søndag den 30. november 2008

Skizofreni

Tiltaler drengen, men han svarer IKKE.

Forsøger igen.

Stadig ingen respons.

"Det er fordi, at jeg hedder Tom, er 150 år og jeg bor i Lakosilien. Lakosilien er der hvor man køber rugbrød".

Jammen så blev jeg da så klog.

I går hed han Bjarne.

onsdag den 26. november 2008

Bare sådan lidt forskud på julen

video

Min helt egen musikant synger julesang.

Og jeg ved godt, at kameraet hopper, men jeg grinte fælt under optagelsen.

lørdag den 22. november 2008

En slimet tilgang til julen

Tosset altså som vi har hygget i dag. Alene hjemme da manden på herretur til Skagen. Jeg er blevet overfaldet med grøn slim, og vil i den forbindelse lige henlede opmærksomheden på, at jeg kan hvine noget så gudsjammerligt når jeg får sådan en kold klam ting ned af ryggen. Til tider var jeg svært utilfreds med, at jeg havde købt en slimklat til sønnike (jeg kan godt se, at det lyder endnu grimmere på skrift - slimklat - bvadddrrrr........). Men han morede sig så han hikkede af grin og jeg elsker bare, når det kommer helt dernede fra.

En anden fin leg: hvor er min numse henne? Altså jeg kan snildt se og finde min - også lidt for meget af den endda. Drengen faldt på numsen og piver lidt. Hvortil jeg får sagt: orv - tænk sig lige hvis du slet ikke havde en numse af falde ned på. Så pilede jeg rundt og begyndt at lede efter den, i skuffer, skabe, gryder, under sofaen osv. Vi var helt oppe at køre og hvis ikke klukkene allerede var intense, så blev de det bestemt ved denne leg.

Jeg selv småklukkede også efter, at have afleveret sønnen til en legeaftale i en times tid hos en af bedste vennerne fra børnehaven. Han har alletiders søde og rolige mor. Aldrig set faderen. Det er altid moderen der bringer, henter, er med til arrangementer og lign. Har dog hørt den lille legekammerat tale om faderen, så vidste at han var eksistrende. Og nu også set ham. Den sidste hulemand er altså ikke død bare så I lige ved det. Men pænt hjem og også flinkt menneske. Tror jeg ihvertfald. Han brummede bare lidt henne i et hjørne og fortrak derefter til æ stalj.....Jeg har trukket hver en iagttagelse ud af sønnike for, om han kunne fortælle mig lidt mere om faderen efter besøget. Jeg syntes det var drøn spændende at racen har overlevet. Men min søn kunne kun bekræfte hvad jeg selv havde set: han har et kæmpe hår og kæmpe skæg mor, og så elsker han bare stalden.

I den mere rolige ende, har vi klippet og klistret. Fik selv lavet 20 julehjerter til ophæng et eller andet sted lige om en uges tid. Syntes faktisk at det er okay skuldret af drengen med hans ene udgave. Men så slap hans tålmodighed også op med det projekt. Men absolut ikke med projekt limstift. Vi har mange fine ting, der nu er klistret sammen. Der er nu ikke noget som et dvd cover limet ind i en jule serviet, med lidt kattemad ovenpå. "Syntes du ikke vi skal hænge det på juletræet mor?"


tirsdag den 18. november 2008

En af de dybe

Jeg var så træt som et alderdoms hjem i går aftes. Puttede mig under dynen sammen med sønnike der blev solidt plantet ved siden af mig, og faktisk tvunget til at "i dag læser vi i den store seng og du skal bare falde i søvn bagefter, for det har din mor tænkt sig". Uhmmmm - sov kl. lidt over 19 og havde udsigt til næsten 10 timers sammenhængende søvn. Hvilket vidunder. Det altså kunne have været, hvis ikke det lige var fordi jeg vågnede kl. 23 og ikke kunne sove igen.

Skiftede ligge position hvert 3 minut (og så er det måske også at overdrive - måske var det hvert 2. minut) i 3 timer. Intet resultat udover en snigende stress over, ikke at få sovet. Nå men altså - kl. 02 gik jeg i gæsteværelset for det måtte da hjælpe. Det gjorde det også kl. 03:15. Så jeg sov vel nok sødt i 1½ time inden vækkeuret atter galede som - ja en gal. Aj jeg er vist lidt træt nu.

