Nå men altså. Jeg mistede jo jobbet, bedst som jeg skulle opstarte igen efter barsel. Jo ikke pga. dårlig indsats osv., men ren og skær dårlige regnskabs tal hos virksomheden, 23 måtte opsiges og afdelings kontoret jeg var tilknyttet blev lukket ned. Resten måtte gå ned i løn. Ærgelig ærgelig, men jeg begræd ikke ligefrem at få 3 måneder med fuld løn og god tid til, at finde nyt job. De fleste kender jo godt, at jobsituationen måske ikke er den bedste i DK og lige på det område, var det også med lidt nervøsitet jeg gik igang med at søge.
Status: søgt 2 jobs. Blev kontaktet via tidligere kollega omkring et andet. 2 samtaler. 2 jobs tilbudt. Sagt ja til det ene. Det eneste ene for mig. Da jeg så stillingsopslaget, kunne jeg slet ikke få det ud af hovedet. Jeg MÅTTE bare have det. Jeg kan næsten ikke huske, at jeg i jobsammenhæng har været så opsat på en stilling, lige fra det sekund jeg så det, vente tiden inden man bliver kaldt til samtale og så tiden indtil man får opringningen. I min spontane glæde, nærmest råbte jeg ind i røret: "Champaaagnnneeee.......". Kommende chef tog det med et smil. Jeg glæder mig så meget, og kan slet ikke forstå at jeg var den heldige iblandt langt over 200 ansøgere.
Nu er der ligesom deadline på, at min forlængede barsel lakker mod enden. Syntes pludselig at der er 1000 ting at nå. I dag bruges dagen på tid med Frederik. Vi skal på børne biblioteket og se et tema, med dimser, dimsedutter, dingenoter og himstergimser. Maskiner og teknik der bliver undersøgt og skilt ad, af små børnehænder. Tror lige, at den lille teknik nørd er i højeste gear i dag. Café besøg til frokost, og så tandlæge til den lille mand. Lille mand med allerførste rokketand. Nu begynder det allersidste af lille barn stadiet også at forsvinde. Det har det nu egentlig været længe, og udtryk som "ej hvor syret" og "total mega meget i orden" er i hans ordstrøm. Han er ikke lille mere. Tøj størrelsen hedder nu 122/128 og skoene har passeret str. 30. Han bygger avancerede ting i Lego udfra fri fantasi. Ting der slår mig helt omkuld, for jeg ville aldrig selv kunne tænke de løsninger. Jeg må sande, at min lille dreng er blevet en stor lille dreng, der løsriver sig til egne lege og egne venner. Lille er han kun i de stunder lige når han vågner og inden han skal sove. Så skal han putte sig helt ind til mig, ligesom da han var lille. Han skal holde hånd og aes. Det er drøn sødt. Eller når han en sjælden gang kommer om natten (sket 5 gange på et år) og klager over at dumme drømme er i hans hoved og han gerne vil ligge lidt tæt og holdes om. Ja tro ikke, at moderen her så bare kan sove videre. Nope - hun ligger og iagttager det sovende barn som er stort og lille på een gang. Og fra tremmesengen lyder snork lyde fra det andet rigtig lille barn.
Det lille barn med snorklydende har da heldigvis stadig meget brug for små stille stunder. Specielt når dagen i vuggestuen er omme. Så bruges der ofte en time på at sidde stille og kramme, og læse en bog. Godt at jeg har en krammebamse mere, for jeg er slet ikke færdig med at kramme med ungerne.
Nu går vi definitivt andre tider i møde. Og jeg glæder mig meget, men kommer godt nok til at savne de der timer jeg lige nu har med børnene. Eller dage vi bare river ud og helliger os selv 100%. Så goddag til noget nyt, er også lidt et farvel til noget andet. Og goddag til Frederiks rokketænder, er også ved at være det sidste farvel til lillebarn stadiet. Snøft snøft. Men velkommen til stor dreng universet med Bølle Bob idoler, MGP sange der fyres op og leg med venner bag lukket dør.
onsdag den 29. september 2010
mandag den 13. september 2010
Når det slår klik
Hvad er det igrunden der sker for denne homo sapiens race, når X kromosonerne ser en nyfødt baby?
