af fra virkeligheden og bød ind på en gårtur med naboerne og deres barnevogne incl. indhold. Når jeg er sammen med nogen, skal jeg jo ikke konfronteres med stilheden og med, at være alene og helt alene indeni. Tror det er godt, at jeg skal tale med et meget fornuftigt menneske i morgen. For jeg har vitterlig fået det meget svært med begrebet: at være alene. Mig der ellers har elsket mine alene stunder førhen. Hmmmm.........for lidt og for meget..........!

I øvrigt også meget alene uden PC'er - manden har jo den bærbare med igen. Men vi er helt enige om, at vi skal have fat i en til mig HURTIGT. Der er hele tiden så meget jeg googler omkring alt det jeg gennemgår. Og det er fantastisk at skrive med andre i samme situation. Det har man brug for på alle tider af døgnet og ikke først, når arvingen er faldet til ro.

Wish me luck i morgen. Den er jo trods alt den første dag i resten af mit liv.

lørdag den 26. januar 2008

Dusør udloves

Knægten vågnede i morges superfrisk. Insisterede på, at hans tæer var sure (sjove flip de får de små) og legen går ud på, at jeg skal dufte til dem og sige "bvaaddrrrr - puuuhhh hvor er de sure". Så knækker han helt sammen af grin. Faktisk er de bare superfriske og der er stadig lidt lille barn fødder over dem. Ligeså meget som jeg hader fødder, elsker jeg hans små barne udgaver af slagsen.

Men så kom det helt store spørgsmål. "Mor hvis den der er en tommeltå og den sidste en lilletå, hvad hedder de andre så?".

Kan nogle hjælpe mig her? Vi har fået byttet tommeltåen ud med storetå, men jeg er blank med de andre.

Det er vist også et af de mærkeligste indlæg posted længe.

fredag den 25. januar 2008

En pause

Jeg tror jeg må holde en skrivepause. Jeg kan næsten ikke bære, at billedet af min lille skat rykker længere og længere ned på siden, efterhånden som andre skriverier overtager pladsen. Gribes næsten af panik: bliver han så bare glemt, når man ikke kan se ham mere? Ved godt det ikke hænger sådan sammen i virkeligheden, men lige nu befinder jeg mig desværre ikke i den helt rigtige virkelighed. Eller også gør jeg - men vil ikke.

Årh pis - hvor er det net der vist snart skal gribe mig, førend jeg rammer en kold, hård og halvfrossen jord? Hvor er det jeg kan gå hen og finde løsningen på alt dette? Hvor er det jeg kan klage? Hvor er det jeg kan få svar på hvor lang tid det tager? Hvor kan jeg få svar på, om jeg ryger længere ned end nu? Etc. etc...............

Stop så NU, at forældre skal gennemgå disse mareridt. Det er sku ikke fair.

Ååååhhhhh de gamle bukser

Enhver der har født, drømmer om situationen omkring at hoppe tilbage i eget vante tøj næsten dagen efter, at veerne har udløst et barn. Vi har alle hørt om de der pragt eksemplarer.

For en god uge siden var jeg bestemt meget gravid at se på (en enkelt endda spurgt om det var lige oppe over...). Fødte sidste fredag. I dag er jeg hoppet i de gamle bukser igen. "Fedt nok". Kan ikke forene mig med, at de fysiske spor af Jacob stort set er væk. Piv piv piv.........

Jeg - et brokhoved. Intet er godt nok lige nu.........

torsdag den 24. januar 2008

Grineflip, frosne narkomaner og burgergilde

Herren og jeg er gået kolde. Helt og aldeles. Ligger på hver vores sofa med feber og klaprer tænder. Omkring os ville en støvsugning absolut ikke skade, men det må blive i morgen. Vi føler os som 2 narkomaner af den værre slags, som vi ligger her og ikke rigtig kan noget. Bly har de også indlagt i vores kroppe og så føles kroppene stivfrosne.

Men befriende nok, har vi haft et gevaldig grineflip af os selv. Tænk at vi kan være så grimme....! Det er lise for sjælen at få latter ind.

Herren kommer ind nu med burgere + tilbehør en masse - jo tak, narkomanerne trives. Mormor passer drengen og det har ingen af dem indvendinger imod. Tror faktisk at alle i den lille familie gør det, de lige har brug for i øjeblikket.

