Lige nu har jeg kun lyst til, at ligge i en sovepose ved Jacobs grav. Så føler jeg, at jeg kan være tæt på ham. Jeg savner dig lille skat. Noget så frygteligt. Jeg går snart amok.
Hold fast i virkeligeden Majsemor, for virkeligheden rummer også din levende søn og manden ved din side.
Dit savn forsvinder aldrig, aldrig, aldrig - men med tiden bliver det lettere at kapere. Lige nu er det ved at rive dig i stykker, men gør dig selv og dine nærmeste den tjeneste ikke at give helt efter. For det bringer ikke Jacob tilbage, rask og i live.
Du skal have lov at være ulykkelig, men du skal også leve videre...
Lotten: Du har helt ret. Og jeg holder også meget fast i den virkelighed, der foregår lige nu og lige her. Lader mig suge alt det gode til mig. Oplever gode ting med manden, barnet, mig selv og omverdenen.
Men jeg kan ikke fighte imod de følelser der ligger lige under overfladen. Som river i mig og vil beskytte ham. Virkelig mærkeligt at opleve, at kroppen næsten søger efter ham som en trænet hund efter trøfler i skoven. Om jeg vil det eller ej. Glæder mig til, at tiden gør det hele en smule nemmere.
Der er vel også en fysiologisk forklaring? Noget hormonelt mener jeg, i forbindelse med, at du jo rent faktisk lige har været gravid og har gennmført en fødsel.
Og hormonstorme kan vi jo altså ikke kontrollere mentalt, uanset hvor rationelt vi griber tingene an.
Jeg synes, du klarer den her situation til UG. Bare det at du kan skrive, som du gør, siger noget om, at du nok skal komme igennem det her. Ikke helskindet, men i hvert fald igennem.
Ja Lotten - du har evig ret i det hormonelle aspekt. Fik at vide, at hormonerne faktisk vil fortsætte en rum til med, at være gravide. Også selvom fødsel er overstået og mælk standset. Det er virkelig weird at opleve.
Hmmm - UG ligefrem. Så kan jeg berolige dig med, at tingene herinde måske ikke helt fremstår som de er. Men jeg føler mig dog ikke som 03 - måske snarere et 9 tal. Det kan jeg også godt leve med. Skriver når det raser, men også når livet favner mig dejlig blødt.
Åh søde,- mit hjerte græder med dig...jeg ved, hvordan du er ved at blive revet midt over af længsel og sorg... Det glæder mig dog usigeligt meget, at du alligevel formår at holde fast i virkeligheden,- og glæde dig over de gode ting, livet trods alt stadig byder dig.
Kaffetrolden: Ja desværre ved lige præcis du hvordan jeg har det. Hvor har vi flere og flere ting til fælles os to. Derfor holder jeg altid fast i dig.
Som jeg vist tidligere har skrevet, så er det yin/yang det her. Når mest mørk, så titter lyset frem. Og når lyset helt fremme, så lurer det mørke. Men jeg mister aldrig evnen til at glæde mig og leve parallelt med sorgen.
Hvis jeg skal hylle mig helt ind i metaphorer, så tænker jeg på at Emma passer på Jacob, og de sammen sender styrke ned til deres mødre. Der er vel bare et eller andet med, at vore børn skal følges ad. Både de levende og de døde.
Hvor har du dog bare ret....utroligt som livet binder os tættere og tættere sammen - både i de største sorger,- men sandelig også de største glæder.
Faktisk havde jeg mange af de samme tanker efter Emma,- var sikker på at andre elskede og savnede passede på hende - at hun trods alt gav mig styrken til at komme videre i livet. Man er nødt til at holde fast i disse græsstrå af håb og kærlighed, hvor metaforiske de end er.
Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal skrive dette indlæg, da jeg ikke er sikker på, at jeg faktisk ville havde skrevet det direkte på bloggen, men kom så i tanke om, at der ikke er grund til at gemme sine tanker.
