Jeg har ellers været så glad, men nu er mine øjne fulde af tårer.
Min mand fandt noget vi mistede for snart 3 år siden. Eller dvs. som min elskede kat mistede - nemlig hendes halsbånd. Det var imens vi var på sommerferie. Hun fik et nyt halsbånd. Men hun forsvandt som dug for solen et par måneder efter. Jeg ledte og kaldte i 2 uger. Gik langs alle veje, kiggede i alle grøfte kanter osv. Fik lov at kigge i naboernes haver. Men væk var hun. Min elskede lille kat. Hun havde fulgt mig i tykt og tyndt i 11 år. Jeg elskede simpelthen det bette kræ.
Når man sådan finder halsbåndet, så vælter minderne frem. Jeg giver lige mig selv en mindeaften for Trille.
3 kommentarer:
Åh ... kære lille Trille.
Man kommer sig nok aldrig helt over at miste de kæledyr der har haft en særlig plads i ens hjerte.
Min far skrev til mig forleden dag, efter jeg havde sendt ham et billede af deres elskede kat, som endte sine dage på en mørk landevej:
... billedet efterlader et stort savn og mange gode minder. Hvis jeg er oppe om natten, kigger jeg lige hen på havebordet for at se om han sidder der ...
stakkels majsemor... stakkels dig... og så får jeg også lidt våde øjne af det maomis skriver, og stopper nu med at læse til teoriprøve og går ind og klapper mine to katte....
Maomis og mig selv: Jammen er det da ikke frygtelig, som man kan knytte sig til et dyr??? Det tog mig rundt regnet et års tid at komme over hende. Men det er lidt en anden historie. For faktisk dukkede hun op i død tilstand ½ år senere. Long story, som jeg bare ikke lige orkede at skrive om i går. Men en rigtig ud af kroppen oplevelse, som snart er et blog indlæg værd.
Send en kommentar