Mandag forgæves besøg på hospitalet. Tirsdag den rigtige dag. Lægen sagde, at alle mine tal stadig er så fantastisk fine og INTET taler imod, at vi skal forsøge igen med endnu et barn. Hvis altså vi har mod på det.
I dag samtale med fødselslæge på Skejby. Lige inden han kom, mødte jeg den kvindelige læge der fulgte os i hele forløbet. Tilfældig møde på gangen. Endelig fik jeg lov, at give hende det kram jeg havde brug for. Og gensidigt fra hendes side.
Mødet med fødselslægen for, at få sat noget på plads i mit hoved. Det rumler rundt derinde. Den pokkers beslutning om, at ende Jacobs liv. Kan ikke finde fred og ro med det. Min fornuft ved det godt - ved, at det er det rigtige. Men følelserne bare et helt andet sted. Hvem gav i øvrigt mig lov til, at være dommer over hvad der er rigtigt og forkert? Har gået længe med følelsen: nå - nu passede mit lille barn ikke ind i normal området, og ikke god nok til livet. Men sandheden er, at livet ikke var godt nok til ham.
Lægen siger, iblandt mange ting, at jeg skal være stolt af mig selv. Stolt over, at være et menneske der rummer en så svær beslutning. At jeg turde tage den. Som han sagde: I havde jo ikke andet valg. Det studsede jeg over. Men manden har jo ret.
For, at jeg forstår hvad det egentlig er vi har skånet lilledrengen for, har jeg brug for at få sat billeder på. Billeder af hvor frygtelig det egentlig ville have været. Jeg fik overbragt rigtig mange billeder i dag. En ro falder over mig. Det er det rigtige, og nu tør selv jeg tro på det. Hvile med det. Acceptere det.
Kronen på værket: ej heller denne læge ville tale os fra, at forsøge igen. Tværtimod. Vi blev enige om, at "vi ses igen". De vil støtte os, være der for os - også om så, det er hvert 5. minut vi har brug for dem.
Jeg er stolt og jeg har gjort det rigtige. Vi ses igen.
6 kommentarer:
Jeg tror, at vi indimellem - måske resten af livet - vil stille os selv spørgsmålet; kunne det være anderledes, gjorde vi det rigtige? Med tiden tror jeg, at vi bliver bedre til at agere rationelt på tankerne, når de kommer.
Jeg læser i en tråd om et forældrepar, der for 6 mdr. siden tog valget om at gennemføre graviditeten. Deres datter havde hypoplastisk ventre ventrikel kompleks (det havde Cirkeline også).
I dag kæmper de med angsten for at miste, talrige operationer og ikke mindst det faktum, at deres datter nok er blevet hjerneskadet. Personligt tænker jeg, at de har et svært liv foran dem.
Hvor er jeg glad for, at det ikke var os eller Cirkeline. Jeg tror, at vi er blevet skånnet for rigtig meget og ikke mindst at min datter var.
Jeg fødte en pige, jeg ikke anede var syg og hendes odds var dårlige. Hun fik fred og det var det eneste rigtige. Det er jeg ret sikker på.
Du kan roligt være stolt Majsemor!
Kram
Bitten
Med undtagelse af din mandag uden tid, så lyder det til, at det har været en god uge. Hvis lægerne siger GO og I er klar, synes jeg da bare I skal kaster jer ud i det.
Ville egentlig sige noget klogt, men kan ikke få det formuleret så det lyder rigtigt.
Så sender dig "bare" en tanke og et kram i stedet for.
Nyd din torsdag :o)
Frederikke: grundlæggende er det jo ikke korrekt, når vore børn skal dø. Men alligevel kan det være en lindring for dem - og os selv. Hvor fandens svært det end er at erkende. Vores fornuft ved det måske godt, men det er de altoverskyggende følelser for de små unger, der stjæler al fokus.
Bitten: Jeg vågnede faktisk også stolt i dag.
Perle: Tak skal du have. Jeg og vi skal nok nå dertil, at vi igen vil forsøge at forøge den børneflok. Som jeg tidligere har antydet, er jeg helt og aldeles SKRUK. Nogle er født til at føde børn, og jeg føler et tæt tilhørsforhold til denne gruppe. Når man nu bare elsker at være moaarrrr....!
Glad for at læse at ugens snakke har givet dig lidt mere ro!!!
Alphafeen: Jeg føler en enorm ro. Det er så befriende at slippe ud af de lænker. Befriende bare at være igen.
Send en kommentar