Payback time

Det er faktisk gået op for mig, at jeg aldrig nogensinde har prøvet at føle mig så udhvilet som jeg er i øjeblikket. Jeg vågner når jeg hører det lille menneske på den anden side af væggen. Stort set aldrig et sekund før. Veludhvilet. Aner ikke hvor mit vækkeur er - det er ikke aktuelt i øjeblikket. Vi tuller rundt om morgenen og hygger os. Han kommer i børnehave når han ligesom er klar - dog aldrig senere end kl. 10 (hvilket jo er stor luksus).

1.4. er det slut med den luksus. Der skal jeg genoptage arbejdet. Jeg forsøger virkelig nu, at nyde hvert et øjeblik - vi får jo aldrig disse stunder tilbage. Skal jeg på et tidspunkt hjem og tulle igen, er det forhåbentlig fordi der er et nyt lille menneske på vej. Men så ved man ligesom godt hvad klokken har slået - det er jo altså ikke afslapning, det med barsel. Sådan var min den første ihvertfald ikke.

Drengen var syg de første 3 måneder, uden der var nogen der tog til sig, at jeg påpegede det. Til sidst blev han dog indlagt og vi opholdt os på hospitalet i knap 14 dage. Han VAR syg, men det var så pokkers svært at nå igennem med mit/vores/hans problem, førend den dag vi mødte en kompetent læge. Det var frygteligt at blive mødt af den mur, når man faktisk vidste at man havde ret. Drengen havde et alvorligt svampe angreb i hele hans system og derfor skreg han før, under og efter måltiderne. Da først han fik medicinen og effekten af selvsamme, drog vi hjem med den baby som vi havde savnet de første 3 måneder. Vi oplevede de itense øjeblikket de andre talte om.

Jeg føler nu, at jeg får payback time for de 3 måneder vi ikke fik dengang. Vi leger, pjatter, tegner, bager, bygger, fantaserer, læser, synger og danser. Vel at mærke med en mor, der har tiden. Der er ikke lige noget der skal ordnes. Det ER klaret inden han kommer hjem. Så der er også kommet noget godt ud af hele situationen med Jacob. Hvor mærkeligt det end lyder.