"Nååårrrhhhh lille mennsk. Er du sådan en lille pulle, tulle, mulle baby, der er så fiinne fin? Og årrrh - kan du sige så fine små ting? Kan du det? Jaaah du er så butte butte mutte fin"
Jeg er (desværre) omfattet af ovenstående, når jeg ser sådan et bedårende lille menneske der er helt nyt (og jeg VED, at jeg ikke er den eneste, for jeg har hørt det fra andre også når de har set mine da de var små) Jeg skal vist hanke op i mig selv skal jeg så. Det lyder da sådan set ret åndsvagt. Og som om, at den kan svare tilbage!
"Nååårrrhhhh lille mennsk. Er du sådan en lille pulle, tulle, mulle baby, der er så fiinne fin? Og årrrh - kan du sige så fine små ting? Kan du det? Jaaah du er så butte butte mutte fin"
Jeg er (desværre) omfattet af ovenstående, når jeg ser sådan et bedårende lille menneske der er helt nyt (og jeg VED, at jeg ikke er den eneste, for jeg har hørt det fra andre også når de har set mine da de var små) Jeg skal vist hanke op i mig selv skal jeg så. Det lyder da sådan set ret åndsvagt. Og som om, at den kan svare tilbage!
onsdag den 8. september 2010
Sundhed
Ham: Årh mor, hvorfor skal vi altid have så mange grøntsager til aftensmad?
Mig: Fordi grønt er sundt
Ham: Alt grønt?
Mig: Ja...!
Ham: Årh, så vil jeg gerne have en grøn Kaj kage, og nogle grønne vingummier
Mig: Fordi grønt er sundt
Ham: Alt grønt?
Mig: Ja...!
Ham: Årh, så vil jeg gerne have en grøn Kaj kage, og nogle grønne vingummier
tirsdag den 7. september 2010
Nanna - 51 uger gammel
Så råber vi høøøøjt hurra om en uge. Fejrer en fantastisk lille pige der om en uge runder det første år. Og nej jeg forstår altså overhovedet ikke, hvor tiden lige blev af!
Man kan godt gå hen og blive sådan lidt nostalgisk omkring forløbet for et år siden. Hvor jeg næsten lå lænket til sengen på Skejby Sygehus i ugerne op til fødsel. Hvor jeg var så besværet af graviditeten, at jeg knap kunne trække vejret, havde ondt alle steder, kunne ikke spise osv. osv. Men alt det gode der kom ud af det, var jo det hele og meget mere værd. Forleden da jeg havde været i bad, smurte jeg mig efterfølgende ind i creme som jeg fik da jeg lå derude. Bare duften af det, sendte mig fluks tilbage til dengang. Hvor jeg som sidebemærkning var 30 kg. fra min kampvægt fra før før før før før (dvs. 5 graviditeter) jeg fik Nanna. Nu er der kun 4 kg. tilbage at tabe, og der ryger i øjeblikket ml. ½ og 1 kg om ugen. Juhuuuuu....!
Nu er vi så her 51 uger senere. Med en lille trold, der stavrer ivrigt rundt med hendes gåvogn. Meget gerne med storebror på ladet. Afsted det går. Hun er stærk som en okse. Et temperament der matcher hårfarven, begynder at vise sig! Hun er mørkblond med rødt skær. Og det røde der ikke er altoverskyggende viser sig også på det der temperament. Det er heller ikke altoverskyggende, men jeg skal da lige love for, hun viser tænder ind imellem. I går da vi var i en butik og jeg stod og skulle betale, måtte jeg sætte hende på gulvet. Der er ligesom et repos i butikken med 6 trin op. Vupti sagde det, og oppe af trapperne var hun og pilede rundt i det gladeste hvin på den forskudte etage. Lige indtil den grimme mor her tog hende, og skulle sætte i klapvogn. Der stod jeg med et vaskeægte Bilka barn, der slog, sparkede, rev i mit hår og råbte i vilden sky. Ikke på vilkår. Nu havde hun det lige mega sjovt.
Tænderne myldrer frem, og giver mange dage og nætter med uro. Feber tillige, og ikke altid til at vide om hun rent faktisk er syg, eller det "bare" er tænder. Hvorom alting er, så sender jeg hende ikke i vuggestue med feber. Så vi har mange dage sammen herhjemme i øjeblikket. Nanna ser super fræk ud, med alle de tænder og jeg elsker hendes ret store mellemrum mellem fortænderne (ved godt, at det nok ændrer sig når de andre tænder presser det hele mere sammen), og syntes det passer perfekt til hendes personlighed: en fræk lille rødhåret loppe.