I øvrigt sagde en læge i dag, at vi højst sandsynligt har oplevet det med Jacob som kategoriseres under: meget sort uheld. Umiddelbart er der ikke en årsag at spore. Det er både godt og skidt. Man ville jo gerne om der var en årsag. Omvendt - tænkt om årsagen dukkede op igen på et senere tidspunkt? Vil slet ikke tænke tanken til ende. Jeg må efterhånden haft taget min ration af urimelige begivenheder her i livet.

onsdag den 23. januar 2008

Dagens tømmermænd

I går sang vi: I østen stiger solen op. Den spreder guld på sky. Går over hav og bjergetop. Går over land og by.

Og det gjorde den vitterlig den der sol - den spredte masser af guld. Og den gik over land og by - så det selv med mine egne øjne. Men i dag syntes jeg ikke den er stået op. Jeg ved godt en meterolog vil mene anderledes og kategorisere regnvejret og mørket under høj/lavtryk, hybrider osv. Men for mig er det helt enormt symbolsk. Lyset er vitterlig bare slukket i dag. Dagen er tom, underlig, kold og skal bare overståes.

Jeg er i en mærkelig heldig situation. Jeg har specielt 2 mennesker omkring mig som har stor betydning i øjeblikket. De har nemlig selv stået i den situation jeg står i nu - at miste deres elskede børn. Vores historier er forskellige, men essensen den samme. De er rigtig gode at tale med. Dog underligt, at vi skal have sådan nogle fælles nævnere/oplevelser og derfor skriver jeg også, at det er en mærkelig situation jeg beskriver som "heldig". Sender også lige her stort tak til dig "kaffesøster nr. 1" for idag - jeg ved jo du læser med herinde. Men der er også rigtig mange mennesker der i øvrigt hjælper i den retning vi skal. Tusind tak til jer.

Kl. nåede også at blive nu inden jeg fik dagens bad. Men jeg har det faktisk fint med, at trisse rundt med en kop kaffe og så bare befinde mig i nattøj. Tror ikke engang jeg vil hoppe i anden form for beklædning. Allerhøjest skifte til en ren dragt af slagsen.

tirsdag den 22. januar 2008

Fra børn og fulde folk..........

Inden låget blev lagt på kisten i formiddag, bad jeg storebror på 3 om at tage afsked med Jacob.

Ingen kunne have sagt det smukkere og mere enkelt end ham:

"Farvel Jacob - og tak fordi du kom"




P.S - vi har haft en fantastisk smuk dag alt til trods.

mandag den 21. januar 2008

Min skat


Du har ikke haft en lortedag førend du har prøvet min

For 3 dage siden havde jeg lige født. I dag har vi talt med præsten, arrangeret frokost og kaffe for allernærmeste familie til i morgen, bestilt blomster til begravelse og helt ærlig: det er da en rigtig rigtig lortedag. I morgen tror jeg dog stikker den i dag.

søndag den 20. januar 2008

18.01.08

Torsdag den 17.1.08 var dagen hvor der skete en masse ting. Jeg skreg hele vejen i en bil fra Odder til Skejby sygehus. Ville ikke - kunne ikke - alt dette havde ikke noget med mig at gøre. Jeg var træt af, at være hovedperson i en film jeg ikke havde bedt om, at deltage i.

Marcherede op til lægerne og afdelingen for, at meddele dem at det ikke ville blive til noget. Men tingene var jo sådan set allerede igang i min krop. Lægen måtte næsten ruske i mig førend jeg forstod det. Jeg havde lyst til, at spytte hende i hovedet (den stakkel - hun er faktisk rigtig rigtig sød og forstående) og det der var værre....! Gik mig en tur helt alene i en times tid og lod mig dernæst indskrive.

En pludselig ro faldt over mig, og mig og min elskede mand kunne pludselig tale om helt almindelige ting igen. Ihvertfald lige i et par timer. Skulle over og have lagt en epidoral blokade i ryggen, men det lykkeds dem aldrig. Fik derfor opsat et andet drop til at lindre de kommende veer med.

