fredag den 26. marts 2010

Det går jo nok meget godt alligevel

Årh det skulle vel aldrig lige, være endnu et indlæg der handler om mine børn. Åh joh.... For der er efterhånden ikke ret meget, der handler om mig mere. Det går rigtig meget op i børn. Hele tiden og døgnets 24 timer. Jeg tænker, at det bliver ren ferie, at starte op på arbejde igen. Tænk sig lige, at kunne sidde helt stille og rolig ½ time og spise frokost og bare slappe af! De bør altså gøre noget, ved de der barselsdagpenge, for det er fandeme dårlig timebetaling man får, for 24 timers arbejde:-) MEN - det er jo alle pengene (eller mangel på samme) værd og meget meget mere.

Har dog stadig en baby, der kun sover ½ timer ad gangen. Og som er så træt og pyldret meget af tiden. Jeg prøver at hjælpe hende til, at få meget mere søvn indenborde og går laaaange ture med hende. Det blev faktisk til hele 80 km på en enkelt uge. Men det er som om, at som varmegraderne har taget til, har søvnen også aftaget. Lige på det punkt, savner jeg kulde. Hun sov ski så godt dengang. Hun sover 4-5 gange i løbet af en dag. ½ time ad gangen. Og hver gang hun vågner, er hun drøn hamrende sulten og skovler mad ind, som var det det allersidste måltid nogensinde. Hun har virkelig fået smag for mad i alle afskygninger, og spiser alt hvad der bliver serveret. Det er jo nemt. Jeg har en fornemmelse af, at der sker så meget i den lille piges krop, at hun simpelthen ikke kan finde ro til at sove. Eksempelvis knækkede hun i dag koden omkring at krybe omkring. Ikke rigtig kravle, men frem det kommer hun godt nok. Har okset og bakset med det i en uges tid, og været ret frustreret. Frederik var 7½ måned da han knækkede koden. Og dengang fik jeg at vide, at det var tidlig på færde. Nanna er ikke engang 6½ måned. Og skal på det motoriske tillægges hendes for tidlige ankomst. Forstået på den måde, at hun nok ville være lidt langsommere på aftrækkeren i den henseende. Øhhhhh nåh, siger jeg bare. Heldigvis kender Nanna ikke de naturlove, og hamrer afsted i udviklingen. Nu må hun dog gerne snart udvikle et ordentlig søvn mønster. Det tyndslider en mor, aldrig nogensinde at have bare 4 sammenhængende minutter til sig selv. Hvor man kan sidde og drøne en rugbrødsmad ned.

Men jeg kan vel heller ikke få i både pose og sæk. For når hun lægges til natten, så sover hun ml. 12 og 13 timer. Får 1-2 gange flaske, men tager kun et par mundfulde efterhånden. Men hun skal lige have smurt ganen bare lidt.

Frederik og Nanna sammen. Åh my hvor er de bare fantastiske. De nyder virkelig hinandens selskab, og får hverandre til at grine og gerne højlydt. Jeg bliver drøn stolt når de ligger og leger og kommunikerer på et niveau, som ingen voksen nogensinde kan tune ind på. Det er deres stunder, og vi lader dem få dem helt og holdent i fred. Men nøj hvor vi kigger om hjørner og iagttager dem. Og bliver temmelig bløde om hjerterne. Det er svært, at blive i baggrunden. Men jeg gør det, så de kan udvikle deres bånd helt og holdent uden vores indblanden. Og kan i øvrigt få fred til, at lave aftensmad imens jeg smugkigger på dem.

Min dejlige Frederik udvikler sig også i øjeblikket. På det grafiske plan. Jeg er målløs over, hvad han kan få ned på et stykke papir i hans alder. Skal forsøge, at tage billeder af hans tegninger og få dem lagt på her. Længe (ca. et år) har han tegnet perspektiv tegninger. Nu er de dog blevet så avancerede og detaljerede, at han længe har overhalet hans far i tegnekundskaber. Okay - min mand er ikke verdens bedst tegner. Det er vel til det man kalder husbehov. Vi havde en lille rask konkurrence om at tegne nogle dyr. Lad os bare sige, at Frederik slog os begge med flere længder. Og fortalte os, hvad vi havde gjort forkert. Stod som den der formnings lærer og belærte os begge omkring, hvad vi lige manglede eller kunne gøre bedre. Med ordene: "det kan du sagtens - du skal bare lige prøve det et par gange".