Hun er sød til at sidde og lege med hendes ting i længere tid. Men så pludselig skal der ske en hel masse, og så bøffer hun rundt over det hele. Hendes egne legesager kan godt rage hende en høstblomst. Men storebror's derimod er mega spændende. Det giver bestemt nogle konflikter de søskende imellem. Han bliver sur, og hun bliver Bilka barn igen, når hun skal overbevises om fordelene ved eget legetøj. Som det er lige nu, elsker jeg det lille temperament. Men vi skal helt sikkert nok få lidt meningsudvekslinger om det hen af vejen.
Når vi alle sidder samlet om bordet og spiser, er hun den der sætter festen igang. Griner, fjoller, lave sjove hoveder og lyde for, at få alle til at grine. Det er en herlig fest.
Hun har også hendes helt stille og intense små stunder. Når hende og jeg går helt ind i vores symbiose. Når hun kigger mig helt intens ind i øjnene og de lyser op som jeg sjældent har set nogle øjne lyse. Når hun sidder helt rolig med de små fingre og aer mig i ansigtet.
Sproget begynder at presse sig stille og rolig på. Siger hej hej når hun vinker. Mam mam når hun er sulten. La La når hun ser hendes bold. Her må tilføjes, at La La fra Teletubbies er vild med dens bold, og den kobling har hun overført til hendes egen bold. Det er en La La. Hendes eget navn er jo ikke en videnskab at udtale for et lille menneske, og kommer vi forbi et spejl råber hun NANNA.
Når dagen er ved at være omme, og krudtuglen må overgive sig til søvnen sker det ikke uden aktivitet. Hun råber lidt over det, og møffer rundt i sengen på et finurlig måde. Får bakset dynen op i et hjørne og ligger sig som i en lille rede. Det ser helt vildt hyggeligt ud. Bagefter kan vi så lægge endnu en dyne over hende. Og så sover hun trygt og godt i omkring 12 timer.
Ja jeg er glad for, og stolt af min lille pige. Med den fedeste personlighed. Og med hang til smil, glæde, fjolle ting og latter. Hun passer bare perfekt ind i vores familie.
Og nu vil jeg bage boller, til weekendens fejring af det første år. Weeeehhhh....!
Man kan godt gå hen og blive sådan lidt nostalgisk omkring forløbet for et år siden. Hvor jeg næsten lå lænket til sengen på Skejby Sygehus i ugerne op til fødsel. Hvor jeg var så besværet af graviditeten, at jeg knap kunne trække vejret, havde ondt alle steder, kunne ikke spise osv. osv. Men alt det gode der kom ud af det, var jo det hele og meget mere værd. Forleden da jeg havde været i bad, smurte jeg mig efterfølgende ind i creme som jeg fik da jeg lå derude. Bare duften af det, sendte mig fluks tilbage til dengang. Hvor jeg som sidebemærkning var 30 kg. fra min kampvægt fra før før før før før (dvs. 5 graviditeter) jeg fik Nanna. Nu er der kun 4 kg. tilbage at tabe, og der ryger i øjeblikket ml. ½ og 1 kg om ugen. Juhuuuuu....!
Nu er vi så her 51 uger senere. Med en lille trold, der stavrer ivrigt rundt med hendes gåvogn. Meget gerne med storebror på ladet. Afsted det går. Hun er stærk som en okse. Et temperament der matcher hårfarven, begynder at vise sig! Hun er mørkblond med rødt skær. Og det røde der ikke er altoverskyggende viser sig også på det der temperament. Det er heller ikke altoverskyggende, men jeg skal da lige love for, hun viser tænder ind imellem. I går da vi var i en butik og jeg stod og skulle betale, måtte jeg sætte hende på gulvet. Der er ligesom et repos i butikken med 6 trin op. Vupti sagde det, og oppe af trapperne var hun og pilede rundt i det gladeste hvin på den forskudte etage. Lige indtil den grimme mor her tog hende, og skulle sætte i klapvogn. Der stod jeg med et vaskeægte Bilka barn, der slog, sparkede, rev i mit hår og råbte i vilden sky. Ikke på vilkår. Nu havde hun det lige mega sjovt.
