Torsdag den 17.1.08 var dagen hvor der skete en masse ting. Jeg skreg hele vejen i en bil fra Odder til Skejby sygehus. Ville ikke - kunne ikke - alt dette havde ikke noget med mig at gøre. Jeg var træt af, at være hovedperson i en film jeg ikke havde bedt om, at deltage i.
Marcherede op til lægerne og afdelingen for, at meddele dem at det ikke ville blive til noget. Men tingene var jo sådan set allerede igang i min krop. Lægen måtte næsten ruske i mig førend jeg forstod det. Jeg havde lyst til, at spytte hende i hovedet (den stakkel - hun er faktisk rigtig rigtig sød og forstående) og det der var værre....! Gik mig en tur helt alene i en times tid og lod mig dernæst indskrive.
En pludselig ro faldt over mig, og mig og min elskede mand kunne pludselig tale om helt almindelige ting igen. Ihvertfald lige i et par timer. Skulle over og have lagt en epidoral blokade i ryggen, men det lykkeds dem aldrig. Fik derfor opsat et andet drop til at lindre de kommende veer med.
Veerne kom omkring kl. aftensmad og dem havde jeg indtil næste dag - den 18.1.08 kl. 10.16 hvor vores elskede Jacob blev født. En fødsel jeg er stolt over selvom jeg var liiiidddt skuffet over, at det ikke gjorde mere ondt. Smerter - velsagtens - men jeg havde forestillet mig at det ville være HHEEEEEELT vildt og uudholdeligt. Men det var ikke min oplevelse. Har ikke noget at gøre med størrelse på barnet - min "kanal" skulle åbnes ligeså meget som alle andres. Vist noget kroppen lige selv finder ud af.
Hvorom alting er - jeg har en rigtig god oplevelse med mig hvad det angår. Bagefter har vi haft nogle dyrebare og helt fantastiske stunder med vores Jacob. Han er så smuk og gud hvor jeg elsker det lille menneske. Små fodspor sætter også dybe aftryk.
Storebror er også pavestolt af ham. Han ved godt, at lillebror er død. Vi har ikke fortalt ham, at lillebror sover. Det kan gøre børn bange for selv at sove, eller hvis mor/far lige sover. Han har fået at vide, at Jacob ikke har sådan et stort fint batteri oveni hovedet ligesom alle andre har. Det batteri vi andre har kan aldrig gå i stykker. Se DET kan en 3 årig dreng forstå - det taler til hans teknik talent. Samtidig ved han også, at Jacob bliver til en fin stjerne på himlen når han er blevet begravet. Han har siddet med lillebror, sunget for ham og været rigtig rigtig sød. Jeg er stolt af ham.
På tirsdag skal vi begrave vores engel. Det smerter i mig.
Men jeg har haft nogle dejlige oplevelser og vi har over 300 billeder af vores skat. Jeg håber at det - sammen med mange andre ting - kan bringe mig og os videre. Som individer og som familie.
2 kommentarer:
Hvor er det flot, at du har kunnet skrive dette indlæg så fyldestgørende allerede den korte tid efter fødslen.
Jeg er overbevist om, at din lille familie kommer styrket videre frem; hvor godt at storebror er blevet inddraget på fornuftig vis!
Ekstra mange varme tanker til Jer i morgen...
Anjoe: At skrive tingene ned hjælper mig en lille smule. Nogle siger også, at jeg om et år måske ikke husker ret meget. Så er det godt, at det skrevet står - som tiden går.
Jeg har en tro på, at det er hjælp til selvhjælp. Jeg vil, jeg skal og jeg kan også. Måske ikke i dag, i morgen, om en måned. Men i den fremtid som vi måske heldigvis ikke kender. Og jeg gør det i allerstørste respekt og kærlighed til livet, min Jacob og min familie. For midt i al sorgen kan jeg/vi heldigvis også se alt det smukke. Han lærer os meget den lille røver........! Mere end nogen kan forestille sig. Det samme gør hans storebror. Jeg tror at det er storebror der ubevidst tager mig i hånden og fører mig videre.
Den loyalitet og kærlighed vore børn viser os, skal virkelig værdsættes. Det har jeg altid gjort, men en ny dimension af dette er føjet til mit repetoire.
Send en kommentar