I forløbet med Jacob har vi hørt nogle grimme "ting" fra en nær omgangskreds. Mange har været her og gud hvor er de alle højt skattet. De ved det også. Det er ikke dem, som dette omhandler.
Men dem der sagde de der "ting" står desværre ikke højt på min liste længere. De sagde nemlig INGENTING! Tænk sig, at opleve at nogle der står en nær (faktisk på kød og blod stadiet) vælger at tolke, at hvis nu vi tier så går det hele nok væk. Tjow - I går ihvertfald væk fra den kreds jeg ønsker at beskæftige mig med.
Det værste man kan sige til folk i krise er INGENTING. Jeg har på fornemmelsen, at I læser med - jer som dette omhandler. I har skuffet mig. Jeg troede virkeligt, at vi havde noget særligt. Velsagtens det kan være svært, at få formuleret det man ønsker at sige - men at sige: jeg ved ikke hvad jeg skal sige - men jeg er her for dig - betyder rigtig meget. Jeg hørte dog ikke jeres ord.
Jeg rejser mig ved det træ jeg er faldet. Klogere, stærkere og samtidig mere skrøbelig, ældre, mere konsekvent og mere favnende til dem tæt på. I valgte - og valgte det nye menneske fra. I ville ikke med på vejen dertil. Jeres valg afstedekommer også mit fravalg. Jeg ønskede det ikke på denne måde - men sådan bliver det. Min tilgivelse eksisterer ikke længere - nu er det 7 uger siden. Og I har vidst det. I fik mine sms'ere.....
Til alle andre: TUSIND TAK FORDI I VAR - OG ER HER. I betyder alverden for mig og os. Også bloggerne - I må gerne putte jer selv i denne kategori.
Hvor trist og sort det end kan lyde det hele, så er jeg super glad i disse dage. Jeg sprudler. Jeg har overskud.
9 kommentarer:
Jeg er ikke i tvivl om, at det valg du har været nødt til at træffe, ikke har været let.
Men jeg tænker som du, at det er nødvendigt.
Det er så let at være ven, når tingene går som de skal. Men det er i modgang (og i rigtig meget medgang for den sags skyld), man finder ud af, hvem der er ens virkelige venner.
Man må aldrig negligere værdien af et godt netværk, af trofaste venner - men når krisen kradser opdager man for alvor, hvor uvurderligt det er, at der er nogen, som bakker op, støtter, lytter - eller som du skriver, bare tilkendegiver at de føler med en, men at de føler sig magtesløse og uden lindrende ord.
Vi kan ikke bruge tavshed til noget. Heller ikke selvom det fra 'afsenderens' side måske bliver undskyldt med et 'tavshed af respekt for jeres tab'. Bullshit!
Du er nødt til at værne om dig selv og dine, om de venskaber der holder til både sødt og surt, godt og ondt - og så rydde ud i resten.
Jeg synes, du har truffet det rigtige valg.
Åh hvor jeg kender det. Jeg har desværre også været nødt til at vælge nogen fra. Desværre så forstår de det ikke, for som de siger: "vi har jo ikke gjort noget".
Nej det er nemlig lige det de ikke har, skiderikker.
Det gør så forbandet ondt, når man oveni sorgen også skal forholde sig til tabet af dem man troede var sine venner.
Knus Jane
Puha ... hvor er jeg ked af at høre at du også har måtte opleve den hæslige berøringsangste stilhed. Den er styg og allerværst når den optræder i nære rækker. Det er svært at forstå at det kan være så svært. Det kan da ikke være meningen at man skal opleve det allerværste, før man kan finde ud af at håndtere modgang! De allerbedste tanker, Sofie.
pyhhh et er den kæmpe sorg over at miste et barn...at det jo så ofte resulterer i at man må vælge fra i de mennesker omkring en det må sgu være hårdt! Sært som vi danskere er bange for døden...alle de mennesker der er døde tæt på mig har jeg haft brug for at se som døde og det meste af min famile synes vist det er småsært. Jeg forstår det sg ikke....
