Så er der ingen vej tilbage. Har fået den første pille i rækken af dem der gør, at fødsel går igang i morgen eller fredag. Det er den værste beslutning EVER denne her. Det tog mig næsten 4 timer at sluge den. Havde lyst at gemme den i hospitalets potteplante, kvadre den på gulvet, kaste den ud af vinduet o.lign. Forlod sågar også stedet med ordene: Vi kører nu - jeg gør det ikke.
Men jeg slugte den på vej hjem. Aldrig har jeg skreget så meget. Aldrig har jeg været i chock som da. Jeg ved jeg er en mor, men for en stund fik ordet en endelse på af "...der". Da jeg kom hjem og fik lov at kramme og knuse den store dreng der sad der og ventede på moaaarr, følte jeg mig igen som en god mor. Og det ved jeg at jeg er. Jeg ved, at jeg vælger hans smerter fra. Men det burde have været sådan, at jeg ikke skulle tage denne beslutning. Han skulle selv sige fra i livet når han ikke kunne mere. Problemet er bare, at ingen ved hvor meget han skulle lide inden hans liv ville ebbe ud, og den oplevelse kan jeg slet ikke.
I øvrigt - hans tøj som vi har modtaget er så fint og det skræmmer mig ikke. Han bliver så fin.
Lille skat - jeg skal snart se dig. Du skal vide, at alt er gjort i den største kærlighed til dig.
3 kommentarer:
ville ønske at jeg havde noget stort og rigtigt at sige, som kunne lindre bare en lille smule af den smerte i står i. men den slags viden er desværre ikke mig forundt. jeg fornemmer samtidig en styrke bag dine ord, som jeg er sikker på nok skal bære jer igennem.
jeg føler med jer og tænker på jer. meget.
Så længe du bare holder fast i, at jeres beslutning er et udtryk for jeres kærlighed til Jacob, så er der styrke at hente. Tænker jeg...
Miss M: Tak skal du have.
Lotten: Tro mig - begge muligheder var et valg imellem 2 onder. Jeg kunne ikke finde fred med nogen af dem, men det skal jeg hermed arbejde med i tiden bagefter.
Send en kommentar