Om smerte

Jeg har ikke oplevet smerte førend jeg oplevede dette. Jeg ved ikke hvem det var, der hyllede mig ind i et stort tæppe som jeg ikke kan vikle mig ud af. Jeg ved ikke hvor jeg skal putte min vrede og smerte hen. Jeg ved i det hele taget ikke ret meget.

Det gør ondt på mig, at det også gør ondt på andre. Min elskede mand har det rigtig rigtig svært. Jeg har fundet ud af, at jeg bare elsker ham endnu mere. Selvfølgelig er det svært ved os begge. Jeg har ikke eneret på, at det er sværere for mig fordi Jacob ligger (og snart har ligget) i min mave. Vi har begge mærket hans bevægelser. I nat inden vi skulle sove, holdt min mand hånden på min mave og vi mærkede begge bevægelserne. Vi skreg bagefter i smerte. I smerte over, at vi lige nu har ham, men ved at vi skal miste ham i næste uge. Det var som om, at han ved hans spark sagde: jammen mor og far - jeg er jo lige her, og er jeres lille dreng.

Jeg tror på, at vi i den process vi skal igennem, vil det hjælpe mig at skrive mange ting til. Det kan jeg bl.a. gøre her. Jeg forventer ikke, at nogle vil finde det opmuntrende og pleasant. Men her kan man læse hvordan jeg og vi har det lige nu. Hvordan vi vil tackle tingene og komme igennem det her. At man kan læse, at det er helt legalt at vi mennesker skriger og raser. At vi ikke skal pakke det ind for omverdenen med et: "det skal nok gå altsammen".

I går blev min mor af omveje gjort opmærksom på, at der i dette forum ligger et lille brev til Jacob. Hun anede det ikke. Anede ikke, at jeg har en blog (hun er dog cool nok - hun ved skam godt hvad en blog er, selvom det måske ikke skulle forventes af hende). Det er der mange der ikke ved. Jeg vil nu gøre de rigtig mange opmærksomme på, at dette kan gå hen og blive det forum hvor vi kan følges. Hvor tanker og handlinger beskrives.

Dagen i dag skal bl.a. bestå i, at vi skal op og købe et lille tæppe til Jacob som vi kan svøbe ham i efter fødsel. Han er for lille til rigtig babytøj. Vi skal hente vores dejlige store dreng ude hos mormor, hvor han er blevet passet i nat. At få ham hjem igen, adspreder og minder os om, at hverdagen jo altså skal fortsætte. For ham og for os.

I næste uge banker alt det onde på. Min fødsel skal igangsættes tirdag (der skal først søges om tilladelse hos nogle højere instanser, og de kan først søges fra mandag morgen). Mange finder det urimeligt at jeg selv skal føde. Men det gør jeg ikke. Jeg ser, at der er noget fint over, at jeg selv bringer ham hertil. Det er så langt fra et skræk scenarie for mig, som det næsten kan blive. Efter nogle dage på hospitalet skal vi hjem og begrave vores lille skat. Bare at skrive det, river i mig på alle områder. Man putter fandeme ikke sit eget barn i jorden...........!!!! Jeg ved ikke om min elskede udsigt op til kirken nu får en helt anden betydning. Jeg tror det ikke. Jeg tror at det kommer til at føles rart, at jeg hver morgen kan kigge op til ham. Som ville jeg sige: godmorgen lille skat.

Jeg vil nu gå op og se, om min anden skat - manden i mit liv - er klar til, et stort godmorgen kram fra mig, eller om han skal sove videre.