Det er sådan, at jeg i april skal skrive en prædiken, der ligger inden en debat mellem en overlæge og en repræsentant fra "Retten til liv". Emnet er foster-selektion. Det er jo et sindsygt svært emne at tale om på en prædikestol, for hvad skal man sige? Hvornår har jeg fået patent på, hvad der er det rigtige valg?
Jeg har grublet og spurgt mange om deres mening om det. Men jeg har dog lært mest af dig - og jeres Jacob. Du må undskylde, hvis jeg rammer helt ved siden af, eller hvis jeg træder for nært. Det er ikke af ond vilje, men fordi du har rørt mit hjerte.
For jeg har forstået, at det aldrig handler om at "fravælge" et barn. Man kan ikke fravælge et liv - livet er der (om ikke andet så i maven). Barnet er der. Og ikke mindst kærligheden er der. Og det er af kærlighed, man vælger at lave en "selektion" (så koldt og ubarmhtjertigt det lyder - det løber en koldt ned af ryggen).
Lille Jacob har formået at sætte et stort aftryk på livet, selvom hans eget blev kort. Han har rørt jeres hjerter. Og kærligheden lader sig ikke skræmme af døden - den er der. Jeg kan ikke begynde at forstå den sorg du og din familie går igennem, men den kærlighed du har til din lille dreng, skinner så stærk, at selv som anonym læser bliver jeg berørt af den.
Man kan ikke lave en kold diskussion, og en gang for alle afgøre hvad det er "rigtigt og forkert". Det er at forenkle og forklejne enhver mors og families situation. Det er at forenkle kærligheden.
AL: Punkt 1: jeg vil RIGTIG gerne være kunde i din "butik" til denne prædiken. Hvor/hvornår?
Punkt 2: Jeg er super glad for din kommentar. Også den berører mig.
Det er et SINDSYG svært emne det her. Det er en ond drøm, at blive sat i den situation hvor man skal vælge og fravælge. Stadig utrolig svært ved, at finde ro med beslutningen.
Man kan have nok så mange holdninger til, at selvfølgelig er det ikke et værdigt liv. So far so good. Men derfra og så til, at træffe beslutningen. Der er et ingenmands land imellem de to. Ingen forstår hvor frygteligt der er der, hvis ej de har været der selv. Det er det værste sted jeg/vi nogensinde har opholdt os.
Det er gjort i den største kærlighed til Jacob det her. Som jeg vist har skrevet tidligere et sted, så har vi skånet ham, men ikke os selv. Men som forældre vil man tage al smerte i verden for, at ens børn ikke skal opleve den. Og vi smerter. Meget.
Som du selv skriver, har vi ikke fravalgt ham. For han er her. Hver dag, time, minut og sekund. De dage vi havde med ham, omend i død tilstand, er nogle af de bedste dage i mit liv. For han var hos mig. Han eksisterede. Han deltog i livet omkring os. Det var en stærk oplevelse. Og i mig eksisterer han altid.
Kynisk set, er det situationen der giver mig stryke. Men for mig, er det Jacob der giver mig skyrke. Det er hans skyld, at eksemelvis venner der var gledet ud på en holdeplads, kom tilbage. Sikke da en mission at have haft her i livet. Han er skyld i så meget. Også derfor elsker jeg ham så meget. Som kun en mor kan.
Tusind tak for det - det kan sagtens være, at jeg har spørgsmål til dig. For det er jo et emne, som man ikke bare lige kan reducere til en paneldebat eller 7 minutters prædiken.
Og jeg er virkelig glad for at du vil komme:-) Tak for det.
14 kommentarer:
Hold fast i virkeligeden Majsemor, for virkeligheden rummer også din levende søn og manden ved din side.
Dit savn forsvinder aldrig, aldrig, aldrig - men med tiden bliver det lettere at kapere. Lige nu er det ved at rive dig i stykker, men gør dig selv og dine nærmeste den tjeneste ikke at give helt efter. For det bringer ikke Jacob tilbage, rask og i live.
