På torsdag skal jeg til begravelse. Med en lille hvid kiste. Deri ligger lille skønling på 4½ måneder. Åh hvor jeg næsten ikke orker det. Eller dvs. det passer ikke. Selvfølgelig orker jeg, at være der og selvfølgelig orker jeg at være der alt hvad jeg overhovedet kan for de stakkels forældre. Men det er min hjerne der ikke orker det. Den kan slet ikke rumme, at hun ikke skal være her mere og den orker ikke at rumme, at endnu et lille spædbarn er føjet til den grusomme liste over børn der forlader denne jord. Jeg vil een gang for alle godt lige pointere, at det burde forbydes ved lov, at man putter sit eget barn i graven.
Een ting er, at hun ikke er her mere. Det er frygtelig i sig selv. Men det er også frygtelig, at man ved hvad der nu venter forældrene. Tomhed, afmagt, hvorfor spørgsmålene og den lange seje kamp med, at få det hele bearbejdet. Jeg har selv svært nok ved det.
For 6 år siden stod jeg også og tog afsked med en lille pige og så de ramte forældre. Jeg anede simpelthen ikke hvilket ben jeg skulle stå på. Da vi sad til kaffe bagefter, frygtede hele bordet at forældrene ville komme over og snakke. For hvad filan skulle vi sige til dem? Man stiller jo ikke: "nå men hvad så - hvordan går det?" spørgsmålet. Og turde man overhovedet at spørge til deres datter og deres sorg? Hele bordet næsten rystede, da faderen kom over og satte sig. Og vi var lamslået over, at han sad og smilede og tog om os alle. Stillede os spørgsmål som: "er det svært for jer sådan en dag"? Jeg fik mig endelig taget sammen og fik sagt, at jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv overfor dem. At jeg var bange for, at gøre dem kede af det. Først der indså jeg, at det var jo ikke det jeg sagde eller gjorde, der kunne gøre dem kede af det. For de var kede af det. Men hvis ikke jeg sagde noget, så ville de først blive kede af det. Jeg skulle endelig bare stille alle spørgsmål i hele verden, for de ville rigtig gerne snakke om det. Jeg ved, at jeg famlede mig frem overfor dem og har klodset rundt i det. Men gjorde det så godt jeg kunne.
Da Jacob døde, stod moderen til den lille pige ved min side næsten fra første minut. Hun var fantastisk. Og pludselig forstod jeg det hele. Og SÅ fik jeg lært det. At det hjælper at tale om det. Næsten tale det ihjel.
Nu er jeg så pludselig den, der står ved min venindes side og ikke er bange for at tale og stille spørgsmål til dem. For jeg ved præcis hvordan det er. Og det hjælper for dem. At jeg ikke pakker ind i vat, og ikke er bange for at se dem græde. At jeg ikke tager på mine skuldre, at jeg skal trøste dem for det kan jeg nemlig slet ikke. Men for 6 år siden turde jeg vitterlig næsten ikke nævne den lille piges navn. For hvad nu hvis de begyndte at græde? Jeg ville jo aldrig kunne trøste dem igen.
Mia's forældre skal nu møllen igennem med omgivelser der ikke ved hvad de skal gøre af sig selv. De har allerede oplevet det ifbm. hospitals opholdet. Præsten sagde til dem, at de ikke måtte blive overraskede hvis folk gik over på den anden side af gaden når de kom forbi, eller passerede dem med et "guuud - jeg havde slet ikke set at det var jer". Og man tænker jo, hvorfor er det lige sådan det er? Som om det hjælper nogen at tie det hele? Jeg har rekvireret foldere fra Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød, omkring gode råd til pårørende. Bare i håb om, at det kan få omgivelserne til at åbne op. For min hjerne orker nemlig heller ikke rigtig at rumme, at vi mennesker er så pokkers dumme til at rumme andres sorg. Og ikke mindst spørge ind til den. Når vi stiller spørgsmålet i al almindelighed "hvordan går det", så får vi jo et chock hvis svaret ikke er "det går fint - hvad med dig?". Kommunikation burde altså være et fag på skoleskemaet.
tirsdag den 23. februar 2010
onsdag den 17. februar 2010
Dødt barn, døende barn og spræl levende barn
Da Jacob døde kunne alt andet næsten være ligemeget. Tingene blev i den grad sat i perspektiv og jeg kunne ikke tage små bitte banaliteter seriøse. Eller ihvertfald ting, som dengang blev til banaliteter for mig. Verden kunne da ikke bare fortsætte som om, at alting var som det plejede. Man kunne dælme ikke være bekendt at brokke sig over noget som helst. Altså udover, at jeg godt måtte brokke mig højlydt over ikke at have min lille dreng hos mig og os.
I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.
Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).
Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.
Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.
I weekenden da jeg var hos døende barn, fik jeg denne følelse igen. Helt ærlig - hvordan kan nogle overhovedet tillade sig, at gøre små bitte ting til noget de slet ikke er. Og grundlæggene er det også sådan.
Men som jeg har gået i nogle dage nu, er jeg kommet overens med, at selvfølgelig må jeg godt udtrykke at jeg ind imellem også syntes at hverdagen med baby og 5 årig kan være hård. Ikke hård på den hårde måde, men hård på den trods alt lidt fede måde. Men jeg må altså godt kny lidt i krogene. Som når Nanna ikke syntes hun vil spise om dagen, men derimod napper dagsrationen om natten. Ja gu så, er det da et luksus problem. Men man må stadigvæk godt ytre sig om sådan noget. Og jeg må også godt sige, at jeg savner at have ordentlig tid med Frederik til fordybelse. På den gammeldags måde, som det var engang. Det lykkeds nogle gange når Nanna tager en lang lur. Men ikke på den gamle måde. For der er hele tiden lige en sut at rende med. Nogle flasker der skal skoldes osv. osv. Da Jacob døde, ville jeg give ALT i verden for at have den slags luksus "problemer". Som om, at baby der græd i 4 måneder var noget at kny over. Man skulle bare være glad for, at have fået en baby (og misforstå mig ikke - det ER det fedeste at være nået i mål med de 2 velskabte sunde lækre unger).
Jeg ved, at verden er hård og uretfærdig på rigtig mange områder. Derfor skal vi være så glade over det vi har. Og selvom små dagligdags ting er fuldstændig ligegyldige i det store spil, så syntes jeg også det er rart at være nået dertil, hvor små ting igen kan få lov at fylde. For det betyder nok for mig, at det er billed af at hverdagen bare er kommet så meget tilbage til os, at vi igen indtager den præcis som alle andre. Og ikke kun som forældre der også har mistet et barn.