Tænderne myldrer frem, og giver mange dage og nætter med uro. Feber tillige, og ikke altid til at vide om hun rent faktisk er syg, eller det "bare" er tænder. Hvorom alting er, så sender jeg hende ikke i vuggestue med feber. Så vi har mange dage sammen herhjemme i øjeblikket. Nanna ser super fræk ud, med alle de tænder og jeg elsker hendes ret store mellemrum mellem fortænderne (ved godt, at det nok ændrer sig når de andre tænder presser det hele mere sammen), og syntes det passer perfekt til hendes personlighed: en fræk lille rødhåret loppe.
Hun er sød til at sidde og lege med hendes ting i længere tid. Men så pludselig skal der ske en hel masse, og så bøffer hun rundt over det hele. Hendes egne legesager kan godt rage hende en høstblomst. Men storebror's derimod er mega spændende. Det giver bestemt nogle konflikter de søskende imellem. Han bliver sur, og hun bliver Bilka barn igen, når hun skal overbevises om fordelene ved eget legetøj. Som det er lige nu, elsker jeg det lille temperament. Men vi skal helt sikkert nok få lidt meningsudvekslinger om det hen af vejen.
Når vi alle sidder samlet om bordet og spiser, er hun den der sætter festen igang. Griner, fjoller, lave sjove hoveder og lyde for, at få alle til at grine. Det er en herlig fest.
Hun har også hendes helt stille og intense små stunder. Når hende og jeg går helt ind i vores symbiose. Når hun kigger mig helt intens ind i øjnene og de lyser op som jeg sjældent har set nogle øjne lyse. Når hun sidder helt rolig med de små fingre og aer mig i ansigtet.
Sproget begynder at presse sig stille og rolig på. Siger hej hej når hun vinker. Mam mam når hun er sulten. La La når hun ser hendes bold. Her må tilføjes, at La La fra Teletubbies er vild med dens bold, og den kobling har hun overført til hendes egen bold. Det er en La La. Hendes eget navn er jo ikke en videnskab at udtale for et lille menneske, og kommer vi forbi et spejl råber hun NANNA.
Når dagen er ved at være omme, og krudtuglen må overgive sig til søvnen sker det ikke uden aktivitet. Hun råber lidt over det, og møffer rundt i sengen på et finurlig måde. Får bakset dynen op i et hjørne og ligger sig som i en lille rede. Det ser helt vildt hyggeligt ud. Bagefter kan vi så lægge endnu en dyne over hende. Og så sover hun trygt og godt i omkring 12 timer.
Ja jeg er glad for, og stolt af min lille pige. Med den fedeste personlighed. Og med hang til smil, glæde, fjolle ting og latter. Hun passer bare perfekt ind i vores familie.
Og nu vil jeg bage boller, til weekendens fejring af det første år. Weeeehhhh....!
torsdag den 2. september 2010
Drengebørn
Jeg går stadig er lidt ved siden af mig selv ovenpå morgenens oplevelser. Man kunne se en grædende mor gå fra børnehaven, alias mig.
Afleverer drengen, som jeg havde haft en kontrovers med til morgen og den episode hang lidt i mig. Men de voksne er af og til nødt til at fortælle, at det altså er de voksne der bestemmer og sådan var det lige her på matriklen til morgen. Men vi var begge glade og gode venner igen, da vi gik mod børnehaven.
Frederik går rundt og leder efter hans venner og finder dem bag en lukket dør. Åbner og siger glad hej, og så skal jeg da ellers love for! "Vi vil ikke lege med dig. Gå væk for du er dum og mærkelig. Du må ikke lege med os. Du er ikke vores ven mere". Knægten bryder naturligvis helt sammen, og jeg kan også mærke hvordan mine mundvige bævrer. Det er jo en voldsom "velkomst". Tager fat i en ansat, og beder hende om at tage fat i drengene imens jeg prøver at trøste en fuldstændig opløst 5 årig.
