Ørenlyd

Jeg har fået stuearrest. Af min søn. Super. På døren til soveværelset hang der forleden et forbudt skilt udarbejdet af en lille 6 årig hånd. Hvor der i det hvide felt stod: MOR og så et stort X.

"Må jeg ikke gå ind i soveværelset Frederik?"

Drengen kigger meget overlegent på mig inde fra hans egen seng. "Næh hvad tror du selv? Du har da stuearrest!"

Fantastisk. Og hvorfra kender man så lige det ord? Om jeg da var åndsvag, for det havde han set i Isa Steps, på Ramasjang. Fuldstændig og aldeles overlegen sidder han der. Er blevet sådan en stor dreng der bare ved mange flere ting, end jeg bliver involveret i. Har slet ikke brug for mig i det omfang det engang var. Nogle gange er jeg slet ikke klar til denne løsrivelses process. Eller klar til, at han bliver sur på mig og smækker med døren til hans værelse. Fordi, at nu passede det ikke ham at det er spisetid. Nu var han faktisk lige igang med, at øve på en rock koncert og rock musikere har ikke bare altid lige tid til alt mulig andet. De skal øve sig til, at de skal i X-factor. Eller spille med Depeche Mode, som jeg i øvrigt bare kan sende op på hans værelse, når de ringer på døren. Slam.

I børnehaven har han sat temaet for sommerens optræden for de voksne: han vil opsætte Bølle Bob som musical, og har tildelt alle deres roller. Han selv er producer og tilrettelægger. Sørger rigtig meget for, at lyd oplevelsen er på plads. Pædagogerne beretter nærmest dagligt om, at han har taget børn med hen i en afkrog af legepladsen og instruerer dem. Og så smadrer de det hele med deres evige pædagogik. Lad dem dog lege. Men nej - Frederik skal lære, at han ikke kan styre hele verden.

Det lille gøje løg Nanna er copy cat. Hun vil det som storebror gør. Lege med Lego, stå og vrikke med den lille ble mås, som den største dulle korpige i Frederiks band. Hoppe rundt i sofaen. Kravle op på stole. Slå kolbøtter. Kravle på trapper når det passer hende. Kravle op i vinduerne og forsøge at åbne dem. Tænder selv anlægget og fyrer op for musikken, så hjulene på bussen brager ud af højtalerne. Gå kan hun ikke rigtigt, alt foregår i løb. Når hun er i bad, bliver vi andre badet tillige af alt hendes vilde plasken. At sætte sig på numsen i karret, preller af på hende. Hun elsker badet og griner og råber højt derfra hver aften. Får hun ikke hendes vilje, står hun og stamper med de små tykke ben i jorden. Hun kan i den grad blive edderspændt rasende. Flere gange om dagen. Kaster sig bagover, og så slår man jo det lille hoved tit og ofte. Og så er der lige lidt mere volumen på hende end ellers.

Vuggestuen taler om det samme billede deroppe. De har eksisteret i 5 år, men aldrig haft så stort et fjollehoved i den aldersgruppe som Nanna. Ved hvert måltid sætter hun gang i festen. Laver fjollehoveder, vipper rundt på stolen og får de andre til at kopiere hende. Råber, griner, basker med armene og får støjniveaet skruet lige en tand yderligere op.

Her er total gang i den. Jeg fornemmer at have 2 stk. entertainere som børn. Nogle gange råber jeg inde i mig selv: Så hold dog op! Sæt jer ned og vær lidt stille. Bare lige een gang. Please! Det kommer dog noget mere behersket ud af min mund. Og samtidig tænker jeg over min mors ord: tænk hvis ikke de kunne. Det ville da være meget værre. Hun har ret. Hellere 2 unger der dedikerer sig til deres interesser helt og holdent, end at de ikke kunne. At de så begge har valgt de interesser der involverer rigtig meget lyd, det må vi tage som en oplevelse.

Stillestunder har vi, når de sover. Jeg kan forstå, at jeg er ret heldig at have 2 børn der bare lægger sig til at sove, når vi siger at nu er det altså tid. Der har de ikke selektiv hørelse. Vi skal ikke holde i hånd eller rende i pendulfart til kaldende børn.

I dag har jeg en feriedag. Må nok indrømme, at jeg nyder at være i mit eget hjem uden støjniveau. Bare lige nogle timer. Uhmmm - ro. Men glæder mig også svært meget til, at de igen i eftermiddag indtager arenaen og underholder selv edderkopperne med deres hobby: larm.