Vi havde en nabo. En stakkel der ikke helt forstod at værdsætte livet. Han drak det væk. Mange en gang har vi hørt ham vælte rundt på den anden side af hegnet, og set ham gå rundt med våde bukser. Våde af urin. Han tog een gang om året en ædru periode på 3-4 uger. Det var når hans søster kom for at besøge ham. Så blev der ryddet op. For et helt år. Det lignede altid kong Volmers derovre. Pyhhhh...!
Når han var ædru, var han en okay person at tale med, og ville også gerne blande sig med naboerne. På en konstruktiv måde. Men de 48-49 andre uger på året; uh hvor var det en pinsel. Jeg havde ondt af ham, men var heller ikke den meget hjælpende type når det gik helt galt på den anden side. For han tog det så ilde op, og blev vred. Truede med nogle af hans ubehagelige venner.
Han døde langfredag. Af kræft og af hans hårde livs stil. 60 år gammel. Efterlod en datter - som i øvrigt er en meget dejlig person. Hun fraskrev sig alt. Hun tømte hus for de mest personlige ting, og resten blev overdraget til kurator. Tilbage stod en rotte rede, som ikke var 5 flade ører værd. Faldefærdig, beskidt og uhumsk. Da huset kom til salg var vi i nabolaget bange for, at en ny af hans type ville flytte ind. For til prisen kunne selv en kontanthjælps modtager får råd til afdrag. Vi overvejede at gå sammen flere stykker, for at købe det til en form for lokal beboerhus. Men heldigvis blev det solgt. Til en meget ordentlig og perfektionistisk mand, der er igang med at istandsætte det til hans datter. Som lige er blevet skilt. Og som ikke drikker. Juhuuuu vi er glade. Det bliver en fin lille perle derovre når han er færdig. Og han er så grundig og så ordentlig. Det er dejligt.
Men når jeg tænker, så kan jeg konkludere at alle de steder jeg har boet, har jeg haft alkoholikere omkring mig i det nære nabolag. Og det er ikke fordi, at jeg har boet i udsatte bolikvarterer. I det noble Strib v Middelfart, var det der. Hustru vold tillige (uh jeg glemmer aldrig, da det en aften hamrede på døren, og udenfor stod en nabo. Forslået. Og fuld. Min daværende kærste kørte hende til krisecenter i Odense. Min søster var på besøg. Vi var rædselslagne for, at ægtemanden ville komme med det boldtræ han havde brugt, og slå os. Men han kom heldigvis ikke). I Åhus hvor vi boede ved siden af anerkendt advokat, kunne vi også konstatere at han var på flasken. I Vejle har jeg også haft dem som nabo, i een af byens fineste villaer. Ja faktisk har jeg boet 8 steder siden jeg flyttede hjemmefra. Og haft alkoholikere som nabo alle steder. Og tror ikke, at det bare er mig der tiltrækker dem (de boede der jo ligesom i forvejen). Jeg tror nemlig at det bare er over det hele.
Hvad tror du?
1 kommentar:
Sådan nogle historier er så sørgelige, og desværre mere almindelige end man lige går og tror. Jeg er så tit blevet mødt med spørgsmålet om alkoholisme i Grønland, og folk ser meget undrende på mig og nogle bliver faktisk også lidt fornærmede, når jeg siger, at jeg i bund og grund ikke tror, problemet er så meget større her end i Danmark. I Danmark er man bare meget bedre til at skjule det bag ligusterhækken.
Send en kommentar