De seneste dage når jeg har hentet ham, har jeg fået at vide at han har været lidt trodsig og sur. Om der foregik noget hjemme som de skulle tage højde for mht. hans adfærd. Øh nej....! Faktisk tværtimod vil jeg sige. Der er god tid til, at lege med børnene og syntes bestemt ikke de på nogen måde bliver overset. Men nu forstår jeg jo hans trodsighed, når noget sådant foregår lige om ørene på ham. Frederik er ikke en dreng der slår. Det giver ham nogle knubs. Vi opfordrer bestemt ikke til at slå tilbage, men har sagt at hvis ikke de stopper når han har bedt dem om det gentagne gange, så må han selv tage skrappere midler i brug (selvom det stider imod alt hvad vi selv mener). Men ikke på vilkår, at han vil det. For man slår ikke på andre. BASTA.
Og når man er sådan en dreng, der prøver at konklikt håndtere på anden måde, så giver det åbenbart sådan en situation her. En konflikt som ingen af de voksne deroppe har set. Så tænker jeg: hvordan kan det få lov at foregå uden nogen som helst ser eller hører det? Jeg har bestemt mine punkter at sætte på børnehaven og de voksnes engagement (og til tider mangel på samme).
Men jeg sidder nu og tænker, om jeg beskytter ham for meget. Fortæller jeg ham for ofte, at han er jordens ottendene vidunder og stort set alt han gør er super godt, fantastisk osv? At ikke alle måske deler min opfattelse, og at man ikke kan kramme sig igennem hele livet. Skal jeg være mere vedholdende med, at man skal "slå fra sig" og sætte tydligere grænser for hvad der er rigtigt og forkert? Jeg har observeret at hvis nogle har slået på ham, trækker han armene op og siger "lad være med det, det må du ikke for det er forkert. Man må ikke slå". Det er rigtig mange fuldstændig ignorante overfor og klør bare på med næverne. Og så står han der og bliver ked af det og render til en voksen. Som derefter kan stå og være konkliktløser for en slået dreng og den slående. Når først han kommer i skole er der jo ikke en flok pædagoger han kan rende til. Der kan de "hårde" te sig og rotte sig sammen mod dem, der ikke bruger sådanne metoder.
Åh ja, det er jo bare små drenge på 5 år der kan få knækket selv mig til at gå grædende hjem derfra. Jeg kan føle hver en følelse han får i kroppen over sådan en oplevelse. For jeg er akkurat ligesådan. Har aldrig været en af dem der mobbede andre, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen i at hænge andre ud. Man skal behandle alle ens, og andres små afvigelser fra det man selv er, skal man tage positivt op og finde de fællesnævnere man har og derfra få tingene til at fungere. Har heller aldrig selv oplevet at være den der blev mobbet for på en finurlig måde må jeg have udvist, at jeg ikke ville være en del af det game. Jeg kunne faktisk tale med alle, men undgik dem der var "de hårde" når jeg syntes de blev urimelige.
Jeg kan mærke, at jeg er bekymret for den der skoletid på vegne af Frederik. For han er jo bare et glad lille gemyt, der ikke sådan går og tænker på om andre er mærkelige, spiser lugte ost i madpakken, eller ser anderledes ud. Han tager folk som de er og vil bare gerne være venner med alle. Men sådan er langt fra alle indrettet.
Hvad gør man for at klæde ham på til virkeligheden udenfor den kramme verden vi lever i herhjemme? Hvor vi ikke bruger skælde ud medtoder med rund hånd eller råber af børnene (der skal godt nok rigtig rigtig meget til, førend mit stemmebånd kammer over). For jeg er blevet plantet med den følelse nu, at jeg må gøre noget forkert når dem der faktisk gør det forkerte, får lov at "vinde".
Afleverer drengen, som jeg havde haft en kontrovers med til morgen og den episode hang lidt i mig. Men de voksne er af og til nødt til at fortælle, at det altså er de voksne der bestemmer og sådan var det lige her på matriklen til morgen. Men vi var begge glade og gode venner igen, da vi gik mod børnehaven.
Frederik går rundt og leder efter hans venner og finder dem bag en lukket dør. Åbner og siger glad hej, og så skal jeg da ellers love for! "Vi vil ikke lege med dig. Gå væk for du er dum og mærkelig. Du må ikke lege med os. Du er ikke vores ven mere". Knægten bryder naturligvis helt sammen, og jeg kan også mærke hvordan mine mundvige bævrer. Det er jo en voldsom "velkomst". Tager fat i en ansat, og beder hende om at tage fat i drengene imens jeg prøver at trøste en fuldstændig opløst 5 årig.
