Drengebørn

Jeg går stadig er lidt ved siden af mig selv ovenpå morgenens oplevelser. Man kunne se en grædende mor gå fra børnehaven, alias mig.

Afleverer drengen, som jeg havde haft en kontrovers med til morgen og den episode hang lidt i mig. Men de voksne er af og til nødt til at fortælle, at det altså er de voksne der bestemmer og sådan var det lige her på matriklen til morgen. Men vi var begge glade og gode venner igen, da vi gik mod børnehaven.

Frederik går rundt og leder efter hans venner og finder dem bag en lukket dør. Åbner og siger glad hej, og så skal jeg da ellers love for! "Vi vil ikke lege med dig. Gå væk for du er dum og mærkelig. Du må ikke lege med os. Du er ikke vores ven mere". Knægten bryder naturligvis helt sammen, og jeg kan også mærke hvordan mine mundvige bævrer. Det er jo en voldsom "velkomst". Tager fat i en ansat, og beder hende om at tage fat i drengene imens jeg prøver at trøste en fuldstændig opløst 5 årig.

De seneste dage når jeg har hentet ham, har jeg fået at vide at han har været lidt trodsig og sur. Om der foregik noget hjemme som de skulle tage højde for mht. hans adfærd. Øh nej....! Faktisk tværtimod vil jeg sige. Der er god tid til, at lege med børnene og syntes bestemt ikke de på nogen måde bliver overset. Men nu forstår jeg jo hans trodsighed, når noget sådant foregår lige om ørene på ham. Frederik er ikke en dreng der slår. Det giver ham nogle knubs. Vi opfordrer bestemt ikke til at slå tilbage, men har sagt at hvis ikke de stopper når han har bedt dem om det gentagne gange, så må han selv tage skrappere midler i brug (selvom det stider imod alt hvad vi selv mener). Men ikke på vilkår, at han vil det. For man slår ikke på andre. BASTA.

Og når man er sådan en dreng, der prøver at konklikt håndtere på anden måde, så giver det åbenbart sådan en situation her. En konflikt som ingen af de voksne deroppe har set. Så tænker jeg: hvordan kan det få lov at foregå uden nogen som helst ser eller hører det? Jeg har bestemt mine punkter at sætte på børnehaven og de voksnes engagement (og til tider mangel på samme).

Men jeg sidder nu og tænker, om jeg beskytter ham for meget. Fortæller jeg ham for ofte, at han er jordens ottendene vidunder og stort set alt han gør er super godt, fantastisk osv? At ikke alle måske deler min opfattelse, og at man ikke kan kramme sig igennem hele livet. Skal jeg være mere vedholdende med, at man skal "slå fra sig" og sætte tydligere grænser for hvad der er rigtigt og forkert? Jeg har observeret at hvis nogle har slået på ham, trækker han armene op og siger "lad være med det, det må du ikke for det er forkert. Man må ikke slå". Det er rigtig mange fuldstændig ignorante overfor og klør bare på med næverne. Og så står han der og bliver ked af det og render til en voksen. Som derefter kan stå og være konkliktløser for en slået dreng og den slående. Når først han kommer i skole er der jo ikke en flok pædagoger han kan rende til. Der kan de "hårde" te sig og rotte sig sammen mod dem, der ikke bruger sådanne metoder.

Åh ja, det er jo bare små drenge på 5 år der kan få knækket selv mig til at gå grædende hjem derfra. Jeg kan føle hver en følelse han får i kroppen over sådan en oplevelse. For jeg er akkurat ligesådan. Har aldrig været en af dem der mobbede andre, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen i at hænge andre ud. Man skal behandle alle ens, og andres små afvigelser fra det man selv er, skal man tage positivt op og finde de fællesnævnere man har og derfra få tingene til at fungere. Har heller aldrig selv oplevet at være den der blev mobbet for på en finurlig måde må jeg have udvist, at jeg ikke ville være en del af det game. Jeg kunne faktisk tale med alle, men undgik dem der var "de hårde" når jeg syntes de blev urimelige.

Jeg kan mærke, at jeg er bekymret for den der skoletid på vegne af Frederik. For han er jo bare et glad lille gemyt, der ikke sådan går og tænker på om andre er mærkelige, spiser lugte ost i madpakken, eller ser anderledes ud. Han tager folk som de er og vil bare gerne være venner med alle. Men sådan er langt fra alle indrettet.

Hvad gør man for at klæde ham på til virkeligheden udenfor den kramme verden vi lever i herhjemme? Hvor vi ikke bruger skælde ud medtoder med rund hånd eller råber af børnene (der skal godt nok rigtig rigtig meget til, førend mit stemmebånd kammer over). For jeg er blevet plantet med den følelse nu, at jeg må gøre noget forkert når dem der faktisk gør det forkerte, får lov at "vinde".