Sendt ud på sidelinjen

Jeg ved da godt, at min lille dreng er ved at være stor. At han selv kan have stærke meninger om tignene.

Men derfor kunne frisøren da godt lige have spurgt moderen først, inden hun siger: "hva så seje dreng - skal jeg lave en hanekam på dig og farve den blå"?

Drengen øjne og ører var jo ved, at poppe ud af hovedet på ham. Er du vimmer mand - selvfølgelig skulle hun det. Moderen var overrulet af en sammensværgelse (selvom han nu havde fået lov, om så de havde spurgt mig til råds) bestående af proto typen på lettere naiv frisør blondine og en knap 4 årig dreng.

Men resultatet var ikke til at tage fejl af: min lille kæmpe store dreng:

Verdens største vattæppe

Se da jeg mødte min honey for 7 år siden, så var det jo på et dating site at første kontakt blev skabt. Eller skal vi sige: genskabt. For vi var unægtelig stødt på hverandre mange gange i livet, uden at have tænkt over det.

Anyway................i min profil skrev jeg bl.a., at jeg ikke havde den evne der omfatter masser af puller, nuller og sløjfeting i mit hjem. I like it rimelig simple. Stearinlys og blomster fra haven er helt okay, men så er jeg også dækket ind på den tøse romantiske platform. Jeg ejer ikke rigtig et hyggeligt vattæppe, små dimser og æsker der er i spændene farver.

Det ser rigtig rigtig hyggeligt ud i butikkerne og hos andre. Men tro mig - jeg har (gen)mødt mesteren over dem alle. En gammel skoleveninde som jeg besøgte i går. Hun er indehaver af en vatæppe butik, med masser af pynt, dimser og dutter. Vild hyggelige ting. ALDRIG har jeg set så mange hyggelige ting, vattæpper, farver, tapeter, små dimser, duge osv., som i hendes hjem. Det virkede som om, at hele hjemmet var eet stort vattæppe der bare indhyllede en i dejlig hygge. Jeg kunne finde på, at tage alle veninderne med hen til hende for, at vise det frem. Det var fuldstændig overdrevet - men på den total hyggelige måde.

Jeg må sige, at mit hjem virkede MEGET tomt da jeg kom hjem fra en super hyggelig aften i vattæppet. Det var faktisk nat inden jeg kom hjem igen. Men i dag er jeg helt overbevist om, at jeg nu er bedst til min egen stil. Og hun til hendes. Men jeg glæder mig til, at komme derud en anden dag og så få dyrket det gen, som jeg måske alligevel aller aller inderst inde har et lille kim af. Hvor meget jeg end prøver at benægte det.

Dilemma og alligevel ikke

Majsemor viste tænder i dag. På arbejdet.

Jeg er jo kommet over i entreprenør branchen, hos et firma med yderst flot og præsentabelt ry og renommé. Det er jeg stolt af, og har haft deres firma ånd i mig, faktisk længe inden jeg opstartede nyt job hos dem. På min tidligere arbejdsplads, var nuværende nemlig leverandør til os dengang. Det er vi stadig. Altid opfattet nuværende arbejdsplads, som en af de mest professionelle og præcise leverandører. Det var derfor nemt at blive overbevist om jobskiftet. So far so good.

Indenfor vores felt, går det meget stærkt i øjeblikket. Vi graver en hulens masse render i jorden, hvor alle energi selskaberne lægger fiber kabler ned, for at få en bid af markedet. Det er godt for os. Men vi er også nødt til, at arbejde med underleverandører da vi ikke selv kan nå alt.

En sådan underleverandør kom ind på kontoret i dag, kl. ca. 09:30. Han skulle lige tage nogle kopier. Helt fint. Da jeg selv har gang i en større udprintning på selvsamme maskine, retter han henvendelse til mig for at høre, hvor længe mit job endnu vil vare. Hvilket jeg svarer ham på.

Men jeg blev målløs. Herren stank langt væk af øl ånde. Før kl. 10. Var kommet til os i bil. Jeg tænkte: er det nu, jeg siger noget til ham eller hvad gør jeg? Tager jeg hans bilnøgler, barrikaderer døren så han bliver spærret inde, eller giver jeg ham en "hvad har du gang i makker" tale? Vi har nul alkohol politik og det gælder også dem der arbejder for os. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at manden jo bagefter sætter sig i bilen og atter drager ud i landet. Med alkohol i blodet. Det kan være ham, der kører ind i mit barn, min mand, min mor, mine søskende, min nabo - ja alle ude i samfundet. Store idiot altså.

