Bristede forventninger

I 1984 sad vi en gruppe af 13 årige i et kælderrum på en skole i en Århus forstad. Stolene var bestemt ikke behagelige og til trods for, at jeg her befinder mig i skolens film lokale, minder det ikke meget om en blød bio stol. Men det har jeg slet heller ikke brug for. Jeg er nemlig edder spændt på den film vi skal se: Christiane F., og således er hele min opmærksomhed rettet mod filmfremviseren og det store lærred.

Skæbnen vil dog, at jeg må afbryde mig selv i den - i min verden på det tidspunkt - sindsygt spændende film. Sad og rystede med influenza og forlod filmen efter ca. 15 minutter.

Mit andet gensyn med filmen fandt sted på en venindes værelse ca. ½ år senere. Det var dengang hvor man kun måtte være ude til kl. 21:30. Venindens nabo bankede på ved 21 tiden og med sig havde hun det store videobånd, med den film som jeg så gerne ville se. Skulle man nu trodse sine forældre og lade være at overholde tiden, eller være den altid flinke pige der ikke kunne forestille sig, at blive uvenner med mor og far? Jeg valgte det sidste og Christiane F måtte vige pladsen for min pligtopfyldenhed.

Da jeg er ud af en familie der først fik en VHS afspiller efter jeg var flyttet hjemmefra (okay der blev da lejet movieboxe ind imellem, så lidt trendy var man vel) blev det bare aldrig til noget med at se den narkoman film. Egentlig var den også lykkelig glemt. Der var vist andre der var bedre.

Men så skete det. I sidste uge var jeg på børnebiblioteket og låne lidt af hvert til sønnike. Og der stod den så - midt imellem Postmand Per og alle vi børn fra Bulderby! Christiane den sagns omspundne. Jeg nappede den lige med, for NU skulle det altså være. I morges vågnede jeg fælt tideligt og rendte ned i stuen og fik tændt brændeovnene, samt brygget en kaffe. Det siger jo næsten sig selv, at det er hygge nok i sig selv. Men tøsen fandt filmen og NU skulle det altså være. Sådan lidt farlig action fra morgenstunden.

Jeg vil sige et par ting: jeg har set den nu og så er der vist ikke så meget mere at sige om den sag. Tænk sig - her troede jeg, at den virkelig var rigtig god. Det var den måske også i 1984 hvor der ikke ellers var så meget på programmet. Mine forventninger er ikke indfriet eller også bare alt for høje.

Manden havde kigget mærkeligt på mig da han så den på bordet forleden. "Mener du det seriøst" var hans kommentar. Ja for hulan da - nu har jeg oparbejdet den i sindet i over 20 år og velsagtens en af de eneste i min generation der ikke har set den som undervisnings materiale i de støvede filmlokaler. Men jeg nød kaffen og knitrende brændeovn, så det var alligevel en dejlig morgen at vågne op til.