onsdag den 24. februar 2010

½ times intervaller

Det er så nærmest magisk, at have en skøn lille baby i huset. Specielt når hun sender os alle dollargrin og får små grineflip. Så er det, at alt andet blegner. Og heldigvis har vi disse oplevelser at smøre hverdagen med.

Hverdagen byder nemlig også på baby der konstant er træt. Og bliver tilbudt søvn ligeså snart øjnene begynder at klø, og de små hænder gnider ivrigt. Når gråden tiltager og ikke længere er klynk, så er det tid. Mange en gang har jeg puttet hende i vognen, men sove - tsk tsk tsk - det er da noget overvurderet pjat. Hun nægter simpelthen at overgive sig, på trods af at være hamrende træt. Når søvnen endelig overmaner hende, så skal jeg skisme godt nok være heldig hvis den varer mere end ½ time. Een eller to gange om ugen, er jeg heldig at der er ro i vognen i 3-4 timer i streg. Altså hvis vi ser bort fra de 10-20 gange jeg er ude med en sut, og ude at vugge vognen.

I længden begynder det at være lidt opslidende. For hende og for mig. Jeg har været på nippet til at sige: SÅ HOLD DOG OP NANNA. Men det kom heldigvis ikke længere. Jeg kan stille uret efter hende, og ved præcis at når der er gået ½ time, så hører jeg den lille lyd i alarmen. En lyd der bliver højere og højere jo længere det tager mig at komme i tøjet. Så man ser ofte mig rende rundt med jakken på hele formiddagen. Skal jo alligevel derud hele tiden. Nu er jeg nået dertil, at når 25 minutter har passeret, så går jeg ud. Og begynder at vugge vognen. I håb om, at hun derved kan finde ud af at gå ned i dybere søvn. Et princip jeg grundlæggende er mega meget imod. For så vænner jeg hende først til dårlige vaner. Men man gør efterhånden bare alt for, at hverdagen skal være lidt mere sjov for hende og jeg. En konstant klynkende og træt baby er bestemt ikke rosenrødt.

Nå men det er jo godt, at man har barsel. Hvis det nu forholdt sig sådan, at babyer bare var som i reklamerne, så havde vi nok kun 2 måneders barsel. Der er jo en grund til, at vi får tildelt tiden herhjemme i så lang tid. Det er jo fordi de kræver os.

Om nogle har gode råd eller erfaringer, så del ENDELIG ud af dem. Jeg begynder at være lidt tyndslidt.

Nu er der snart gået 25 minutter, så jeg er den der er smuttet......:-)

5 kommentarer:

Frederikke sagde ...

Jeg har overhovedet ingen råd, erfaringer eller gode ideer.

Her gør vi det, der virker også selv om det betyder at vugge et barn i søvn. Jeg lærte hurtig med Gustav, at der skal meget til før det blive en reel "dårlig vane" og hans rytme ændrede sig hele tiden og så var det noget andet, der virkede.

Hvor længe har det egentlig stået på?

Det er SÅ trættende evigt at være til rådighed, når man ikke selv kan få lov til at tanke op i løbet af dagen.

Og når jeg siger sådan, er der straks dem, der siger: Du er jo på barsel. Det er jo en gave. Nyd nu dit barn.

Ja tak. Jeg nyder skam også mit barn, men tænk selv at kunne sove en halv time eller gå i bad eller skide i fred eller drikke en kop kaffe mens den er varm eller lave noget praktisk - så ville jeg rent faktisk også have væsentlig mere overskud til at takle baby, der ikke sover, 4-årig der kræver at der bygges togbane og tilmed overkomme at have sex med manden.

Åh ja...

Jeg håber sådan, at det snart vender for jer og ellers må du prøve at tale med din sundhedsplejerske... måske hun har et godt råd.

Mange knus

Marianne sagde ...

Hm, et godt råd.... Det er jo så utrolig nemt at give andre - og hvor kan man nemt komme til at virke bedrevidende! Men jeg FORSTÅR dit behov for at få lidt længere sove pauser - både for din egen skyld men også så datteren kan være mere frisk. Så here goes...

Jeg har selv 4 børn, og de har alle sovet rigtig godt om dagen. Opskriften: At lægge dem til at sove INDEN de viser træthedstegn. Al min erfaring siger mig, at hvis de først er begyndt at vise de er trætte (ved at gnide i øjnene osv), ja så er det faktisk for sent - så får de ikke sovet længe nok (det er som om de bliver så trætte at de ikke kan sove... I know, det giver ikke mening!!).

Så mit råd til dig er at finde ud af hvor længe hun er vågen inden hun begynder at gnide øjne. Hvis det f.eks. er efter 2 timer, ja så putter du hende efter 1½ time.

Bonus er at hun så lærer at falde "glad i søvn". Det betyder også at hvis hun vågner allerede efter ½ time, så er der rigtig gode chancer for at hun af sig selv kan falde "glad i søvn" igen og dermed sove længere.

Her har det virket - jeg krydser fingre for at det også virker hos jer. Det er SÅ opslidende og hårdt at have en baby der konstant klynker og er træt ;-)

Birgitte sagde ...

Nu ved jeg godt at man siger at børn har bedst af at sove ude hvis muligheden er der, men min den ældste lærte det ALDRIG! Selv hendes dp-mor indså at hun bare skulle sove indendøre i et MØRKT ruim, og vupti fik jeg pludselig en datter der rask væk snuppede 2-3 timer uden at få sut eller noget som helst! Tænker at det måske er et forsøg værd, hvis I da ikke allerede har prøvet det?

Grønlandsposten sagde ...

Har ingen gode råd - men smugkigger og håber andre har nogle ;-) Puh, overtrætte børn er bare slet ikke sjove, og hvor jeg dog bare forstår dit behov for lidt ro.

Jeg har fuldstændig samme holdning til det med at vugge børnene i søvn, og alligevel ser man mig stå i usnørede støver og vinterjakke og vugge barnevognen ude foran huset, så ungerne forhåbentlig kan sove bare lidt længere...

Maomis sagde ...

Mine børn sov også elendigt i den alder. Nøj hvor har jeg kæmpet med dem. Troede aldrig det skulle blive bedre. Men det gjorde det og nu sover de faktisk rigtig godt om dagen. De falder stort set i søvn selv og sover snildt 1 1/2 - 2 timer om formidagen og om eftermiddagen. Det er jeg ret sikker på skyldes en helt fast tilrettelagt dagsrytme. Forudsigelighed og faste sovetider gør at de ved hvornår der skal soves og derfor meget nemmere kan overgive sig til søvnen.

Det der sovning om natten er så til gengæld en helt anden sag ...