Jeg bevarer roen, og går til chefen. Han siger, at de er klar over problemet og ham bekendt kan der ryge omkring en kasse på en dag. "Jammen hvad gør I ved det" siger jeg? Jeg følte bestemt ikke, at jeg fik et svar der gav mig ro i sjælen. "Tænker du ikke på, at han kan køre ind i vores folk, i din datter, kone eller andre?" for jeg sagt. Joh - det gjorde han da, og det var bestemt ikke velanset.

Nu blev jeg rigtig vred, og sagde at hvis ikke han ringede til politiet, så ville jeg gøre det. Men han fik mig dog dysset lidt ned, og sagde at man ville opsige samarbejdet med ham i morgen. At have sådan et firma til at arbejde for os, kan jo give os et rigtig dårligt ry.

Fint nok. Men altså - manden kører jo stadig rundt derude med den stinkende dårlige attitude. Og nu er jeg SÅ gal på ham over hans metoder, at jeg noterer mig hans bilnummer i morgen. Og tro mig - jeg har planer om, at underrette politiet ligeledes.

Sprit bilister er bare ikke okay. De har et problem, men deres problem skal ikke koste andre mennesker livet, eller skade andre. Det er slemt nok, at de skader sig selv på den måde.

Jeg ved, at jeg vil knuse den mand ved at ringe til politiet. For han vil miste kørekort, og kan ikke opretholde hans forretning på cykel. Kan ikke komme rundt til kundemøder, besigtige gravefolkenes arbejde og levere materialer til dem. Det er jo også rigtig skidt. Jeg vil tro, at han har ca. 50 mænd ansat. Det kan også koste nogle af dem jobbet, hvis han mister kortet.

Hvad ville du gøre?

DR1 - NUUUUU..........

Hvis ikke du ser DR1 lige nu, med Lone og aberne på Borneo, så skynd dig at tænde for programmet.

Hvis nu du først læser efter program slut, så husk nu at du også selv kan sponsorere disse orangutanger. Det er også så dejlig livsbekræftende at få e-mail hver måned, hvor hun skriver hvordan det går ens egen helt lille abe.

Vi nyder ihvertfald vores e-mails.

ENDELIG.....

1. forsøg.........

2. forsøg............



3. forsøg - og lykkens gang. En mere lykkelig knægt end min findes næppe ej. Han hylede næsten af lykke bagefter. Idolet over dem alle. Han fik sagt: åhhhh Sigurd - jeg ELSKER dig.

Spørge Jørgen - del 2

Her er stadig gang i hv-spørgsmålene fra sønnike:

1. Mor hvorfor kan far snakke? (fordi han har en mund)
2. Hvorfor slutter benene med en numse? (hmmm -det havde jeg da aldrig lige tænkt over...)
3. Hvad kan du sige på engelsk (årh sådan rundt regnet det meste)
4. Hvor mange ting kan jeg sige på engelsk? (yes my love, oh no, my name is ........, og kuriovs Sjorsje (Curious George, der er engelsk for Peter Pedal)
5. Hvornår bliver jeg en farmand (når du er gammel nok......!!!)?
6. Hvad er det der er nedenunder min tissemand (oh dear - hvordan forklarer man lige det. Øh - det er nogle kugler i en lille pose)
7. Hvorfor ligger sp. 6 ikke i en kasse? (spørg din far......)
8. Farmand - hvad skal vi med de kugler? Kan de trille? (nej - de ligger ligeså stille. Skal du ikke ind og tegne lidt min dreng?)

Og nu er drengene i svømmehallen. Jeg gruer for, hvad han får spurgt om i det herre omklædnings rum.

100% rent

Jeg er nu den lykkelige indehaver af 40 liter økologisk hjemmelavet æblesaft. Frosset ned i portioner til nydelse vinteren over. Selv presset det hele. Tog 1½ time at køre 80 kg. æbler igennem. Det smager HIMMELSK, og samvittigheden er bestemt på topniveau.

