Jeg har lige haft en længere telefonsamtale med en veninde der også selv har mistet en lille pige i 2004. Den lille pige var ved fødsel meget syg og på børneintensiv i 7 uger, inden livet rindede ud for hende. Forældrene stod dengang ligesom os, i deres livs krise. Op -og nedture. Frustrationer, små håb der svinder til det rene ingenting, det ukendte og kæmpe krise. De måtte desværre også sande, at det danske hospitalsvæsen ikke tilbyder akut krisehjælp til forældre der ved, at de står i deres livs værste mareridt. Det eneste der tilbydes er en hospitals præst!!! Ære og respekt for præsters arbejde, men en psykolog kan bare nogle andre ting som en præst ikke er uddannet til.
I går måtte jeg igen sande på JP, at forbi passerende til en voldsom bil ulykke fik tilbudt akut krisehjælp. Hvorfor får disse mennesker mere hjælp end os andre, der skal tage afsked med vores egne børn? Man føler lidt, at vores krise tilstand negligeres.
Velsagtens - bagefter får vi tilbudt hjælp. Når vi tager hjem fra hospitalet, har udført begravelse osv. Man føler næsten, at NU må jeg også hellere komme hjem så jeg kan få noget hjælp.
Veninden og jeg vil nu have skabt debat om dette emne og gerne gå til medierne omkring det. Det KAN ikke være rigtigt, at dette samfund er skruet sammen på denne måde. Når man i forvejen får tildelt 12 sessioner hos en psykolog efterfølgende, må nogle af disse kunne kanaliseres over til akut krisehjælp på hospitalet. Hvis du er enig med mig og os i dette, hører jeg rigtig gerne fra dig. Jeg ved ikke, om jeg selv har overskudet til at gå offentlig lige nu. Men måske er der andre der har. Vi er nødt til, at gøre en lille forskel nu. For der er desværre forældre der oplever dette dagligt.
Vi kan ikke få vores børn tilbage, men måske kan vi sammen gøre vejen til helbredelsen knap så humblet som den er lige nu. Jeg venter i spænding på din kommentar.
13 kommentarer:
Har jo heldigvis ikke haft problemet inde på livet; men kan kun tilslutte mig din idé, og kan jeg på nogen måde hjælpe, så sig ti.
Vi fik tilbudt en samtale med en psykolog, da vi var indlagt på Riget med Cirkeline. Desværre var der bare ikke en tid lige med det samme - og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved, om jeg ville have fået noget ud af det.
Det valg skulle vi tage alene og mest af alt havde vi brug for at dele det med vores familie og nærmeste. Således gjorde vi.
Knap en måned efter Cirkelines død kom vi til samtale hos psykologen på Riget. En samtale. Vi kunne ikke bruge det til noget.
Sådan var det for os, til gengæld ved jeg også godt, at der er andre, der har brug for mere og brug for det straks.
Jeg har heller ikke overskuddet til den offentlige debat på nuværende tidspunkt i mit liv - men det er da bestemt vigtig at tage.
Din søster kender en rigtig god journalist... :)
Hun vil meget gerne tale med hende? For KLART der skal tilbydes hjælp straks man får den besked i fik...
Du tager hul på et problem, der er så vigtigt!
Det er altafgørende, at man får kompetente mennesker at tale med, så snart man har mistet et barn - også hvis det er langt henne i graviditeten. Ingen talte med mig om, at begravelse var en mulighed - eller at mine børn kunne være blevet fotograferet - det ville have været meget værd for mig i dag. Jeg fik psykologhælp, men det burde have været øjeblikkeligt. Det er omkring 18 år siden for mit vedkommende - og der er sikkert sket meget i de forløbne år.
Hej!
Ad omveje (= et fif fra Frederikke) fandt jeg frem til dig, og har lige lyst til at blande mig lidt i den her diskussion.
Vi lå på på neonatalafdelingen på Riget med vores lille Jacob, indtil han døde 16 dage gammel.
Ikke på ET eneste tidspunkt blev vi tilbudt en samtale med en psykolog, til trods for, at vi havde mistet et barn året før og var totalt i chok.
Efter Jacob døde, var vi til en opfølgende samtale med lægerne et stykke tid efter, hvor vi snakkede med dem om, at vi faktisk godt kunne have brugt det - og at vi stadig havde behov for at få snakket de 16 dage og vores tab igennem - men vores "sag" var blevet lukket i det sekund Jacob døde, så der var ikke længere hjælp at få fra dem.
