Natten til dagen i går var noget kluntet. Men dagen startede rigtig godt.
Jeg havde fundet mail adresse på en gammel skoleveninde. Vi var uadskillige dengang. Men mistede kontakten - gik i hver vores retning. Jeg har så ofte tænkt på hende. Hvordan gik det hende, har hun det godt, hvad laver hun, etc. Med den fundne mail adresse skrev jeg til hende for et par dage siden. Der var svar i går og et gensyn undervejs. Uha hvor jeg glæder mig. Hun betød alt for mig dengang.
Senere på dagen skulle jeg for første gang i sorggruppe. På hospitalet og arrangeret af dem. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til det, men opstarten var alligevel længe ventet. Det var en lidt barsk omgang for mig, at gå på de gange igen. Sidst jeg gik der, var med en lift i den ene hånd. Deri lå Jacob. I den anden hånd holdt jeg store drengen. Dengang skulle vi hjem og arrangere begravelse for Jacob. Store drengen var blevet storebror - han var lykkelig. Det var hårdt at vide, at vi skulle gøre ham ulykkelig 2 dage senere. Rive hans lille verden i stykker. Tage hans bror fra ham. Jeg tror ikke at man i den alder, kan have minderne så længe. Det er mere det fysiske, og vi tog jo det fysiske væk.
Men altså - tilbage på gangene og stedet var jeg. Tittede hen til de vinduer jeg lå bag på fødegangen. Det hele væltede tilbage. Der kom et lykkelig par ud af hospitalet. De gik og var estatiske over det scanningsbillede de lige have fået. Det er hårdt at indrømme, men jeg kunne have givet dem en grim verbal overhaling. Hvad bildte de sig i grunden ind, at gå der og være lykkelige over det billede. Vi er rent faktisk nogle der ikke fik gode billeder med hjem. Tænk lige lidt over det - overlykkelige par. NÅH...!!!
Sådan tænker jeg selvfølgelig ikke nu - jeg er da glad på deres vegne. De skal være forældre og er glade. Sådan skulle det jo også have været her.
Sorggruppen mødtes. Vi fortalte vores historier. Det var en stærk oplevelse. At høre andres historier. Eller historier er det jo ikke - det er jo virkeligheder. Men jeg gik derfra med en god fornemmelse. Det var trods alt en god oplevelse. At opleve at man jo ikke er den eneste, der går med det her og nu. Jeg glæder mig til næste gang. Håber de har det på samme måde.
Jeg er sprunget med på en udfordring fra Lotten, så når drengen afleveres om lidt, kan jeg nå den powerwalk inden der er nabokaffe på kanden.
10 kommentarer:
Hvor godt at mødet i sorggruppen forløb positivt. I vil helt sikkert kunne bibringe hverandre noget brugbart til at komme videre med ;-)
Din første reaktion ved at se det vordende forældrepar er forståelig!
Anjoe: Det tror jeg også vi kan. Forskellige forløb, men fælles om at miste der dyrebare.
Forståelse for, når man siger noget man ikke burde. Tænkte også, at det var vovet at skrive. Men det er jo virkelighed. Desværre. Det skal nok ændre sig.
Hej Søde
Bliver altså kaffe-tørstig af al den snak om nabo-kaffe....bare det var mig.
Glad for at du er kommet godt igang med sorggruppen, det kan give dig rigtig meget.
Kommer selvfølgelig til festen i april,- Morten er helt misundelig..
Knus og tanker fra Camilla
Hvilket minder mig om, om du giver kaffe på onsdag eftermiddag...skal til staden og bestille nogle varer.
Knus
Kaffe trold: Jeg render snart i alle huse til kaffe. Med alle de indbydelser springer jeg på. Men intet smager så godt som din kaffe...Suk.
Jeg tror også positivt om gruppe forløbet.
Mænd no access. Men som jeg skriver: østrogen ræs. 12 af slagsen. Regner med, at du reserverer en sengeplads?
Hvis vi skal kaffe næste onsdag må det blive i staden.
Skal til lægesamtale kl. 9:30 (det videre baby forløb) og gruppen kl. 14. Kan vi hitte noget ind imellem? VIL se dig.
Nøj, hvor jeg kender det. Lorte glade andre forældre!! Sådan kan man sagtens tænke. Tror der er mange har prøvet at have det som dig. Faktisk tror det er en helt naturlig reaktion. Ind imellem har jeg stadig et problem med andre forældre – især dem der ikke kan forstå at min datter stadig er en del af mit liv, selvom hun er død.
Det er rart at læse at du har været til sorggruppe og at det gik godt. At mødes med andre i samme situation, har hjulpet mig igennem mange sværre perioder. Håber det bliver et frirum og en støtte for dig.
Maomis: Det er et skisme for mig det med glæde. For jeg er selv en glad mor til Frederik. Og en ked af det mor til Jacob. Men glad for dem begge.
Det smerter mig når jeg hører, at andre ikke forstår det man går med. At man har dem så tæt på - og alligevel så langt væk. Godt at vi ligesindede kan finde vej til hinanden her. At man ikke er unormal med sine tanker. Man er faktisk er helt normal.
Kram til dig Maomis.
Hej igen søde
Jo tak gerne en soveplads til mig.
Lyder meget spændende med d. 1.4.08...en hund måske???
Jeg har et møde i Århus ved havnen kl 13.00,- så vi kunne mødes til en froskost et sted inden.
Nu vil jeg kæmpe videre, har fået 14 kasser med varer fra Småfolk idag,- HJÆLP.
Knus til jer alle tre
Cam: et stk. plads reserveret til den dame.
Det passer jo perfekt så, med noget frokost. Juhuuuuu...!
Hvis det bliver for meget med kasserne, så send bare en herop. Størrelse kender du jo. Kan jeg afdrage i kaffe??? I øvrigt jeg vidste ikke om du kunne skaffe den MAT anorak. Så har altså TS'et mig til en. Men kan godt bruge 2 hvis ikke du kan få afsat?
Kram tilbage til jer også.
Send en kommentar