Også indehaver af et barn, der vågnede kl. 04:15 i nat og lige fandt vej til smørhullet i dobbeltsengen. Men han faldt først i søvn, 5 min. inden mor og fars vækkeur ringede, og vupti var han atter vågen (ja jeg sov jo heller ikke fra mere fra kl. 04:15. Ih jeg takker så udmygt fordi jeg fik den ære). Det resulterede i en dreng, der snorksov i bilen hjem fra æblepresning. Han har ikke åbnet et øjenlåg siden. Kl. var vel at mærke kun 15:30, og det er jo unægtelig et spøjst tidspunkt at sige godnat på! Men der er absolut ingen liv fra den lille drengeseng, så det bliver en rolig aften.

Ny trend

Tænker nogle gang på, om jeg mon giver drengen lidt for meget snor. Tillader jeg for meget? Eller lærer jeg bare ikke selv, at blive helt voksen.

Anyway - her er gårsdagens maleri samt makeup artist (læbestift) resultat leveret af 3 år og 11 måneder. Der er endnu et på vej i dag.....Fotografen er også de 3 år og 11 måneder. Jeg syntes han er dygtig. Og jeg kan mærke undergrunden ryste under mig - tror det bliver en ny trend det her. I et par uger.

Spørge Jørgen

Næsten 4 årig dreng, er virkelig kommet i spørge hjørnet. Uddrag:

• Hvorfor hedder A ikke P (bogstaverne altså)?
• Hvordan blev du til en pige?
• Hvorfor kan en kat spinde?
• Hvad er der inde i melet?
• Hvorfor lukker man øjnene når man sover?
• Hvorfor er et tæppe varmt? Er der en brændeovn indeni det?
• Hvordan kan du finde ud af at arbejde?
• Hvorfor hedder det en børnehave?
• Hvad ved farmand?
• Hvorfor er moster ikke en dreng?
• Hvordan ved vandet at det skal være vand og ikke juice?
• Hvorfor skal du ikke klippe dine negle mor?
• ...........og 10.000 kr's. spørgsmålet: hvordan har I lavet mig?

Det er skægt at opleve verden igennem en lille drengs øjne.

.........og her er så mine svar:

1. A hedder ikke P, fordi A er ligesom Abe. Det ville lyde skørt hvis man sagde Pabe (ja ja - men han åd den)
2. Jeg blev en pige fordi at jeg vidste at jeg gerne ville have at du skulle bo i min mave, når jeg blev voksen. Så kunne jeg jo ikke være en farmand - vel?
3. En kat kan spinde, fordi den har en lille motor inde i kattekroppen. Når den har det rart, tænder den lille maskine og så kan vi høre det.
4. Der er mel inde i melet.
5. Nej - kan du se en brændeovn måske? Det er varmt fordi det er lavet af ulden fra fårene (her kom så atter: hvorfor deeetttttt????)
6. Jeg kan finde ud af at arbejde, fordi jeg var dygtig i skolen og fordi du er så god til at hjælpe mig med alting. Så er jeg jo ikke træt når jeg skal på arbejde, fordi du hjælper mig med at lave maden. Og SÅ bliver man god til at arbejde.
7. Det hedder børnehave, fordi at I har en stor have at lege i, og den er fuld af børn.
8. Farmand ved ALT (no shit - han ved de mærkeligste ting....)
9. Moster er ikke en dreng fordi, hun ville helst lege med dukker.
10. Fordi juice lugter og klistrer når det bliver varmt. Man kan jo ikke vaske hår i juice.
11. Fordi, damer skal have neglelak på og fordi så kan jeg kradse dig på ryggen.
12. Vi lavede dig på den måde, at mor fik et æg ned i naven. Så kom far med en lille frø. Og den lille frø hoppede ind i ægget og der kunne den rigtig godt lide at være. Men så fandt den lille frø på, at den ikke ville være en frø mere. Den ville være en dreng i stedet for, og den lille dreng blev dig. Så boede du inde i mors æg der lå inde i min mave og derfor blev jeg SÅ tyk (og så siger han: slog du så ægget ned i en skål så det gik i stykker, og så kom jeg ned i en skål. Åh - hvis dog bare en fødsel var så nem......).

Tårekanaler

Det handler om Jacob. Min elskede lille søn der ikke var stærk nok til livet. Eller som jeg/vi vurderede ikke ville få et værdigt liv hvis vi bragte ham hertil, ved at gå fulde 40 uger med ham i maven. Jeg har fortalt begivenheden igen og igen. Og kan godt rumme den for det meste af tiden.

