Det handler om Jacob. Min elskede lille søn der ikke var stærk nok til livet. Eller som jeg/vi vurderede ikke ville få et værdigt liv hvis vi bragte ham hertil, ved at gå fulde 40 uger med ham i maven. Jeg har fortalt begivenheden igen og igen. Og kan godt rumme den for det meste af tiden.
Men når jeg møder en bekendt, som man ikke har stor kontakt med - men som stadig hører til bekendtskabskredsen - og skal fortælle om det hændte, så kan jeg ikke styre tåre kanalerne. Det har jeg derimod ingen problemer med, når jeg taler om det med dem der er tæt på. Det sidder bare stadig lige derinde under huden. Jeg ville så gerne kunne trykke på den "gå væk" knap og få min krop og sind til at acceptere hvad der er sket. Men sådan fungerer det slet ikke.
Jeg hyler ikke ved hans grav, vi snakker om ham dagligt herhjemme fordi storebror bringer ham på banen og med i legen dagligt. Han lever for mig i en helt anden dimension. Men han er jo død og ligeså lidt levende som han er sten død. Måske kommer mine tårer frem, fordi jeg netop skal erkende at han ER død og ikke kommer tilbage. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det ligger lige derinde. Ikke 10 cm under huden, men ganske få millimeter væk. Kors i hytten altså hvor jeg gerne ville have min lille dreng hos mig.
Vi har nogle små lege herhjemme, hvor en råber et spørgsmål ud i luften (eksempelvis: hvem har været i Legoland), og alle dem der har oplevet tingen rækker så hånden i vejret. Det er en virkelig sjov leg for min dejlige dreng og også ham der har indført legen under måltiderne. Når han skal stille spørgsmål, omhandler de fleste hans lillebror. Hvis jeg siger, at han er den allerbedste dreng på snart 4 år som jeg kender, og som jeg elsker allermest, reply'er han med, at jeg også skal sige at jeg elsker Jacob. Det gør mig selvfølgelig rigtig glad at han sådan kærer for sin lillebror, men det smerter også rigtig meget.
Går min lille store dreng med ting indeni, som han ikke kan få ud? Hvorfor kan jeg da ikke bare få lov at give ham den søskende som han sådan savner? Jeg har det så godt på så mange områder, men på lige det punkt smerter det i min krop og sjæl. Har stadig det brændende ønske om, at jeg kan sige at jeg har født 3 børn. Men ved ikke om jeg rent faktisk tør. Men tør jeg lade være?
Dette er en af de dage, hvor jeg tænker på at jeg samme lørdag for 34 uger siden faldt i søvn på hospitalet med min lille Jacob liggende ved siden af mig. Vi lå arm i arm som jeg også gjorde med hans storebror, indtil søvnen overmandede mig og personalet kom og lagde ham i hans egen "seng". Det er sådan en dag i dag. Og tårerne triller..........
11 kommentarer:
stort og varmt kram, fra helt der inde hvor jeg bilder mig ind, at jeg kan fornemme din smerte...
Åh kære Majse. Snøft. Sådanne dage kommer der og ofte har jeg sådan, at selvom det gør ondt, så gør det også lidt godt, for det er i de situationer mit barn er lidt tættere på.
Jeg bliver også så rørt over din dejlige drengs forhold til sin bror. Tænk at han har med på den måde. Et eller andet sted tænker jeg at det måske er en måde for ham at bearbejde den sorg han har. For mit eget vedkommende havde jeg i starten et stort behov for at have Elisabeth med mig i alt hvad jeg lavede og tale om hende til alle der gad lytte. Det hjalp mig meget. Måske er det sådan han har det. Han mærker efter og forholder sig til døden ved at have den med sig i sin dagligdag. Jeg synes det lyder helt sundt.
Åh Majsen, tårene kryber også frem i øjenkrogen her. Kæmpekram her oppe fra.
Puha... en masse tanker til dig, de her dage.
Jeg kender godt, det du beskriver... jeg bliver også berørt, når jeg skal fortælle Cirkelines historie igen til en, der ikke har hørt den før. Jeg bliver bl.a. berørt, fordi jeg er så super bevidst om, hvordan modtageren modtager hendes historie og fordi jeg har kan se, at modtageren bliver påvirket.
Kram
Din reaktion er vist det, man kalder, efter bogen, og personligt tror jeg, at det er godt, at tårerne får frit løb.
At storebror gerne vil tale om hans lillebror, og I gør det naturligt, betyder meget. Fortielse kan føre til psykiske problemer senere; det har jeg oplevet i en familie, hvor to søskende selv nu efter mere end 30 år ikke kan forstå, at deres forældre ikke vil/kan tale om den mistede søn!
Mange tanker til dig, Majsen, og din lille familie ;-)
ja det virker så lidt kun at kunne sende en krammer... men du får en alligevel... søde søde majse...godt du kan skrive om det..
Åh altså kære Majse pigen..... Kæmpe kram og mange tanker til jer alle.
Og den anonyme var så mig
Kære alle
Tusind tak for jeres input og varme omsorg. De dukker bare lige pludselig op de her dage. Om jeg vil eller ej.
Men de skal til, og man skal mærke dem. For det betyder også, at Jacob har sat sine spor hos os alle 3. At han ikke bare var et flygtigt bekendtskab. At han fylder så meget i mig og os.
Tak alle sammen.
Kære Majsen, synes du tackler det så flot og tårer er jo en del af den proces i gennemlever nu.
Ville ønske jeg var i nærheden, så jeg kunne give dig et kram.
Tårer er en del af helingsprocessen. Giv dig selv lov - du kan ikke være stærk hele tiden.
Og jeg samstemmer og siger som de andre, at ejg synes, du tackler det flot!
Stort kram
Send en kommentar