Vi fravalgte samtaler med en anden psykolg med tilskud fra det offentlige, fordi vi ikke kunne overskue selv at skulle lede efter en med den nødvendige erfaring inden for spædbarnsdød og den form for krise man står i, når man er indlagt med et døende barn.
De 12 klip kan hurtigt forsvinde, inden man har fundet den rette...
Madame: På mange områder er der desværre ikke sket en pind, siden du stod midt i suppedasen...
Jeg tænker 2 ting:
1. Hvordan starter man egentlig den offentlige debat?
2. Hvad skal der egentlig til få at lave en form for aftale med en psykolog/terapeut... så de kan blive tilknyttet hospitalet netop mhp. hjælp til forældrene. Er det egentlig en fast ansættelse på hospitalet, så det offentlige betaler eller skal der noget forældrebetaling ind over, således at det i stedet bliver en art privat bistand?
Sebastian: Tak skal du have.
Frederikke: jeg er enig med dig i, at valget kan en psykolog ikke hjælpe med eller for den sags skyld lindre processen i. Jeg tænker mere på, at der er en der står og samler op når man står der på afgrundens rand. Når man ikke ved hvad der kommer forude. En der bare kunne sige et eller andet fornuftigt, eller besvare ens spørgsmål omkring krise. Det manglede jeg og vi ihvertfald.
Søster: Nu har vi jo en aftale om hende journalisten, så spændt på hvad der kan komme ud af det.
Madame: Vi er dog trods alt kommet videre hvad angår fotos og begravelse. Men så stopper den også næsten der. Der er ikke et net under en - kun afgrund.
Rikke: Tak for din kommentar. Jeg har også læst lidt med hos dig og kender dine historier.
Må jeg med din kommentar antage, at du også mener noget bør gøres?
Det piner mig virkelig at vide, at når man HAR stået der een gang tidligere og kommer der igen, at der så for f..... ikke er nogle der råber vagt i geværet. I øvrigt er min holdning, at de også skal stå der første gang.
Frederikke: Vi har gang i noget med TV2 - de plejer at kunne sætte lidt skarpt på tingene. Offentlig debat er vel også et forkert ord at bruge her, men så offentlig fokus og måske snakken om emnet rundt omkring.
Ad 2: Jeg vil næsten tro, at det indebærer en for for fast tilknytning af en krisepsykolog. jeg vil forhøre mig noget nærmere på Skejby på onsdag. Om jeg kommer et svar nærmere tvivler jeg dog på. Men prøves - det skal det sku.
Ja BESTEMT bør der gøres noget!
Efter Jonas var jeg faktisk hos en psykolog (mine 12 klip), som jeg selv fandt - men det var for sent og det var ikke særligt kompetent, fordi det ikke var en med speciale i spædbarnsdød.
Det der er brug for, er et menneske, som kan stå der i (næsten) det sekund krisen indtræffer.
Men altså... Selvom Riget for eksempel har flere psykologer tilknyttet - så er det ikke en garanti for at hjælpen kommer frem.
Hvis Landsforeningen havde flere penge, er jeg sikker på at det ville være en bragende idé, at de havde et par stykker tilknyttet, som kunne rykke ud akut.
Yderst relevant og vigtigt emne at bringe på banen.
For vores vedkommende fik vi tilbudt psykologsamtale da Elisabeth levede og vi var indlagt på Riget. Vi tog imod tilbuddet, men fik absolut ingeting ud af det. Da Elisabeth levede drejede ALT sig om hende. Vi kom i anden række og kunne slet ikke forholde os til hvordan vi selv havde det, før meget senere.
Jeg ved ikke hvordan en krisepsykolog arbejder. Måske var vi uheldige med hende vi fik at snakke med. Hun var rimlig nyuddannet og vidste tydeligvis ikke meget om spædbarnsdød. Desuden var vi nok ikke på et stadie hvor vi kunne få noget ud af det. Til gengæld fik vi rigtig meget ud af at tale med hospitalspræsten. Der oplevede vi en meget stor forståelse for vores situation.
Det er bestemt vigtigt med debat og fokus om emnet. Jeg ved at landsforeningen allerede arbejder for bedre inforation og hjælp ude på hospitalerne, men der er lang vej endnu. Der mangler information og ekspertise, ingen tvivl om det. Det der er, er af meget svingende karakter. Det kunne godt være meget bedre.
