Jeg syntes altså det er svært at være så ked og tung som jeg er i øjeblikket. Bevares jeg kan stadig godt smile og have en ok hverdag. Men det er bare lige nede under overfladen.
Casen er, at nu er det 4 måneder siden Jacob blev født og døde. På den ene side langt væk. Det har både været vinter, forår og næsten sommer. Sådan tror jeg det føles for mange. Bare ikke mig. Det er her hver dag når jeg vågner. Jeg står op med savnet hver evig eneste morgen og går også i seng med det. Det tror jeg ikke, at så mange forstår længere. For dem er det jo længe siden. Jeg har jo også det nye liv i maven at koncentrere mig om.
Alt sammen er også rigtigt. Men sådan fungerer det bare ikke for mig. Jeg higer og holder endnu mere fast i min lille dreng, når jeg opdager hvordan han svinder ud i andres bevidsthed. Spørgsmålene omkring ham svinder også ind til det rene ingenting. Det gør så ondt så ondt. Det er virkelig nu jeg mærker den tomhed jeg har hørt beskrevet og omtalt. "De" er videre, men jeg står fast. Lige nu føles det uhjælpelig. Jeg føler at nogle ikke længere kan forstå, at det bliver ved at gøre så ondt. "Tænk nu også på den lille i maven".............
Jeg prøver virkelig at tænke på den lille. Jeg vil så gerne. Men kan ikke 100% (hvor gerne jeg end ville). Jeg har forberedt mig selv på, at den også kan dø (nogle dage vil det slet ikke overraske mig). Jeg har svært ved at tro på så meget længere. Heldigvis ser jeg noget redning i den tilstand i, at jeg kommer i et netværk på Skejby med gravide mødre der tidligere har mistet. For mine tanker er ikke unormale. Netværket ledes af den jordemoder der var én af de to drivende kræfter, bag sorggruppen. Jeg har stor respekt for hende.
Jeg vil rigtig gerne væk fra min Tude Marie tilstand. Men hun banker lidt ofte på min dør. Det er vist efterhånden kun mig der forstår hvor meget jeg savner min lille dreng.
13 kommentarer:
Majsen, jeg tror, det kræver at man selv har mistet, før man helt forstår, hvor store spor det døde barn har efterladt. De spor forsvinder jo aldrig! Og det skal de heller ikke, men de skal have lov at blive en integreret del af den bagage, du bærer med dig resten af livet og ikke forblive et appendiks, der lever sit eget selvstændige savnfremkaldende liv. Og den slags tager tid...tid, tid, tid.
Inden jeg var nået halvvejs gennem dit indlæg havde jeg tænkt, at der da måtte være andre end dig, der gik og var gravid efter at have født. Og derfor var det godt at læse, at du faktisk allerede ER tilknyttet sådan en gruppe.
Tror du ikke, at sorgen måske også kan forstærkes af at du hormonelt er påvirket af din graviditet? Jeg mener, min svigerinde, der ellers på ingen måde er sentimentalt anlagt (hun tuder a l d r i g over film og bøger fx), hun TUDEDE til mit speciale! Som handlede om vegetationsanalyse i danske klitter. Go figure ;-)
Det jeg mener er bare, at sporene efter Jacob stadig står knivskarpe for dig og dine følelser måske forstærkes ekstra i denne tid...?
Sikke noget vås! 'Gravid efter at have født'! Altså, jeg mente jo 'gravid efter at have mistet'. Duh!
forresten - jeg troede, du havde en mailadresse på bloggen, men enten kan jeg ikke se den, eller også er der bare ikke noget. Kan jeg mon lokke dig til at skrive til mig? Jeg HAR nemlig tid d. 3. juni. Jeg flekser og arbejder hjemme den dag, så det er ikke umuligt, at du kan få det kæmpekram i 3D, som jeg længe gerne har villet give dig ;-)
Så hvis du har lyst...
Majsen... Sorg kan ikke tidsættes... Selvom at andre er kommet vidre, er du den moder der har mistet...
Personligt tog det mig 1½ år at komme mig efter, at have mistet min datter, og hun er stadig i live.... Jeg troede rent ud sagt, nogle gange, at jeg skulle blive sindsyg, af smerten.
Så jeg kan slet ikke forstille mig at skulle miste et barn, og hvor lang tid det vil tage at komme vidre....
Jeg tror ikke at man nogensinde kommer vidre.....
Og det er helt ok...... Han var der jo...
Og selvom at der er en ny på vej, så er det jo ikke ham...vel...
