Jeg har over weekenden ikke villet acceptere facts. Man har da hørt at de læger kan tage fejl.
En ny scanning i dag blev derfor bestilt til mig. Med en spinkelt lille håb drog vi afsted.
Sandheden var dog den, at de ikke havde taget fejl. Jeg forstod lidt mere i dag. Og jeg fik svar på nogle spørgsmål som har naget næsten siden begyndelsen. En dag for næsten 3 måneder siden fik jeg en opringning fra en læge: du har faretruende lavt stofskifte. Javel da - og hvad betydning har det så for mig og det lille foster? Alle jeg har spurgt (og det var mange) har været sådan lidt vage i deres beskeder. Ingen har kunnet give mig en forklaring jeg kunne bruge til noget.
I dag spørger jeg den søde lægedame, om det med stofskifte behandling kan have været årsag til Jacobs forfærdelige tilstand. Hun er den første der siger JA. Ja til, at et ubehandlet stofskifte problem i en kombination med et sårbart foster kan få nogle fatale følger. Nuvel at det er rettet ind på plads nu, men det tog jo 1½ måned.
Jeg finder ikke ro i beskeden, men endelig har jeg fået en form for svar. Ingen siger at dette er svaret på gåden - det skal jeg undersøges i hoved og den dertil indrettede for, at få svar på.
Det er hamrende svært ikke at kunne finde nogen form for ro. Jeg kan ikke komme overens med det der skal foretages. Alternativet (at tildele ham livet) er også forfærdeligt. Derfor skal jeg i morgen tale med et menneske der måske kan bringe mig lidt tættere på en form for ro omkring beslutningen. Det strider bare imod ALT hvad jeg tror på: man bringer det til live som man har produceret. Og man elsker det igennem hele livet og støtter alt det man har lært (og så lige 20% til) etc. Omvendt kan jeg ikke klare, at jeg skal se en dreng så syg som Jacob vil være. Se ham kigge på mig (hvis han endda får den færdighed) og med bedende øjne spørge: mor - hvorfor skal jeg igennem alle disse smerter? Det kan jeg simpelthen ikke. Det river i mig bare jeg skal være væk fra guldklumpen på 3 år i mere end 1 nat. Hvordan kan jeg så tro, at mit svage moderhjerte kan bære at se Jacob, i hænderne på så mange andre behandlere end mig?
Hvis jeg kunne, ville jeg hermed bestemme, at intet forældrepar nogensinde mere i historien, skal opleve sådan noget her. Det er nemlig barske sager, at trykke "send" på en ordre på meget småt tøj, som ens barn skal have på til begravelse.....!
3 kommentarer:
Det er så stærkt, at du kan skrive disse ting! Og det er stærke sager at læse. Det river indeni og svier i øjnene som nyrevet peberrod, brystkassen trykker og halsen snører sig sammen.
Vi har jo tidligere kortvarigt debatteret det med valg og fravalg (ovre hos mig i december), og jeg ved stadig ikke, hvor jeg synes grænsen går. Den vil nok altid være flydende. men jeg tror fuldt og helt på, at I har truffet den rigtige beslutning i dette tilfælde. Der er grænser for, hvor meget smerte, man bør udsætte et lille nyt liv for, er der ikke?
Hvilken tilværelse ville han overhovedet få? Ville den være værdig?
kæreste...
jeg vil meget gerne kigge ind forbi engang i løbet af ugen. er i dagvagt ugen ud, så det skulle ikke blive noget problem. håber samtalen i dag har givet lidt ro i sindet.
kærlige knus og tanker, C.
Lotten: Det hjælper mig på faktisk at skrive. Jeg ved godt det er stærke sager, men tro mig - det er værst for dem der står i det. Jeg har prøvet at stå på pårørende siden og den er også fæl.
Jeg husker faktisk godt vores udveksling omkring den udviklingshæmmede, og har faktisk tænkt meget over det siden. Han er så på den "heldige side". Hvis det var vores udsigt, havde jeg slet ikke bragt alle disse tanker. Men det er desværre ikke vores udsigt.
Jeg er forberedt på at tiden der følger efter er fæl og hård. Jeg har dog taget hul på noget af den og idag fået at vide, at jeg reagerer helt normalt og endda til den meget stærke side.
Miss M: Jeg/vi syntes faktisk ikke, at vi fik noget ud af snakken i dag. Vi har måske også nogle forventninger til de mennesker vi møder i øjeblikket som er for høje. Vi forventer, at det menneske vi møder kan give os facitlister og svar på alt. Jeg ved godt det ikke eksisterer, men jeg ville sgu godt finde den skranke hvor jeg kunne gå hen og klage.
Så ses vi jo nok smukke. Du er et fint menneske.
Send en kommentar