En funktion med en psykolog, betalt af landsforeningen, som Rikke nævner, lyder bestemt som en relevant løsning. Problemet i den sammenhæng, er helt givet penge. Bestemt en idé som jeg synes burde fremlægges for bestyrelsen.
En tanke herfra! Måske man også skulle tage fat i Foreningen for Spædbørnsdød. De er jo helt fantastiske, og jeg er sikker på de gerne vil deltage i en sådanne debat.. ? De har med garanti også hørt om dette problem flere gange.
Alt hvad jeg kan hjælpe gør jeg gerne. Jeg har en aftale med journalisten idag...
Rikke, Sofie og søster: Jeg er glad for denne lille debat. Har nu rejst den overfor landsforeningen i en mail for at høre, hvilke erfaringer de har med dette.
Man tænker jo i sit sind, at når man kan få tilskud til 12 klip med 40% egenbetaling, så er der jo afsat økonomiske midler til hjælp til os. Hvis man tænkte sig til, at nogle af disse afsatte midler blev sat ind til akut krisehjælp med KVALIFICERET personale, kunne det måske hjælpe mange. Nogle ville det hjælpe og andre ikke. Men i det mindste at blive mødt af et menneske der kan sige noget klogt og fortælle om en sorgprocess og krise, tror jeg alligevel gør en forskel.
Ihvertfald ville jeg have givet en arm for at møde dette menneske.
Hvis man tænker kroner og ører, så er det jo blot et spørgsmål om, at kanalisere nogle penge lidt rundt. Måske kan man endda i sidste ende forkorte sygemeldinger efterfølgende, hvis hjælpen var sat ind tidligere. Det offentlige betaler jo en hel del for sygemeldingerne, så det er da også et issue.
Hej Majsen,
Jeg læser ofte med på din blog, men har af en eller anden grund misset denne kommentar og opfordring. Da min søn Klemens døde på Riget i oktober 2007 fik vi også kun tilbudt at snakke med hospitalpræsten. Min mand og jeg er ikke medlem af folkekirken, så det virkede forkert for os at bruge nytte af. Dermed ikke sagt, at mange hospitalspræster er dygtige og gode at snakke med, men en hospitalspræst er ikke uddannet psykolog.
Vi havde bestemt brug for støtte og havde på forhånd en psykolog på hånden hvilket har været rigtg godt for os. Det var dog nogle meget svære måneder i starten. Det hjalp meget at starte til efterfødselsgymnastik for kvinder der har mistet. Der blev dog først oprettet et hold 3,1/2 måned efter Klemens død (og dette tilbud findes vist kun i København, hvilket er synd for det har været en kæmpe hjælp og godt at komme igang at arbejde med kroppen igen), derudover virkede det på mig og min mand meget bizart, at Foreningen til støtte for spædbarnsdød først giver mulighed for at komme i en forældregruppe efter tre-fire måneder.
I mine øjne burde der arbejdes på sorggrupper som tilbud til forældre, der har mistet kort tid efter hændelsen (Har hørt at det bl.a. har fungeret rigtig godt på Hvidovre Hospital indtil det blev nedlagt pga. nedskæringer 1. jan 2008) og tilbud om krisesamtaler.
hejsa.
jeg sidder her med en hel klump i halsen. jeg har selv mistet en pige i 1998 hun blev 2 år og jeg var bare 20 år. boede alene med hende og havde ikke noget familie.
der skete det at min datter michelle blve syg i januar med almindelig mellemøre betændelse. jeg søgte lægevagt. men fik atvide at panodil kunne tage det værste. jeg kom jævnligt hos lægen i næsten en måned. der skal dertil siges at det var en midlertidig læge da min egen var syg.
efter 3 uger med et barn med feber og ondt i ørene. pakkede jeg en taske og ønskede at de ville indlægge hende da hun havde det virkelig skidt. men nej vi blev sendt hjem igen. nogle få dage senere kunne hun ikke rejse sig fordi hun havde ondt og ikke rigtig spiste. jeg gik igen til lægen og blev igen sendt hjem med nogle andre piller og besked om at jeg skulle få sovet og slappe lidt af. onsdag juhuu min egen læge var tilbage. jeg vækkede min datter for at tage hende til egen læge men der var ikke meget liv i hende. jeg bar hende til min egen læge som MED DET SAMME indlagde os på amager hospital. der lå vi så .. michelle havde fået et drop i armen og skulle så have prikket hul på tromme hinden om fredagen .. de valgte at sende os til rigshospitalet med en falck bil.. det hele var så uvirkeligt for hun var ikke rigtig vågen. men vi kom ikke afsted i en ambulance.
