søndag den 28. februar 2010

Tror 10 øren er faldet.......

Nanna kom jo til verden 4 uger før tid. Ikke alarmerende, og med fin fødselsvægt og længde. Fin fin pige. Man kan jo slet ikke se på det ydre, at hun er for tidlig. Desuden ikke alarmerende for tidlig.

Men der ER bare ting, som Nanna ikke magter. Større forsamlinger, aktivitet i omgivelser hun ikke er vant med samt virvar omkring hende. Nu er det ikke sådan, at vi render i tide og utide til arrangementer. Men ind imellem er der jo et hyggeligt arrangement at rende til. Hyggeligt på papiret, men bestemt ikke når vi så er afsted. Det giver sig enten udslag lige på stedet, eller når vi kommer hjem. Det lille væsen kammer helt og aldeles over og verden ramler totalt for hende.

I går aftes var vi til fødselsdag. Lille pigen var sædvanen tro træt, efter et par timer i vågen tilstand. Blev puttet i vognen og skulle sove. Men skreg, skreg og skreg. Det tog hende 4½ time at falde i søvn, fuldstændig udmattet. Da vi kom hjem var hun også i denne tilstand. Kunne ikke finde roen og sådan var det i 12 stive timer. Og sådan går det hver gang vi er afsted. Om det så faktisk bare er et lille arrangement på et par timer. Det tager hende 2-3 dage, at komme tilbage til normal tilstand.

Vi snakkede om, det måske kan være hendes for tidlige ankomst der sådan skaber dette virvar for hende. Googlede med forskellige søgeord. Og resultatet stort set det samme. Det er ret tydelig for os, at Nanna's lidt tidligere ankomst er årsag til disse situationer. Hun skal vide, hvad hun har med at gøre. Ro, regelmæssighed og spandevis af tryghed. Man kan naturligvis skelne imellem, at babyer generelt er lidt mere oppe at køre, når der sker noget de er uvante med. Men i den grad vi oplever det, er det ikke helt normalt.

I min søgen efter web svar, fandt jeg overraskende mange der kunne berette om præcis det vi oplever. Sover ½ time, vågner, urolig, ked af det i større forsamlinger, kan ikke finde ro, fordøjelses problemer osv. Jeg tror helt ærlig, at 10 øren er faldet for mig. Jeg kan ihvertfald se, at mange andre med erfaringer fra fødsel uge 36+0 er helt identistiske med vores. Men ærligt - jeg har da også kigget på hende med de øjne: hun er jo stor, fin, smilende osv. Jeg har ikke dykket nærmere ned i det. Indtil i nat. Af udmattelse. Af afmagt. Af hensyn til Nanna's ve og vel.

Skulle egentlig have været afsted til noget i morgen, men må aflyse det. Af hensyn til Nanna. Skal nemlig bruge hele dagen på, at hun finder tilbage til der hvor hun er tryg ved at være. Sammen med mor og uden for megen anden stimulans.

Hold da op - der er godt nok en årsag til at de helst skal tage 40 uger i maven.

Jeg skal lige have fat i SP i morgen for at høre, om jeg måske er på rette spor i mine antagelser her. For ellers vil jeg sige, at jeg er ved at være lidt på skideren. Det er ingen fornøjelse for hende eller jeg, at rende til arrangementer. Og hvis det er sådan det er det første år, jammen så er det bare den kasket vi tager på. For det andet er virkelig synd, synd, synd.

onsdag den 24. februar 2010

½ times intervaller

Det er så nærmest magisk, at have en skøn lille baby i huset. Specielt når hun sender os alle dollargrin og får små grineflip. Så er det, at alt andet blegner. Og heldigvis har vi disse oplevelser at smøre hverdagen med.

Hverdagen byder nemlig også på baby der konstant er træt. Og bliver tilbudt søvn ligeså snart øjnene begynder at klø, og de små hænder gnider ivrigt. Når gråden tiltager og ikke længere er klynk, så er det tid. Mange en gang har jeg puttet hende i vognen, men sove - tsk tsk tsk - det er da noget overvurderet pjat. Hun nægter simpelthen at overgive sig, på trods af at være hamrende træt. Når søvnen endelig overmaner hende, så skal jeg skisme godt nok være heldig hvis den varer mere end ½ time. Een eller to gange om ugen, er jeg heldig at der er ro i vognen i 3-4 timer i streg. Altså hvis vi ser bort fra de 10-20 gange jeg er ude med en sut, og ude at vugge vognen.

