fredag den 30. oktober 2009

Det lunkne håndklæde

Så har jeg en stille stund til at få nedfældet. Der har været lidt drøn på, med en 5 års fødselsdag og efterfølgende blev den nyslåede 5 årige syg med influenza. Barsels besøgene er stadig ikke overstået og der er en 2-3 stykker af dem om ugen. Det er drøn hyggeligt, men lige nu nyder jeg også en helt stille dag.

Det går rigtig godt med Nanna. Hun rundede de 5 kilo ved vejning i går. Der er god fløde i mælken. Og mht. det mælk, så vedrører overskriften præcis det punkt! Jeg vil så gerne amme, og har også masser af mælk. Med masser af fløde i. Men Nanna er ikke super god til at amme. Sagen er den, at da hun var 4 uger født for tidlig var hendes sutte teknik ikke udviklet fuldt ud. Ydermere er det sådan, at hun var sat 2 uger tilbage på netop det punkt pga. jeg er diabetiker. Dvs., at hun var 6 uger førend hun ligesom var helt med på det amme værk. Men det er også 6 uger hvor hun har fået suppleret maden på en flaske. Med mælk som jeg har malket ud til hende. Hvilket jeg gerne gør for, at hun får det hun skal have.

Men nu er hun vant til, at tingene kommer hurtigt til hende på flasken. Der skal ikke arbejdes så hårdt for føden. Skal jeg forsøge at få hende til, at tage et fuldt måltid hos mig tager det omkring 2 timer. Med skrig, skrål, hiven og rykken rundt i mig. Jeg er derfor godt på vej til, at smide håndklædet i ringen. Det er lunkent lige nu og godt på vej til, at blive varmt og meget aktuelt. Jeg har indstillet mig på, at jeg skal malke ud til hende som minimum i 6 måneder. Det andet er for hårdt for os begge og bestemt ikke rart.

Hold da op hvor sådan noget amning kan fylde hele ens hoved op. Det giver virkelig amme hjerne, for det kredser så meget om emnet.

Heldigvis har jeg investeret i en smart lille pumpe som jeg kan have med mig allesteder. Den fungerer også på batterier. Sikken frihed. Jeg giver amningen een uge mere, og fungerer det ikke der, så bliver det mors mælk på flaske. Basta.

Når alt dette er sagt, så lad mig skynde at sige, at jeg stadig syntes hun er en nem lille pige. Med et mildt sind og meget opmærksom. Man glemmer også de anstrengende timer, når hun giver ud af hendes små forsigtige smil. I love it. Og jeg elsker at være mor til mine dejlige børn altså.

Skulle der være nogle derude, der har prøvet hys baby i ammestunden, og som har et brugbart råd, så modtager eg med kyshånd.

mandag den 26. oktober 2009

Elsker mine børn.......








........skriver mere senere. Har lækker baby på armen lige nu.

torsdag den 8. oktober 2009

3 uger med Nanna







Nej hvor jeg altså syntes, at tiden bare drøner afsted! Nanna er nu hastigt på vej til, at blive 4 uger gammel. Ikke meget i det store hele, men meget når man er en lille prut.

Vi kom hjem for 2 uger og en slat siden. Det var bare SÅ skønt, og dejligt at vi alle var samlet igen. Mor, far og de 2 børn. Far var jo også ny opereret og det kunne man jo næsten også kalde mig, efter kejsersnittet. Men igang det er man jo fra det øjeblik man træder ind, når der er en storebror på knap 5 år og en lillesøster der også skal have hendes del. De første par dage hjemme var rigtig hyggelige.

..........men SÅ: ja så begyndte hele undergrunden at skælve. Frederik fik den vildeste reaktion på, at jeg havde været væk så længe (4 uger), at hans far også havde været halv (pga. discus prolapsen der satte ham lidt ud af spil, samtidig med at de var alene hjemme), at han dels var det ene sted og dels det andet sted. Og at han så også lige var blevet storebror. Han hoppede i møbler, nægtede at høre efter, bed, slog og skreg efter os. Og sådan er han bare slet ikke. Uha hvor gjorde det ondt helt ind. Gjorde ondt, at se min lille dreng have det så svært. Og vi ville virkelig forsøge at gøre det så humant for ham som muligt, men samtidig fortælle ham, at han ikke måtte dit og dat som han havde gang i. Følte virkelig, at vi kun irettesatte ham. For det var det jeg hørte os selv sige. Dog var ros til ham og erkendelse af ham som menneske dog meget større end irettesættelsen. Men den sidste var der. Det tog ski pippet fra mig, og jeg brugte en hel dag på at sidde og hyle over, at tingene havde været så hårde for min dejlige lille dreng. Faktisk tog det pippet så meget fra mig, at min mælk til Nanna forsvandt. Som i tørlagt!

Så var gode råd ved at være dyre, og vi måtte hive "time-out" kortet frem. Starte forfra. Søvn. Malkemaskine til at stimulere mælken med. Amme eller malke ud hver 2. time. Ikke lade sig stresse. Endnu mere søvn. Og det hjalp. Efter 2 dage kunne jeg igen servicere Nanna og pille hende af erstatningen.

Nu har alting fundet sit naturlige leje herhjemme. Vi er glade. Frederik har fundet hans gamle jeg. Vi har holdt diskotek på hans værelse, danset tosse danse, bagt tossekager, leget meget med ham. Ja næsten som det var "i gamle dage". Hans lillesøster er blevet vist frem i børnehaven og på musik skolen. Det var noget der behagede ham. Han var stolt som en indianer høvding.

Nanna er den mest fantastiske lille pige altså. Så nem så man næsten ikke forstår det. Hun sover godt, spiser godt, finder sig i larm og støj (ville også være skidt hvis ikke hun gjorde, for der er en storebror med lyd på), ligger og kigger stille når hun er vågen og virker meget intens. Hun er godt nok min lille skat altså. Jeg føler mig så heldig at hun er min.

Og nu må jeg hellere få vist blog verdenen, at hende her var værd at kæmpe for. Det tog 4 mislykkede graviditeter at få hende, og en Jacob der veg pladsen til fordel for hans søster. Det har han fået en stor "jeg-er-blevet-storebror" buket for. Samt 1000 vis af tanker og himmel kys.

Men her er min dejlige Nanna og hendes bror.