Jeg har været til gravidtetstjek i dag på Skejby sygehus. Er en af dem der følges ekstra tæt igennem hele forløbet, pga. en livssygdom der dog på ingen måde ellers er til stor gene eller irritation i mit liv. "Alt fint" berettede fronten derude fra. Da jeg var på de kanter stak jeg hovedet indenfor på min arbejdsplads. Dejligt at se dem igen.
Men der var også noget der generede mit sind en smule. De har fået en vikar til at sidde på min pind og det er jo kun 110% forståeligt - arbejdet løser jo ikke ligefrem sig selv. Hun virker som en gæv, frisk, sød og god pige. Men jeg fik lidt følelsen: hvad nu hvis de bliver alt for glade for hende og helt glemmer mig i min fraværsperiode? Det er slet ikke fair at tænke sådan, men måske udtryk for at jeg faktisk savner dem og de er i mine tanker hver dag. Ude hos dem går hverdagen jo bare videre som altid og de har jo bare løst et akut problem. Det er dem også kun velundt, at de i disse tider har fundet en person der rent faktisk kan løse opgaverne. Men stadig - den stikker lidt. Jeg føler mig faktisk lidt jaloux eller noget i den retning. Grow up Majsemor....!
4 kommentarer:
Kan sagtens følge din tankegang.
Hun har jo "taget" noget der var dit.
Det gode ved at være gravid er - udover det helt indlysende at man bærer endnu et lille mirakel i sin krop - at man har ret til ind imellem at tænke som en lille forkælet tøs under dække af hormonel ustabilitet. ;o)
Og tillykke med spireren og at alt ser fint ud.
Jeg forstår dig nu godt...
Heidi: Det er nok noget i den retning jeg føler.
Bitten: Tak skal du have. Ja det er jo et lille mirakel. Du har ret - det må være hormonerne, for faktisk er jeg slet ikke sådan normalt.
Lotten: Det er ikke så skidt når andre kan følge en. Men derfor tror jeg stadig det er noget dumt noget, at få sådanne tanker.
Send en kommentar