I længden begynder det at være lidt opslidende. For hende og for mig. Jeg har været på nippet til at sige: SÅ HOLD DOG OP NANNA. Men det kom heldigvis ikke længere. Jeg kan stille uret efter hende, og ved præcis at når der er gået ½ time, så hører jeg den lille lyd i alarmen. En lyd der bliver højere og højere jo længere det tager mig at komme i tøjet. Så man ser ofte mig rende rundt med jakken på hele formiddagen. Skal jo alligevel derud hele tiden. Nu er jeg nået dertil, at når 25 minutter har passeret, så går jeg ud. Og begynder at vugge vognen. I håb om, at hun derved kan finde ud af at gå ned i dybere søvn. Et princip jeg grundlæggende er mega meget imod. For så vænner jeg hende først til dårlige vaner. Men man gør efterhånden bare alt for, at hverdagen skal være lidt mere sjov for hende og jeg. En konstant klynkende og træt baby er bestemt ikke rosenrødt.

Nå men det er jo godt, at man har barsel. Hvis det nu forholdt sig sådan, at babyer bare var som i reklamerne, så havde vi nok kun 2 måneders barsel. Der er jo en grund til, at vi får tildelt tiden herhjemme i så lang tid. Det er jo fordi de kræver os.

Om nogle har gode råd eller erfaringer, så del ENDELIG ud af dem. Jeg begynder at være lidt tyndslidt.

Nu er der snart gået 25 minutter, så jeg er den der er smuttet......:-)

tirsdag den 23. februar 2010

Hvad jeg ikke orker

På torsdag skal jeg til begravelse. Med en lille hvid kiste. Deri ligger lille skønling på 4½ måneder. Åh hvor jeg næsten ikke orker det. Eller dvs. det passer ikke. Selvfølgelig orker jeg, at være der og selvfølgelig orker jeg at være der alt hvad jeg overhovedet kan for de stakkels forældre. Men det er min hjerne der ikke orker det. Den kan slet ikke rumme, at hun ikke skal være her mere og den orker ikke at rumme, at endnu et lille spædbarn er føjet til den grusomme liste over børn der forlader denne jord. Jeg vil een gang for alle godt lige pointere, at det burde forbydes ved lov, at man putter sit eget barn i graven.

Een ting er, at hun ikke er her mere. Det er frygtelig i sig selv. Men det er også frygtelig, at man ved hvad der nu venter forældrene. Tomhed, afmagt, hvorfor spørgsmålene og den lange seje kamp med, at få det hele bearbejdet. Jeg har selv svært nok ved det.

For 6 år siden stod jeg også og tog afsked med en lille pige og så de ramte forældre. Jeg anede simpelthen ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Da vi sad til kaffe bagefter, frygtede hele bordet at forældrene ville komme over og snakke. For hvad filan skulle vi sige til dem? Man stiller jo ikke: "nå men hvad så - hvordan går det?" spørgsmålet. Og turde man overhovedet at spørge til deres datter og deres sorg? Hele bordet næsten rystede, da faderen kom over og satte sig. Og vi var lamslået over, at han sad og smilede og tog om os alle. Stillede os spørgsmål som: "er det svært for jer sådan en dag"? Jeg fik mig endelig taget sammen og fik sagt, at jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv overfor dem. At jeg var bange for, at gøre dem kede af det. Først der indså jeg, at det var jo ikke det jeg sagde eller gjorde, der kunne gøre dem kede af det. For de var kede af det. Men hvis ikke jeg sagde noget, så ville de først blive kede af det. Jeg skulle endelig bare stille alle spørgsmål i hele verden, for de ville rigtig gerne snakke om det. Jeg ved, at jeg famlede mig frem overfor dem og har klodset rundt i det. Men gjorde det så godt jeg kunne.

Da Jacob døde, stod moderen til den lille pige ved min side næsten fra første minut. Hun var fantastisk. Og pludselig forstod jeg det hele. Og SÅ fik jeg lært det. At det hjælper at tale om det. Næsten tale det ihjel.

Nu er jeg så pludselig den, der står ved min venindes side og ikke er bange for at tale og stille spørgsmål til dem. For jeg ved præcis hvordan det er. Og det hjælper for dem. At jeg ikke pakker ind i vat, og ikke er bange for at se dem græde. At jeg ikke tager på mine skuldre, at jeg skal trøste dem for det kan jeg nemlig slet ikke. Men for 6 år siden turde jeg vitterlig næsten ikke nævne den lille piges navn. For hvad nu hvis de begyndte at græde? Jeg ville jo aldrig kunne trøste dem igen.