Og min skønne knægt gav mig det værste chok sidste weekend. Vi var ude at gå, og han på cykel. Han stak af fra mig flere gange, og til sidst måtte jeg sætte en skrap stemme på og fortælle ham, at nu blev han altså lige nøjagtig ved siden af mig og barnevognen. Ikke på vilkår, at han ville acceptere at jeg talte "med den stemme" (som han sagde), og han stak bagom mig og overpå den anden side af vejen. Ved et T kryds. Hvor en bil drejer om hjørnet. Det hele sker bare så hurtigt. Ser en bil der blokerer bremser, prøver at lokalisere Frederik og ser ham først, da bils kofanger er cirka 5 cm. fra ham. Hvor kunne det bare være gået så galt. Havde det været en traktor, tør jeg ikke tænke på hvor Frederik havde været nu. I chok over det der skete, fik jeg talt lidt mere med "den stemme" som han ikke brød sig om. Og pludselig var jeg verdens dummeste mor, og han ville aldrig mere hverken cykle eller snakke med mig. Heller ikke have et påskeæg af mig. For den da, hvor var han sur på mig. Men kom med våde og tårevædede øjne og gav mig undskyldnig og fortalte, at også han var blevet bange. Vi brugte 4 timer efterfølgende på, bare at sidde og kramme. Jeg kan slet slet ikke med, at være opfarende overfor ham. Han er så vigtig for mig, at det bør være fuldstændig unødvendigt at blive uvenner. Men nogle ting skal bare skæres ud i tykt bølgepap.

Livet kan blive så skrøbeligt i et splitsekund, og dette var endnu een af de stunder hvor jeg blev mindet om hvor dyrebare og fantastiske mine unger er. Og hvor meget de betyder for mig og hele mit liv. Også selvom man nogle gange, må tage den forkerte stemme på, og selvom man aldrig har tid til sig selv. Jeg ville jo aldrig aldrig nogensinde bytte mit liv som det er lige nu, med ikke at have dem. Den boldgade har jeg ligesom prøvet, og det er nederdrægtigt at mangle en af ungerne i sin rede. Jeg syntes stadig det er forkert, at mellemste er ham jeg aldrig mere kan få taget et billede af. Kan kun dokumentere eksempelvis hans 2 års fødseldag, med endnu et billede af en grav. Jeg mangler ham tit og ofte imellem mine hænder. Mangler at have fået lov til, at finde ud af hvem han var. Eller kunne være blevet.

Så chin up, og klø på med tingene som de er lige nu. Min tid kommer helt sikkert igen. Jeg har nemlig åbenbart udsigt til rigtig meget af min tid hvis jeg skal tro min læge i går. Han havde sjældent set, en diabetiker på 34. år med sygdommen, der var så velreguleret i årevis som jeg. Som ingen følgesygdomme havde. Det var næsten uhørt og nærmest magisk som han sagde. Så hvis jeg vil fortsætte på den måde, kunne jeg se frem til at blive en gammel dame med alle lemmer i behold, med fint gråt (eller bliver man ikke helt hvidhåret som gammel) hår. En der skal nyde egne børnebørn vokse op. Hende vil jeg gerne være, så jeg har ikke tænkt mig at ændre så meget. Jeg vil nemlig ikke være hende, der kommer til at mangle synet, et ben eller nyresvigt. Jeg hænger sku i det her liv med alt hvad jeg har. Om det så kun er med et par minutter her og der til mig selv.

4 kommentarer:

tankehal sagde ...

:-))

Frederikke sagde ...

Vi bliver simpelt hen nødt til at prise os lykkelige for, at de små børn sover om natten i stedet for i løbet af dagen :)

Margrethe sagde ...

Det er vel nok en krudtugle, en dejlig krudtugle - men jeg kan godt forstå at du trænger til 5 sammenhængende minutter til digselv :-) - bare rolig det kommer jo ;)

FruE sagde ...

Tiden med små børn er skøn og hård på samme tid. Man nyder dem og nogle dage drømmer man bare om "mig-tid". Sådan tror jeg det skal være.

Det kommer igen Majsen :-)

Knus og god påske.

Ps. måske skulle du kigge forbi og se om du kan vinde min give away til lidt forkælelse :-)