onsdag den 17. februar 2010

Dødt barn, døende barn og spræl levende barn

Da Jacob døde kunne alt andet næsten være ligemeget. Tingene blev i den grad sat i perspektiv og jeg kunne ikke tage små bitte banaliteter seriøse. Eller ihvertfald ting, som dengang blev til banaliteter for mig. Verden kunne da ikke bare fortsætte som om, at alting var som det plejede. Man kunne dælme ikke være bekendt at brokke sig over noget som helst. Altså udover, at jeg godt måtte brokke mig højlydt over ikke at have min lille dreng hos mig og os.

I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.

Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).

Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.

Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.

4 kommentarer:

Camilla sagde ...

Dejligt og sandt indlæg - verden går ubønhørligt videre,- og pludselig en dag er hverdagen der igen.

Lige et lille livstegn fra mig - er dog arbejde lige nu, så det bliver kort.

Vi har stort set siden barnedåben været igang med at flytte min mor til hendes nye bolig...den gamle lejlighed er netop synet igår. Det har været en lang og sej proces,- mange lange køre ture, væk fra familien, og arbejde når jeg var hjemme. Har været på nippet til at gå kold med stress, men tror jeg klarer den...:-)) Denne gang også...

Store knus til jer alle,- savner dig og jer - vi må snart ses. Måske i kunne køre en tur sydpå???

Frederikke sagde ...

Jeg synes, at det er o.k. at føle sig fyldt op af de små dagligdags ting og at det er o.k. at brokke sig over det og føle, at det er ved at slå en helt ud.

Ja det er da klart hårdt at miste et barn, men det er også hårdt med et kolikbarn eller et barn, der ikke vil spise eller større børn, der kræver opmærksomhed og underholdning.

Jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke sammenligner situationerne med hinanden, men simpelt forholder sig til nuet.

Knus

Susanne sagde ...

Frederikke er - som altid - en klog kvinde.

Vi lever heldigvis i nuet, og det, der var en lille fjollet ting, da vi stod med det døde barn kan faktisk godt fylde en del i en hverdagsramt familie. Og sådan skal det vel også være.

Vi kender vel alle den med, at nu skal de døde børns søskende aldrig nogen sinde skældes ud. Og pludselig finder man sig selv som stresset hverdagsmor, der lige præcis skælder ud....

Tanker herfra.

Lotte sagde ...

Situationerne du beskriver relaterer sig alle sammen til børn - men kan vel derudover ikke rigtig sammenlignes. Som Frederikke også er inde på. Derfor kan det fylde forholdsvis meget, når ens bette pus ikke sover eller spiser - eller som min nevø på knapt 2 - er på sin 16. penicillinkur pga. en genetisk defekt.

Men som en der (endnu) ikke selv har børn...ja så kan jeg indimellem godt undres en lille smule. Jeg har en veninde der i min optik ikke bestiller ret meget andet end at beklage sig. Over sit job, over vejret - og over sine børn. Bevares, den ene er sengevæder i en alder af 6 og den anden lider af night terror, men er dog ved at vokse fra det. Men derudover er det altså to raske og helt normale børn, som hun og hendes mand SELV HAR VALGT at få.
Jeg forstår godt, at man kan blive træt og at det kan være hårdt - jeg er selv kvæstet, når jeg har "døgnsittet" begge min brors børn samtidig - men jeg har det altså lidt, som du må have haft det lige efter Jacobs død...at nogen mennesker i hverdagens trummerum glemmer at sætte tingene i perspektiv og hænger sig i petitesser.
Og det gælder altså ikke kun mennesker med børn, men voksne i det hele taget. Der er efter min mening ganske enkelt for meget brok i den her del af verden. Sorry, men vi har det simpelthen så godt og jeg er TRÆT af, at folk brokker sig (så, nu er det mig, der brokker over brokfolk, smil).
Jeg skal ikke gøre mig selv bedre end alle andre, og jeg forfalder også til at beklage mig - men jeg har lagt mærke til, at det er selvforstærkende og typisk sker i perioder, der afsluttes med at jeg "hanker op" i mig selv og får vendt fokus til en noget mere positiv attitude. For jeg har sågu da alt for meget at være glad for til at bruge kostbar tid på beklagelser.

Det man fokuserer på, får man mere af. Og det gælder både positive og negative ting.

Blot et lille indspark - som sagt, jeg ville helt sikkert også ytre mig beklagende, hvis jeg havde en baby, der ikke ville sove eller lignende, men jeg ville prøve at huske mig selv på, at jeg trods alt er et heldigt menneske overhovedet at have et lille væsen at beklage mig over....Og hvis jeg ikke var for træt, håber jeg at taknemmeligheden vil jage brokkeriet på flugt, for det er trods alt rarest for alle (inkl. mig selv).

Godt indlæg, Majsen :-)