Mia's forældre skal nu møllen igennem med omgivelser der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv. De har allerede oplevet det ifbm. hospitals opholdet. Præsten sagde til dem, at de ikke måtte blive overraskede hvis folk gik over på den anden side af gaden når de kom forbi, eller passerede dem med et "guuud - jeg havde slet ikke set at det var jer". Og man tænker jo, hvorfor er det lige sådan det er? Som om det hjælper nogen at tie det hele? Jeg har rekvireret foldere fra Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, omkring gode råd til pårørende. Bare i håb om, at det kan få omgivelserne til at åbne op. For min hjerne orker nemlig heller ikke rigtig at rumme, at vi mennesker er så pokkers dumme til at rumme andres sorg. Og ikke mindst spørge ind til den. Når vi stiller spørgsmålet i al almindelighed "hvordan går det", så får vi jo et chock hvis svaret ikke er "det går fint - hvad med dig?". Kommunikation burde altså være et fag på skoleskemaet.

onsdag den 17. februar 2010

Dødt barn, døende barn og spræl levende barn

Da Jacob døde kunne alt andet næsten være ligemeget. Tingene blev i den grad sat i perspektiv og jeg kunne ikke tage små bitte banaliteter seriøse. Eller ihvertfald ting, som dengang blev til banaliteter for mig. Verden kunne da ikke bare fortsætte som om, at alting var som det plejede. Man kunne dælme ikke være bekendt at brokke sig over noget som helst. Altså udover, at jeg godt måtte brokke mig højlydt over ikke at have min lille dreng hos mig og os.

I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.

Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).

Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.

Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.

mandag den 15. februar 2010

Glad lille grødhoved og hengivenhed

Fra, at Nanna kiggede underligt på fænomenet "grød" og til nu, er der virkelig sket ting og sager. Hun vil stort set ikke rigtig have mælk, men bare grød, grød, grød....! Hun elsker det simpelthen, og 3 store daglige portioner ryger der ned af slagsen. Og sidder så fint i hendes højstol nu og er med ved bordet. Det er altså drøn hyggeligt, at familien på den måde er sammen om noget så simpelt som aftensmad. At der så fra den ene lyder: "aj det der kan jeg altså ikke lide" og den anden pludselig brokker sig højlydt og blæser hele grødmassen ud som bobler (til gulv, på skabe og hendes mor), det er jo bare en del af pakken.

Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.





Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!



Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).



.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!

Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.

Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!

Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.

Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.

Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.

torsdag den 11. februar 2010

Spooky.....!

Vi har lige oplevet noget, som helt sikkert ikke har noget på sig. Men som godt nok er tankevækkende. Skal prøve at genkalde samtalen.

Frederik kommer ud i køkkenet.

F: Mor jeg kan godt huske hvordan det så ud inde i din mave

M: (lettere fraværende pga. madlavning og en pivet Nanna): hmmmm hmmmm - nå og hvordan så det så ud?

F: Jammen der var ligesom sådan en hel masse streger, som jeg tror var der hvor blodet var.

M: Hvorfor tror du der var blod?

F: Jammen der var sådan en tyk en tæt på mig, og DER var ihvertfald blod (jeg må formode at han måske mener navlestreng).

M: (er nu lidt beklemt ved situationen): og hvad kan du så mere huske, og hvor meget kunne du se?

F: Jammen altså - når jeg var tørstig, så drak jeg bare af vandet derinde. Men var der så ikke også tis i vandet, når jeg skulle tisse? Men der er meget mørkt derinde og man kan kun se noget, hvis f.eks. solen skinner på maven eller en lommelygte lyser på den.

M (når nu sådan næsten panisk tonehøjde): Øhhh jow. Men hvordan smagte vandet så?

F: Jammen nogen gange syntes jeg godt det kunne smage lidt specielt, og andre gange så var det bare næsten ligesom rigtig sødt (og må jeg lige indskyde her, at pga. sukkersyge er fostervand til tider MEGET sødt).

M: kan du så ellers huske andet?

F: Der var engang hvor jeg fik noget mad lige ned på mit hoved. Men jeg kunne ikke se det - kun mærke det. Og så kravlede jeg op i spiserøret så jeg selv kunne få noget at spise.

Så altså. Det er jo nok bare det pureste opspind det hele. Men jeg/vi har altså ALDRIG fortalt ham omkring anatomien i en graviditet. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt vi har ladet ord falde omkring det med vandet. Men hvorfra ved han lige, at man drikker OG tisser i det?

De har ikke hørt om det i børnehaven. De har haft fokus på fastelavn samt 2 udedage i denne uge. Og vi hører om alt hvad de foretager sig. Der har ikke været noget om kroppen. Men måske een af de andre går rundt med den viden.

Er jeg den eneste der syntes det er lidt spooky???

Turning point

Yeahhhh - de voksne er atter ved at få magten tilbage i huset.

Lad os nu bare indrømme det. Det er jo de små der sætter dagsordenen for hvad man kan - og ikke kan, når de er helt små.

Vi VILLE bare ændre nogle ting herhjemme, så mor og far også fik tid til hinanden. Det kan virkelig tære på et forhold, når kommunikationen ligger i sætninger som: er du sød, at skolde flasker og ryste mælk imens jeg bader den ene? Det går dælme børn i den hele tiden. Dag og nat. Og sådan noget kan give mig et lille nip af stress, for jeg når bare ikke det jeg så pokkers gerne (også) vil.