De seneste dage når jeg har hentet ham, har jeg fået at vide at han har været lidt trodsig og sur. Om der foregik noget hjemme som de skulle tage højde for mht. hans adfærd. Øh nej....! Faktisk tværtimod vil jeg sige. Der er god tid til, at lege med børnene og syntes bestemt ikke de på nogen måde bliver overset. Men nu forstår jeg jo hans trodsighed, når noget sådant foregår lige om ørene på ham. Frederik er ikke en dreng der slår. Det giver ham nogle knubs. Vi opfordrer bestemt ikke til at slå tilbage, men har sagt at hvis ikke de stopper når han har bedt dem om det gentagne gange, så må han selv tage skrappere midler i brug (selvom det stider imod alt hvad vi selv mener). Men ikke på vilkår, at han vil det. For man slår ikke på andre. BASTA.
Og når man er sådan en dreng, der prøver at konklikt håndtere på anden måde, så giver det åbenbart sådan en situation her. En konflikt som ingen af de voksne deroppe har set. Så tænker jeg: hvordan kan det få lov at foregå uden nogen som helst ser eller hører det? Jeg har bestemt mine punkter at sætte på børnehaven og de voksnes engagement (og til tider mangel på samme).
Men jeg sidder nu og tænker, om jeg beskytter ham for meget. Fortæller jeg ham for ofte, at han er jordens ottendene vidunder og stort set alt han gør er super godt, fantastisk osv? At ikke alle måske deler min opfattelse, og at man ikke kan kramme sig igennem hele livet. Skal jeg være mere vedholdende med, at man skal "slå fra sig" og sætte tydligere grænser for hvad der er rigtigt og forkert? Jeg har observeret at hvis nogle har slået på ham, trækker han armene op og siger "lad være med det, det må du ikke for det er forkert. Man må ikke slå". Det er rigtig mange fuldstændig ignorante overfor og klør bare på med næverne. Og så står han der og bliver ked af det og render til en voksen. Som derefter kan stå og være konkliktløser for en slået dreng og den slående. Når først han kommer i skole er der jo ikke en flok pædagoger han kan rende til. Der kan de "hårde" te sig og rotte sig sammen mod dem, der ikke bruger sådanne metoder.
Åh ja, det er jo bare små drenge på 5 år der kan få knækket selv mig til at gå grædende hjem derfra. Jeg kan føle hver en følelse han får i kroppen over sådan en oplevelse. For jeg er akkurat ligesådan. Har aldrig været en af dem der mobbede andre, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen i at hænge andre ud. Man skal behandle alle ens, og andres små afvigelser fra det man selv er, skal man tage positivt op og finde de fællesnævnere man har og derfra få tingene til at fungere. Har heller aldrig selv oplevet at være den der blev mobbet for på en finurlig måde må jeg have udvist, at jeg ikke ville være en del af det game. Jeg kunne faktisk tale med alle, men undgik dem der var "de hårde" når jeg syntes de blev urimelige.
Jeg kan mærke, at jeg er bekymret for den der skoletid på vegne af Frederik. For han er jo bare et glad lille gemyt, der ikke sådan går og tænker på om andre er mærkelige, spiser lugte ost i madpakken, eller ser anderledes ud. Han tager folk som de er og vil bare gerne være venner med alle. Men sådan er langt fra alle indrettet.
Hvad gør man for at klæde ham på til virkeligheden udenfor den kramme verden vi lever i herhjemme? Hvor vi ikke bruger skælde ud medtoder med rund hånd eller råber af børnene (der skal godt nok rigtig rigtig meget til, førend mit stemmebånd kammer over). For jeg er blevet plantet med den følelse nu, at jeg må gøre noget forkert når dem der faktisk gør det forkerte, får lov at "vinde".
onsdag den 1. september 2010
Sådan en næsten helt almindelig onsdag
Så blev det den første efterårsdag. Ikke at termometeret sådan tog sig af den side af sagen, og sådan en solskinsdag skulle nydes. Det valgte jeg at gøre med ældsten, og vi drog til Århus Festuge.
