lørdag den 1. maj 2010

Syntes egentlig det er luksus

Nanna 7½ måned. Et rigtig lille livsstykke der virkelig er begyndt at elske fest, ballade, andre børn (med tryk under samværd med andre børn og i særdelshed hendes storebror), verden, sin familie og mad. Masser af mad. Mad som i: "jeg har næsten tykkere lår nu, end min storebror". Hun er en rigtig trunte.

Vi hører hende dog også en del i øjeblikket. Både jubelskrig over ting der fryder hende. Brokken over ting der er kedelige. Og så en hel masse klagesang over tænderne. Uh hvor de små bisser volder hende trælse stunder. Den første mærkede jeg for en uge siden. Og i dag tand nr. 2. Om der er endnu een på vej er uvist, men putte ritualet der max plejer at tage 15 min (incl. en hel flaske vælling) strakte sig over 3 timers brok. Og hun var træt. SÅ træt. Men bed, rev, skreg, hylede, baskede, vendte og drejede sig i eet væk. Jeg syntes det er bisset af de bisser, at de er så dumme ved hende. Nætterne er også ret urolige og jeg kan til tider føle, at det er som at have en nyfødt der skal mættes hver anden time. Hvilket igrunden var luksus i forhold til, at blive vækket minimum hver ½ time af et meget urolig barn.

Jeg håber, at tænderne holder pause her om en måneds tid. For der skal vi ud og rejse. På en rigtig charterferie. Noget vi aldrig har prøvet før, og egentlig ikke rigtig kunne se os selv være deltagere i. Men jeg kan pludselig godt se plottet med babypool med solfaktor 50 net over, børnepools til Frederik, børne disco nogle aftener, alt hvad vi kan spise og drikke i løbet af dagen når VI har lyst (læs: når børnene er sultne). Stor lejlighed med garanteret rolige omgivelser. Med spa bad (fy skamme - det er ikke godt for miljøet med alt det vand frås). Ikke røre en finger. Bare være sammen som familie. Slentre rundt med en klapvogn. Bade. Sove. Grine. Nyde solen. Ingen vasketøj, ingen madlavning, ingenting som derhjemme. Derfor må tænderne gerne tage på ferie ligeledes, hvis nogle vil høre min mening.

Den "rigtige" sommerferie der i juli måned, bliver en kombi af lidt små udflugter i DK og ellers se hvad vi får lyst til.

Men når man sidder her og snart tager hul på sommeren, så bliver jeg også sådan lidt grebet af halv agtig panik. For når sommerferien slutter, så skal min lille sveske starte i vuggestue. GYS altså. Fra hun begynder, til jeg selv starter igen er der en måned, da jeg lige skal have brændt noget ferie af inden opstart. Waukk - kun 3 måneder mere af dette intense liv med baby. Aldrig mere barsel. Aldrig mere baby. Aldrig mere super god tid med børnene (altså udover ferier og weekender), hvor vi kan hænge længe over eksempelvis morgenmaden. Dette faktum har gjort, at jeg suger alt ud af stunderne som jeg overhovedet kan.

Nej det er ikke længere surt, at Nanna kun sover 3 x ½ time om dagen. For så har jeg ekstra meget tid sammen med hende. Det er heller ikke surt, at trille vogn i øs pøs regnvejr. Det bliver nydt fordi, at om ikke så længe kan jeg ikke bare smutte ud og gå en times tid 3 gange om dagen. Jeg kan ikke på samme måde, opleve hvordan skoven springer mere og mere ud for hver dag der går, og plukke anemoner så jeg næsten drukner i dem. Jeg er i den grad virkelig begyndt at nyde min barsel i fulde drag. Samværd med veninder. Mødregruppe træf med 2 andre fantastiske kvinder (vi var oprindelig 4, men kun de 3 af os klingede helt perfekt). Små udflugter. Ture i byen med klapvogn og baby der sidder og hviner af fryd. Hente en Frederik der cykler hjem og fortæller mig alt i hele verden, af brugbar og knap så brugbar information. Svinge børnene på deres nye gyngestativ i haven. Lyden af børn der leger i haven når Frederik har vennebesøg. Naboer der også yngler i stor stil (lige ankommet en lille legekammerat, og 2 lige på trapperne) og samværd med mødrene og gåture med dem.

Og endnu en herlig uge i vente: i morgen besøg af 4 prægtige mennesker: grønlandsposten med Iluuna og Maliina, samt Krone M's ukronede dronning . Jeg glæder mig vildt meget til at se dem alle 4. Mandag med mødregruppe. Onsdag på veninde tur hele dagen (vi skal røre ved alt tøj i butikkerne, spise frokost, drikke kaffe og sludre/sladre) og Nanna til mormor, torsdag besøg af veninde her, og fredag aften ud og spise tapas og på drinksbar, imens faderen er med børnene. Tror jeg skal dampe af næste weekend.

Livet på barsel har pludselig ændret sig til, at være en herlig ting. Også selvom tænderne giver pylder i hverdagen.