torsdag den 15. november 2007

En blodig fortælling.

Jeg indrømmer: juletiden har for mig en extra charme fordi det er blodpølse sæson. Det burde man slet ikke indrømme i min alder, men man skal jo også være ærlig. Jeg ælllllsker den mærkværdige spise og har smittet sønnen med lidenskaben. Velbekomme.

4 kommentarer:

Bitten sagde ...

Nu sidder jeg så spændt og venter på at høre om du - som har indrømmet tendens til improvisationer i køkkenet - selv laver din blodpølse sådan helt fra bunden af? ;o)

Anonym sagde ...

Jeg har end ikke mod til at smage på sådan en pølse...

Majsen sagde ...

Bitten: Der må jeg melde pas. Tænk sig - de kigger så mærkeligt på mig i butikken når jeg spørger om jeg kan købe noget blod!

Heidi: Du er vist langt fra ene om at have det sådan. Da jeg engang nævnte det for en veninde var hendes reaktion: Gud det troede jeg kun, at gamle og gnavne sønderjyder spiser...! Hmmm - jeg må vist have levet i et andet liv og slæbt et spøgelse med med.

Sebastian sagde ...

Det var da sært med dem i butikkerne; du må ud på landet og finde et sted, hvor de slagter grise og så i gang med at røre - vil gerne smage til den tid.

Minder i øvrigt om, da jeg skulle købe hjerne hos slagteren i CityVest en gang for maaange år siden.

Ekspedienten troede, at jeg sagde hjerte, så jeg gentog, så spurgte han kollega, da troede, at han sagde hjerte, så ringede han ud i "bagloklaet", som troede at..., og så ringede han til leverandør, der troede...; men det endte med, at jeg fik en kalvehjerne efter nogle dage. Og det smagte fint.