fredag den 4. april 2008

En ægte kærligheds historie




Jeg har virkelig meget lyst til, at leje dette sommerhus til vores ferie i år. Det var nemlig engang mit og jeg kan stadig få den der fornemmelse for det. Elsker bare det lille hus.

Da vi for 5 år siden købte vores rigtige hus, og rykkede fra en lejet lejlighed i Århus måtte vores weekend oase på andre hænder. Vi havde nok at se til her, og ikke tid til også at serviere det lille grønne. Det kom på min bror og svigerindes hænder, så de havde et sted der var deres, når de ferierede i DK. Det var jeg rigtig glad for.

Men for 2 år siden solgte de det. De blev selv husejere i deres hjemland, og hvor de bor er huspriserne ikke for vatnisser. Min bror og svigerinde der har lange baggrunde indenfor bankverdenen, er fornuftige hvad økonomi angår og således solgte de for at få midler fri.

Huset rumsterer fra tid til anden stadig i mit hoved. Som en forelskelse man bare ikke kan komme sig over og gerne vil flirte lidt med stadigvæk (ikke at jeg har prøvet noget sådan, men formoder at det må være sådan). Men jeg tror, at det vil være bedst for mig og os, at vi lader det blive ved minderne. Og de er heldigvis mange.

Men ferie i Danmark og i sommerhus er, hvad vi skal foretage os i år. Af hensyn til min tilstand på det tidspunkt og det faktum, at drengen er komplet ligeglad om vi er i det store udland eller i Danmark. Bare det er et sted hvor man kan lege frit. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi vælger Skallerup Klit. Det har vi nemlig også forelsket os i, og det samme har brormand + familie. Vi har stadig den samme smag. Og jeg skal se ham i morgen. Juhuuuuuu.......!!!

3 kommentarer:

Lotte sagde ...

Jeg tror godt, jeg kan følge dig. Jeg går lige nu og tager tilløb til at sælge min lille båd (som jeg ikke har sejlet i i snart fem år, fordi fokus og tid har været helliget den store båd, som vi skal sejle langt i) - men det er slet, slet ikke let. Og jeg ved, at når jeg en dag har skilt mig af med den, vil jeg kigge efter om det er den, hver gang jeg ser en af slagsen. De laves ikke længere og der er ikke så mange af dem, så det er lidt af en liebhaverbåd med et begrænset køberpotentiale - men det har været min i otte år, og der knytter sig nogle virkelig fantastiske minder til den.
Men du har jo ret i, at minderne bliver hos os. Dem kan ingen tage fra os - og en gang imellem er man nødt til at give slip på de ting, som minderne knytter sig til.

Jeg håber og tror på at I får en rigtig god ferie uanset hvor I vælger at holde den henne. Og Skallerup Klit er et rigtig godt sted :-)

Alphafeen sagde ...

...skallerup klit...der fik jeg min allerallerførste menstruation på en lejrskoletur...og turde ikke købe bind så jeg rendte rundt i klitterne med en halv rulle toiletpapir i bukserne :)

Mine somre foregik helt ude på næsen af helgenæs i min bedstemors fantastiske sommerhus med en gynge midt i stuen...desværre også solgt

Majsen sagde ...

Lotten: Gammel kærlighed ruster tilsyneladende ikke helt. Det tror jeg også er godt nok, for så var det jo rigtigt mens det varede.

Alphafeen: ha ha ha - det har med garanti ikke været rart, der i klitterne. Godt du er blevet mere modig med årene (håber jeg ihvertfald...... ;-)).

Helgenæs er også et skønt område. Jeg er dog total tilhænger af Vesterhavet og afhængig af det på alle tider af året. Men får ikke længere dækket behovet som før. Det er ikke helt det samme at gå tur ved østkysten, selvom jeg har en smuk en af slagsen lige tæt på boligen her.