Nå men jeg skulle vist bare have på skrift, at jeg godt må ytre mig. Også om små ligegyldige ting.
mandag den 15. februar 2010
Glad lille grødhoved og hengivenhed
Fra, at Nanna kiggede underligt på fænomenet "grød" og til nu, er der virkelig sket ting og sager. Hun vil stort set ikke rigtig have mælk, men bare grød, grød, grød....! Hun elsker det simpelthen, og 3 store daglige portioner ryger der ned af slagsen. Og sidder så fint i hendes højstol nu og er med ved bordet. Det er altså drøn hyggeligt, at familien på den måde er sammen om noget så simpelt som aftensmad. At der så fra den ene lyder: "aj det der kan jeg altså ikke lide" og den anden pludselig brokker sig højlydt og blæser hele grødmassen ud som bobler (til gulv, på skabe og hendes mor), det er jo bare en del af pakken.
Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.
Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!
Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).
.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!
Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.
Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!
Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.
Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.
Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.
Nanna og Frederik er virkelig begyndt at nyde hinanden. Når vi står op om morgenen, er Frederik stadig en stor sovetrold i sengen. Nanna brokker sig højlydt, indtil han vågner. Så lyser hun op i det største og mest hengivne smil. Jeg tror virkelig, at hun kalder på ham der om morgenen. Smilene over hendes bror gentager sig hver gang han nærmer sig. Om det så bare er hans stemme, så fiser det lille hoved rundt for at lokalisere ham. Nøj hun er glad for ham. Og han for hende. Der pludres til den store guldmedalje når hun er i hans nærvær. Hvor er det altoverskyggende at være vidne til.
Frderik klædt ud i egen fortolkning af Baktus. Med slips om hovedet, hvori er stoppet strømper ned i. For Baktus har jo sort hår....!
Jeg smelter stadig over, at hun virkelig ER min, min, min (og selvfølgelig også farmands).
.....og her med Frederik i pirattøj og brokkende sig over, at mor har lavet Thaimad. Han udtrykte, at han vist hellere ville have Nanna grød, for han ville ikke have noget der kom fra et land så langt væk. Han vil kun spise dansk mad :-) He - ketchup redder mange måltider her. Oh well.....!
Og i min store hengivenhed over ungerne og livet i al almindelighed, så bliver det hele sådan forstærket for mig i disse dage. En veninde og hendes mand, har været indlagt med deres lille datter siden hendes fødsel for 4½ måned siden. Hun blev født i uge 30, og skulle ud der pga. svangerskabs forgiftning. Hun var lille bitte på 1117 gram. Den hårde medfart har bevirket, at hendes lunger er blevet meget dårlige. Lille Mia har kæmpet sig vej, fra dengang til nu og er nu næsten en 4 kilo's rigtig lækker lille baby. Men hun kan ikke klare livet, uden C-pap - dvs. ilt. Det gik bedre og bedre med hende, og der var udsigt til at komme hjem (med ilt og pleje personale). Indtil tirsdag i sidste uge. Hvor det gik rigtig ned af bakke.
Det lille menneske kæmper med næb og kløer for hendes liv. Får alt det ilt der er muligt, men kroppen ilter det ikke optimalt. Hivende vejrtrækning ( i første omgang troede man det var lungebetændelse, men intet at spore. Det er dårlige lunger hos hende) og hun fik udsigt til max. 3 dage mere at leve i. Jeg sad med hende i går og kan slet ikke forevige mig med tanken om, hvis ikke hun skal være her. Men hun kæmper. Jeg tror, at vorherre har bestemt, at Mia skal være her. Men han kæmper med nogle tekniske problemer lige i øjeblikket. SE SÅ AT FÅ DEM LØST!!!
Når man kommer hjem igen efter sådan et besøg, blegner alt andet. Og man forstår virkelig hvor taknemmelig man skal være (og det er jeg altså også hver dag). Jeg tør slet ikke få over mine læber længere, at jeg syntes det kan være irriterende når Nanna har de dage hvor hun kun gider sove ½ time ad gangen. For fanden altså - jeg har hende jo i en perfekt udgave. Og hun vokser, og gør lige det hun skal. Mia's forældre ville give hele deres liv for, at Mia kommer til at se verdenen udenfor en hospitals seng. Og for, at de kan trille tur med Mia i barnevognen.
Så jeg er FÆRDIG med, at til tider klynke lidt over ligegyldige småting. Det kan jeg simpelthen bare ikke være bekendt.
Send alt hvad I kan af god karma for, at Mia får lov at opleve meget mere af denne verden. Meningen var nemlig, at hende og Nanna skulle lege sammen og jeg skulle fortælle dem 10 gange, at nu skal de altså slukke lyset og ikke ligge der og snakke det halve af natten fordi, at de var lidt for sukker speedede. Som det er nu, må de sku snakke hele natten om de vil. Bare de får lov så er jeg lykkelig.
torsdag den 11. februar 2010
Spooky.....!
Vi har lige oplevet noget, som helt sikkert ikke har noget på sig. Men som godt nok er tankevækkende. Skal prøve at genkalde samtalen.
Frederik kommer ud i køkkenet.
F: Mor jeg kan godt huske hvordan det så ud inde i din mave
M: (lettere fraværende pga. madlavning og en pivet Nanna): hmmmm hmmmm - nå og hvordan så det så ud?
F: Jammen der var ligesom sådan en hel masse streger, som jeg tror var der hvor blodet var.
M: Hvorfor tror du der var blod?
F: Jammen der var sådan en tyk en tæt på mig, og DER var ihvertfald blod (jeg må formode at han måske mener navlestreng).
M: (er nu lidt beklemt ved situationen): og hvad kan du så mere huske, og hvor meget kunne du se?
F: Jammen altså - når jeg var tørstig, så drak jeg bare af vandet derinde. Men var der så ikke også tis i vandet, når jeg skulle tisse? Men der er meget mørkt derinde og man kan kun se noget, hvis f.eks. solen skinner på maven eller en lommelygte lyser på den.
M (når nu sådan næsten panisk tonehøjde): Øhhh jow. Men hvordan smagte vandet så?
