tirsdag den 8. april 2008

"I skal sørme da have tak"

Græd det meste af aftenen i går. Det skulle have hjulpet med en nattesøvn, og det gjorde det også de første par minutter. Så vendte det tilbage. Jeg savner min lille dreng noget så forfærdeligt. Jeg kan ikke gøre noget for ham og det gør ondt.

Tilstanden her blev bestemt hjulpet på vej til guldbryllups fest forleden aften. Halvdelen af selskabet har godt vidst det. Men ikke EEN spurgte til ham, mig eller os. Som om, at Jacob ikke har eksisteret. Det pisser mig virkelig af (undskyld sproget). Man kan da ikke bare igonerer et lille uskyldig menneske der ikke var stærk nok til livet. Hvad er I dog for nogle mennsker? Jeg fik bare en dårlig oplevelse med mig hjem, takket være jer.

11 kommentarer:

Alphafeen sagde ...

....kram fra nørrebro!

Lotte sagde ...

Feje hunde!
Hvorfor er det, at folk har sådan en berøringsangst med emner som sygdom og død. Døden er noget af det eneste, vi kan være sikre på allesammen at komme til at opleve og alligevel ignorerer folk emnet.
I andre kulturer er døden en integreret og accepteret del af livet, men her i landet er der stadig tabu omkring andres tab. Og vi er så stolte af at leve i en oplyst tidsalder, pfffff!

STOOOOORT kram

Jane sagde ...

Kære Majsen
Det er fejt og rigtig møgtrælst. jeg kender jo desværrre alt for godt hvordan det er. Jeg fatter ikke hvorfor det er sådan, men jeg tror desværre aldrig det blir anderledes. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er døden et tabuemne i lille Danmark.
Stort knus Jane

Anonym sagde ...

Der er desværre rigtig mange ture op ad bakken :(

Sebastian sagde ...

Ja det er desværre en meget kedelig skik herhjemme at undgå at tale om sorg og ulykke. Man har ikke lystr til at rippe op i andres sorg, høre om den og prøver vel så at bilde sig ind, at det er at vise hensyn?

Men det burde efterhånden være gået op for folk, at det jo ikke er det, man skal gøre. Hellere spørge til det, og få at vide, at man ikke har lyst til at tale om det lige nu, end at ignorere den sørgende.

Men jeg tror absolut ikke, at de gør det for at genere jer,

Majsen sagde ...

Alphafeen: Og du ved der kommer nogle tilbage til dig.

Lotten: Ja - feje hunde er faktisk meget rammende. Man kunne da godt lige spørge. Bare lige lidt. Berøringsangst til 12 tal er hvad det er. Sådan vil jeg ALDRIG opføre mig. ALDRIG.

Enaj: Vi er heldigvis nogle der ikke er bange - ikke sandt? Men frygteligt at vi skal derud førend vi tør.

Frederikke: Forhåbenlig ikke alt for mange tur endnu.

Sebastian: Ja hvis bare der var nogle der spurgte, så kunne man selv sige fra.

Maomis sagde ...

'Nu har vi det sjovt og så skal vi ikke til spolere den gode stemning ved at tale om noget sørgeligt ...'

Sådan er der mange der tænker. Har mødt dem op til flere gange. Det er så frygteligt svært for andre, der ikke selv har prøvet noget lignende, at forstå at man ikke spolerer nogen dårlig stemning ved at tale om børn som ikke er her mere – tvært imod – de SKABER dårlig stemning ved at lade være.

Igen og igen har jeg oplevet at jeg har måtte være den der har skulle forklare andre hvad der betyder noget og at det er vigtigt at ens barn bliver nævnt og husket. Sådan er det og som Frederikke så rigtigt skriver – det er op ad bakke.

Anonym sagde ...

Det er simpelt hen ufatteligt. Hvorfor er mange så bange for at spørge ind? Hvis man ikke har lyst til at snakke om det, så vil man jo nok sige det pænt. Men hellere blive spurgt og selv vælge til/fra.

Har netop haft samme emne oppe med mine kollegaer. Ikke én har spurgt til mig under sygemeldingen eller efter jeg er kommet retur. Dælme ikke i orden.

Dine tårer gør mig ondt :-(

Knus

Anonym sagde ...

ps. Det lød forkert. Man kan slet ikke sammenligne det, at miste Jacob med stress. Jeg undres bare over, hvor lidt "man" efterhånden tør berøre.

Majsen sagde ...

Maomis: Jeg tror præcis, at det har noget at gøre med: "nu griner de og så må vi sørme hellere grine, og ikke minde dem om noget".

Jeg tænker på, om denne berørings angst var noget jeg også selv var ramt af forinden. Jeg vil ikke udelukkende sige nej, for man lærer jo også noget om sorg i denne process. Men decideret at afholde mig fra at spørge, har jeg nu aldrig gjort. Men kan have haft svært ved at sætte mig ind i situationen. Hvis jeg dog bare kunne få banket ind i danskens hoved omkring dette, ville det være en skøn mission.

Perle: skønne dig. Du skal på ingen måde undskylde sammenligningen. For den er jo reel nok - det handler om berørings angst.

Jeg måtte eksempelvis i går høre fra en nær kollega, at min chef endelig havde udtalt sig om min situation i de andres påhør. Mig har han ikke kontaktet. Men tilsyneladende læst mine mails, da oplysningen var et ultra kort referat af selvsamme mail storm. Jeg tænker, at det kan da ikke være så svært for andre at tænke: hvad nu hvis det var mig, hvordan ville jeg så gerne have det.

Måske vil nogle gerne have stilheden men jeg tror det er meget få. Ultra få.

Anonym sagde ...

Hvor ville jeg ønske at man kunne ændre den opfattelse folk har af sine medmennesker i sorg! Som vi to har talt om så mange gange, så er det jo ikke folk der gør os kede af det ved dét de siger. Det er det de ikke siger der gør rigtig ondt!

Vores tårer skyldes jo ikke noget de har sagt. Det skyldes savnet og længslen efter det lille mennesker som ikke er hos os mere.

Jeg kan blive så ked af det og vred når jeg læser at alle som een valgte at tie omkring Jacob. Hvor er det bare tåbeligt! Og jeg håber inderligt at nogle af dem læser med her så de kan se at det ikke er den rigtige måde at gribe det hele an på.

Jeres sorg forsvinder ikke af, at de går over på det modsatte fortov, taler om vind og vejr eller andre ligegyldigheder. Sorg kan ikke forties ihjel!!!!
SÅ FORSTÅ DET DOG!!!

Giv hellere et varmt knus og sig det som det er. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men I skal vide at jeg tænker på jer og jeres lille dreng."

Sådan! Så lidt skal der til at vi forældre til en lille engel føler os forstået og lyttet til. Hvor svært kan det være? I skal bare lytte... Ikke fixe noget eller fjerne smerten. For det kan I ikke alligevel. Men lytte.. Det kan alle!

Knus
Berit, mor til englepigen Hannah