Jeg blev overfust i dag. Af naboen. Og det hænger lidt i mig. Men jeg ved, at jeg har mit på det rene og forhåbentlig gjort noget godt. Men det har afstedekommet aldeles sure miner.
Casen er den, at min nabo er lidt (læs: temmelig) glad for øl. En stakkel uden andet netværk end dem på værtshuset og så måske lidt kollegial netværk, i de jobs han bliver sendt ud i, i form af aktiveringe. Når han kommer hjem er flasken hans bedste ven. Indtil for 1½ år siden, hvor han tænkte: jeg skal da have mig en hund så jeg ikke er så ensom. Den tanke kan jeg godt følge ham i.
Han anskaffer en schæfer (aflagt hund fra anden dranker ven der havde haft den i et lejligheds kompleks i Århus) og nu skal denne lidt forsømte hund virkelig ud og få masser af frisk luft og motion. Det fik den også i 14 dage. Så blev det atter hverdag på den anden side af hegnet. Han taler ikke til hunden. Han råber af den (hvem gider egentlig være ven med en der kun råber i alle tiltaler). Hunden får skam masser af frisk luft - den er nemlig ude i haven næsten hele tiden. I en have hvor den skal gå slalom gang imellem glasskår og nedfaldne træer.
Da vi fik kat slog det helt klik for huden. Den gør ligeså snart katten er ude. Det har jeg ikke så mange problemer i, for katten er sikkert selv ude om det for han er ski en bette røver. Men nu er den så konfus i hovedet, at den gør konstant. Morgen, middag, aften og nat. Dens ejer kan jo sagtens sidde på værtshuset det meste af natten og hundens gøen, laden og gøren generer jo ikke ham. Men det gør det derimod hos alle os andre. Og vi er mange der er generet af det. Og bekymret for hunden. Vi er også bange for den, da den har en meget aggressiv adfærd. En dagpleje mor et par huse herfra, tør ikke længere gå tur med børnene i dagstimerne. Jeg er også selv bange for, at den springer hegnet og går amok inde hos os. På mig, min mand eller endnu værre min elskede søn.
Naboerne gik sammen og fik talt. Vi forsøgte at tale med ham. Han mener at det hele er vores kats skyld. Han har fuld styr på hunden og den er meget velopdragen. Næææhh - det er kattens skyld det hele. Fra hans synspunkt. Også selvom katten ikke er ude ret meget.
Dyrenes beskyttelse er blevet kontaktet og ser med stor alvor på det. Hunden er misrøgtet. Sky, bange, understimuleret i svær grad og får ingen input overhovedet. Derfor kan den slet ikke styre dens temperament - blot ved en vind der rører sig går den amok. Alle er vågne herude kl. 05.30 om morgenen for der går den atter amok oenpå lidt nattesøvn ude i haven. Og katten ligger vel at mærke og sover sødt i dens kurv herinde.
Men ih hvor var han tosset derovre. Og ønskede alt ondt over os og vores kat.
Jeg siger det bare - han kan lige vove på, at kaste flere af den slags eder over mig - så kontakter jeg politiet med trusler som begrundelse. For jeg VED at jeg ikke har gjort noget galt. Eller har jeg????
10 kommentarer:
I mine øjne og dyreværnets og dine øvrige naboers har du gjort det rigtige, men det er nok ikke underligt, at en alkoholiseret, ensom stakkel, der har opgivet sin hund føler at verden (=dig) er efter ham. Alkoholikere (der stadig drikker og ikke er i behandling vel at mærke) har sjældent deres rationelle sans i behold, og det bedste du kan gøre er nok at ignorere ham. Det er frygtelig ærgerligt, når man ikke har et godt forhold til sin nabo, men det er ikke jordens undergang, og jeres psykiske velvære (og hundens) er altså vigtigere.
Kram herfra
Tværtimod har du da gjort en hel masse rigtigt. I er gode naboer at tage affære. De værste er da dem der vender det blinde øje til.
Jeg håber virkelig at dyreværnet kan tage den hund fra ham, for det er da helt forrygt. Jeg får helt ondt i maven når jeg hører om dyr der bliver misrygtet på den måde. Jeg kan slet ikke have det.
Arme hund og arme mand, siger jeg bare. Det er jo frygteligt at der er nogen mennesker der lever sådan. De har det sikkert lige skidt begge to – både hunden og manden.
jeg er meget stolt af at I gør noget for den stakkels hund.. tak for det.. godt gået, ved det kræver mod, prøvede for nogle år siden at gøre noget for en stakkels pony som vi havde vandet i 14 dage da ejeren ikke besøgte den, havde desværre jordens dårligste oplevelse med dyrenes beskyttelse så politi og dyrlæger måtte også tilkaldes og lærte af den oplevelse at man knap turde gøre sådan noget en anden gang, politiet var 100 % ligeglade og havde større og vigtigere ting, privat dyrlæge som kom langt herfra kom kørende for egen regning en aften og kendte de rigtige folk... så alt endte godt.. men det er hårdt da
Du HAR ret Majsen! Håber at dyreværnet gør noget hurtigt! Stakkels hund!