F: Jammen nogen gange syntes jeg godt det kunne smage lidt specielt, og andre gange så var det bare næsten ligesom rigtig sødt (og må jeg lige indskyde her, at pga. sukkersyge er fostervand til tider MEGET sødt).
M: kan du så ellers huske andet?
F: Der var engang hvor jeg fik noget mad lige ned på mit hoved. Men jeg kunne ikke se det - kun mærke det. Og så kravlede jeg op i spiserøret så jeg selv kunne få noget at spise.
Så altså. Det er jo nok bare det pureste opspind det hele. Men jeg/vi har altså ALDRIG fortalt ham omkring anatomien i en graviditet. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt vi har ladet ord falde omkring det med vandet. Men hvorfra ved han lige, at man drikker OG tisser i det?
De har ikke hørt om det i børnehaven. De har haft fokus på fastelavn samt 2 udedage i denne uge. Og vi hører om alt hvad de foretager sig. Der har ikke været noget om kroppen. Men måske een af de andre går rundt med den viden.
Er jeg den eneste der syntes det er lidt spooky???
Frederik kommer ud i køkkenet.
F: Mor jeg kan godt huske hvordan det så ud inde i din mave
M: (lettere fraværende pga. madlavning og en pivet Nanna): hmmmm hmmmm - nå og hvordan så det så ud?
F: Jammen der var ligesom sådan en hel masse streger, som jeg tror var der hvor blodet var.
M: Hvorfor tror du der var blod?
F: Jammen der var sådan en tyk en tæt på mig, og DER var ihvertfald blod (jeg må formode at han måske mener navlestreng).
M: (er nu lidt beklemt ved situationen): og hvad kan du så mere huske, og hvor meget kunne du se?
F: Jammen altså - når jeg var tørstig, så drak jeg bare af vandet derinde. Men var der så ikke også tis i vandet, når jeg skulle tisse? Men der er meget mørkt derinde og man kan kun se noget, hvis f.eks. solen skinner på maven eller en lommelygte lyser på den.
M (når nu sådan næsten panisk tonehøjde): Øhhh jow. Men hvordan smagte vandet så?
F: Jammen nogen gange syntes jeg godt det kunne smage lidt specielt, og andre gange så var det bare næsten ligesom rigtig sødt (og må jeg lige indskyde her, at pga. sukkersyge er fostervand til tider MEGET sødt).
M: kan du så ellers huske andet?
F: Der var engang hvor jeg fik noget mad lige ned på mit hoved. Men jeg kunne ikke se det - kun mærke det. Og så kravlede jeg op i spiserøret så jeg selv kunne få noget at spise.
Så altså. Det er jo nok bare det pureste opspind det hele. Men jeg/vi har altså ALDRIG fortalt ham omkring anatomien i en graviditet. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt vi har ladet ord falde omkring det med vandet. Men hvorfra ved han lige, at man drikker OG tisser i det?
De har ikke hørt om det i børnehaven. De har haft fokus på fastelavn samt 2 udedage i denne uge. Og vi hører om alt hvad de foretager sig. Der har ikke været noget om kroppen. Men måske een af de andre går rundt med den viden.
Er jeg den eneste der syntes det er lidt spooky???
Turning point
Yeahhhh - de voksne er atter ved at få magten tilbage i huset.
Lad os nu bare indrømme det. Det er jo de små der sætter dagsordenen for hvad man kan - og ikke kan, når de er helt små.
Vi VILLE bare ændre nogle ting herhjemme, så mor og far også fik tid til hinanden. Det kan virkelig tære på et forhold, når kommunikationen ligger i sætninger som: er du sød, at skolde flasker og ryste mælk imens jeg bader den ene? Det går dælme børn i den hele tiden. Dag og nat. Og sådan noget kan give mig et lille nip af stress, for jeg når bare ikke det jeg så pokkers gerne (også) vil.
Nå men altså; Nanna blev puttet i egen seng fredag, hvor jeg var alene hjemme med børnene. Havde bare ikke noget valg. Så måtte hun skrige lidt der, fremfor på min arm. Det gjorde hun så til gengæld også. I en halv time. Det føltes som DAGE. Siden indskrænkede det sig mere og mere, og i går blev det til et lille grynt og given sut en enkelt gang. Så sov hun.
For dælen dytme hvor er det fedt, at have fået voksentid tilbage. Jeg går helt amok med al min nyvundne frihed (som at have begge arme fri til noget). Der bliver ryddet op i skabe (waukkk - fandt mel i det ene skab der var udløbet for 3 måneder siden), drukket kaffe med manden og i det hele taget bare hygget. Med stearin lys og sån.
Og ungerne? Ja de sover sødt.
HURRA for putte træning. Det har godt nok betalt sig her.
Så sætningen "det skal være skidt, førend det bliver godt" har haft mening her. Tingene er rigtig gode nu.
Lad os nu bare indrømme det. Det er jo de små der sætter dagsordenen for hvad man kan - og ikke kan, når de er helt små.
Vi VILLE bare ændre nogle ting herhjemme, så mor og far også fik tid til hinanden. Det kan virkelig tære på et forhold, når kommunikationen ligger i sætninger som: er du sød, at skolde flasker og ryste mælk imens jeg bader den ene? Det går dælme børn i den hele tiden. Dag og nat. Og sådan noget kan give mig et lille nip af stress, for jeg når bare ikke det jeg så pokkers gerne (også) vil.
Nå men altså; Nanna blev puttet i egen seng fredag, hvor jeg var alene hjemme med børnene. Havde bare ikke noget valg. Så måtte hun skrige lidt der, fremfor på min arm. Det gjorde hun så til gengæld også. I en halv time. Det føltes som DAGE. Siden indskrænkede det sig mere og mere, og i går blev det til et lille grynt og given sut en enkelt gang. Så sov hun.
For dælen dytme hvor er det fedt, at have fået voksentid tilbage. Jeg går helt amok med al min nyvundne frihed (som at have begge arme fri til noget). Der bliver ryddet op i skabe (waukkk - fandt mel i det ene skab der var udløbet for 3 måneder siden), drukket kaffe med manden og i det hele taget bare hygget. Med stearin lys og sån.
Og ungerne? Ja de sover sødt.
HURRA for putte træning. Det har godt nok betalt sig her.
Så sætningen "det skal være skidt, førend det bliver godt" har haft mening her. Tingene er rigtig gode nu.
fredag den 5. februar 2010
Når tiden bare flyver afsted
Sad i bilen på vej hjem fra bageren, og blev pludselig grebet af nostalgi. Omkring ting der engang var, og som ikke længere er her på samme måde. De forsvandt bare ligeså stille, uden jeg egentlig så det.