Veerne kom omkring kl. aftensmad og dem havde jeg indtil næste dag - den 18.1.08 kl. 10.16 hvor vores elskede Jacob blev født. En fødsel jeg er stolt over selvom jeg var liiiidddt skuffet over, at det ikke gjorde mere ondt. Smerter - velsagtens - men jeg havde forestillet mig at det ville være HHEEEEEELT vildt og uudholdeligt. Men det var ikke min oplevelse. Har ikke noget at gøre med størrelse på barnet - min "kanal" skulle åbnes ligeså meget som alle andres. Vist noget kroppen lige selv finder ud af.

Hvorom alting er - jeg har en rigtig god oplevelse med mig hvad det angår. Bagefter har vi haft nogle dyrebare og helt fantastiske stunder med vores Jacob. Han er så smuk og gud hvor jeg elsker det lille menneske. Små fodspor sætter også dybe aftryk.

Storebror er også pavestolt af ham. Han ved godt, at lillebror er død. Vi har ikke fortalt ham, at lillebror sover. Det kan gøre børn bange for selv at sove, eller hvis mor/far lige sover. Han har fået at vide, at Jacob ikke har sådan et stort fint batteri oveni hovedet ligesom alle andre har. Det batteri vi andre har kan aldrig gå i stykker. Se DET kan en 3 årig dreng forstå - det taler til hans teknik talent. Samtidig ved han også, at Jacob bliver til en fin stjerne på himlen når han er blevet begravet. Han har siddet med lillebror, sunget for ham og været rigtig rigtig sød. Jeg er stolt af ham.

På tirsdag skal vi begrave vores engel. Det smerter i mig.

Men jeg har haft nogle dejlige oplevelser og vi har over 300 billeder af vores skat. Jeg håber at det - sammen med mange andre ting - kan bringe mig og os videre. Som individer og som familie.

onsdag den 16. januar 2008

Punktum....

Så er der ingen vej tilbage. Har fået den første pille i rækken af dem der gør, at fødsel går igang i morgen eller fredag. Det er den værste beslutning EVER denne her. Det tog mig næsten 4 timer at sluge den. Havde lyst at gemme den i hospitalets potteplante, kvadre den på gulvet, kaste den ud af vinduet o.lign. Forlod sågar også stedet med ordene: Vi kører nu - jeg gør det ikke.

Men jeg slugte den på vej hjem. Aldrig har jeg skreget så meget. Aldrig har jeg været i chock som da. Jeg ved jeg er en mor, men for en stund fik ordet en endelse på af "...der". Da jeg kom hjem og fik lov at kramme og knuse den store dreng der sad der og ventede på moaaarr, følte jeg mig igen som en god mor. Og det ved jeg at jeg er. Jeg ved, at jeg vælger hans smerter fra. Men det burde have været sådan, at jeg ikke skulle tage denne beslutning. Han skulle selv sige fra i livet når han ikke kunne mere. Problemet er bare, at ingen ved hvor meget han skulle lide inden hans liv ville ebbe ud, og den oplevelse kan jeg slet ikke.

I øvrigt - hans tøj som vi har modtaget er så fint og det skræmmer mig ikke. Han bliver så fin.

Lille skat - jeg skal snart se dig. Du skal vide, at alt er gjort i den største kærlighed til dig.

Håndklædet..............

Jeg har smidt håndklædet i ringen. Jeg har brug for hjælp. Jeg er så vred. Kan på ingen måde kende mig selv. Har da prøvet at være sur i 1½ time, men så kunne der ikke koges mere suppe på den høne. Nu har jeg været vred i snart en uge. Jeg ved ikke hvor jeg skal putte det hen. 10.000 ting kredser rundt i mit hoved.

Jeg har indset, at en psykolog måske kan hjælpe mig. Jeg skal prøve en verden som jeg aldrig troede, at jeg skulle blive en del af. Men sygehusvæsenet har ingen hjælp de stiller til rådighed. Jeg forstår det bare ikke. Hvis nogen kører galt og der er vidner der ser det, får de akut krisehjælp. Men dette er i deres verden tilsyneladende ikke krise nok!!! Jeg er målløs. Hospitalet har stillet en præst til rådighed. Hun var da rar og sådan, men det er jo ikke det jeg/vi har brug for.

Paraderne er HELT nede hos Majsemor. Men jeg skal nok klare det. Jeg indser smerten og arbejder med den.

mandag den 14. januar 2008

At vågne op

Jeg har over weekenden ikke villet acceptere facts. Man har da hørt at de læger kan tage fejl.

