Hvor går man hen når ingen vil høre???

De seneste 8 dage har man kunnet læse om lægers negilering med liv og nybagte forældre. Det har i den grad rystet min grundvold, og gang på gang har jeg håbet, at NU skrider nogen ind og gør noget. Desværre ikke. Det er så trist.

Jeg har langt fra i hænde af sådan en oplevelse som ovenstående. Men har bestemt gået forgæves nogle gange, hvor hjælp og proffessionalisme var påkrævet.

Eksempelvis når man sidder med en, der kalder sig professor og fortæller at man har ondt i maven og føler at noget er galt. Den "kloge" dame siger, at det er klart at jeg har det sådan når mit blodtryk er for højt. "Jammen - ovenpå min historie med Jacob, er jeg lidt nervøs for om der er noget galt med det barn i maven". Aj - man kunne sørme ikke scanne mig hver gang jeg var nervøs, for så skulle de jo indlægge mig og scanne mig hver time, og sådan fungerer systemet ikke. Så tag du bare hjem og slap af. Får du hovedpine så ring lige til vagtlægen, da det kan være tegn på at blodtrykket er for højt. Sådan sagde den kloge proffessor.

Nu er jeg ikke sat i verden for at holde min kæft, og jeg overrulede lægens ord aftenen efter og ringede til svangre afdelingen på Skejby sygehus. For der VAR noget galt - jeg vidste det bare. Pyntede lidt på virkeligheden omkring hovedpinen (og sagde ikke noget om, at jeg fik besked på at ringe til vagtlægen hvis det opstod), for måske de så ville høre. Og det gjorde de. Kom med det samme.

Læge dukkede op efter 2½ time og målte mit blodtryk. Det var normalt. Tag du hjem og spis et par panodiler. "Nej - du er NØDT til at scanne mig - jeg er ikke tryg" fik jeg sagt. Jeg kunne se damens modvilje og hun brugte istedet sådan en dims til at høre hjertelyd med elektronisk. Hvorefter hun sagde, at det måske alligevel - for at være på den sikre side - var godt nok at få mig scannet da min hjertelyd godt kunne forstyrre signalet på dimsen der.

Og ved scanningen kommer ordene: jeg kan ikke finde barnet hjertelyd. Nej - jeg sagde jo, at der var noget galt. Venligst notér i min journal, at hvis jeg nogensinde igen bliver gravid, så vil jeg kun have een bestemt læge til at følge mig hele vejen. Ham der fulgte mig med sønnike første gang, og som skaber ro i mit sind. Ikke hende den anden proffessor. Hende der også havde sagt til min nabo ( i 2. graviditet) der een gang tidligere havde født 3 måneder for tidlig: jeg kan slet ikke forstå din uro omkring at føde for tidlig een gang til. Og det viste sig, at naboen faktisk var i begyndende fødsel da ordene blev sagt og fødte 9 uger for tidlig 2. gang.

Men får sådanne læger så lov til bare at køre gamet videre? Får de advarsler? Læser nogle i ens journal hvor der står skrevet: utilfredshed med og negligering fra den pågældende læge?

Da vi som nybagte forældre til førstefødte, udviste bekymring for hans evige gråd og gylpen halvdelen af maden op igen, fik vi at vide at det var normalt for nyfødte. Han var bare kolik barn. Nej - eller jow - måske er han kolik barn, men der er også noget andet galt. Næh nej - han tog jo fint på og voksede som han skulle. Ja ja - men måden hvorpå han tog gram og kilo på, var bestemt ikke i orden. Jeg blev ved med at sige, at det var som om at der skete noget når maden kom ned - som om at jeg kunne fornemme at det kørte rundt i hans mave. Jeg kunne se, høre og føle hans smerter. Kunne se og føle at han var sulten men han slap hele tiden mit bryst ved amning og græd højlydt. Så gik jeg over på, at malke ud til ham for han skulle have min mælk. Basta. Det blev ikke meget bedre på flasken. Stadig den evige gråd før, under og efter et måltid.

Først efter knap 3 måneder møder man en vågnen vagtlæge, der reagerer på at han har høj feber og er fjern. Det er åbenbart lidt unormalt at de så små får feber, da moderens immunforsvar stadig hænger i deres system. Vi bliver sendt i taxa til Skejby sygehus hvor et hold står klar til os. Drengen var inficeret med svamp i hele hans tarmsystem fra kælder til kvist. Det føles som små åbenstående blæner, og når der så kommer mælk ned med sukkerindhold i, så er det som at hælde salt i et sår. TOLD you - der var jo noget galt. Hele hans spiserør var ved at lukke til af svamp og han var født med infektionen.

Men hvad siger man når der bliver spurgt til: ser hans ble normal ud? Øhhhhh - jah - det er sådan noget remoulade noget. Altså jeg ved da ikke hvordan en ble skal se ud - har da ikke rendt og nærstuderet andres. Havde nogle bare een gang ud af alle de lægebesøg gjort sig ulejligheden at tjekke den ble, ville alarmklokkerne have ringet. Den var nemlig helt gal. Og da jeg engang ringede til lægen og sagde, at han have haft diarre i knap 2 uger, var meldingen også at det slet ikke var unormalt. På Skejby var de yderst bekymrede over, at en læge giver sådan en besked. Og alarmenrende overfor, at INGEN havde kigget ham i halsen, hvor beviset var så tydelig. Svampen hang i store flager.

Vi var indlagt i knap 2 uger.

Hvor er det afmagt, at blive mødt med attituden: du er nybagt eller vordene mor og et rigtig pyldre hoved. Vi ved bedre - for vi er de uddannede. Men et menneskes egen fornemmelse må ingen altså tage fra folk. Lægestanden bør kunne skelne mellem hypokondorer og så dem der vitterlig har en sag.

Det kan da ikke passe, at man indenfor den verden skal kende nogle der kender nogle, for at få hjælp? Eller frygelige ting igennem, førend der står i ens papirer, at man er berettiget til at blive taget alvorligt.

Jeg har tændt lys for Irma i dag, for det er sådan en grum beretning om negligering. Hun og hendes forældre har virkelig været meget i mine tanker. Mit er jo vand i forhold til, men lidt af problemstillingerne er de samme.