Nå men altså; Nanna blev puttet i egen seng fredag, hvor jeg var alene hjemme med børnene. Havde bare ikke noget valg. Så måtte hun skrige lidt der, fremfor på min arm. Det gjorde hun så til gengæld også. I en halv time. Det føltes som DAGE. Siden indskrænkede det sig mere og mere, og i går blev det til et lille grynt og given sut en enkelt gang. Så sov hun.

For dælen dytme hvor er det fedt, at have fået voksentid tilbage. Jeg går helt amok med al min nyvundne frihed (som at have begge arme fri til noget). Der bliver ryddet op i skabe (waukkk - fandt mel i det ene skab der var udløbet for 3 måneder siden), drukket kaffe med manden og i det hele taget bare hygget. Med stearin lys og sån.

Og ungerne? Ja de sover sødt.

HURRA for putte træning. Det har godt nok betalt sig her.

Så sætningen "det skal være skidt, førend det bliver godt" har haft mening her. Tingene er rigtig gode nu.

fredag den 5. februar 2010

Når tiden bare flyver afsted

Sad i bilen på vej hjem fra bageren, og blev pludselig grebet af nostalgi. Omkring ting der engang var, og som ikke længere er her på samme måde. De forsvandt bare ligeså stille, uden jeg egentlig så det.

Køen på posthuset, hver gang det var det første i måneden
Telefonen med lang ledning, der bare altid blev viklet ind i sig selv
Europa kortet med Jugoslavien som det fedeste feriemål (har dog aldrig selv været der).
Bankbøger

.....og ja - listen er jo lang i forhold til, hvad der bare er sket de seneste 10-15 år. Sådan noget man vil fortælle ens børn om, og de vil syntes at man er tussegammel fordi, at man har oplevet noget så mærkeligt.

Når nu jeg var i nostalgiens bane, så kiggede jeg lige tilbage på et blogindlæg skrevet for 2 år siden. Og her sidder man så nu, med barn i vognen der snork bobler. Og den anden i børnehave med fuld fart på. Egentlig syntes jeg bare, at tiden i de her 2 år er fløjet afsted. Ligesom jeg ikke helt opdagede at køen på posthuset blev afløst af PBS aftaler og netbank betalinger, så er 2 år også bare PLOFFFFF - feset afsted.

Og min lille skønling i vognen er jo slet ikke så lille mere. Hun bliver snart 5 måneder gammel. Hun har knækket koden omkring at vende sig. Blæser bobler til den store guldmedalje. Pludrer og prøver stemmebåndet af. Spiser grød. Er mere vågen imellem turene i vognen (2-3 timer ad gangen nu i vågen tilstand). Og hun kræver mig mere og mere. Vi leger på gulvet, kigger i spejle, hun sidder oprejst på min arm, hun brokker sig højlydt hvis hun keder sig, eller er frustreret over ting hun gerne vil, men ikke kan. Men hun er og bliver en rigtig lille tusse pige. Men altså: jeg syntes jo lige har født hende. Føj hvor går det stærkt altså. Tilsvarende tidsperiode lagt oveni den vi lige har lagt bag os med Nanna, og så skal hun i vuggestue. Den samme som Frederik gik i. Skønt sted når man er en lille prut. Og helt fantastisk personale.

Og nej - jeg har ikke nået en brøkdel af alt det jeg regnede med i denne barsel (so far ihvertfald). Jeg skulle ihvertfald både trille vognen til og fra børnehave med Frederik ved min side. Altid have vasket tøjet i bund, så der kun lå en lille smule der bare ventede på, at noget i samme farve blev beskidt. Forberede aftensmad når Nanna sov, så vi rigtig havde tid til hinanden når farmand kom hjem fra arbejde, osv. osv. Goddaw mand økseskaft!!!!! Jeg prøver at holde det hele kørende på et anstændigt niveau. Det er sku sin sag, at nå at handle, vaske tøj, rende med sut og vugge vogenen ca. 10 gange på en lur, rydde op, trøste grædende baby i 4 måneder, fordybe sig bare en smule med sine børn, rende til alle mulige aftaler med børnene og bare lige engang imellem have tid til voksen ting. Jeg er blevet rigtig god til, at segne med Nanna kl. 20 om aftenen. Så ham min kære husbond er simpelthen verdens mest tålmodige. Han siger, at det jo bare er sådan det er, og en periode vi bare skal igennem. Og ja - det er jo sådan det er.

Men når tiden bare sådan fiser afsted, når jeg så slet ikke at opleve at walkman'en bliver afløst af noget mere moderne???? :-)