søndag den 28. februar 2010

Tror 10 øren er faldet.......

Nanna kom jo til verden 4 uger før tid. Ikke alarmerende, og med fin fødselsvægt og længde. Fin fin pige. Man kan jo slet ikke se på det ydre, at hun er for tidlig. Desuden ikke alarmerende for tidlig.

Men der ER bare ting, som Nanna ikke magter. Større forsamlinger, aktivitet i omgivelser hun ikke er vant med samt virvar omkring hende. Nu er det ikke sådan, at vi render i tide og utide til arrangementer. Men ind imellem er der jo et hyggeligt arrangement at rende til. Hyggeligt på papiret, men bestemt ikke når vi så er afsted. Det giver sig enten udslag lige på stedet, eller når vi kommer hjem. Det lille væsen kammer helt og aldeles over og verden ramler totalt for hende.

I går aftes var vi til fødselsdag. Lille pigen var sædvanen tro træt, efter et par timer i vågen tilstand. Blev puttet i vognen og skulle sove. Men skreg, skreg og skreg. Det tog hende 4½ time at falde i søvn, fuldstændig udmattet. Da vi kom hjem var hun også i denne tilstand. Kunne ikke finde roen og sådan var det i 12 stive timer. Og sådan går det hver gang vi er afsted. Om det så faktisk bare er et lille arrangement på et par timer. Det tager hende 2-3 dage, at komme tilbage til normal tilstand.

Vi snakkede om, det måske kan være hendes for tidlige ankomst der sådan skaber dette virvar for hende. Googlede med forskellige søgeord. Og resultatet stort set det samme. Det er ret tydelig for os, at Nanna's lidt tidligere ankomst er årsag til disse situationer. Hun skal vide, hvad hun har med at gøre. Ro, regelmæssighed og spandevis af tryghed. Man kan naturligvis skelne imellem, at babyer generelt er lidt mere oppe at køre, når der sker noget de er uvante med. Men i den grad vi oplever det, er det ikke helt normalt.

I min søgen efter web svar, fandt jeg overraskende mange der kunne berette om præcis det vi oplever. Sover ½ time, vågner, urolig, ked af det i større forsamlinger, kan ikke finde ro, fordøjelses problemer osv. Jeg tror helt ærlig, at 10 øren er faldet for mig. Jeg kan ihvertfald se, at mange andre med erfaringer fra fødsel uge 36+0 er helt identistiske med vores. Men ærligt - jeg har da også kigget på hende med de øjne: hun er jo stor, fin, smilende osv. Jeg har ikke dykket nærmere ned i det. Indtil i nat. Af udmattelse. Af afmagt. Af hensyn til Nanna's ve og vel.

Skulle egentlig have været afsted til noget i morgen, men må aflyse det. Af hensyn til Nanna. Skal nemlig bruge hele dagen på, at hun finder tilbage til der hvor hun er tryg ved at være. Sammen med mor og uden for megen anden stimulans.

Hold da op - der er godt nok en årsag til at de helst skal tage 40 uger i maven.

Jeg skal lige have fat i SP i morgen for at høre, om jeg måske er på rette spor i mine antagelser her. For ellers vil jeg sige, at jeg er ved at være lidt på skideren. Det er ingen fornøjelse for hende eller jeg, at rende til arrangementer. Og hvis det er sådan det er det første år, jammen så er det bare den kasket vi tager på. For det andet er virkelig synd, synd, synd.

3 kommentarer:

Maomis sagde ...

Det lyder ganske fornuftigt i mine ører. Desuden er nogen børn bare mere sensitive end andre.

Min Carl er meget nemt påvirkelig. Der skal ikke mange udsving i hverdagen til før det hele ramler for ham. Ingrid derimod rør det ikke en meter. Hun kan klare meget mere.

Jeg har afskåret mig selv for mange ting her det første år pga ham. Jeg tror og håber på at det har været det hele værd.

Mange kram til dig. Du lyder altså som verdens bedste mor!

Anna sagde ...

præcis sådan var min søn, der blev født ca 3½ uge for tidligt, og det har hængt ved op til han begyndte i skole. Han er bare en lille smule mere følsom over for larm, lys, menneskemylder etc, og vi fik fra starten af fortalt at det var hvad vi skulle forvente.

Det lyder klogt at skære ned på det sociale til hun er lidt stærkere. Jeg har selv forsøgt at skærme min nu store dreng, uden at afskære ham helt fra at have et socialt liv, ved at lade ham nærme sig tingene i sit eget tempo.

Grønlandsposten sagde ...

Jeg har hørt andre sige præcis det samme, så der må være noget om snakken.

Mine piger bliver slæbt med rundt mange steder og har tilsyneladende ikke noget imod det. Hvilket bestyrker min overbevisning om, at de faktisk er født indenfor termin ikke før termin, som ellers er det officielle.

Og så meget desto mere grund til at vi kommer og besøger jer, når vi sætter kursen mod Danmark :-)