onsdag den 31. december 2008

Årets sidste blogindlæg

Da dette herrens år ringede ind, sad vi med nogle dejlige venner. Vi overså helt tiden og kom lidt for sent ind i det nye år. Jeg havde lige en strøtanke i hovedet - om det mon var tone angivende for året 2008? Skulle det blive sådan et mærkeligt år? Slog tanken væk igen - jeg var jo lykkelig for alt jeg havde og i maven en baby. Nej det skulle blive et godt år det her.

Men blækket var jo knapt tørt, førend sorgen tordene ned over os. Først besked om, at Jacob var alvorlig syg. Svære overvejelser der til sidst endte i fødsel, død, begravelse og sorg. Fra den 10. januar til den 22. januar 2008 blev vi både meget ældre, klogere, fattigere, mere tomme indeni og meget meget andet.

Måneder med bearbejdning, glæder, ny graviditet, bekymringer, venner og families skuldre, endnu et tab af den nye gravidtet, en skøn sommerferie, nyt job til begge - og vupti - pludselig var det jul igen. Den bedste af slagsen, selvom her bestemt manglede noget.

Jeg har hele tiden sagt, at 2008 bestemt ikke var mit år. Men når jeg tænker mig om er det slet ikke sådan det er. Jeg er glad for, at jeg så min lille Jacob, glad for alt det jeg har, glad for at der er så mange fantastiske mennesker der bakkede mig og os op, glad for at vores 4 årige er sådan en fantastisk dreng. Glad for rigtig mange ting.

I aften sker det igen. Et nyt år. Nyt kapitel. Ønsker mig noget og sætter samtidig slet ingen forventninger op. Tager det som det kommer og har lært, at så går man ikke helt galt i byen. Skulle noget hagle ned over os i det kommende år, så ved vi at vi fremfor alt har hinanden og at vi mennesker ikke bliver udsat for mere end vi kan klare (når man når lidt på afstand af det hele).

Menuen står på fantastisk mad i aften - har marineret og kræset for menuen siden i går morges. Vi bliver 6 voksne og 4 børn. Dejligt.

Tusind tak til alle jer bloggere der virkelig også har gjort en forskel for mig her i 2008. I er virkelig nogle der rører dybt inde, med omsorg og gode brugbare ord. Tak.

Ønsker jeg alle et RIGTIG GODT NYTÅR.

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Rigtig godt nytår til dig og dine :)

Grønlandsposten sagde ...

I har bestemt været gennem meget i 2008. Håber at 2009 bliver lidt roligere for jer. Tak fordi du deler dine glæder og sorger på en så skøn og ærlig måde. Dine indlæg fremkalder ofte tårer, både af glæde og sorg. Rigtig godt nytår til hele Majse-familien :-) Kram

Maomis sagde ...

Rigtig godt nytår til dig Majsen. Det har været en glæde at lære dig – og ikke mindst dine to dejlige drenge – at kende her i blogland. Jeg håber 2009 må bringe dig rigtig meget af alt det gode. Kram fra mig. :-)

Jane sagde ...

Godt nytår til dig og din familie.
Du har en rigtig dejlig livsbekræftende blog og du er et levende bevis på at det faktisk godt kan lade sig gøre at komme videre trods sorg og modgang.
Håber det bedste for dig og din familie i 2009.
Glæder mig til at læse mange flere guldkorn om din lille mini Sigurd Barrett :-)

Susanne sagde ...

Rigtig godt nytår til dig og familien. Jeg håber for jer, at det må blive et rigtig godt år.

Jeg er glad for, at også jeg fandt din blog i året der gik. Det har været en fornøjelse at lære jeres Sigurd at kende, og med ham også historien om lille Jacob.

Knus.

Anonym sagde ...

Rigtig fodt nytår :o)

Lotte sagde ...

2008 var et turbulent år for jer, det er der vist ingen tvivl om - men jeg har også læst mig til en Majsen, der er blevet stærkere i årets løb. Du har lært mig noget om at se lyst på tingene, selvom alle odds synes at være imod, at der findes en vej igennem, selvom det kræver nogle tunge skridt at nå dertil, at man kommer meget langt med vilje og tro. På sig selv og sine relationer. Tak for det, Majsen!

Jeg er glad for, at vi fik mødt hinanden ude i den virkelige verden sidste år, og håber at det kan lykkes at gentage den hyggestund igen i 2009.

Majsen sagde ...

Frederikke: Lige over.....sådan lidt forsinket.

Grønlandsposten: Jeg er glad for, at du er kommet til sidste år. Virkelig. Tak.

Maomis: Hvor er du sød altså. Og 10000 gange i lige måde. Nu glæder jeg mig til at lære dine møffere at kende.

Jane: Tænk sig, at det er kommet igennem på skrift, som jeg faktisk har følt det. Det betyder meget, for måske kan andre bruge det til noget.

Susanne: Og jeg er mindst ligeså glad for, at have mødt dig. Vi må tage en Sea West tur eller nowet.....:-)

Perle: Tak og i lige måde Perlski...:-)

Lotten: Årh du ved da også lige, hvordan man sådan skal sammensætte ordene rigtig så andre sidder næsten mundlamme.

Du kan bande på, at vi skal ses her i 2009. Det er faktisk lige blevet indført ved lov!!!