Godt du/I gjorde noget! Forstår dog godt, hvis det sidder lidt i dig at få sådan en overhaling. Naboen kommer nok aldrig til at se pointen i, at nogen griber ind i hans liv, men det er det helt rigtige.
Hvad er det der gør, at man som menneske kan være så ligeglad med et dyr, som man selv anskaffer? Et dyr der ikke giver andet en loyalitet og glæde. Jeg forstår det ikke - jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg bliver harm og ked af det ind i sjælen. Den stakkels hund - selvfølgelig bliver den tosset i hovedet, når den bliver behandlet sådan, om man kan spørge sig selv om dens liv er værdigt? Jeg kan ikke forstå, at den hund ikke bliver fjernet asap. Den skal væk derfra.
Og så selvfølgelig STAKKELS mand. Det er ikke nemt når alkoholden overtager magten over et menneske. Man mister sig selv på bunden af flasken. Jeg har en del erfaring med alkoholikere, og de kan ikke hjælpes medmindre de selv vil det.
Ak ja sikke en forfærdelig situation I alle er i. Jeg håber, at der komme en løsning ud af det her, hvor I alle kan være der. I gjorde i al fald det helt rigtige!!!
I har da gjort det hele rigtige. Stakkels hund.
Sikker på at I har gjort det rigtige. Og (næsten) også sikker på, at I har tænkt over det mere end én gang inden i kontaktede dyreværnet. Det er rigtig godt gået.
Kram
Selvfølgelig har du og dine øvrige naboer gjort det rigtige, helt klart, og jeg håber, at den hund bliver fjernet fra sin ejer snarest.
Vil dog kommentere, at jeg synes, der findes en del alkoholikere, som giver deres hunde et bedre liv end de, som ejes af stressede og stræbende familier, hvor der kun burde stå et hundefoto på et af køkkenets samtaleborde, som jo alligevel ikke bruges ;-(
Og alkohol er ikke eneste problem, hvis lokumus brænder på. Som hundeejer i stort set hele mit liv har jeg oplevet "tonsvis" af søforklaringer. I 1990, et par måneder efter at jeg havde fået min anden schæferhund, Brylle, var jeg ude på dagens første luftetur med ham, da vi på en gang/cykelsti i et villakvarter mødte en totalt overgearet jagthundlignende voksen hanhund. Den lettede ben sådan cirka efter hver fjerde meter, så alle de fine hække blev gødet, men desuden røg den provokerende vildt tæt på mig og min 4 måneder gamle hvalp, havde fråde rundt om hele kæften, og kun fordi jeg brugte min med høje, vrede ord, trak den sig lidt væk, men så retur igen. Op i favnen kom Brylle, men derved kom hunden tættere på, og jeg var/er ikke superwoman, så kræfterne svandt. Forsøgte at få hjælp i flere huse, men ingen var hjemme, undtagen en gøende hund. En mobiltelefon ville ha' været rart, men en sådan ejede jeg ikke. Til sidst var jeg ved at opgive, men så kom ridderen på den hvide hest, eller rettere en af Rimkogerens kollegaer, og parkerede på skolens P-plads. Med et brøl, der næsten gav ham en høreskade, fik jeg opmærksomhed, og efter at ha' fundet en paraply i dytten kom han løbende, skærmede mig og Brylle vej ind i skolen, hvor vi pustede ud en halv times tid, inden at vi "mandsopdækket" af to blev fulgt hjem - boede overfor skolen dengang!!!