da vi kom til riget, sad jeg længe og bare ventede.. jeg nussede og kyssede michelle men kunne så slet ikke få liv i hende. jeg bad om hjælp flere gange. en ven til mig var kommet og brokkede sig. endelig kom vi ind. jeg bar hende konstant i armene. lægen bad os forlade rummet mens han prikkede hul på hendes tromhinder.
lidt efter kom han ud og bad mig gå ind til hende igen. da jeg kom ind lå hun og "sov" stadig. lægen sagde at der var noget galt og jeg brød grædende sammen og sagde til ham at jeg jo sagde der var noget galt... men ingen vil høre.
hun endte på intensiv.. med endnu et drop.. fredag aften mødte der ern sød læge ind. hun var bekymret og undrede sig over der ikke var lavet nogle prøver på hende. derfor røg hun ned og fik taget en masse prøver.
først på natten om fredagen fik jeg endelig et svar. hun havde meningtis og det havde hun haft en god uge i følge lægen.
hun blev lagt på ene stue intensiv og sat i behandling. der lå jeg så og græd var bange ensom og følte jeg havde gjordt alt forkert.
søndag vågner michelle en smule op fra hendes bevidstløshed. og jeg snakker og nusser hende. hun får lidt is. jeg får der mit første chok for min datter er blevet handicapet. hun kan ikke tale rigtigt, hun savler, hendes hoved dingler rundt og hendes armen kan ikke styres.
efter en time falder hun i søvn igen. senere på aftenen hæver hun ved begge tindinger. jeg kalder på hjælp men får stillet spørgsmålet om hun ikke plejer at se sådan ud. jeg tvivler på mig selv .. ligge hele natten og bare kigger på hende.
mandagen går og nogle rigtig gode kollegaer kommer på besøg. de får lokket mig til at komme lidt ned i cafeteriet og få lidt mad og se noget andet for en kort stund.
da jeg kommer på når vi lige ind så får hun kramper.. stuen fyldes hurtigt at folk der hiver i ledninger, giver stesolid/fenimal.
kort efter får hun en krampe mere, og hele turen gentages. jeg får hende over i mine arme, og nusser hende.. men da hun stadig kramper lidt i fødderne, tager de hende og orientere mig om at de vil give hende lidt ekstra, og at hun vil stoppe med at trække vejret for en stund.
ganske rigtig stopper hun med at trække vejret.. men men hun starter ikke med at trække vejrte igen.. så hun ryger afsted.. hvorhen ved jeg ikke.. jeg sidder er i panik.. sidder på en bænk ude på gangen og bare græder og græder..
timerne går og jeg får en besked om at der var væskesamlinger i hjernen.. jeg bliver gal for det var jo det jeg sagde dagen før..
men de har sendt hende til operation og hun vil derefter blive lagt i respirator...
jeg sidder hele natten. har endelig fået hendes far og hans kæreste til at komme. michelle dagpleje mor som er min eneste tætte er der også..
næste morgen må vi endelig komme ned til hende, hun ligger bare der og sover.. jeg får atvide at hun er 99 % handicapppet og at hun har 1% chance for at vågne igen. jeg ved ikke hvad der skete, men jeg valgte at hun ikke skulle kæmpe mere og ønskede respiratoren slukket.
jeg var selv med at give hende tøj på. fik ringet til folk omkring mig som kom.. vi sad sammen godt 20 mennesker da lægen slukkede og lagde hende over i mine arme.. jeg sad længe med hende. og sagde til sidst til hende at hun godt måtte give slip.. kort tid efter stoppede hun med at trække vejret..
jeg sad med hende til sidst på aftenen og fik så besked på at tage hjem..
jeg følte mig sååå ensom og hadede allerede folk.. de kunne tage hjem sammen jeg skulle hjem alene. min mor dukkede op. den mor som ikke har været der hele mit liv..jeg lagde mig ind i michelles værelse og sov der i dagenen efter.
jeg fik lavet en flot begravelse for hende. Men gud hvor er der mange ting jeg ikke blev orienteret om.. som jeg ærge mig over..
i tiden var det rigtig svært..nogle tog afstand, andre kom med dumme kommentar, og få forsøgte at sige noget.
jeg fik en henvisning til en psykolog inde midt i kbh. men kunne slet ikke overskue at få ringet til psykologen. da jeg endelig fik det gjort var det en mand som jeg slet ikke følte lyttede.. jeg droppede det.