Køen på posthuset, hver gang det var det første i måneden
Telefonen med lang ledning, der bare altid blev viklet ind i sig selv
Europa kortet med Jugoslavien som det fedeste feriemål (har dog aldrig selv været der).
Bankbøger
.....og ja - listen er jo lang i forhold til, hvad der bare er sket de seneste 10-15 år. Sådan noget man vil fortælle ens børn om, og de vil syntes at man er tussegammel fordi, at man har oplevet noget så mærkeligt.
Når nu jeg var i nostalgiens bane, så kiggede jeg lige tilbage på et blogindlæg skrevet for 2 år siden. Og her sidder man så nu, med barn i vognen der snork bobler. Og den anden i børnehave med fuld fart på. Egentlig syntes jeg bare, at tiden i de her 2 år er fløjet afsted. Ligesom jeg ikke helt opdagede at køen på posthuset blev afløst af PBS aftaler og netbank betalinger, så er 2 år også bare PLOFFFFF - feset afsted.
Og min lille skønling i vognen er jo slet ikke så lille mere. Hun bliver snart 5 måneder gammel. Hun har knækket koden omkring at vende sig. Blæser bobler til den store guldmedalje. Pludrer og prøver stemmebåndet af. Spiser grød. Er mere vågen imellem turene i vognen (2-3 timer ad gangen nu i vågen tilstand). Og hun kræver mig mere og mere. Vi leger på gulvet, kigger i spejle, hun sidder oprejst på min arm, hun brokker sig højlydt hvis hun keder sig, eller er frustreret over ting hun gerne vil, men ikke kan. Men hun er og bliver en rigtig lille tusse pige. Men altså: jeg syntes jo lige har født hende. Føj hvor går det stærkt altså. Tilsvarende tidsperiode lagt oveni den vi lige har lagt bag os med Nanna, og så skal hun i vuggestue. Den samme som Frederik gik i. Skønt sted når man er en lille prut. Og helt fantastisk personale.
Og nej - jeg har ikke nået en brøkdel af alt det jeg regnede med i denne barsel (so far ihvertfald). Jeg skulle ihvertfald både trille vognen til og fra børnehave med Frederik ved min side. Altid have vasket tøjet i bund, så der kun lå en lille smule der bare ventede på, at noget i samme farve blev beskidt. Forberede aftensmad når Nanna sov, så vi rigtig havde tid til hinanden når farmand kom hjem fra arbejde, osv. osv. Goddaw mand økseskaft!!!!! Jeg prøver at holde det hele kørende på et anstændigt niveau. Det er sku sin sag, at nå at handle, vaske tøj, rende med sut og vugge vogenen ca. 10 gange på en lur, rydde op, trøste grædende baby i 4 måneder, fordybe sig bare en smule med sine børn, rende til alle mulige aftaler med børnene og bare lige engang imellem have tid til voksen ting. Jeg er blevet rigtig god til, at segne med Nanna kl. 20 om aftenen. Så ham min kære husbond er simpelthen verdens mest tålmodige. Han siger, at det jo bare er sådan det er, og en periode vi bare skal igennem. Og ja - det er jo sådan det er.
Men når tiden bare sådan fiser afsted, når jeg så slet ikke at opleve at walkman'en bliver afløst af noget mere moderne???? :-)
Køen på posthuset, hver gang det var det første i måneden
Telefonen med lang ledning, der bare altid blev viklet ind i sig selv
Europa kortet med Jugoslavien som det fedeste feriemål (har dog aldrig selv været der).
Bankbøger
.....og ja - listen er jo lang i forhold til, hvad der bare er sket de seneste 10-15 år. Sådan noget man vil fortælle ens børn om, og de vil syntes at man er tussegammel fordi, at man har oplevet noget så mærkeligt.
Når nu jeg var i nostalgiens bane, så kiggede jeg lige tilbage på et blogindlæg skrevet for 2 år siden. Og her sidder man så nu, med barn i vognen der snork bobler. Og den anden i børnehave med fuld fart på. Egentlig syntes jeg bare, at tiden i de her 2 år er fløjet afsted. Ligesom jeg ikke helt opdagede at køen på posthuset blev afløst af PBS aftaler og netbank betalinger, så er 2 år også bare PLOFFFFF - feset afsted.
Og min lille skønling i vognen er jo slet ikke så lille mere. Hun bliver snart 5 måneder gammel. Hun har knækket koden omkring at vende sig. Blæser bobler til den store guldmedalje. Pludrer og prøver stemmebåndet af. Spiser grød. Er mere vågen imellem turene i vognen (2-3 timer ad gangen nu i vågen tilstand). Og hun kræver mig mere og mere. Vi leger på gulvet, kigger i spejle, hun sidder oprejst på min arm, hun brokker sig højlydt hvis hun keder sig, eller er frustreret over ting hun gerne vil, men ikke kan. Men hun er og bliver en rigtig lille tusse pige. Men altså: jeg syntes jo lige har født hende. Føj hvor går det stærkt altså. Tilsvarende tidsperiode lagt oveni den vi lige har lagt bag os med Nanna, og så skal hun i vuggestue. Den samme som Frederik gik i. Skønt sted når man er en lille prut. Og helt fantastisk personale.
Og nej - jeg har ikke nået en brøkdel af alt det jeg regnede med i denne barsel (so far ihvertfald). Jeg skulle ihvertfald både trille vognen til og fra børnehave med Frederik ved min side. Altid have vasket tøjet i bund, så der kun lå en lille smule der bare ventede på, at noget i samme farve blev beskidt. Forberede aftensmad når Nanna sov, så vi rigtig havde tid til hinanden når farmand kom hjem fra arbejde, osv. osv. Goddaw mand økseskaft!!!!! Jeg prøver at holde det hele kørende på et anstændigt niveau. Det er sku sin sag, at nå at handle, vaske tøj, rende med sut og vugge vogenen ca. 10 gange på en lur, rydde op, trøste grædende baby i 4 måneder, fordybe sig bare en smule med sine børn, rende til alle mulige aftaler med børnene og bare lige engang imellem have tid til voksen ting. Jeg er blevet rigtig god til, at segne med Nanna kl. 20 om aftenen. Så ham min kære husbond er simpelthen verdens mest tålmodige. Han siger, at det jo bare er sådan det er, og en periode vi bare skal igennem. Og ja - det er jo sådan det er.