Kan godt forstå at du har svært ved at tro på.... Og at du nogle dage falder ned i kælderen er sgu da helt naturligt... det er altså KUN 4 mdr. siden...
Du / I er nød til at lade jer tage den tid, som I har bruge for.....
Hvis du føler dig alene med sorgen eller når du føler tomheden... Så skriv. Skriv alt hvad der findes derinde... For det er kun ved at få det ud, at sindet langsomt begynder at accepterer, det der er sket...
Mega krammer
Nej - du må undskylde, men nu kommer jeg altså til at blande mig igen.....
Jacobs spor vil aldrig og skal aldrig forsvinde. Men for omgivelserne et det unægtelig lettere at tale om noget så "ufarligt" og glædeligt som en graviditet, end om et dødt barn.
Desværre skal vi selv slå nogle slag for børnene en gang imellem, og de kan være hårde.
Du må give dig selv lov til både at have "Jacob-tid" og "ny mave tid". også selv om det hele løber sammen en gang imellem. Og så er det, at der også lige står en storebror og kræver sin mor.
Du er på overarbejde lige nu, og der er ikke andet for end at tænke tankerne og lade det tage den tid, det skal.
Pas godt på dig selv.
Sporet efter Jacob forsvinder aldrig, men det vil med tiden blive svagere, hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg ved du har det meget meget svært lige nu og i din situation kan man ikke forstå hvordan andre kan komme videre. Tænk på at det var dig der var gravid, dig der mærkede liv osv, de andre stod bare på sidelinjen og derude glemmer man hurtigt, desværre.
Jeg synes det er dejligt at du kommer i et netværk. Det må være en stor hjælp og du skal endelig tage imod al den hjælp du kan få.
Det er ikke længe siden - 4 mdr. - heller ikke for os som står på sidelinien.
Ikke en dag går uden Jacob - jer allesammen - er i mine
4 måneder er både lang og kort tid. Lang tid fordi mange ting er sket siden, kort tid fordi begivenhederne stadig står så knivskarpt for dig. Det vil de gøre lang tid endnu.
Jeg tror, at mange fokuserer på det nye liv og "glemmer" Jacob, fordi det er nemmere, sjovere og mere optimistisk at spørge til den lille i din mave. Vi er ikke vant til at håndtere sorg, vi kan meget bedre forholde os til det glædelige. Men det betyder ikke nødvendigvis, at folk har glemt Jacob, det er bare så enormt svært at tackle andres sorg.
Godt du kommer i et netværk, håber virkelig at det kan hjælpe dig i din sorgproces. Og godt du siger til, når du har det skidt. Forhåbentlig kan det hjælpe dine omgivelser med at forstå hvad du har brug for.
Stort kram på vej over Atlanten...
Du er IKKE den eneste der forstår hvor meget du savner din lille dreng. 4 måneder er jo ingen tid. Selvfølgelig savner du ham og vil nok altid gøre det. Intet andet barn vil nogen sinde kunne erstatte ham.
Døden – især døde børn – er svær at forholde sig til for de fleste. Så er det nemmere at fokusere på glæden ved at der er et lille nyt væsen på vej. Men Jacob mangler jo stadig og savnet efter ham vil være der lige meget hvor mange børn du får. Det betyder ikke at du ikke kan være glad over det nye barn der er på vej.
Jeg håber du finder plads til alle dine 3 børn. Det er vigtigt at Jacob ikke bliver glemt.
Mange kærlige tanker
Lotten: Hormonerne spiller sikkert også ind. Men gør det ikke alene.
Har du fået min mail?
Bambi: Jeg tror at sindet har accepteret det skete. Men smerten og savnet går ikke bare væk af den grund (det skal det nu heller ikke). Men hårdt pludselig at føle sig lidt alene. Krammer tilbage til dig. Var slet ikke klar over det med Lykke - altså udover det jeg lige skyndsomt læste hos dig, og nu også dine kommentar om det her.
Susanne: Du må hjertens gerne blande dig :-) Du har nok ret. Det er lidt mange kasketter lige nu og det er overvældende. Tak for dine ord. De fik stor betydning.
Enaj: Ja det med at have mærket gør det nok sværere at komme tættere på en accept af tabet. Jeg syntes ski det er svært.
Frk. Maj: det er både kort tid og længe siden. Længe i forhold til nogle ting der virkelig savnes. Du ved hvad jeg mener. Glæder mig til på lørdag lille skat.
