Jeg er ski lidt bange i øjeblikket. For den lille i maven og for mig selv.
Da jeg ventede førstefødte, havde jeg en overhængende svangerskabs forgiftning over hovedet hele graviditeten. Det var ikke det nemmeste at kapere, og jeg kunne ånde lettet op på hans fødselsdag. Men lang tid at gå med frygten. Det viste sig også, at han ikke rigtig havde fået næring den sidste uge og derfor ikke var så stor som de havde regnet med. Man havde vægtscannet ham til, at skulle være ca. 3900 gr. til fødsel. Han var kun 3120 gr. Men sund og rask i øvrigt og også en kernesund dreng i dag.
I går var jeg atter til kontrol på Skejby. Mit blodtryk er ALT for højt. Får nu medicin for det, men det giver mig ikke helt den ro jeg drømte om. Det er igen første tegn på begyndende svangerskabs forgiftning. Derudover protein i urinen, hvilket jeg også havde. Dog har jeg ikke fået vand i kroppen endnu.
Jeg kan mærke, at alle bekymringerne fra dengang skyller ind over mig nu. Jeg har jo alt andet lige også en historie mere med mig i bogen. Den om Jacob. Jeg vil bare gerne have et barn med hjem denne gang.
Jeg skal nu følges endnu tættere end jeg allerede bliver. Hvis ej blodtrykket arter sig som det skal på onsdag, taler de om noget indlæggelse og total ro. Det er så grotesk det her. Jeg skal både sørge for motion for at holde trykket nede, og samtidig holde mig i ro for stabilitet.
Lige nu drømmer jeg om, at opleve at have nogle uger hvor alt bare er normalt. Hvor jeg ikke skal tænke på blodtryk, blodsukker stabilitet, hvor jeg ikke kaster op osv. Det virker som rigtig lang tid, at gå i endnu 23 uger på denne måde (skal ikke gå alle 40 uger). Men det er min virkelighed og helt ærlig: jeg bander det langt væk i dag. Jeg gør alt det jeg skal gøre, og så gør den åndsvage krop bare lige hvad den har lyst til. Det er unfair.
I venteværelset i går, sad en anden vordende mor og læste et blad om, at være gravid og den søde søde ventetid. Hun smed det fra sig og sagde: hvis det var så sødt som de skriver, sad vi jo ikke her uge efter uge. Jeg er ikke den eneste med vilkår der driller. I min journal står der, at jeg er højrisko patient. Sådan er min virkelighed. Prøver at undertrykke det ved positiv tænkning og børnelege med sønnike. Men det går desværre ikke bare væk.
Nørj jeg glæder mig til, at sidde med den lille i armene. Til, at blive en fri fugl igen. Bryder mig ikke om at være i bur som nu.
8 kommentarer:
Jeg føler virkelig med dig... Og sender jer al den positive energi jeg overhoved kan samle sammen....
Puha majsen... det er sgu da lige til at blive fulsdtændig sindssyg over.
Jeg håber, at blodtrykket falder og at du kan finde lidt... det fortjener du :)
De bedste tanker herfra.
ØV. Jeg krydser fingre for, at der kommer ro på, så du kan være lidt i det, og nyde det nye liv - også selv om nydningen bare er glimtvis.
De bedste ønsker herfra
Øv altså Majsen, det er ikke fair at du skal så meget igennem. Motion og ro, tilsat ikke så få bekymringer har aldrig været en god cocktail. Håber alligevel du finder frem til det rette beroligende mix.
Må det snart vende, synes simpelt hen ikke du skal bydes så meget. Ingen gode råd, men bare pas på dig selv - det tror jeg nu også du gør.
Kram og tanker herfra.
hey søde majse, det skal nok gå det hele, jeg har længe kunnet se for mig hvordan jeg kommer med den kloge sebastian og ser din skønne baby :-) vi kommer til at se baby !! så nu skal babys mor bare slappe af ! det skal NOK gå !
ps.. jeg kommer kørende op til dig :-))
YES
Åhh nej altså, nu må det da snart stoppe med alt det du skal døje med.
Den søde ventetid er noget opreklameret bras. Det er de færreste der har en fuldstændig ukompliceret graviditet og det er så dem man læser om i "Forældre og børn" og hvad de så end hedder.
Selvom jeg har haft svangerskabsforgiftning i 3 ud af 4 graviditeter, ja så aner jeg ikke hvad jeg skal råde dig til. Hvis man er førstegangs er det jo let nok at slappe af, men det er dælme svært når man har børn.
Ønsker dig alt mulig held og lykke.
Send en kommentar