Men når tiden bare sådan fiser afsted, når jeg så slet ikke at opleve at walkman'en bliver afløst af noget mere moderne???? :-)
torsdag den 21. januar 2010
Januar 2010
Om jeg dog forstår, hvordan andre "blogmødre" med småfolk får tid til, at skrive indlæg. Men men men - jeg aner lys forude nu.
Nanna har jo haft de vildeste problemer med forstoppelse, klynk, gråd osv. Det har været super hårdt for os alle. Så fik vi endelig noget til hende, som satte gang i systemet. Hurra! Aldrig har jeg været så glad for, at skifte bleer med andet end vådt indhold. Vores sundheds plejerske syntes, at vi lige skulle prøve at stikke forbi kiropraktoren. Bare for at se, om noget sad i klemme og dermed hindrende hendes fordøjelse.
Da det lille menneske blev hevet ud i kejsersnittet, er der åbenbart hevet så hårdt i hendes bækkenparti, at det sad skævt. Det gjorde, at det trykkede så meget på hendes tarme, at hun ikke kunne komme af med noget. Tryk tryk tryk - og vupti. Så sad bækkenet som det skulle. Tryk tryk og så blev der løsnet op for tarmene. Årh for fanden, hvorfor havde jeg dog ikke selv tænkt den tanke? Lille menneske er bare SÅ glad nu, og pludrer som en gal og vildt interesseret i alt omkring hende. Før var hun bare forpint. Hvor er jeg dog lettet. Sove kan hun også, for nu har hun ikke ondt hele tiden. Dette har også været grund til, at hun ikke har kunnet ligge i ammestilling og jeg derfor har malket ud. Øv bøv.
En barnedåb fik vi holdt den 10.01.10 kl. 10. Så mange ti taller. Og præcis 2 år efter, at vi fik beskeden om at Jacob var så ilde tilredt. Det var også kl. 10 den 10. januar. Lidt med klump i halsen da hun fik vand i hovedet. Men skøn skøn dag. Jeg får helt lyst til endnu en baby, bare for at kunne holde en barnedåb igen (men bare rolig - vi skal ikke have flere børn nu). I mandags blev Jacob 2 år. Fejrede dagen med, at forkæle Frederik og mindes Jacob. Vi var i biograf, restaurant og legetøjs butik. Nanna blev passet af mormor.
Tid til grød er det også blevet. For den da, at tiden bare flyver afsted. 4 måneder og en slat gammel. Men helt overbevist om grødens magi er den lille dame bestemt ikke. Det skal nu nok komme. Lige nu er det mest a la "jeg har bare grød over det hele og det er drøn sjovt at blæse bobler samtidig med at man spise" agtig.
Skoleindskrivning til Frederik. Men forældrene var ikke overbevist om, at det var det rigtige at gøre. Fagligt er han jo helt fremme i skoene, og den part er vi rolige ved. Men socialt er der lige nogle ting han godt kan bruge ekstra tid på. Han har jo haft nogle slag i børnehave tiden. Tabet af lillebror, mor der ikke kunne noget som helst under graviditeter, en far der også var ilde tilredt lige omkring fødsel og mor på hospital i en måned. Det har bremset hans udvikling på det sociale. Ligesom man ser hos mange der får søskende, så hopper de lige et trin tilbage i udviklingen. Det har Frederik gjort nogle gange efterhånden. Han skal lige finde tilliden til, at alting nu igen er som det skal være. Og forbliver sådan. Derfor venter vi med skolen endnu et år. Det er blevet positivt modtaget af ham. Faktisk med et "åh tak mor". Han skal så heller ikke længere være den yngste i gruppen, men opleve at være een af de store. Bedste vennen i børnehaven tager også et år mere. Der er jubel over dette faktum tillige.
Alt i alt finder alting sit leje nu. Tror jeg. Jeg kan mærke det indeni. Jeg har jo hele tiden gået med en følelse af, at noget var galt med Nanna. Ikke noget stort og grimt, men noget der lige skulle rettes ind til højre. I was right. Og nu har jeg ikke nogle fornemmelser mere. Ud over, at NU kan det kun gå fremad.
Så fremad det må gå. Ikke længe til, at vi flytter i sommerhus i en måneds tid imens håndværkere skal hamre og banke her. Vi skal lige pakke det meste af huset ned i en container. Ork - det er ingen sag. Nu vil Nanna jo gerne sove. Så regner jubel naren her nemlig med, at jeg får oceaner af tid :-)
Og billeder:
Nanna har jo haft de vildeste problemer med forstoppelse, klynk, gråd osv. Det har været super hårdt for os alle. Så fik vi endelig noget til hende, som satte gang i systemet. Hurra! Aldrig har jeg været så glad for, at skifte bleer med andet end vådt indhold. Vores sundheds plejerske syntes, at vi lige skulle prøve at stikke forbi kiropraktoren. Bare for at se, om noget sad i klemme og dermed hindrende hendes fordøjelse.
Da det lille menneske blev hevet ud i kejsersnittet, er der åbenbart hevet så hårdt i hendes bækkenparti, at det sad skævt. Det gjorde, at det trykkede så meget på hendes tarme, at hun ikke kunne komme af med noget. Tryk tryk tryk - og vupti. Så sad bækkenet som det skulle. Tryk tryk og så blev der løsnet op for tarmene. Årh for fanden, hvorfor havde jeg dog ikke selv tænkt den tanke? Lille menneske er bare SÅ glad nu, og pludrer som en gal og vildt interesseret i alt omkring hende. Før var hun bare forpint. Hvor er jeg dog lettet. Sove kan hun også, for nu har hun ikke ondt hele tiden. Dette har også været grund til, at hun ikke har kunnet ligge i ammestilling og jeg derfor har malket ud. Øv bøv.
En barnedåb fik vi holdt den 10.01.10 kl. 10. Så mange ti taller. Og præcis 2 år efter, at vi fik beskeden om at Jacob var så ilde tilredt. Det var også kl. 10 den 10. januar. Lidt med klump i halsen da hun fik vand i hovedet. Men skøn skøn dag. Jeg får helt lyst til endnu en baby, bare for at kunne holde en barnedåb igen (men bare rolig - vi skal ikke have flere børn nu). I mandags blev Jacob 2 år. Fejrede dagen med, at forkæle Frederik og mindes Jacob. Vi var i biograf, restaurant og legetøjs butik. Nanna blev passet af mormor.