Men når jeg møder en bekendt, som man ikke har stor kontakt med - men som stadig hører til bekendtskabskredsen - og skal fortælle om det hændte, så kan jeg ikke styre tåre kanalerne. Det har jeg derimod ingen problemer med, når jeg taler om det med dem der er tæt på. Det sidder bare stadig lige derinde under huden. Jeg ville så gerne kunne trykke på den "gå væk" knap og få min krop og sind til at acceptere hvad der er sket. Men sådan fungerer det slet ikke.

Jeg hyler ikke ved hans grav, vi snakker om ham dagligt herhjemme fordi storebror bringer ham på banen og med i legen dagligt. Han lever for mig i en helt anden dimension. Men han er jo død og ligeså lidt levende som han er sten død. Måske kommer mine tårer frem, fordi jeg netop skal erkende at han ER død og ikke kommer tilbage. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det ligger lige derinde. Ikke 10 cm under huden, men ganske få millimeter væk. Kors i hytten altså hvor jeg gerne ville have min lille dreng hos mig.

Vi har nogle små lege herhjemme, hvor en råber et spørgsmål ud i luften (eksempelvis: hvem har været i Legoland), og alle dem der har oplevet tingen rækker så hånden i vejret. Det er en virkelig sjov leg for min dejlige dreng og også ham der har indført legen under måltiderne. Når han skal stille spørgsmål, omhandler de fleste hans lillebror. Hvis jeg siger, at han er den allerbedste dreng på snart 4 år som jeg kender, og som jeg elsker allermest, reply'er han med, at jeg også skal sige at jeg elsker Jacob. Det gør mig selvfølgelig rigtig glad at han sådan kærer for sin lillebror, men det smerter også rigtig meget.

Går min lille store dreng med ting indeni, som han ikke kan få ud? Hvorfor kan jeg da ikke bare få lov at give ham den søskende som han sådan savner? Jeg har det så godt på så mange områder, men på lige det punkt smerter det i min krop og sjæl. Har stadig det brændende ønske om, at jeg kan sige at jeg har født 3 børn. Men ved ikke om jeg rent faktisk tør. Men tør jeg lade være?

Dette er en af de dage, hvor jeg tænker på at jeg samme lørdag for 34 uger siden faldt i søvn på hospitalet med min lille Jacob liggende ved siden af mig. Vi lå arm i arm som jeg også gjorde med hans storebror, indtil søvnen overmandede mig og personalet kom og lagde ham i hans egen "seng". Det er sådan en dag i dag. Og tårerne triller..........

Børn i flertal

Kender I det med telefon sælgere der ringer, når man står med hænderne fulde og simpelthen ikke lige har tid til den slags?

Sådan en fik jeg i røret forleden aften, da drengen var rigtig pive træt og skulle i bad.

Jeg siger pænt til ham, at tidspunktet er dårligt. Hvorefter han insisterer og siger, at det blot tager et øjeblik.

Her skruer jeg lidt bissen på og får sagt: hvorfor skal I altid ringe når man står og skal ordne ting med sine børn? Jeg talte her bare i generel vending omkring deres opkalds vaner.

Den snedige telefonmand får hermed indtryk af, at jeg har børn i plural (hvilket jeg jo også har, dog ikke lige angående situationen).

"Børn" siger han - "læser de bøger"

"Ja"

"Hvor mange har du?"

"Mange" får jeg sagt.

"Og hvor gamle er de?"

"3 år"

Der bliver stille i den anden ende, og han sidder nok med følelsen af, at her var en mor med trillinger på 3 år. Det var dog det der skulle til for, at han sagde: "Så tror jeg at jeg ringer på et andet tidspunkt". Lidt empati havde han dog gemt.

Han rigende aldrig tilbage og det priser jeg mig lykkelig for. Men jeg skal også være bedre til at sige, at jeg ikke er interesseret fra start af. Når jeg har lyst at købe, henvender jeg mig selv. Det andet der virker bare ikke på mig. Tværtimod.

Aldersbetingede komplimenter

Jeg stod oppe i den lækre gårdbutik - næsten nabo - og snakkede med nabo og ejer. De ejer et par huse på strækningen hvor vi bor, og det ene er netop blevet solgt. Nysgerrig som man er, spørger man jo til hvem de nye er, om der kommer små legekammerater osv.