Måske var det trætheden der gav mig det sidste puf til, at hyle hele vejen hjem fra arbejde. Nyhederne skulle lige bringe en nyhed om, at en lille pige på New Zealand var død som følge af "omsorgs svigt" (det er den milde omskrivning af virkeligheden). Jeg KAN ikke have med de meldinger at gøre. Hvor i hele hule h...... er de offentlige myndigheder? Det er også lige sket i England. Det sker også her i DK. Men hva faen nytter det, at jeg bare sidder her og bliver forarget, super ked og oprevet, vil oprette en Facebook gruppe/underskrifts indsamling og lignende? Hjælper det overhovedet? Jeg er virkelig på nippet til at søge om at blive pleje familie (vi skal godt nok lige have den vendt mere end een gang herhjemme) for jeg kan ikke klare det. At jeg ikke gør noget. Jeg har så meget at give af - på alle måder. Det værste er bare, at i pleje familie konstellationen skal man have kontakt med barnets forældre. De forældre der har svigtet barnet og som jeg allerede ved, at jeg føler både foragt overfor - men samtidig føler med. For de var måske selv sådan som små. Der var det dem der var de udsatte. Men hvad hvis de kommer og slæber det lille menneske med sig igen, og man ved at det ryger lige lukt tilbage i elendigheden?

Jeg har en tyrkertro på, at jeg kan hjælpe et barn med behov, til en god barndom. Og det presser sig mere og mere på.

Jeg har tidligere doneret mine julekurve fra arbejdet til mødre hjælpen (og gør det igen i år) samtidig med kontante donationer. For, at en mor med børn kan få bare lidt af det vi andre har i overflod (og næsten ikke kan klare mere af), så solen i det mindste skinner bare en lille smule på dem. Og det varmer ligesom at tisse i sengen. På mig. Jeg gør noget - men bare ikke nok. Det er jo ikke mine penge eller andre materielle ting der gør en forskel - det er respekten, omsorgen og troen på et barn der gør en forskel.

Er der nogle derude der har erfaring med - eller kender nogle der har været/er pleje familie? Skal jeg bare acceptere, at man ikke kan redde hele verden, eller skal man prøve at tage det skridtet videre? Det er ikke bare en dille det her - jeg tænker utrolig meget på det. Hver dag.

tirsdag den 11. november 2008

Julen nærmer sig - om jeg vil det eller ej

Julegave kataloget ligger og stirrer på mig. Fuld af farvestrålende billeder af ALT det som børn bare ikke kan undvære. Drengen er næsten blevet tvunget til, at kigge i det for at vi kan få rystet nogle gaveønsker ud af ham.

Men svaret er det samme: "mere plaster og forbindinger i Falck kassen" samt nogle børne tatoveringer. Sådan noget har de glemt at putte i julekataloget fra Toys 'R US.

Jeg tror også, at det er verdens mærkeligste pakkekalender gaver han får. Det skal jo ikke bare være skrammel, men noget han gider til rundt regnet 10,- pr. stk. Så altså: der er en brødblanding og kageblanding (det virker så mærkeligt, at pakke mælk, æg, margarine, afmålt mel osv. ind i små gaver) på programmet. Når nu man godt kan lide at bage. Der er papir i alle farver (så kan man tegne 100 nye tegninger), reflekser, plastre til at overplastre os andre med, tape samt alt mulig andet mystisk, såsom et grimt slips a la Sigurd Barretts - fundet på et loppemarked.

Vi taler meget om, at nisserne snart begynder at pusle rundt og faktisk så kan han høre dem allerede nu. Jeg selv skal vist bestille en voldsom omgang øre rens førend jeg kan høre det. Men det skal nok komme. Problemet er bare, at jeg slet slet ikke kan forholde mig til, at det faktisk lige om lidt er den tid. Ikke at jeg ikke holder af julen - jeg æææælllsker jul - men i mit lille hoved har jeg næsten lige lagt sommertøjet på hylden. Jeg plukkede de sidste ærteblomster ind fra haven i weekenden, og sådan nogle er lig med sommer for mig. Men NU er det altså slut.

Jeg skal gøre Jacobs værelse vinterklar i weekenden med gran og masser af stearinlys. Og pludselig slår det mig: lige om lidt er det et år siden, at jeg fødte min lille dreng. Han bliver snart 10 måneder. For et år siden mærkede jeg små spark fra ham. Det der minder mig om, at han faktisk har været her og vist livstegn. Problemet med, at føde et dødt barn tror jeg bare er, at man aldrig fandt ud af, hvem han egentlig var (eller skulle have været). Man stirrede sig blind på det lille ansigt og krop, men jeg lærte ham aldrig at kende udover livstegnene fra maven. Nu bliver det første jul uden ham og jeg kan mærke, at det er mærkeligt. Måske er det derfor, at jeg ikke helt er klar til denne jul. At jeg holder så stærkt fat i sommeren.