Tid til grød er det også blevet. For den da, at tiden bare flyver afsted. 4 måneder og en slat gammel. Men helt overbevist om grødens magi er den lille dame bestemt ikke. Det skal nu nok komme. Lige nu er det mest a la "jeg har bare grød over det hele og det er drøn sjovt at blæse bobler samtidig med at man spise" agtig.
Skoleindskrivning til Frederik. Men forældrene var ikke overbevist om, at det var det rigtige at gøre. Fagligt er han jo helt fremme i skoene, og den part er vi rolige ved. Men socialt er der lige nogle ting han godt kan bruge ekstra tid på. Han har jo haft nogle slag i børnehave tiden. Tabet af lillebror, mor der ikke kunne noget som helst under graviditeter, en far der også var ilde tilredt lige omkring fødsel og mor på hospital i en måned. Det har bremset hans udvikling på det sociale. Ligesom man ser hos mange der får søskende, så hopper de lige et trin tilbage i udviklingen. Det har Frederik gjort nogle gange efterhånden. Han skal lige finde tilliden til, at alting nu igen er som det skal være. Og forbliver sådan. Derfor venter vi med skolen endnu et år. Det er blevet positivt modtaget af ham. Faktisk med et "åh tak mor". Han skal så heller ikke længere være den yngste i gruppen, men opleve at være een af de store. Bedste vennen i børnehaven tager også et år mere. Der er jubel over dette faktum tillige.
Alt i alt finder alting sit leje nu. Tror jeg. Jeg kan mærke det indeni. Jeg har jo hele tiden gået med en følelse af, at noget var galt med Nanna. Ikke noget stort og grimt, men noget der lige skulle rettes ind til højre. I was right. Og nu har jeg ikke nogle fornemmelser mere. Ud over, at NU kan det kun gå fremad.
Så fremad det må gå. Ikke længe til, at vi flytter i sommerhus i en måneds tid imens håndværkere skal hamre og banke her. Vi skal lige pakke det meste af huset ned i en container. Ork - det er ingen sag. Nu vil Nanna jo gerne sove. Så regner jubel naren her nemlig med, at jeg får oceaner af tid :-)
Og billeder:
onsdag den 6. januar 2010
Tallet 10
Den 10. januar 2008 kl. 10. Indgang 10 Skejby Sygehus. 10 tallerne rullede, og vi fik beskeden om Jacob. Jeg havde det meget svært med tallet 10 derefter.
Den 10. januar 2010 kl. 10 - præcis 2 år senere: vi skal gå op af kirkegulvet med Nanna på armen for, at få hende døbt.
Måske er 10 slet ikke sådan et dumt tal alligevel? Det vil ihvertfald altid forbinde mig på sådan en mærkelig måde med mine børn. For Frederik er nemlig født i 10. måned.
Måske betyder det hele, at jeg en dag skal vinde 10 millioner.....:-)
Den 10. januar 2010 kl. 10 - præcis 2 år senere: vi skal gå op af kirkegulvet med Nanna på armen for, at få hende døbt.
Måske er 10 slet ikke sådan et dumt tal alligevel? Det vil ihvertfald altid forbinde mig på sådan en mærkelig måde med mine børn. For Frederik er nemlig født i 10. måned.
Måske betyder det hele, at jeg en dag skal vinde 10 millioner.....:-)
lørdag den 2. januar 2010
Det nye årti
Ved årtusinde skiftet og indgangen til et nyt årti, kan jeg huske at jeg sad festklædt og var forventningsfuld. Og forvirret. Og lidt usikker....! Fejrede den med en ex kæreste. Som jeg inderst inde godt vidste ikke var "den eneste ene". Men gav det dog nogle chancer. Men jeg sad den aften til år 2000 og savnede min nuværende mand. Ikke at jeg kendte ham. Men savnede at være sammen med een, som kunne få mig til at grine som en flækket træsko, som var meget mere mig. Sagde det ikke højt til en levende sjæl - først da bruddet med ex'en var en realitet.
I år 2001 mødte jeg ham så. Min evig dejlige mand, som jeg vil blive 250 år sammen med. Vi havde et par år som turtleduer, inden vi begav os ud i, at købe hus, restaurere og giftede os. Blev gift den dag hvor vi havde kendt hinanden i 2 år. På vores 1 års bryllupsdag lå jeg på Skejby Sygehus, og fødte næste morgen vores Frederik.
00'erne er groft sagt gået med, at få stiftet familie. At bygge op, bygge på og bygge til. Både med mursten, arbejde og børn.
Vi gik ud af årtiet med en næsten nyfødt. Det var den mest perfekte afslutning på årtiet der stod i familie skabelsens tegn.
Vi sad og talte om det nytårsaften. At nu har vi nået det vi gerne ville hvad angår at bygge familie og rammer op. Det næste årti kommer til at stå i "vokse op og vokse til" tegnet. Det bliver essensen af børnenes barndom sammen. For når vi står på tærsklen igen om 10 år, er Frederik 15 år og måske er sådan noget som efterskole en realitet. Han vil sikkert begynde at løsrive sig fra kerne værdierne og vil prøve noget andet. Who knows!?! Det bliver da konge fedt, at vi nu har 10 år hvor vi skal forme os som familie på 4. Opleve dem vokse op, rejse ud og opleve og nyde vores lille familie. Ih hvor jeg ski glæder mig til det. Vi har drømme om, at opleve nogle store destinationer sammen med dem.
Heldigvis ved vi ikke hvad der skal ske på 10 år, og det er godt nok. Havde jeg vidst for 10 år siden, hvordan jeg/vi skulle kæmpe sådan for at få vores børn til verden, havde jeg måske ikke haft det store mod på det. Men alle mine ønsker for årtiet gik i opfyldelse. Så er det ikke bare noget med, at hvis vi ønsker og vil det stærkt nok, så går drømmene også i opfyldelse?
Godt nytår derude.
I år 2001 mødte jeg ham så. Min evig dejlige mand, som jeg vil blive 250 år sammen med. Vi havde et par år som turtleduer, inden vi begav os ud i, at købe hus, restaurere og giftede os. Blev gift den dag hvor vi havde kendt hinanden i 2 år. På vores 1 års bryllupsdag lå jeg på Skejby Sygehus, og fødte næste morgen vores Frederik.
