lørdag den 16. februar 2008

Bange

Drengen og hans far er draget afsted i ca. 3 timer. Jeg selv skal have fundet vores hus igen, på den tid. Ikke at her roder voldsomt, men jeg kan nu bedst lide når tingene står på de pladser, de nu en gang er tiltænkt.

Men pludselig rammes jeg af en form for angst. Hvad nu, hvis nogle taber hjernen og finder på, at Århus midtby skal brændes af. Hvis det nu er lige der, hvor de befinder sig? Alt det tegnings pjat afføder jo uhensigtsmæssige gerninger.

Jeg kan mærke, at jeg er SÅ bange for at miste. Mere end jeg altid har været.

Jeg må tælle til 10. Bage de boller der også er tiltænkt. Tænke på noget andet. Selvom det lurer. Uh jeg glæder mig til, at de ruller ind i indkørslen igen og det lille lyse hoved siger: Hej moar - så kom jeg lige hjem til dig igen. Vil nogen godt sørge for, at de kommende 3 timer kommer til at flyve afsted?

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Svære problematikker:

1) at fortælle et barn, hvad der sker, når man dør.
Vi ved det ikke en gang selv og kan i øjeblikke selv få de underligste tanker (jeg kan i hvert fald).

En ting er sikker: Jeg tror, at det er super vigtigt, at man får noget professionelt hjælp og måske Landsforeningen ikke kan svare jer, i så fald vil jeg anbefale jer at få fat i en psykolog/psykoterapeut.

2) at være bange for at leve.

Det er en på én underlig angst og en angst, der ofte er styret af det følelsesmæssige og derfor pokkers svær at komme til livs; det virker ikke bare at ryste på hovedet og sige... sådan noget pjat.

Sandheden er bare den, at det ikke er særlig hensigtsmæssigt at være bange for at leve... fordi det på sigt kan skabe en underlig afstand mellem en selv og resten af verden, fordi man pludselig ikke tør binde sig til andre mennesker.

Når alt det så er sagt, så vil jeg bare gerne sige, at jeg selv har det på den måde... i perioder :)

Anonym sagde ...

Det er vel ikke underligt at du er bange i den situation du står i. Jeg har læst med i en længere periode men ikke skrevet. Det gør jeg så nu. Jeg er virkelig påvirket af historien selvom jeg ikke kender dig.

Er selv gravid i 5. måned. Jeg bliver også bange for at miste mit barn. Ikke hver dag, men det kommer alligevel til mig. Jeg burde måske ikke læse om hvordan det er, og hvad der kan ske. Men jeg kan ikke lade være, fordi jeg virkelig føler for dig og din familie.

Jeg tror dog at det er vigtigt at du holder fast når angsten bider i dig. At du på en måde kan finde styrke til at tro på, at det også skal gå din familie og ikke mindst dig selv, rigtig godt.

Det er naturligvis svært for mig at sætte mig ind i din frygtelige virkelighed. Og alligevel tror jeg at jeg kna på en eller anden måde. Jeg tror på dig. Du virker som et helt igennem fantastisk menneske. Med alle aspekter. Du lever og tør at leve til trods. De allerbedste ønsker til dig. Vil også gerne give dig et stort kram med på vejen selvom jeg ikke kender dig.

Kærligst Anette

Anonym sagde ...

Hej min ven :o)

Tjah.. angsten for at miste... Eller skal man måske sige - erkendelsen af, at dem man elsker også kan blive syge, kan blive ramt af uheld - er uhyggelig svær at tackle.

Men set fra den positive side, så er denne angst eller dette kortvarige ubehag der risler ned af ryggen, med til at gøre os opmærksom på at der er et liv der skal leves... Nogle der skal elskes... og nogle boller der skal bages i kærlighed ;o)

Det lyder umiddelbart så pokkers kliche agtigt at det er til at blive helt dårlig over - men det gør det nu ikke mindre rigtigt...
Altså at angsten for alvor lærer os at elske og påskønne alt det gode og smukke vi har og omgiver os med. Lærer os at gennemskue det overfladiske, ligegyldige og komme ind til kernen. Ind til det der virkeligt gælder... Nemlig at bage boller for Frede.. Give en skøn og tryg barndom, med masser af dufte og gode minder at se tilbage på. Og naturligvis en glæde og påskønnelse over hans far... Manden der gjorde ham mulig :o)

Men når først vi har erfarret at vi kan miste det mest dyrebare, så slipper vi nok aldrig helt angsten. Men spørgsmålet er så, om det kun er negativt? Eller om det i virkeligheden er dét stof der er med til hele tiden at holde os på tæerne og være opmærksomme på, at der er et liv der skal leves og ét der skal elskes.

Jeg bestræber mig på at være bevidst om de gaver Hannah gav mig og den lærdom hun har givet mig. Men om det lykkedes altid lige godt kan diskuteres. Der vil altid være dage hvor jeg er mere bange end andre og der vil altid være dage hvor tankerne er mere vanskelige at jage på flugt...

Men hvis vi siger til os selv at vi vil være bevidste og gøre vores bedste - så er vi kommet langt!

Knus og tanker
Berit

Majsen sagde ...

Kære alle:

Tak for de dejlige besvarelser.

Jeg ved det godt. Ved godt, at jeg ikke skal være bange. I for længe af gangen. Ikke være bange for, at favne livet.

Jeg var engang på sådan et kursus rent arbejdsmæssig, hvor et af punkterne bl.a. var, at man ikke skulle gå og bekymre sig om noget der alligevel ikke kunne ændres. Dvs. en irrationel frygt. Det er vel i bund og grund hvad dette er.

Jeg tror også det lød lidt værre i mit indlæg, end meningen måske er. Jeg er ikke sådan fuldstændig panik angst. Jeg tør stadig leve og lukke livet ind. Lukke mennekesker ind og oplevelser.

Men den frygt som alle mennesker har for, om barnet nu kommer til skade i institution, om der kører en bil ind i vores på det forkerte tidspunkt osv., - ja den frygt er lidt forstærket.

Det er givetvis også at jeg pakker ham lidt for meget ind i vat, ovenpå alt dette. Som Berit og jeg har talt om, ville det da være nemmeste hvis bare vi kunne lukke vores børn inde på værelset, med en rulle marie kiks til de blev 42. Men det kan vi ikke. Vi kan ikke beskytte dem for alle livets farer og selv glemme at leve. Men derfor kan man godt blive lidt "hønet" af alt dette.

Og Berit: ringer til dig i næste uge.