Glad lille grødhoved og hengivenhed

Fra, at Nanna kiggede underligt på fænomenet "grød" og til nu, er der virkelig sket ting og sager. Hun vil stort set ikke rigtig have mælk, men bare grød, grød, grød....! Hun elsker det simpelthen, og 3 store daglige portioner ryger der ned af slagsen. Og sidder så fint i hendes højstol nu og er med ved bordet. Det er altså drøn hyggeligt, at familien på den måde er sammen om noget så simpelt som aftensmad. At der så fra den ene lyder: "aj det der kan jeg altså ikke lide" og den anden pludselig brokker sig højlydt og blæser hele grødmassen ud som bobler (til gulv, på skabe og hendes mor), det er jo bare en del af pakken.

Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.





Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!



Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).



.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!

Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.

Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!

Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.

Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.

Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.