Jeg var så træt som et alderdoms hjem i går aftes. Puttede mig under dynen sammen med sønnike der blev solidt plantet ved siden af mig, og faktisk tvunget til at "i dag læser vi i den store seng og du skal bare falde i søvn bagefter, for det har din mor tænkt sig". Uhmmmm - sov kl. lidt over 19 og havde udsigt til næsten 10 timers sammenhængende søvn. Hvilket vidunder. Det altså kunne have været, hvis ikke det lige var fordi jeg vågnede kl. 23 og ikke kunne sove igen.
Skiftede ligge position hvert 3 minut (og så er det måske også at overdrive - måske var det hvert 2. minut) i 3 timer. Intet resultat udover en snigende stress over, ikke at få sovet. Nå men altså - kl. 02 gik jeg i gæsteværelset for det måtte da hjælpe. Det gjorde det også kl. 03:15. Så jeg sov vel nok sødt i 1½ time inden vækkeuret atter galede som - ja en gal. Aj jeg er vist lidt træt nu.
Måske var det trætheden der gav mig det sidste puf til, at hyle hele vejen hjem fra arbejde. Nyhederne skulle lige bringe en nyhed om, at en lille pige på New Zealand var død som følge af "omsorgs svigt" (det er den milde omskrivning af virkeligheden). Jeg KAN ikke have med de meldinger at gøre. Hvor i hele hule h...... er de offentlige myndigheder? Det er også lige sket i England. Det sker også her i DK. Men hva faen nytter det, at jeg bare sidder her og bliver forarget, super ked og oprevet, vil oprette en Facebook gruppe/underskrifts indsamling og lignende? Hjælper det overhovedet? Jeg er virkelig på nippet til at søge om at blive pleje familie (vi skal godt nok lige have den vendt mere end een gang herhjemme) for jeg kan ikke klare det. At jeg ikke gør noget. Jeg har så meget at give af - på alle måder. Det værste er bare, at i pleje familie konstellationen skal man have kontakt med barnets forældre. De forældre der har svigtet barnet og som jeg allerede ved, at jeg føler både foragt overfor - men samtidig føler med. For de var måske selv sådan som små. Der var det dem der var de udsatte. Men hvad hvis de kommer og slæber det lille menneske med sig igen, og man ved at det ryger lige lukt tilbage i elendigheden?
Jeg har en tyrkertro på, at jeg kan hjælpe et barn med behov, til en god barndom. Og det presser sig mere og mere på.
Jeg har tidligere doneret mine julekurve fra arbejdet til mødre hjælpen (og gør det igen i år) samtidig med kontante donationer. For, at en mor med børn kan få bare lidt af det vi andre har i overflod (og næsten ikke kan klare mere af), så solen i det mindste skinner bare en lille smule på dem. Og det varmer ligesom at tisse i sengen. På mig. Jeg gør noget - men bare ikke nok. Det er jo ikke mine penge eller andre materielle ting der gør en forskel - det er respekten, omsorgen og troen på et barn der gør en forskel.
Er der nogle derude der har erfaring med - eller kender nogle der har været/er pleje familie? Skal jeg bare acceptere, at man ikke kan redde hele verden, eller skal man prøve at tage det skridtet videre? Det er ikke bare en dille det her - jeg tænker utrolig meget på det. Hver dag.
3 kommentarer:
Kære Majsemor.
Jeg kan komme med lidt omkring forældrene til plejebørn. At være plejeforældre ved jeg ikke noget om.
Jeg arbejder selv på et børnehjem for anbragte børn, der er varigt anbragte. Inden jeg startede var jeg sikker på at det ville være rigtig svært for mig at rumme og anerkende deres forældre, som jo var skylden til at deres børn havde det svært og ikke kunne bo hjemme.
Det har dog været SÅ let at håndtere dem, for de er alle bare nogle sølle stakler! Der er ikke én af forældrene der har haft en god og tryg barndom. Deres barndom har nærmest været værre end den deres børn nu får, så faktisk kan man let anerkende dem for dog at have gjort det en smule bedre end det de selv er vokset op i.
Vi har også et par stykker som er udviklingshæmmede, og de er også lette for de kan jo ikke gøre for at de ikke kan passe deres børn.
Jeg er sikker på, at du med dit store hjerte, sagtens kan rumme disse forældre, når bare du får hørt deres historie. Desuden betyder det alt for det anbragte barn, at man anerkender deres forældre som netop det de er : Forældre til barnet. Hvis man opnår et godt samarbejde med dem kommer barnet ikke til at stå i klemme og dermed have svært ved at falde til.
Håber du kan bruge det til noget :)
Kh,
Maya
Kære Majsemor
Du gør dig mange gode tanker og jeg bliver helt stille indvendigt af tænksomhed. Tak for det.
Tror vi må erkende, at vi ikke kan redde hele verden, men lidt har også ret. Og jo flere, der yder bare en lille smule, jo flere børn vil opleve tiltrængte lyspunkter i deres hverdag.
Send en kommentar