Solen skinner her i kbh idag, godt du sprudler :)
Jeg forstår så godt din reaktion, og jeg ville heller ikke selv har handlet anderledes, for der er ingen gyldig undskyldning. Aner man ikke, hvad man skal sige, ja så er det de ord, der skal udtrykkes...
Det er uden betydning, om det er familie eller "venner", for du skal ikke betale for deres svigt, og det vil du komme til, hvis du skal lade som ingenting og iføre dig "flinke-pige-masken"!
Masser af kram fra anjoe
Det er sørgeligt - men der er mange mennesker, som ikke kan håndtere sorg eller ulykker. Ingen kan komme med DE gyldne ord, der gør det hele bedre - men det forventer du heller ikke. Det vigtigste er bare en tilkendegivelse af, at man er der - og tager del i sorgen.
Jeg har prøvet tab selv - omend af en anden slags - men man opdager, at der er dem, som ignorerer... men også dem, som mener at nu må man da komme videre. Men jeg havde måske behov for at spille den samme plade 10000000 gange - og til dem, der ikke kunne overskue det måtte jeg også sige 'Farvel'!
Det er barskt - men det er også det, der gør, at man kommer stærkere ud af sådan en periode - og kan føle sig glad på trods af alt. Fordi det kaster lys over en selv - men så sandelig også familie og venner... og man er bedre rustet til en anden gang efter sådan en forårsrengøring!
Tavsheden tror jeg dels handler om den berømte berøringsangst (som du selv er inde på) samt en misforstået hensynstagen.
Det ER svært at stå på sidelinien. Hvad skal man sige? Frygten for at sige noget der sårer er tilstede.
Men hvis vi kunne lære, at det er ok at sige "Jeg er tom for ord, det kan være svært at sætte sig 100% ind i jeres sorg, men jeg er her alligevel"......eller "Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men jeg magter det ikke".
Den sidste kræver ekstrem ærlighed. Jeg synes personligt, at det er okay at sige fra, da nogle mennesker simpelt ikke kan bære andres sorg (især hvis de har oplevet noget lign.) Men det skal være på en sober måde.
Kram til dig.
Er lige kommet forbi din blog for første gang, og vil starte med at sige at det gør mig rigtig ondt at I har mistet jeres søn - jeres lille engel...
Mht. berøringsangsten så ER det svært at tale med nogen i sorg, for man er så bange for at sige eller gøre noget forkert, eller at gøre vedkommende ked af det. Sådan tror jeg, at vi alle har det.
MEN DET ER INGEN UNDSKYLDNING FOR IKKE AT SIGE/GØRE NOGET!!!
Så lad dette være min "opsang" til alle med berøringsangst:
Mennesker i sorg ER kede af det.
Du kan ikke gøre dem mere eller mindre kede af det ved at sige ""det gør mig ondt".
Punktum.
Til gengæld kan du gøre dem rigtig kede af det ved IKKE at sige noget...
Kære alle: Mange tak for jeres kommentarer. Jeg føler bestemt også, at det er det rigtige (omend det føles utrolig ambivalent og forkert) at få meldt ud: hertil og ikke længere. Især til dem som man faktisk kærer om og holder af.
Det kan være svært for andre, at stå på sidelinien. Jeg har selv prøvet det, så ved hvad jeg taler om. Men bare en lille bitte form for tilkendegivelse er dog almindelig kutume. O
Jeg håber virkelig, at det som både jeg - og andre - skriver omkring ens døde barn, skubber lidt til det tabu belagte emne. Ingen kan sige noget der gør os kede af det. For vi ER kede af det. Men det usagte gavner ikke.
Danskere (og sikkert også mange andre folkefærd) er bange for, at tale om emnet. Indrømmet - det er heller ikke mit yndlings emne, men vi bliver ligesom allesammen tvunget derud. Og vi er også tvunget til at tale om det - ellers vil det forfølge resten af livet.
Send en kommentar