Hun fortæller mig, at det er nogle unge mennesker ligesom os - lige omkring de 30, med børn på 4 og 1 år. Fint og dejligt. Men jeg er jo ikke lige 30 år. Selvom hun godt ved det, sagde hun at det kom bag på hende hver gang. Fordi vi faktisk næsten er jævn alderene (de 6 års forskel udjævner sig ligesom når man rykker opad den der alderstavle), men differencen ligger i, at hendes den ældste har kørekort og på vej hjemmefra. Vi er jo på vidt forskellige stadier hvad det angår.

Næste ting der bliver sagt er, at jeg holder mig godt for min alder! Tak tak. Men hvor er det egentlig underligt. Da man var under 30 fik man at vide (altså når heldet var med en.....), at man så godt ud. Efter de 30 får man at vide, at nu ser man ikke godt ud - men man holder sig godt.

Min mor der er 63 år beretter om, at man i hendes alder er usynlig for mange! Forstået på den måde, at der ikke rigtig er nogle: "du holder dig godt" kommentarer længere. De er også for unge til at være gamle. Dvs. ikke gammel nok til, at andre rejser sig i bussen for dem, at de er gangbesværede, går i beige farvet tøj og falder i med det hele. Men usynlige - det er de. Som hun siger, så kan hun gå på strøget i Århus og næsten blive rendt over af unge mennesker. Unge folk, der ikke vil gå til side for hende, for hun er jo ikke "gammel og gangbesværet nok", men heller ikke så ung at hun går med små børn, og de forbi passerende trækker naturligt til side.

Det er bare lommeuld det her, men jeg syntes det er lidt sjovt at opleve hvordan det sådan ændrer sig med tiden. Også sjovt, at en anden nabo jeg har på 25 syntes jeg er gammel, men alligevel ikke gammel. Som hun selv har udtrykt det.

Jeg har hørt, at 40 er den nye 30. At man som 40 årig gør ting som før var forbeholdt de 30 årige. Måske rigtig nok, for vi får jo børn i en meget senere alder, og slipper ikke sådan bare alt det sjove der hører de lidt yngre år til. Men da jeg var 30 kunne jeg med garanti ikke sidde og sige: ork det kan jeg snildt huske det der der skete for 25 år siden. For det kan jeg jo i dag (selvom jeg ikke er helt 40 endnu).

Een ting er dog helt sikkert: jeg bliver aldrig (og med streg under aldrig) sådan en gammel en der går i beigefarvet tøj og sko. Der skal lidt mere farve på i alle henseender.

Nu vil mig og mit lommeuld tage en dejlig sen middagslur. Jeg har lige en hovedpine at udrydde.

Rotter på loftet fra tid til anden

Ved ikke hvorfor, men kom lige i tanke om at det må være dødens pølse at bo i Tappernøje. Mærkelig tanke - ja. Jeg har jo aldrig været der, men på mig lyder det måske nok en kende for langt væk.

Får du også nogle gange de mest mystiske tanker/koblinger, hvor man selv tænker: hvor kom den lige fra?


P.S. - engang kørte manden og jeg ned igennem Tyskland. Ud røg det af min mund: Ihhh - her lugter godt nok af gummistøvler. Der tænkte han: og hvor kom den mystiske kommentar liiiige fra???

De trak kørekort i en automat

Kan simpelthen ikke forstå de der bilister, der bare skal køre som sindsyge og overhale ligeså snart der er den midste mulighed på et kort overhalings stykke. Specielt ikke når jeg erfarer, at vi faktisk holder i den samme kø ved lyskrydset ca. 15 km. lægere henne af vejen. Hvad får de ud af, at komme "3 biler hurtigere frem" end mig? Det giver jo absolut ingen gevinst i den sidste ende, men de sætter livet på spil for dem selv og andre.

Ja tolk gerne, at jeg hver morgen møder disse mystiske bilister. Og de er så pokkers tæt på at braldre ind i modkørende, laver stærke opbremsninger og trækker ind igen osv. For dælen da også.....! Ej heller forstår jeg manges uhensigtsmæssige kørsel på motorvejene. Der er faktisk en regel mht. afstand til forankørende. Den syntes jeg ikke rigtig at kunne se bliver fulgt derude. Næh nej - HELT op og ligge der hvor man ikke kan se bagved liggende bilists lygter i bakspejlet. Der må være mange der ikke tænker på, at når det går galt så går det altså RIGTIG galt. Har mange så travlt, at de ikke kan klare at turen måske tager 3 minutter længere? Hvad er 3 minutter mod et mistet eller kvæstet liv. Jeg forstår det altså ikke.