jeg sad nu alene hjemme... fik kontakt til forældreforeninge vi har mistet et barn. men da mørket gjorde mig angst turde jeg ikke gå ud når det ikke var lyst.
når jeg endelig var ude sad jeg på kirkegården hos michelle..jeg blev syg, fik bækken nyre betændelse og besvimmeede.. blev indlagt på amager, men gik derfra igen ville ikke være på det hospital. og følte ikke folk forstod mig.
efter nogle måneder gik livet videre for de fleste men ikke for mig.. jeg følte mig meget alene. når folk ringede og inviterede mig ud løj jeg med andre aftaler.
jeg begyndte at tage i byen og være sammen med forskellige mænd. ville gerne have michlle igen. ville gerne være gravid.
jeg endte i et sort hul.. ville bare op til michelle.. og der stod de så. en sagsbehandler, som ville indskrive mig på et selvmords center. min datter døde i februar og hun stod nu i min dør i slut maj måned. jeg endte med at køre med derud og lod mig indskrive.. men til hvad nytte. her handlede det hele om selvmord..
jeg ville hellere snakke om det savn jeg havde om den lyst og tro jeg havde til at blive gravid og få michelle igen.
jeg endte på stolpegården da man der kunne hjælpe mig 24 timer. klart. der var folk så skidt tilpas at jeg blev mere angst. derudover var der nogle af dem der reagerede som min egen mor gjorde da jeg var lille. så jeg pakkede mine ting og tog hjem til min lejlighed..
intet skete. jeg mødte en mand der gerne ville have børn og vi arbejde på sagen.. jeg levede nærmest i en trance af at det eneste rigtige lige nu var at få et barn. i august fik jeg så en ny sagsbehandler. hun indkaldte mig til en samtale og viste straks sin bekymring. jeg var bare 20 år og havde intet liv..
jeg blev straks indskrevet i et projekt for unge uden bagland. der kom en dame en time efter og snakkede med mig og hun reagede hurtigt ved at tilbyde mig en kvindelig psykoterapeut. jeg blev kørt til at og fra terapeut de første gange og det kostede selvfølgelig fra egen regning, en regning som det projekt jeg blev indskrevet i valgte at betale i starten.
men jeg kom igang og endelig følte jeg at der var en der lyttede.. en der kommenterede.. en der forstod at livet ikke bare går videre.. en der kunne se at ja jeg kan få flere børn men michelle er sin egen og et nyt barn skaber ikke michelle.. endelig en der kunne forstå mit indre, og som kunne hjælpe mig op af det sorte hul. jeg endte med at gå der i 4 år.. men er stadig bitter på systemet over at jeg som 20 årig kan tabes/glemmes.. at hjælpen og vejledningen er så svag. at døden er så stort et tabu at nogle tager afstand.
jeg er idag 30 år. har fået 3 drenge er uddannet pædagog. jeg er lige startet til psykolog igen..
tanken om at få en pige er der stadig. jeg drømmer stadig meget om hende. og om jeg kunne have gjordt noget anderledes. jeg drømmer ind i mellem stadig at jeg slog hende ihjel da jeg sagde ja til at få slukket respiratoren.
sagen bliver ikke bedre af at jeg lige her og nu sidder med en bekendt som i torsdags mistede sin lille pige michelle på 13 måneder. da hun sov til middag.
moderen har bedt om min støtte og ja jeg vil give hende den for os som har mistet forstår om nogen hvad det er hun skal igennem. hun har idag skrevet til mig at hun har fået 10 gange psykolog smataler.og beder om min hjælp til at finde en der kan snakke om det at miste.. her fandt jeg så denne side da jeg sad og googlede for at finde en god psykolog der kan rumme den slags oplevelser og følelser..
hun sidder allerede nu og føler sig alene.. hun har mand og en lille søn oveni, men de ved ikke hvad de skal gøre, hvorfor, hvornår og hvordan. jeg forsøger at hjælpe.. men sidder med en klump i maven og tænker hvor mange der ikke lige har nogen at hente hjælp hos. og hvor mange der ikke overskuer at søge hjælpen selv...
jeg var selv en af dem.. jeg er mærket for livet,men jeg er op i lyset igen.
jeg syntes helt sikkert der bør komme fokus på dette område.. og jeg står gerne sammen med jer..
mvh michelle mor
stjernenat@msn.com
Send en kommentar