Du skal have lov at være ulykkelig, men du skal også leve videre...
Kram herfra
Lotten: Du har helt ret. Og jeg holder også meget fast i den virkelighed, der foregår lige nu og lige her. Lader mig suge alt det gode til mig. Oplever gode ting med manden, barnet, mig selv og omverdenen.
Men jeg kan ikke fighte imod de følelser der ligger lige under overfladen. Som river i mig og vil beskytte ham. Virkelig mærkeligt at opleve, at kroppen næsten søger efter ham som en trænet hund efter trøfler i skoven. Om jeg vil det eller ej. Glæder mig til, at tiden gør det hele en smule nemmere.
Selv kram tilbage.
Der er vel også en fysiologisk forklaring?
Noget hormonelt mener jeg, i forbindelse med, at du jo rent faktisk lige har været gravid og har gennmført en fødsel.
Og hormonstorme kan vi jo altså ikke kontrollere mentalt, uanset hvor rationelt vi griber tingene an.
Jeg synes, du klarer den her situation til UG. Bare det at du kan skrive, som du gør, siger noget om, at du nok skal komme igennem det her. Ikke helskindet, men i hvert fald igennem.
Ja Lotten - du har evig ret i det hormonelle aspekt. Fik at vide, at hormonerne faktisk vil fortsætte en rum til med, at være gravide. Også selvom fødsel er overstået og mælk standset. Det er virkelig weird at opleve.
Hmmm - UG ligefrem. Så kan jeg berolige dig med, at tingene herinde måske ikke helt fremstår som de er. Men jeg føler mig dog ikke som 03 - måske snarere et 9 tal. Det kan jeg også godt leve med. Skriver når det raser, men også når livet favner mig dejlig blødt.
Åh søde,- mit hjerte græder med dig...jeg ved, hvordan du er ved at blive revet midt over af længsel og sorg...
Det glæder mig dog usigeligt meget, at du alligevel formår at holde fast i virkeligheden,- og glæde dig over de gode ting, livet trods alt stadig byder dig.
De største knus fra Camilla
Kaffetrolden: Ja desværre ved lige præcis du hvordan jeg har det. Hvor har vi flere og flere ting til fælles os to. Derfor holder jeg altid fast i dig.
Som jeg vist tidligere har skrevet, så er det yin/yang det her. Når mest mørk, så titter lyset frem. Og når lyset helt fremme, så lurer det mørke. Men jeg mister aldrig evnen til at glæde mig og leve parallelt med sorgen.
Hvis jeg skal hylle mig helt ind i metaphorer, så tænker jeg på at Emma passer på Jacob, og de sammen sender styrke ned til deres mødre. Der er vel bare et eller andet med, at vore børn skal følges ad. Både de levende og de døde.
Hvor har du dog bare ret....utroligt som livet binder os tættere og tættere sammen - både i de største sorger,- men sandelig også de største glæder.
Faktisk havde jeg mange af de samme tanker efter Emma,- var sikker på at andre elskede og savnede passede på hende - at hun trods alt gav mig styrken til at komme videre i livet. Man er nødt til at holde fast i disse græsstrå af håb og kærlighed, hvor metaforiske de end er.
Knus og kram fra din sjæle-søster
Altså lige nu ville jeg godt nok ønske du boede i nr. 58. Det vil jeg jo hele tiden, men specielt lige nu. Kaffe i de grå kopper.......!
Mmm ja de grå kopper og frisk-bagte boller...
Må desværre til arbejdet,- masser af varer der skal ligges på webben.
Knuser til jer alle tre
Jeg ved faktisk ikke hvor jeg skal skrive dette indlæg, da jeg ikke er sikker på, at jeg faktisk ville havde skrevet det direkte på bloggen, men kom så i tanke om, at der ikke er grund til at gemme sine tanker.