Jeg bliver (stadig) så fascineret af sætninger der kommer ud af den lille mand. Nu deler jeg lige lidt ud her:
På vej til Århus midtby, sidder han og gaber så ingen er i tvivl om, at et par timers søvn ekstra bestemt ikke havde skadet det lille væsen. Hvilket jeg konstaterer med et: Hold da op - du er da godt nok træt. "Jaaaah - jeg syntes faktisk, at det stadig hænger lidt i mig, at Nanna skreg så meget da hun var lille. Man bliver virkelig træt mor"
I musikhuset, hvor vi skulle se et børneteater stykke, spotter han en Kim Larsen plakat. Musik han bare er tovlig begejstret for. "Seeeee mor. Det er Kim Larsen. Hvorfor er der en plakat med ham?" Hvilket kan tilskrives en annonceret koncert. "Årh DEN vil jeg gerne med til. Høj musik lige ind i ørene giver bare så meget energi, at man kan brænde alt sit krudt af, og så skal du ikke sige til mig 10 gange at jeg skal gå i seng. Skal vi ikke bare købe nogle billetter nu?"
Vi valgte lige et smut omkring AROS (kunstmuseum) for, at købe fødselsdags gave i deres lille fede butik, til lillesøster der jo runder det første år om mindre end 2 uger (jeg fatter det stadig ikke helt). Tid til en cola blev det også. Med en herlig udsigt over Århus. Vi ser en stor flok af unge mennesker komme gående udenfor. Vil selv tro, at det har været 3-4 skoleklasser. Han syntes det er vildt så mange der går der i en laaaang række. Jeg får sagt, at de vist er på alder med hans kusine - sådan nogle på 14-15 år. Drengen kigger på mig meget opgivende: "Sig mig lige mor, ved du slet ikke at så hedder de teenagere?"
På vej til frokost, står vi ved fodgænger felt. I krydset holder en politi bil, og bagved dem nogle der får en bøde for ikke at have sikkerheds sele på. Stort indtryk på den lille (så er det jo rigtig hvad mor siger, at man SKAL have sele på for det siger politiet selv). "Ja mor, så kan de lære det. Tror du de har trukket kortet i en automat i Tyskland. Eller måske Legoland?" (drengen må have hørt noget fra hans far, når han brokker sig over med billister).
I Århus festuge er opstillet den mest fantastiske labyrint, med et lysindfald der skaber store oplevelser imens man går rundt derinde. Jeg var meget fascineret og står og dvæler lidt i en afkrog over det spektakulære jeg oplever. "Jaaaaa hva? Du får dig vist nogle specielle oplevelser når du sådan er på tur med mig. Men mor det er jo bare rødt, grønt og blåt lys ligesom jeg har i mit disco lys. Det må du da have set før?"
Og ja, jeg får nogle helt specielle oplevelser når jeg suser rundt med ham. Hvilket jeg i øvrigt har fået lidt god tid til ovenpå min barsel. Er blevet afskediget fra jobbet bedst som jeg skulle opstarte. 23 medarbejdere måtte der siges farvel til, og løn nedgang til de blivende, pga. dårligt regnskab. Super ærgeligt, for jeg var glad for jobbet. Omvendt så har jeg ikke været der længe (sygemelding forud for fødsel og så en barsel smækket oveni), og når alt kommer til alt så kan jeg sagtens bruge 3 måneder på fuld løn til, at nå noget af det jeg ikke har nået det seneste år. Har jo aldrig haft bare 5 minutter for mig selv. Så jeg vil tillade mig at nyde situationen trods alt. Jeg er fortrøstnings fuld. Og en drønhamrende heldig mor til 2 skønne unger.
Nanna er i øvrigt super super glad for vuggestuen og piler rundt med grin og smil på fra hun kommer til hun bliver hentet. Hun er en bølle der forcerer, udforsker, tonser afsted og giver dem lidt sved på panden. For hun er hurtig den lille loppe. Man tror lige hun var ved ens side, og pist væk er hun. Til den modsatte ende, hvor hun tror hun er stor, og lige skal lege med de "store" på næsten 3 år. Det er en fornøjelse at se, at hun er havnet lige det sted der matcher hende 100%. Så bliver man lalleglad.