00'erne er groft sagt gået med, at få stiftet familie. At bygge op, bygge på og bygge til. Både med mursten, arbejde og børn.
Vi gik ud af årtiet med en næsten nyfødt. Det var den mest perfekte afslutning på årtiet der stod i familie skabelsens tegn.
Vi sad og talte om det nytårsaften. At nu har vi nået det vi gerne ville hvad angår at bygge familie og rammer op. Det næste årti kommer til at stå i "vokse op og vokse til" tegnet. Det bliver essensen af børnenes barndom sammen. For når vi står på tærsklen igen om 10 år, er Frederik 15 år og måske er sådan noget som efterskole en realitet. Han vil sikkert begynde at løsrive sig fra kerne værdierne og vil prøve noget andet. Who knows!?! Det bliver da konge fedt, at vi nu har 10 år hvor vi skal forme os som familie på 4. Opleve dem vokse op, rejse ud og opleve og nyde vores lille familie. Ih hvor jeg ski glæder mig til det. Vi har drømme om, at opleve nogle store destinationer sammen med dem.
Heldigvis ved vi ikke hvad der skal ske på 10 år, og det er godt nok. Havde jeg vidst for 10 år siden, hvordan jeg/vi skulle kæmpe sådan for at få vores børn til verden, havde jeg måske ikke haft det store mod på det. Men alle mine ønsker for årtiet gik i opfyldelse. Så er det ikke bare noget med, at hvis vi ønsker og vil det stærkt nok, så går drømmene også i opfyldelse?
Godt nytår derude.
mandag den 28. december 2009
Lidt om alt
Baby med forstoppelse = temmelig pirrelig baby, der vrider og vender sig på alle tider af døgn, og specielt under måltider. Vi klarer den. Tyr til pensionist midlet nu, i flydende form. Alt andet er afprøvet og virker ikke.
Mor med svamp = når baby har trøske (svamp) i mund, får mor det også når baby ammer v mor. Når mor så skal have lindring, og læge ikke helt giver en klar melding om hvad der skal gøres, og man derfor kommer i forkert behandling i 2 uger, ja så sker der ikke en dyt. Altså udover at det bare bliver 10 gange værre. Dvs total revnet og hænger næsten ikke sammen. Bløder konstant derfra og enhver nærkontakt med mælkevejen er så smertefuld, at det bringer tårer i øjne. Så gav vaks vagtlæge den korrekte behandling (der var gået total betændelse i skidtet ) og nu lysner det. Var ellers klar på: giv mig så en pille til at stoppe mælken med. Eller dvs klar var jeg ikke til, at lade mælken ophøre. Men det var den eller mig. Vi klarer også dette.
Mor m ondt og baby i vrid = ikke meget overskud til storebror. Hold da op hvor er det mit held, at en juleferie dumpede ned i min turban, med en far der tonser rundt med 5 årig, og laver ægte drengeting. De hygger sig. Jeg ser mest på, og har abstinenser efter at være med til intens Lego bygning. Vi klarer det og om lidt er det bedre igen.
Se nu har det udviklet sig til en rigtig sygdoms blog. Og dem kan jeg selv godt få for meget af. Så er det da godt, at der også sker meget andet:
Jeg er gået på den kontrollerede mad indtagelse nu. Ingen kulhydrater til mig. Jeg får flip af, at se billeder af mig selv i denne udgave med efter dønninger af 4 graviditeter på 2,5 år. Der venter mig et helt skab fuld af tøj forude, og hold da hvor jeg glæder mig til at kunne passe det igen. Men nu skal jeg aldrig mere være gravid, og hvor dette har været mit projekt i 2,5 år, så er næste projekt at få det ydre og indre velbefindende på plads igen. Jeg savner at være i en spirevip krop igen. Fra høj gravid med Nanna til vægten før 4 graviditeter: 30 kilo's forskel. Mangler de sidste 12 nu. Og syntes derfor at grøntsager er seje!
DR har en børne kanal på tv: Ramasjang. Frederik har af moster fået en T-shirt med dette Ramasjang logo på. Fordi at hun kender nogle der arbejder der. Ellers skal børn vinde i nogle konkurrencer, for at få adgang til en t-shirt. Det blev årets julegave hit. Fik lov at vaske den i aftes, efter af den havde været på ham nat og dag i 3 døgn (kun med udskift af langærmet indenunder). Ser ham tit stolt over noget, men dette slår alt. Han kan næsten ikke være i egen krop så stolt er han. Tro lige på, at man glæder sig til at komme i børnehave og vise frem. Uha da da.......!
Nu er det snart 2010 = ombygning skal igang. Vi skal realisere drømmen om, at få forbundet vores kælder med huset. Som det er nu, skal vi udenfor og udenom for at komme dermed. Der venter 72 m2 dernede, som vi virkelig godt kan bruge. Skal have os en indgang nr 2, hvor overtøj, sko, gummi støvler, klap vogn osv., kan stå UDEN det forstyrrer mit øje. Hvor der er plads til tingene. Og hvor vaskerum kommer op i arbejds venlig højde. En biograf til drengene bliver det også til, når ikke rummet enten er i brug til gæste værelse, lege rum, fødselsdage eller andet. Et stort multi rum. Fedt. Kan få lov at udfolde mig på lidenskaben: indretning og materiale valg. Man er vel ikke gammel cirkus hest for ingenting. Sluttelig bliver der noget med et værksted samt et sted dernede til vin opbevaringen. Jeg elsker denne fase med, at finde det helt rigtige udtryk til rummene. Når håndværkere rykker ind og hamrer hul i etage adskillelse, så flytter vi lige et par km væk, ned til vandet og sommerhus området.
Og om 2 uger er der barnedåb. Så vi laver heldigvis meget andet end at være total tabt i vores egen elendighed :-)
Mor med svamp = når baby har trøske (svamp) i mund, får mor det også når baby ammer v mor. Når mor så skal have lindring, og læge ikke helt giver en klar melding om hvad der skal gøres, og man derfor kommer i forkert behandling i 2 uger, ja så sker der ikke en dyt. Altså udover at det bare bliver 10 gange værre. Dvs total revnet og hænger næsten ikke sammen. Bløder konstant derfra og enhver nærkontakt med mælkevejen er så smertefuld, at det bringer tårer i øjne. Så gav vaks vagtlæge den korrekte behandling (der var gået total betændelse i skidtet ) og nu lysner det. Var ellers klar på: giv mig så en pille til at stoppe mælken med. Eller dvs klar var jeg ikke til, at lade mælken ophøre. Men det var den eller mig. Vi klarer også dette.
