For mange hormoner

Jeg vil bare gerne lige sige, at det faktisk kan være næsten stressende at være hjemme for at slappe af.

Man får ikke slappet ordentlig af, når vasketøjet ikke selv hopper ind i vaskemaskinen. Og andre huslige sysler ordner jo altså heller ikke bare sig selv. Det fungerer altså bare ikke sådan i mit hoved, at jeg kan slå en on/off knap til så jeg kan tage skyklap briller på overfor det der ikke bliver ordnet. Jeg mener - jeg har jo trods alt den ene dag efter den anden til min rådighed. Men dagene smuldrer væk imellem fingerne på mig. Kan sætte mig ned og være vild rationel i mit hoved og sige: nu gør jeg lige sådan og sådan i et stille tempo og så er der alligevel lidt styr på tingene.

Men så kommer der en dag der kræver ro, og så kan jeg skylle alle min planer ud i toilettet. Sådan bliver det også når den lille er her - jeg ved nemlig, at der får man bare ikke ordnet det man skal - eller rettere gerne vil. Og det kan jeg faktisk også godt leve med. For der er jo en lille (og en stor) der er årsag til det.

Så jeg kan åbenbart bare ikke acceptere at det er mig selv der er hemsko for mig selv og min fysiske laden og gøren. Det er svært at være en ellers ret aktiv og handlekraftig person der bliver puttet ned i en passiv krop hvor der ikke er plads til ret meget. Man får endnu flere to-do lister i hovedet, når man har tid til at tænke over hvad der liiiiiige kunne gøres. Bad timing.

Det gode lige nu er, at jeg nu kan begynde at tælle nedad. Nu passerer jeg nemlig midtvejs i forløbet og så går det den rigtige vej. Altså hvad nedtælling angår. Ikke hvad fysisk formåen angår skulle jeg lige hilse og sige. Det er godt, at der kommer en baby ud af alt dette.

.......og jeg skammer mig næsten over at indrømme, at være så oppe at køre på hormonerne, at det næsten slår klik. For 1½ år siden havde jeg givet min venstre halvdel for, at være gravid med et sundt barn. Nu er jeg her så, og så brokker jeg mig alligevel. Slemme slemme........!!!