Jeg fór i blækhuset og skrev et arrigt læserbrev til vores lokale ugeavis, nævnte bl.a., at en voksen hund, der angriber en hundehvalp, er syg i hovedet. Næppe var avisen udkommet, førend jeg fik et telefonisk opkald fra en hundeejer i villakvarteret, som kort tid forinden havde indfanget en hund, der svarede til min beskrivelse, og placeret den i sine hundes gård. Ville jeg komme og se om det var synderen, inden han kontaktede ejeren?? Jo, meget gerne! Afsted, og bingo!!! Finalen på min - indrømmet lange beretning her - blev, at hundens ejer ringede mig op efter at ha' hentet sin hund, OG gav mig først truende ord, fordi at jeg havde hængt ham ud i lokalavisen, skønt han selvfølgelig ikke kunne genkende beskrivelsen af sin hund, og da det prellede af, ja så fik jeg forklaringen, der skulle fremkalde tårer samt tilgivelse, nemlig at hans kæreste var skredet fra ham et par måneder tidligere. Nu skulle han klare alt selv, foruden at han havde sit faste job, og derfor lod han sin hund gå i hundegård fra meget tidlig morgen og til sent aften!!! Den kommentar forklarede sandelig, hvad det var for en hund, der havde vækket andre (indehunde) pokkers tidligt, og fik koret til at istemme ved aftenstide i vores egentlig landlige idyl ;-), men andet fremkaldte det ikke hos mig. MEN, helt seriøst mente han, at hans hund godt måtte bryde ud (altså ikke at han skulle sikre indhegningen bedre), og alle vi andre hundeejere bare affinde os med, at hunden boede sammen med en anden stakkel. BRÆK, og det sagde jeg durk i telefonen, og derefter fortalte jeg ham, at hvis hans hund en gang til kom i mit åsyn frit løbende, ja så ville han komme til at fortryde det, og det værre end han kunne forestille sig.
Efter nok et par måneder hørtes og sås hunden ikke mere, og fra andre fik vi at vide, at huset var sat til salg. Jeg håbede det bedste for begge!!!!
nb. Den hundeejer, der indfangede ovennævnte hund, ja han var politimand og havde 2 schæferhunde, som dog ikke blev brugt tjenestemæssigt, men blev trænet flittigt. Og når nu jeg alligevel har overtaget din blog, Majsemor, så skal lige denne beretning med *LOL* Da Brylle var blevet voksen, og jeg stadig trofast luftede køteren flere gange dagligt og km-mæssigt mange (foruden træning 1-2 gange ugentligt i Schæferhundeklubregi 20 km fra bopæl), ja da en lørdag formiddag vadede vi ad tidligere nævnte sti, og det ned mod en krydsende sti, der efter en km's penge ville føre os helt ud på landet. Må takke min superhørelse, som ellers er træls tit og ofte, for efter at vi var ved at passere deres hæk, kunne jeg høre hundepoter "løbende", så jeg vendte mig om og så de 2 komme rundt om hjørnet. STOP,DÆK... og derefter "hvad fanden bilder I jer ind" i en lydskala, der fik ejeren frem i den grad. Hold kæft for en skideballe han fik, mens hans dikterede hundene retur til egen grund. Og jeg gav ikke en 5'er for at han var ved at bære "forsvarsærme" ud i dytten, for al den træning har mine hunde deltaget i uden at være blevet kuldret. Nåh, han nåede aldrig til hundetræning den dag, for udover at jeg pænt i chok kortede gåturen af, ja så "fangede" han os og gav en undskyldning, der passede til hatten :-D
Kære alle: Tusind tak for kommentarer og input.
Opfølgning på det hele er som følger: jeg talte med damen der havde aflagt besøg hos manden mht. hundens trivsel. De vil ikke fratage ham hunden, da han godt selv kan styre den og den er som sådan også sund nok. MEN han fik at vide, at den skal have andre input og indhold end det den ellers bliver budt.
Og noget har han altså hørt efter. For i går, da jeg kørte rundt i omegnen da det var kulsort udenfor, gik han tur med hunden langt væk hjemmefra. Selv havde han pandelygte på for, at kunne finde vej igennem mørket.
Vi fik os en snak over hegnet i dag, og jeg sagde at jeg var ked af at vores kommunikation forleden var på den måde. At jeg ikke brød mig om at blive råbt efter. Men at tiltaget ikke var personligt, men udelukkende for hundens skyld. Han måtte ikke opfatte, at vi kun er ude efter ham. Men jeg sagde også til ham, at vi ikke kunne eller ville, blande os i hans eget liv. Men at vi havde svært ved at se på, at hunden ikke fik de vilkår budt som den har krav på. Jeg sagde også, at hvis nu det havde været mit barn der dagligt græd og han hørte, at jeg bare råbte af ham, og ikke rigtig tog mig af ham - hvordan ville han så reagere? Han sagde, at så ville han nok melde mig. Så var vi ligesom kvit.
Jeg håber virkelig, at de nye tiltag på den anden side af hegnet bliver en vane. Dyreværnet kommer ud og tjekker igen om en måned, om hunden har fået stimuleret andre sanser og er blevet lidt mere kvik på nogle områder, og knap så arrig på andre. Jeg håber det virkelig. For jeg vil dem jo ikke noget ondt - tværtimod.
Og Anjoe: TUSIND tak for din lange beretning. Det var spændende læsning. Og fantastisk at du har taget dig tid til, at nedfælde den lange beretning. Tusind tak.
Send en kommentar