En ny scanning i dag blev derfor bestilt til mig. Med en spinkelt lille håb drog vi afsted.

Sandheden var dog den, at de ikke havde taget fejl. Jeg forstod lidt mere i dag. Og jeg fik svar på nogle spørgsmål som har naget næsten siden begyndelsen. En dag for næsten 3 måneder siden fik jeg en opringning fra en læge: du har faretruende lavt stofskifte. Javel da - og hvad betydning har det så for mig og det lille foster? Alle jeg har spurgt (og det var mange) har været sådan lidt vage i deres beskeder. Ingen har kunnet give mig en forklaring jeg kunne bruge til noget.

I dag spørger jeg den søde lægedame, om det med stofskifte behandling kan have været årsag til Jacobs forfærdelige tilstand. Hun er den første der siger JA. Ja til, at et ubehandlet stofskifte problem i en kombination med et sårbart foster kan få nogle fatale følger. Nuvel at det er rettet ind på plads nu, men det tog jo 1½ måned.

Jeg finder ikke ro i beskeden, men endelig har jeg fået en form for svar. Ingen siger at dette er svaret på gåden - det skal jeg undersøges i hoved og den dertil indrettede for, at få svar på.

Det er hamrende svært ikke at kunne finde nogen form for ro. Jeg kan ikke komme overens med det der skal foretages. Alternativet (at tildele ham livet) er også forfærdeligt. Derfor skal jeg i morgen tale med et menneske der måske kan bringe mig lidt tættere på en form for ro omkring beslutningen. Det strider bare imod ALT hvad jeg tror på: man bringer det til live som man har produceret. Og man elsker det igennem hele livet og støtter alt det man har lært (og så lige 20% til) etc. Omvendt kan jeg ikke klare, at jeg skal se en dreng så syg som Jacob vil være. Se ham kigge på mig (hvis han endda får den færdighed) og med bedende øjne spørge: mor - hvorfor skal jeg igennem alle disse smerter? Det kan jeg simpelthen ikke. Det river i mig bare jeg skal være væk fra guldklumpen på 3 år i mere end 1 nat. Hvordan kan jeg så tro, at mit svage moderhjerte kan bære at se Jacob, i hænderne på så mange andre behandlere end mig?

Hvis jeg kunne, ville jeg hermed bestemme, at intet forældrepar nogensinde mere i historien, skal opleve sådan noget her. Det er nemlig barske sager, at trykke "send" på en ordre på meget småt tøj, som ens barn skal have på til begravelse.....!

lørdag den 12. januar 2008

Om smerte

Jeg har ikke oplevet smerte førend jeg oplevede dette. Jeg ved ikke hvem det var, der hyllede mig ind i et stort tæppe som jeg ikke kan vikle mig ud af. Jeg ved ikke hvor jeg skal putte min vrede og smerte hen. Jeg ved i det hele taget ikke ret meget.

Det gør ondt på mig, at det også gør ondt på andre. Min elskede mand har det rigtig rigtig svært. Jeg har fundet ud af, at jeg bare elsker ham endnu mere. Selvfølgelig er det svært ved os begge. Jeg har ikke eneret på, at det er sværere for mig fordi Jacob ligger (og snart har ligget) i min mave. Vi har begge mærket hans bevægelser. I nat inden vi skulle sove, holdt min mand hånden på min mave og vi mærkede begge bevægelserne. Vi skreg bagefter i smerte. I smerte over, at vi lige nu har ham, men ved at vi skal miste ham i næste uge. Det var som om, at han ved hans spark sagde: jammen mor og far - jeg er jo lige her, og er jeres lille dreng.

Jeg tror på, at vi i den process vi skal igennem, vil det hjælpe mig at skrive mange ting til. Det kan jeg bl.a. gøre her. Jeg forventer ikke, at nogle vil finde det opmuntrende og pleasant. Men her kan man læse hvordan jeg og vi har det lige nu. Hvordan vi vil tackle tingene og komme igennem det her. At man kan læse, at det er helt legalt at vi mennesker skriger og raser. At vi ikke skal pakke det ind for omverdenen med et: "det skal nok gå altsammen".

