Dommedag

Det er den 10. i dag. Jeg har aldrig haft specielle forhold til tal, men tallet 10 står ikke længere som noget godt for mig.

Den 10. januar kl. 10 skulle vi gå ind af indgang 10 på Skejby sygehus for, at få scannet lille fisen. Jeg tænkte lidt på, om alle de 10 taller den dag hvade noget overtroisk over sig, men slog tanken væk.

Sætter mig i venteværelset og ventede på indkaldelse samt min honey, der kom dertil i egen bil pga. andre arbejds ærinder forinden.

Da jeg sidder i venteværelset, kommer en sygeplejerske hen til et par og spørger dem, hvordan det går idag? Dertil svarer kvinden, at benene blev revet væk under dem dagen forinden og at hun ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig længere. Jeg tænkte: pyh - der er nogle der har fået en rigtig grim besked. Men statistisk kan jeg ikke få en lignende når de lige har fået det. Stakkels mennesker er hvad jeg tænkte.

Vi bliver kaldt ind. I godt humør. Sygeplejersken fortæller, at de nu vil gennemgå barnet fra top til tå - scanne i lag, som hun kaldte det. Hun går igang ved hovedet. Kredser længe men siger, at han ligger så uroligt at hun lige må tilbage til hovedet. Vi kigger med på skærmen og bare i ekstase over lille fisen der på skærmen. Jeg kan mærke hvordan han sparker og samtidig se sparkene på skærmen. Hun scanner hjertet og går videre til benene. Siger, at han har meget lange ben. Jeg spørger til hjertet da hun ikke gav nogle kommentarer til det område. Her bagefter kan jeg godt se, at hun var lidt berørt af den situation vi endnu ikke kendte. Den hun godt havde set, men ikke ville fortælle om. Hun siger at hjertet er perfekt.

Hun går tilbage til hovedet og scanner rundt, måler osv. Siger, at det ser lidt anderledes ud end det de er vant til at se. Jeg fatter intet uråd. Hun giver mig noget at tørre øjne i og kigger bekymret og siger: ja det er ikke nemt at få sådan en besked. Hun vil hente en anden og mere erfaren.

Jeg kigger på de servietter til at tørre øjne i og nu går alvoren op for mig. Det er meningen at jeg skal græde! Kigger på min honey. Han er fuldstændig forstenet og knuger min hånd. Først der begynder mit mareridt. Tårene pisker ned af mine kinder. De tager fejl - der er fandeme ikke noget galt med vores barn. Han ligger jo der og sparker så fint.

Der kommer en mere erfaren sygeplejerske og scanner. Ingen opløftende ord fra den side. Bekymrede miner hos de 3 sygeplejersker der nu befinder sig i rummet. Vores barn har vand i hovedet og for meget af det. De siger, at vi skal tale med en læge og de vil sende bud efter hende med det samme. Vi bliver ført over i et andet rum. Udenfor kan jeg se, at andre gravide går forbi med scannings billeder af deres små prutter i maven. Jeg råber bare, at de ikke skal gå der og jeg ikke gider at kigge på dem. Råber at der ikke er noget galt med mit barn og at jeg ikke skal begrave mit eget barn.

Lægen kommer og de taler indbyrdes med sagte stemmer. Jeg ligger bare der på briksen og forstår lidt og slet ingenting. Lægen begynder scanningen og er meget grundig. Hun tager bagefter min hånd og siger: situationen er meget alvorlig. Jeres lille dreng har meget vand i hovedet og det hindrer en normal udvikling af hans hjerne. Jeg skal bede jer om, at beslutte om I vil fortsætte graviditeten eller afslutte? Vi vil naturligvis støtte jer hele vejen. Vi er her for jer.

Jeg tænkte bare og udtrykte også, at det svar kan man da ikke bare give folk. Tænker også på den statistik jeg havde tænkt i hovedet mindre end en halv time før, ude i venteværelset. Spørger hvordan han kan sparke så meget hvis han skal være så medtaget som de siger? Hjerneskadede personer kan jo ikke noget selv, men ham her kan altså spille fodbold i min mave. Får at vide, at det er simple bevægelser og at han sikkert ikke kan mere end det allermest primitive. De scanninger der, er de eneste hvor jeg ser mit elskede barn i live. Han bliver født 8 dage senere, men døde ca. 1 time inden fødsel pga. den medicin der satte fødsel igang.

Selvom jeg er glad for, at være hvor jeg er i dag ville jeg rigtig gerne gense de levende billeder. Bare for at forstå, at han ikke kun er mit døde barn. At han også levede. Jeg savner ham sådan på disse mærkedage.