Mor m ondt og baby i vrid = ikke meget overskud til storebror. Hold da op hvor er det mit held, at en juleferie dumpede ned i min turban, med en far der tonser rundt med 5 årig, og laver ægte drengeting. De hygger sig. Jeg ser mest på, og har abstinenser efter at være med til intens Lego bygning. Vi klarer det og om lidt er det bedre igen.
Se nu har det udviklet sig til en rigtig sygdoms blog. Og dem kan jeg selv godt få for meget af. Så er det da godt, at der også sker meget andet:
Jeg er gået på den kontrollerede mad indtagelse nu. Ingen kulhydrater til mig. Jeg får flip af, at se billeder af mig selv i denne udgave med efter dønninger af 4 graviditeter på 2,5 år. Der venter mig et helt skab fuld af tøj forude, og hold da hvor jeg glæder mig til at kunne passe det igen. Men nu skal jeg aldrig mere være gravid, og hvor dette har været mit projekt i 2,5 år, så er næste projekt at få det ydre og indre velbefindende på plads igen. Jeg savner at være i en spirevip krop igen. Fra høj gravid med Nanna til vægten før 4 graviditeter: 30 kilo's forskel. Mangler de sidste 12 nu. Og syntes derfor at grøntsager er seje!
DR har en børne kanal på tv: Ramasjang. Frederik har af moster fået en T-shirt med dette Ramasjang logo på. Fordi at hun kender nogle der arbejder der. Ellers skal børn vinde i nogle konkurrencer, for at få adgang til en t-shirt. Det blev årets julegave hit. Fik lov at vaske den i aftes, efter af den havde været på ham nat og dag i 3 døgn (kun med udskift af langærmet indenunder). Ser ham tit stolt over noget, men dette slår alt. Han kan næsten ikke være i egen krop så stolt er han. Tro lige på, at man glæder sig til at komme i børnehave og vise frem. Uha da da.......!
Nu er det snart 2010 = ombygning skal igang. Vi skal realisere drømmen om, at få forbundet vores kælder med huset. Som det er nu, skal vi udenfor og udenom for at komme dermed. Der venter 72 m2 dernede, som vi virkelig godt kan bruge. Skal have os en indgang nr 2, hvor overtøj, sko, gummi støvler, klap vogn osv., kan stå UDEN det forstyrrer mit øje. Hvor der er plads til tingene. Og hvor vaskerum kommer op i arbejds venlig højde. En biograf til drengene bliver det også til, når ikke rummet enten er i brug til gæste værelse, lege rum, fødselsdage eller andet. Et stort multi rum. Fedt. Kan få lov at udfolde mig på lidenskaben: indretning og materiale valg. Man er vel ikke gammel cirkus hest for ingenting. Sluttelig bliver der noget med et værksted samt et sted dernede til vin opbevaringen. Jeg elsker denne fase med, at finde det helt rigtige udtryk til rummene. Når håndværkere rykker ind og hamrer hul i etage adskillelse, så flytter vi lige et par km væk, ned til vandet og sommerhus området.
Og om 2 uger er der barnedåb. Så vi laver heldigvis meget andet end at være total tabt i vores egen elendighed :-)
torsdag den 24. december 2009
Det perfekte ydre
Hvordan kan det lige passe, at jeg tilsyneladende er den eneste ud af hele vennekredsen på facebook, der rent faktisk har lidt julestress? Hvordan kan alle være så meget i balance og have små gran kviste der er bundet perfekt rundt om nypressede servietter? Samtidig med, at maden passer sig selv og står og simrer? Og alle har den skønneste jule konfekt og hjemmelavede småkager!
Altså her er der ingen mad der passer sig selv. Den skal sku da røres i, tilsættes og gøres ved.
Jeg må være meget utrendy når ikke jeg udviser det overskud og ro som alle andre har i deres køkkener. Eller også snyder de bare, og køber "på forhånd hakkede" mandler, kartofler på glas, rødkål i spande, ris a la mande på rulle osv osv. Eller også har jeg ikke forstået den uskrevne regel om, at alting skal se perfekt ud udefra, imens de små damer er ved at omkomme derude i de små (nårh nej - store samtale....) køkkener.
Er jeg virkelig eneste menneske der indrømmer, at jeg fiser rundt som en stress bolle for at nå både, at stege, koge, pynte træ, være mor, amme og hakke ting fra groft til fint? Og jeg har endda snydt i år og uddelegeret nogle flere ting. For ellers ville det med garanti ikke blive jul i år. Men glædelig jul derude.
Altså her er der ingen mad der passer sig selv. Den skal sku da røres i, tilsættes og gøres ved.
Jeg må være meget utrendy når ikke jeg udviser det overskud og ro som alle andre har i deres køkkener. Eller også snyder de bare, og køber "på forhånd hakkede" mandler, kartofler på glas, rødkål i spande, ris a la mande på rulle osv osv. Eller også har jeg ikke forstået den uskrevne regel om, at alting skal se perfekt ud udefra, imens de små damer er ved at omkomme derude i de små (nårh nej - store samtale....) køkkener.
Er jeg virkelig eneste menneske der indrømmer, at jeg fiser rundt som en stress bolle for at nå både, at stege, koge, pynte træ, være mor, amme og hakke ting fra groft til fint? Og jeg har endda snydt i år og uddelegeret nogle flere ting. For ellers ville det med garanti ikke blive jul i år. Men glædelig jul derude.
mandag den 14. december 2009
3 måneder
Så blev denne dejlige grinebidder 3 måneder. Ihhhh det går så stærkt altså.
Det har været nogle af de 3 bedste måneder i mit liv. At have 2 af eget afkom i den stand som de er i, er altså næsten fortryllende. Så pyt være med, at dagene ikke altid slår til og overskud er noget fint noget i en fremmed ordbog. Når man får dejlige små smil, er alt andet ligegyldigt.
Det har været nogle af de 3 bedste måneder i mit liv. At have 2 af eget afkom i den stand som de er i, er altså næsten fortryllende. Så pyt være med, at dagene ikke altid slår til og overskud er noget fint noget i en fremmed ordbog. Når man får dejlige små smil, er alt andet ligegyldigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)