tirsdag den 19. februar 2008

Farlige krokodiller

Vi pottetræner. Eller dvs. toilet træner. Drengen vil ikke vide af potten - den gør ondt siger han. Et børne toiletsæde derfor indkøbt. Kan mærke, at det rager ham lidt en høstblomst og så alligevel ikke. Når han skal tisse, kigger han spørgende ned af sig selv: uhhhh - har jeg ble på eller ej? For det har han om natten.

Der har kun været uheld so far. Ikke en eneste lille dråbe i kummen. Han har præsteret at sidde der i 45 minutter (fordi han insiterede) uden nogen gevinst. Rejste sig endelig. Ind i stuen og lege og vupti - præcis et minut efter lå søen på gulvet. Øvelse skal nok gøre mester. Mange siger, at han nok skal gøre det når han er parat. Men de prikker lidt til mig i børnehaven. Kan ikke forstå, at han slet ikke vil vide af hverken potte eller små toiletter. Siger det er lidt unormalt i hans alder. Han er 3 år og 4 måneder i dag.

Vi vil ikke tvinge ham på en grum måde, men dog prøve at få et nuanceret forhold til det. Måske ligger problemet i, at han tror der også er farlige krokodiller i toilettet. Han insisterede på at se, om de også havde bidt mig bagi. Der gik min grænse alligevel.

3 kommentarer:

Anni Albæk sagde ...

Har du aldrig hørt om krokodiller i toilettet? De er venner med giraffen i lofts-hjørnet, som jeg så som barn, når jeg skulle have skyllet shampoo ud af håret.

Længe leve børns fantasi - man mangler den nogle gange som voksen.

Anonym sagde ...

Måske skal jeg male et billede med en krokodille til ham, så kan du sige, at den ikke er i toilettet ;o)

Han er en stor dreng og skal selvfølgelig gerne snart lære at gøre det på toilettet. Men jeg har aldrig hørt, at der kommer noget godt ud af tvang!

Kan han være interesseret i en potte hvis han selv "køber" den?

Anyway, han skal nok komme efter det.

God onsdag.

Majsen sagde ...

Annilouise: jo jo - kender dem skam godt. Sammen med de usynlige fisk på gulvet, aben under sengen (mor jeg vil da gerne sove, men det er aben der siger vi skal lege....) og ænderne der bor lige under en radiator i stuen (ork - vi har skam fodret dem med rigtige brødkrummer). Jeg overvejer snart at udskifte vores navneskilt med et stort ZOO skilt.

Perle: Der er potentielle krokodiller alle vegne. Han har også spurgt, om jeg nu var sikker på at vores genbo ikke var en krokodille? En fin udgave på lærrede ville garanteret være i vinkel.

Det er også den med tvangen jeg hæfter mig ved. Og helhjertet er det ej heller i øjeblikket. Børnehaven giver ham ble på når de er ude at lege. 2 våde flyverdragter på en dag er i overkanten. Jeg gør meget, men een mere af slagsen indkøber jeg dog ikke.

Jeg er sikker på han nok skal nå det inden han bliver 18 :-)

Som P.S. kan tilføjes, at han gerne selv ville derud i morges. Stadig ingen gevinst, men derud - det ville han.

Og selv god onsdag.