Grønland: jeg ved godt, at sorg ikke er noget vi er uddannet i. Det er måske også for meget af mig at forlange, at folk stadig skulle have interesse i det når nu DE er videre. Men hårdt er det at se på. Også derfor skriver jeg om alting så åbenlyst her, så ingen er i tvivl om mine følelser. For stort set hele familie og vennekreds læser med herinde (dog kun søster der kommenterer).
Maomis: Da jeg ventede Jacob tænkte jeg: hvordan skal jeg dog finde kærlighed til ham? Kan jeg virkelig elske mere end eet barn? Den tanke blev heldigvis gjort så meget til skamme da han blev født. Jeg elsker ham akkurat ligeså meget som hans bror, selvom jeg jo ikke kender ham. Og den lille nye er der også kærlighed til. Det ved jeg nu. De får hver deres plads i min og vores verden. Håber at det også vil være sådan i andres.
Nej nej nej, jeg mente jo ogå bare, at hele følelsesregisteret sikkert får en ekstra tand, hjulpet på vej af hormonerne - håber ikke, du misforstod.
Og ja, jeg har fået din mail :-) Har du fået min? ;-)
Lotten: Bare rolig - jeg misforstod ikke dine (altid) dejlige ord. Tværtimod. Men tror ikke lige mine skriverier i aften er så gode. Av for f..... den dumme tand.
Jep - lige læst din mail. Iler lige i seng nu hvor smertestillende virker i ca. halv time endnu. Skriver i morgen.
Kære Majsen. Jeg forstår så udemærket hvordan du har det, men vi to er også nogenlunde samme sted nu. Irma døde for 5 måneder siden og jeg er nu i 15. graviditetsuge.
Det er dejigt når folk spørger til det nye liv i maven, men ikke når det føles som om at de spørger fordi de ikke tør spørge til Irma. Eller når man fornemmer at de netop spørger til det nye liv på sådan en lidt belærende- "Nu må hun da også snart se at komme videre, hun er jo gravid igen..." -agtig måde. Hvis du forstår?
Den følelse det efterlader hos mig er en følelse af at begge børns eksistens på en eller anden måde negligeres.
Jeg syntes at det med omgivelserne er svært til tider. For det gør så ondt når ens døde barn bliver ignoreret. Men jeghar også lært at jeg bliver nødt til at være mere direkte med hensyn til mine omgivelser. Jeg bliver nødt til at fortælle dem hvordan jeg har behov for at blive håndteret og hvad jeg har brug for. Ind i mellem har det virket til det positive og det har været nogle gode oplevelser
der lidt har kunne opveje de dårlige.
Det kan godt være at jeg kom lidt på afveje her i forhold til det du skrev om Majsen. Og alligevel handler det nok om det samme. For når folk ikke spørger så føler man sig så alene med sorgen og man konkludere automatisk at de ikke skænker det en tanke. Men det gør de.
Men på trods af det så vil det altid være hos os at sorgen er størst og 4-5 måneder er ingen tid. Når jeg har rigtig dårlige dage har jeg lært at det eneste jeg kan gøre er at lukke alle følelserne ind og bare være i dem. Men det kræver altså også styrke. For hold da op hvor er det tungt!
Jeg ville bare sige at jeg godt forstår dig!
Tanker fra Jeanette
Kære Jeanette: Jeg ved godt, at smerten aldrig bliver større end hos forældrene. Nogle gange skal jeg også blive bedre til at forstå, at det er sådan det er.
Ej heller alle dage har jeg brug for at tale om det. Det kan jo gøre det lidt akavet for omverdenen, at man een dag udtaler at det går "fint nok" og 2 dage senere er man i det sorteste hul.
Det er ej heller altid talen der skal til. Nogle gange bare en bevidsthed om, at det ikke kun er forældre, bedsteforældre og de allernærmeste der smutter forbi kirkegården når de er her. Det kan gøre mig rigtig ked, at have besøg og en tur derop ikke lige ligger i deres planer. Jacob er begravet 700 meter fra hvor vi bor og uanset hvilket vindue vi næsten kigger ud af, kan man kigge til kirken. Det er også den lille respekt for ham som jeg kan savne og som kan gøre ked.
Det skal jeg måske også blive bedre til at sige, men det er jo også svært at pådutte andre at de død kritte SKAL derop. Men det har bare SÅ stor betydning for mig og os.
Jeg tror også du forstår rigtig godt omkring mit dilemma. For vi er jo faktisk lige nøjagtig samme sted.
Send en kommentar