I går blev min mor af omveje gjort opmærksom på, at der i dette forum ligger et lille brev til Jacob. Hun anede det ikke. Anede ikke, at jeg har en blog (hun er dog cool nok - hun ved skam godt hvad en blog er, selvom det måske ikke skulle forventes af hende). Det er der mange der ikke ved. Jeg vil nu gøre de rigtig mange opmærksomme på, at dette kan gå hen og blive det forum hvor vi kan følges. Hvor tanker og handlinger beskrives.

Dagen i dag skal bl.a. bestå i, at vi skal op og købe et lille tæppe til Jacob som vi kan svøbe ham i efter fødsel. Han er for lille til rigtig babytøj. Vi skal hente vores dejlige store dreng ude hos mormor, hvor han er blevet passet i nat. At få ham hjem igen, adspreder og minder os om, at hverdagen jo altså skal fortsætte. For ham og for os.

I næste uge banker alt det onde på. Min fødsel skal igangsættes tirdag (der skal først søges om tilladelse hos nogle højere instanser, og de kan først søges fra mandag morgen). Mange finder det urimeligt at jeg selv skal føde. Men det gør jeg ikke. Jeg ser, at der er noget fint over, at jeg selv bringer ham hertil. Det er så langt fra et skræk scenarie for mig, som det næsten kan blive. Efter nogle dage på hospitalet skal vi hjem og begrave vores lille skat. Bare at skrive det, river i mig på alle områder. Man putter fandeme ikke sit eget barn i jorden...........!!!! Jeg ved ikke om min elskede udsigt op til kirken nu får en helt anden betydning. Jeg tror det ikke. Jeg tror at det kommer til at føles rart, at jeg hver morgen kan kigge op til ham. Som ville jeg sige: godmorgen lille skat.

Jeg vil nu gå op og se, om min anden skat - manden i mit liv - er klar til, et stort godmorgen kram fra mig, eller om han skal sove videre.





torsdag den 10. januar 2008

Kære lille Jacob

Kære lille Jacob i min mave.

I dag fik vi at vide, at du er vores lille dreng. Den nyhed jeg var så spændt på at høre. Den besked som skulle overskygge hele min dag, og bringe så megen glæde.

Glæden blev dog til ekstrem sorg som jeg ikke ved, hvordan jeg nu skal tackle. Jeg kan ikke forstå at din lille hjerne er fuld af vand. Jeg kan ikke forstå, at du - min lille skat - skal være så medtaget. Du sparker så ivrigt. Du er så fin på alle andre områder. Vi - mor og far - skal træffe et ekstremt svært valg i morgen når vi har talt med børnelægerne. Vi ved dog godt inderst inde hvad der skal ske. Et liv med hjerneskade er ikke værdigt. Men du er det vi har drømt om så længe og kæmpet hårdt for.

Jeg kan mærke at min kærlighed til dig er så stor, at det er så svært at skulle træffe det valg. Alle de drømme og håb man har. De bliver sikkert afløst af sorg, tomhed, længsel og en hverdag bagefter som jeg ikke ved, hvordan skal tackles.

Lille skat - jeg gør det nu det er bedst for dig. For jeg elsker dig så meget.

Din mor.

tirsdag den 1. januar 2008

Udkogt majs

Jeg har alkoholfrie tømmermænd i dag. Nogle vil måske også kalde det træthed. Men da jeg jo var til nytårsfest i går vælger jeg, at kategorisere det under tømmermænd.

Havde en helt fantastisk hyggelig aften. Faktisk så hyggelig, at vi ikke nåede at skåle kl. 00:00. Klokken måtte snige sig 8 minutter over det magiske slag, førend værten bryder ud, at vi altså ikke nåede det. Vi snakkede og hyggede så meget, at vi glemte alt om tid og sted. Det tolker jeg positivt. Glad er jeg også for, at vi i dette selskab kan opnå sådan en tilstand.

Lad mig dog pointere, at det resterende selskab fik indhentet de forsømte "SKÅL" som natten skred frem. Jeg følte mig også lidt festlig med min blanding af hyldeblomst og danskvand. Det lignede nemlig champagne og nu har jeg så prøvet, at holde mig til champagne en hel aften og nat. Og ja - tømmermændene slap jeg heller ikke for. På min måde altså.

Godnat fra den trætte majs.