Så tror man lige at man er smart når man går i seng kl. 18 pga. kvalme. "Det skal soves væk, skal det så" var min tanke. Vågnede for en kort bemærkning v- 22 tiden - kvalme gik i sit andet stadie. Så regner man med, at det hele nok er bedre her til morgen. Men der står en og rækker tunge af mig: næh, næh, næh, næh, nææææææhhhhhhhæææhhhh - jeg har taget magten.
Hvis bare jeg vidste hvordan jeg fik magten tilbage over det kvalme m.m., så var det helt rart. Da Jacob blev født følte jeg mig helt nøgen fordi, jeg ikke længere kunne mærke ham og kvalmen. Nu hvor det er her igen føler jeg mig faktisk ikke mindre nøgen. Det er bare på en anden måde. Det minder mig om ham, men det er jo ikke ham. Det er en anden og den anden skal ikke være ham. Den skal være sig selv og det bliver den også. Men derfor kan man jo godt blande tingene lidt sammen. Sådan reagerer mit hoved ihvertfald i øjeblikket. Han skulle jo faktisk stadig have været i min mave i 1½ måned endnu. Men nu kommer pseudo tvillingen istedet. Tak for det. Jeg ved dog, at jeg virkelig skal holde fokus på den lille nye's egen identitet og ikke sammenligne dem. Det vil nok være nemmest hvis det er en pige, da mine drenge har for vane, at ligne hinanden som 2 dråber vand.
P.S. - please: læs det ikke som at jeg bliver skuffet over en dreng. Det gør jeg på ingen måde. Jeg tror bare, at det gør det hele lidt nemmere hvis det bliver en pige. Men uanset hvad vil jeg knus elske det lille menneske. Jeg har jo en del kærlighed i overskud og så rigeligt at dele ud af.
3 kommentarer:
Haij min ven :o)
Og tak for snakken.. Det var rigtig dejligt at høre din stemme og få sat hele verdenen på plads. Det er nu altid så rart! :o)
Jeg kan godt følge din tanke om at det kunne være dejligt med en pige. Og jeg er heller ikke et sekundt i tvivl om, at du ville elske at få endnu en søn.
Men derfor kan man jo godt have et ønske om... eller et håb om at det måske blev en pige.
Nu har jeg jo også selv fået en søn efter at have mistet min lille pige. Det har helt klart gjort nogle ting lettere i mit hovede.
Jeg glæder mig til at følge dig og til at se dig igen.
Har lige været inde på Praxis' hjemmeside og fundet deres kontakt oplysninger. Du siger bare til :o)
Knus
Berit
Berit: Så ruller den - forhåbentlig. Vi MÅ simpelthen få dette på et videre plan end blot snakken.
Nu ved jeg jo slet ikke om vi kan lave piger. Det må naturen råde over. Jeg vil ikke begræde nogle af delene, men jeg tror du forstår hvad jeg mener. Jeg ved hvor meget jeg i forvejen ser jacob i førstefødte og det er ikke altid lige nemt. Omvendt er der ingen der nogensinde har sagt, at dette skulle være nemt.
Vi må se hvad det er for et Bøllefrø i maven. Der hersker ingen tvivl om, at det er MEGET velkommen her på matriklen.
Vi høres snart ved igen.
Kram til dig.
Ja, her blander jeg mig altså også lige...
Jeg har selv stået i nøjagtigt den situation, som du står i nu.
Det handlede for mig ikke om at ønske det ene eller det andet, men om at være bange for at få det samme igen, fordi jeg frygtede at jeg ville sammenligne og at det/de døde derved ville overskygge glæden ved en helt perfekt lille ny.
Efter vi mistede Jonas og Jacob var jeg også fuldt overbevist om, at vi kun kunne lave drenge - men der kom altså en skøøøøøn pige til os til sidst.
At det var en pige, forhindrede dog ikke, at hun var som snydt ud af næsen på sin storebror. Det var rigtig svært, at de lignede hinanden så meget - så meget, at jeg nogle gange kom til at kalde hende "ham" og "lille mand"...
Heldigvis er hun "vokset fra ham", fordi han kun blev 16 dage og hun nu er 1½ år - men jeg tænker da stadig i glimt over, om hun og Jacob ville have lignet hinanden.
Det tror jeg ikke man kan komme helt udover, når man har mistet et barn?!
Send en kommentar