Hvad jeg ikke orker

På torsdag skal jeg til begravelse. Med en lille hvid kiste. Deri ligger lille skønling på 4½ måneder. Åh hvor jeg næsten ikke orker det. Eller dvs. det passer ikke. Selvfølgelig orker jeg, at være der og selvfølgelig orker jeg at være der alt hvad jeg overhovedet kan for de stakkels forældre. Men det er min hjerne der ikke orker det. Den kan slet ikke rumme, at hun ikke skal være her mere og den orker ikke at rumme, at endnu et lille spædbarn er føjet til den grusomme liste over børn der forlader denne jord. Jeg vil een gang for alle godt lige pointere, at det burde forbydes ved lov, at man putter sit eget barn i graven.

Een ting er, at hun ikke er her mere. Det er frygtelig i sig selv. Men det er også frygtelig, at man ved hvad der nu venter forældrene. Tomhed, afmagt, hvorfor spørgsmålene og den lange seje kamp med, at få det hele bearbejdet. Jeg har selv svært nok ved det.

For 6 år siden stod jeg også og tog afsked med en lille pige og så de ramte forældre. Jeg anede simpelthen ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Da vi sad til kaffe bagefter, frygtede hele bordet at forældrene ville komme over og snakke. For hvad filan skulle vi sige til dem? Man stiller jo ikke: "nå men hvad så - hvordan går det?" spørgsmålet. Og turde man overhovedet at spørge til deres datter og deres sorg? Hele bordet næsten rystede, da faderen kom over og satte sig. Og vi var lamslået over, at han sad og smilede og tog om os alle. Stillede os spørgsmål som: "er det svært for jer sådan en dag"? Jeg fik mig endelig taget sammen og fik sagt, at jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv overfor dem. At jeg var bange for, at gøre dem kede af det. Først der indså jeg, at det var jo ikke det jeg sagde eller gjorde, der kunne gøre dem kede af det. For de var kede af det. Men hvis ikke jeg sagde noget, så ville de først blive kede af det. Jeg skulle endelig bare stille alle spørgsmål i hele verden, for de ville rigtig gerne snakke om det. Jeg ved, at jeg famlede mig frem overfor dem og har klodset rundt i det. Men gjorde det så godt jeg kunne.

Da Jacob døde, stod moderen til den lille pige ved min side næsten fra første minut. Hun var fantastisk. Og pludselig forstod jeg det hele. Og SÅ fik jeg lært det. At det hjælper at tale om det. Næsten tale det ihjel.

Nu er jeg så pludselig den, der står ved min venindes side og ikke er bange for at tale og stille spørgsmål til dem. For jeg ved præcis hvordan det er. Og det hjælper for dem. At jeg ikke pakker ind i vat, og ikke er bange for at se dem græde. At jeg ikke tager på mine skuldre, at jeg skal trøste dem for det kan jeg nemlig slet ikke. Men for 6 år siden turde jeg vitterlig næsten ikke nævne den lille piges navn. For hvad nu hvis de begyndte at græde? Jeg ville jo aldrig kunne trøste dem igen.

Mia's forældre skal nu møllen igennem med omgivelser der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv. De har allerede oplevet det ifbm. hospitals opholdet. Præsten sagde til dem, at de ikke måtte blive overraskede hvis folk gik over på den anden side af gaden når de kom forbi, eller passerede dem med et "guuud - jeg havde slet ikke set at det var jer". Og man tænker jo, hvorfor er det lige sådan det er? Som om det hjælper nogen at tie det hele? Jeg har rekvireret foldere fra Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, omkring gode råd til pårørende. Bare i håb om, at det kan få omgivelserne til at åbne op. For min hjerne orker nemlig heller ikke rigtig at rumme, at vi mennesker er så pokkers dumme til at rumme andres sorg. Og ikke mindst spørge ind til den. Når vi stiller spørgsmålet i al almindelighed "hvordan går det", så får vi jo et chock hvis svaret ikke er "det går fint - hvad med dig?". Kommunikation burde altså være et fag på skoleskemaet.