Det er sådan, at jeg i april skal skrive en prædiken, der ligger inden en debat mellem en overlæge og en repræsentant fra "Retten til liv". Emnet er foster-selektion. Det er jo et sindsygt svært emne at tale om på en prædikestol, for hvad skal man sige? Hvornår har jeg fået patent på, hvad der er det rigtige valg?
Jeg har grublet og spurgt mange om deres mening om det. Men jeg har dog lært mest af dig - og jeres Jacob. Du må undskylde, hvis jeg rammer helt ved siden af, eller hvis jeg træder for nært. Det er ikke af ond vilje, men fordi du har rørt mit hjerte.
For jeg har forstået, at det aldrig handler om at "fravælge" et barn. Man kan ikke fravælge et liv - livet er der (om ikke andet så i maven). Barnet er der. Og ikke mindst kærligheden er der. Og det er af kærlighed, man vælger at lave en "selektion" (så koldt og ubarmhtjertigt det lyder - det løber en koldt ned af ryggen).
Lille Jacob har formået at sætte et stort aftryk på livet, selvom hans eget blev kort. Han har rørt jeres hjerter. Og kærligheden lader sig ikke skræmme af døden - den er der.
Jeg kan ikke begynde at forstå den sorg du og din familie går igennem, men den kærlighed du har til din lille dreng, skinner så stærk, at selv som anonym læser bliver jeg berørt af den.
Man kan ikke lave en kold diskussion, og en gang for alle afgøre hvad det er "rigtigt og forkert". Det er at forenkle og forklejne enhver mors og families situation. Det er at forenkle kærligheden.
AL: Punkt 1: jeg vil RIGTIG gerne være kunde i din "butik" til denne prædiken. Hvor/hvornår?
Punkt 2: Jeg er super glad for din kommentar. Også den berører mig.
Det er et SINDSYG svært emne det her. Det er en ond drøm, at blive sat i den situation hvor man skal vælge og fravælge. Stadig utrolig svært ved, at finde ro med beslutningen.
Man kan have nok så mange holdninger til, at selvfølgelig er det ikke et værdigt liv. So far so good. Men derfra og så til, at træffe beslutningen. Der er et ingenmands land imellem de to. Ingen forstår hvor frygteligt der er der, hvis ej de har været der selv. Det er det værste sted jeg/vi nogensinde har opholdt os.
Det er gjort i den største kærlighed til Jacob det her. Som jeg vist har skrevet tidligere et sted, så har vi skånet ham, men ikke os selv. Men som forældre vil man tage al smerte i verden for, at ens børn ikke skal opleve den. Og vi smerter. Meget.
Som du selv skriver, har vi ikke fravalgt ham. For han er her. Hver dag, time, minut og sekund. De dage vi havde med ham, omend i død tilstand, er nogle af de bedste dage i mit liv. For han var hos mig. Han eksisterede. Han deltog i livet omkring os. Det var en stærk oplevelse. Og i mig eksisterer han altid.
Kynisk set, er det situationen der giver mig stryke. Men for mig, er det Jacob der giver mig skyrke. Det er hans skyld, at eksemelvis venner der var gledet ud på en holdeplads, kom tilbage. Sikke da en mission at have haft her i livet. Han er skyld i så meget. Også derfor elsker jeg ham så meget. Som kun en mor kan.
Hej - det er onsdag d. 16. april kl. 19.00 i Møllevangskirken.
http://smaa.dk/arrangementer/paneldebat-om-fosterselektion.html
Så ses vi med 100% sikkerhed. Glæder mig til at høre, hvad du får "strikket" sammen. Du må endelig spørge hvis du har spørgsmål. Det mener jeg.
Tusind tak for det - det kan sagtens være, at jeg har spørgsmål til dig. For det er jo et emne, som man ikke bare lige kan reducere til en paneldebat eller 7 minutters prædiken.
Og jeg er virkelig glad for at du vil komme:-) Tak for det.
Send en kommentar