Jeg bliver (stadig) så fascineret af sætninger der kommer ud af den lille mand. Nu deler jeg lige lidt ud her:
På vej til Århus midtby, sidder han og gaber så ingen er i tvivl om, at et par timers søvn ekstra bestemt ikke havde skadet det lille væsen. Hvilket jeg konstaterer med et: Hold da op - du er da godt nok træt. "Jaaaah - jeg syntes faktisk, at det stadig hænger lidt i mig, at Nanna skreg så meget da hun var lille. Man bliver virkelig træt mor"
I musikhuset, hvor vi skulle se et børneteater stykke, spotter han en Kim Larsen plakat. Musik han bare er tovlig begejstret for. "Seeeee mor. Det er Kim Larsen. Hvorfor er der en plakat med ham?" Hvilket kan tilskrives en annonceret koncert. "Årh DEN vil jeg gerne med til. Høj musik lige ind i ørene giver bare så meget energi, at man kan brænde alt sit krudt af, og så skal du ikke sige til mig 10 gange at jeg skal gå i seng. Skal vi ikke bare købe nogle billetter nu?"
Vi valgte lige et smut omkring AROS (kunstmuseum) for, at købe fødselsdags gave i deres lille fede butik, til lillesøster der jo runder det første år om mindre end 2 uger (jeg fatter det stadig ikke helt). Tid til en cola blev det også. Med en herlig udsigt over Århus. Vi ser en stor flok af unge mennesker komme gående udenfor. Vil selv tro, at det har været 3-4 skoleklasser. Han syntes det er vildt så mange der går der i en laaaang række. Jeg får sagt, at de vist er på alder med hans kusine - sådan nogle på 14-15 år. Drengen kigger på mig meget opgivende: "Sig mig lige mor, ved du slet ikke at så hedder de teenagere?"
På vej til frokost, står vi ved fodgænger felt. I krydset holder en politi bil, og bagved dem nogle der får en bøde for ikke at have sikkerheds sele på. Stort indtryk på den lille (så er det jo rigtig hvad mor siger, at man SKAL have sele på for det siger politiet selv). "Ja mor, så kan de lære det. Tror du de har trukket kortet i en automat i Tyskland. Eller måske Legoland?" (drengen må have hørt noget fra hans far, når han brokker sig over med billister).
I Århus festuge er opstillet den mest fantastiske labyrint, med et lysindfald der skaber store oplevelser imens man går rundt derinde. Jeg var meget fascineret og står og dvæler lidt i en afkrog over det spektakulære jeg oplever. "Jaaaaa hva? Du får dig vist nogle specielle oplevelser når du sådan er på tur med mig. Men mor det er jo bare rødt, grønt og blåt lys ligesom jeg har i mit disco lys. Det må du da have set før?"
Og ja, jeg får nogle helt specielle oplevelser når jeg suser rundt med ham. Hvilket jeg i øvrigt har fået lidt god tid til ovenpå min barsel. Er blevet afskediget fra jobbet bedst som jeg skulle opstarte. 23 medarbejdere måtte der siges farvel til, og løn nedgang til de blivende, pga. dårligt regnskab. Super ærgeligt, for jeg var glad for jobbet. Omvendt så har jeg ikke været der længe (sygemelding forud for fødsel og så en barsel smækket oveni), og når alt kommer til alt så kan jeg sagtens bruge 3 måneder på fuld løn til, at nå noget af det jeg ikke har nået det seneste år. Har jo aldrig haft bare 5 minutter for mig selv. Så jeg vil tillade mig at nyde situationen trods alt. Jeg er fortrøstnings fuld. Og en drønhamrende heldig mor til 2 skønne unger.
Nanna er i øvrigt super super glad for vuggestuen og piler rundt med grin og smil på fra hun kommer til hun bliver hentet. Hun er en bølle der forcerer, udforsker, tonser afsted og giver dem lidt sved på panden. For hun er hurtig den lille loppe. Man tror lige hun var ved ens side, og pist væk er hun. Til den modsatte ende, hvor hun tror hun er stor, og lige skal lege med de "store" på næsten 3 år. Det er en fornøjelse at se, at hun er havnet lige det sted der matcher hende 100%. Så bliver man lalleglad.
Abonner på:
Opslag (Atom)