Mere politi på vejene tak.

Pandekage huset

Klokken er middag og jeg fistrer stadig rundt i nattøjet. Godt svedig ovenpå udrydning af ugens høst af støv partikler, bortviskning af fedtede fingre på vinduer, brug af toiletbørste i flertal og generelt bare våde klude på alle vandrette overflader. Huset skinner, drengene er til fitness og jeg kunne godt bruge et stooorrt varmt kar fuld af vand indeholdende lækre olier. Men i mangel af samme kan et brusebad også gøre underværker.

For første gang i mange uger (og jeg mener mange uger), har jeg haft tid til huset. Det er skam blevet gjort i alle disse uger, men klokken sent om aftenen hvor jeg burde ligge i min seng. Weekenderne har været booket alt for hårdt. Nu skal der skal plukkes blomster ind. Og der skal samles nedfaldne æbler til årets høst af hjemmelavet most. Der er bestilt tid til leje af en maskine der forvandler æbler til drik. Vel at mærke næste søndag.

Jeg kan også konstatere at nu er alt det praktiske gjort, og jeg har over en halv dag til ren familie hygge. Det er store sager og rent guld ned i min lille kurv. Jeg kan dog også mærke på mig selv, at jeg ikke har overskud til at der bliver slæbt beskidte sko ind i huset, at sønnen vil lave mærkelig retter i form af: rugbrød smuldret ned i mælk, tilsat kaffe pulver, banan stykker, salt, peber og mel (skulle nogle være i tvivl, så ligner sådan en omgang resultatet af en rigtig grim: pyh - jeg fik vist for meget alkohol at drikke i går). Jeg kan nok overtales til en portion pandekager. Med mig som den primære styrmand på projektet og ham som ivrig kommenatator. Han har et flip i øjeblikket med æg! Alt hvad der har med æg at gøre, er gud. Som jeg husker en pandekage opskrift, er de repræsenteret i overflod der, og det må give mig lidt point på kontoen.

I morgen er der Legoland i form af firma arrangement på min arbejdsplads. Længe ventet fra sønnens side. Så meget, at han smuttede ind til os i smørhullet natten til i går, og ville tale Legoland tur med mig klokken "det er ikke nu vi skal snakke lille skat". Det var ihvertfald meget mørkt udenfor.

I øvrigt lover jeg højt og helligt, at stemme på det parti der ved lov indfører 26 timer i døgnet.

Skoleskemaet

Intet nyt er godt nyt.

Ja det er faktisk det mest fornuftige jeg skrive. For det er jo sådan det er.

Mit liv er som et skoleskema. Ting på fastlagte tidspunkter, og når igennem hele spektret igennem en uge: dansk, regning, sprog, maskin skrivning, idræt, hjemmekundskab, sløjd, geografi (altså den der køretur til og fra arbejde) biologi samt fysik/kemi (kan man ikke komme den der gode kemi imellem mennesker ind herunder???).

Jeg må endnu engang lige fortælle, at jeg er glad for mit "skoleskifte" og nye skoleskema. Men een ting forstår jeg bare ikke: hvorfor hænger det sådan sammen, at jo mere man har om ørene - jo mere når man faktisk?

Altså da jeg gik hjemme ville jeg aldrig have nået alt det jeg gør nu. Næsten tværtom. Men nu var det jo også sådan, at jeg gik hjemme pga. en/flere årsager. Men alligevel.

Men een ting skærer dybt i mit hjerte hver dag: jeg kan ikke komme op til min lille dreng på kirkegården, som jeg gjorde næsten hver dag i knap 8 måneder. Det er hårdt syntes jeg. Men i morgen har mig og sønnike aftalt, at vi skal op og hygge med lillebror. Og spise kage bagefter. Bage boller sammen og tage en tur i legetøjs butikken. For min lille dreng har nemlig en mor, der kan hente ham allerede kl. 12.30 i morgen. Fordi hun har arbejdet som en tosse hele ugen, går hun tidlig i morgen. For der skal nemlig også være fritimer i mit nye skoleskema.