I don't know - jeg ved bare, at jeg SKAL jo og julen bliver bestemt også hyggelig og sjov hver dag til trods. Det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om. Men det er nu mærkeligt alligevel.

lørdag den 8. november 2008

Art wellness

Der er bare ikke noget bedre, end at vågne op i en stor dobbelt seng der langtfra ligner ens egen. Tulle rundt hele formiddagen og bare gøre lige det man har lyst til. Indtage en lækker frokost - sirlig anrettet og kælet for.

Dernæst tage på besøg hos en af de allerbedste venner i omgangskredsen og mærke, at aromaen fra aftensmaden kildrer og kæler for ens næsebor, når man atter åbner hoveddøren, efter endt vennebesøg ude i byen. Ovenpå en udsøgt dinner, bliver man sendt på badeværelset til et kar fuld af dejlig varmt vand og stearin lys som eneste lyskilde. Ens yndlings musik er tændt og man kan bare læne sig tilbage og nyde livet, og dagens forløb. Ovenpå badet, sætter man sig i sofaen med yndlingsbogen og begraver sig total i hovedpersonens skildring. Der er ikke rigtig sengetider der hersker - det hele er lidt loose sådan en dag.

Hvis nu min søn kunne (be)skrive, ville det måske være sådan at han ville formulere hans lørdag. Det er ihvertfald sådan den er forløbet.

Jeg ÆÆÆLSKER at forkæle mit lille barn.

torsdag den 6. november 2008

Fantastisk griner

På facebook er der RIGTIG mange grupper. Nogle mere bevendte end andre.

Jeg faldt over den sjoveste i dag og bringer lige et par udsnit. Gruppen hedder: Det troede jeg da de sang (har bare kopieret andres tekster ind - det er IKKE mine oplevelser) Jeg havde dog selv en veninde, der i indianer sangen troede, at de sang: "Søn af alt der gror - vadder vidder vor". Men andre har også fortolket på den sang:

" apropos Indianer-sangen...kendte en der mente den lød "Iiiiindianer. Søn af en major, samler en reol!"

Min veninde troede de i "Indianer" sang: Søn af alt der gror, fatter ikk' et ord - i stedet for Søn af alt der gror, vand og ild og jord.

Og så sang jeg i mange år "Søn af en dragon, vand og ild og jord" når indianersangen blev spillet i radioen.

De synger: "Men du' superligaaaa, med et world cup smile"Jeg var overbevist om: "Du er super ligeglaaaad, med et velcro spejl"

I ABBA's Mamma Mia, har jeg altid sunget - hasta masta mista... - i virkeligheden var det - how can i resist you... Hmm...

Hvad med den her: I børnehave snyger de julesange og en dreng foreslår: Skal vi ikke synge den med ærten? Det viser sig at være Dejlig ER DEN himmelblå!

Skorstens vejeren (altså ham der vejer skorstene?) gik en tur, Skoooorstens vejeren gik en tur gik en tur gik en tur... Skoooorstens vejeren gik en tur!

Jeg har tit diskuteret med mine venner, hvad Steffen Brandt rent faktisk synger i omkvædet i Tidens Kvinder. Der har været mange bud, så som "Giv mig mine bregner og mine venner igen", Giv min mine fregner og mine tænder igen" eller "giv mig lige en brændeovn vinden vender igen". Alt i alt en hel del sjovere end "giv mig lige et praj når vinden vender igen"...

Og så er der denne skønne fortolkning af Mariah Carey: http://www.youtube.com/watch?v=FQt-h753jHI&feature=related

onsdag den 5. november 2008

Status

Målte 40,6 i feber inden jeg gik i seng i går. I dag prøver jeg at holde den under de 40 grader med panodiler.

Skal vi ikke bare sige, at jeg er en slat klud og ikke noget som helst værd? Det tog mig 3 timer at få gjort en dreng klar til at komme i børnehave i dag, og jeg kunne næsten ikke køre derhen.

Tilbage til sengen med mig.

Men jeg vil gerne lige sige noget: Obama er sej og jeg er glad på Amerika's og verdens vegne. Tror det bliver det helt rigtige på rigtig mange områder.