Vil bare lige sige, at regnestykket:
Træt mor der først kom i seng kl. 03 + lille barn der er ved at få 4 hjørnetænder på samme tid og vrider sig som en orm natten og dagen igennem + lille barn der kun vil hænge på arm i øjeblikket + lille barn der har taget de første skridt, men er frustreret over, at man ikke kan tage lange strækninger endnu (som i "piv piv piv og masser af råben) + legesager der ligger i alle tænkelige og utænkelige hjørner og gangarealer = uheldig facit. Det er lige før det kortslutter i min hjerne.
Så er det vist bare her man siger: det sure med det søde.
Jeg skal vist bare tidlig i seng i aften.
Og lige nu nyder jeg, at faderen er ude at gå en tur med lille barnet og prøve at få hende til at forstå det smarte i, at søvn i løbet af dagen kan være en rigtig fin ting. Hvorfor er det lige, at når hun er i vuggestue så kan hun sove i 2 timer i streg? Herhjemme er det kun ½. Om jeg dog fatter det.
lørdag den 6. november 2010
onsdag den 27. oktober 2010
Helligdage
Bevares, jeg syntes det er dejligt for ham Jesus at han blev født. Et lidt trist liv i mine øjne, men det giver os jo alle nogle dejlige tiltrængte fri -og helligdage ind imellem. Men altså, mine helligdage er altså dem hvor alle dem der bor her på adressen har fødselsdag. De er drøn hellige for mig og os. Og nu har vi haft 2 børnefødselsdage (eller dvs. - de fik jo 3 fødselsdags fejringer hver især) indenfor 5 uger, og her lidt stemninger fra hhv. 1 år og 6 år.
onsdag den 29. september 2010
Lakker mod enden
Nå men altså. Jeg mistede jo jobbet, bedst som jeg skulle opstarte igen efter barsel. Jo ikke pga. dårlig indsats osv., men ren og skær dårlige regnskabs tal hos virksomheden, 23 måtte opsiges og afdelings kontoret jeg var tilknyttet blev lukket ned. Resten måtte gå ned i løn. Ærgelig ærgelig, men jeg begræd ikke ligefrem at få 3 måneder med fuld løn og god tid til, at finde nyt job. De fleste kender jo godt, at jobsituationen måske ikke er den bedste i DK og lige på det område, var det også med lidt nervøsitet jeg gik igang med at søge.
Status: søgt 2 jobs. Blev kontaktet via tidligere kollega omkring et andet. 2 samtaler. 2 jobs tilbudt. Sagt ja til det ene. Det eneste ene for mig. Da jeg så stillingsopslaget, kunne jeg slet ikke få det ud af hovedet. Jeg MÅTTE bare have det. Jeg kan næsten ikke huske, at jeg i jobsammenhæng har været så opsat på en stilling, lige fra det sekund jeg så det, vente tiden inden man bliver kaldt til samtale og så tiden indtil man får opringningen. I min spontane glæde, nærmest råbte jeg ind i røret: "Champaaagnnneeee.......". Kommende chef tog det med et smil. Jeg glæder mig så meget, og kan slet ikke forstå at jeg var den heldige iblandt langt over 200 ansøgere.
Nu er der ligesom deadline på, at min forlængede barsel lakker mod enden. Syntes pludselig at der er 1000 ting at nå. I dag bruges dagen på tid med Frederik. Vi skal på børne biblioteket og se et tema, med dimser, dimsedutter, dingenoter og himstergimser. Maskiner og teknik der bliver undersøgt og skilt ad, af små børnehænder. Tror lige, at den lille teknik nørd er i højeste gear i dag. Café besøg til frokost, og så tandlæge til den lille mand. Lille mand med allerførste rokketand. Nu begynder det allersidste af lille barn stadiet også at forsvinde. Det har det nu egentlig været længe, og udtryk som "ej hvor syret" og "total mega meget i orden" er i hans ordstrøm. Han er ikke lille mere. Tøj størrelsen hedder nu 122/128 og skoene har passeret str. 30. Han bygger avancerede ting i Lego udfra fri fantasi. Ting der slår mig helt omkuld, for jeg ville aldrig selv kunne tænke de løsninger. Jeg må sande, at min lille dreng er blevet en stor lille dreng, der løsriver sig til egne lege og egne venner. Lille er han kun i de stunder lige når han vågner og inden han skal sove. Så skal han putte sig helt ind til mig, ligesom da han var lille. Han skal holde hånd og aes. Det er drøn sødt. Eller når han en sjælden gang kommer om natten (sket 5 gange på et år) og klager over at dumme drømme er i hans hoved og han gerne vil ligge lidt tæt og holdes om. Ja tro ikke, at moderen her så bare kan sove videre. Nope - hun ligger og iagttager det sovende barn som er stort og lille på een gang. Og fra tremmesengen lyder snork lyde fra det andet rigtig lille barn.
Det lille barn med snorklydende har da heldigvis stadig meget brug for små stille stunder. Specielt når dagen i vuggestuen er omme. Så bruges der ofte en time på at sidde stille og kramme, og læse en bog. Godt at jeg har en krammebamse mere, for jeg er slet ikke færdig med at kramme med ungerne.
Nu går vi definitivt andre tider i møde. Og jeg glæder mig meget, men kommer godt nok til at savne de der timer jeg lige nu har med børnene. Eller dage vi bare river ud og helliger os selv 100%. Så goddag til noget nyt, er også lidt et farvel til noget andet. Og goddag til Frederiks rokketænder, er også ved at være det sidste farvel til lillebarn stadiet. Snøft snøft. Men velkommen til stor dreng universet med Bølle Bob idoler, MGP sange der fyres op og leg med venner bag lukket dør.
Status: søgt 2 jobs. Blev kontaktet via tidligere kollega omkring et andet. 2 samtaler. 2 jobs tilbudt. Sagt ja til det ene. Det eneste ene for mig. Da jeg så stillingsopslaget, kunne jeg slet ikke få det ud af hovedet. Jeg MÅTTE bare have det. Jeg kan næsten ikke huske, at jeg i jobsammenhæng har været så opsat på en stilling, lige fra det sekund jeg så det, vente tiden inden man bliver kaldt til samtale og så tiden indtil man får opringningen. I min spontane glæde, nærmest råbte jeg ind i røret: "Champaaagnnneeee.......". Kommende chef tog det med et smil. Jeg glæder mig så meget, og kan slet ikke forstå at jeg var den heldige iblandt langt over 200 ansøgere.
Nu er der ligesom deadline på, at min forlængede barsel lakker mod enden. Syntes pludselig at der er 1000 ting at nå. I dag bruges dagen på tid med Frederik. Vi skal på børne biblioteket og se et tema, med dimser, dimsedutter, dingenoter og himstergimser. Maskiner og teknik der bliver undersøgt og skilt ad, af små børnehænder. Tror lige, at den lille teknik nørd er i højeste gear i dag. Café besøg til frokost, og så tandlæge til den lille mand. Lille mand med allerførste rokketand. Nu begynder det allersidste af lille barn stadiet også at forsvinde. Det har det nu egentlig været længe, og udtryk som "ej hvor syret" og "total mega meget i orden" er i hans ordstrøm. Han er ikke lille mere. Tøj størrelsen hedder nu 122/128 og skoene har passeret str. 30. Han bygger avancerede ting i Lego udfra fri fantasi. Ting der slår mig helt omkuld, for jeg ville aldrig selv kunne tænke de løsninger. Jeg må sande, at min lille dreng er blevet en stor lille dreng, der løsriver sig til egne lege og egne venner. Lille er han kun i de stunder lige når han vågner og inden han skal sove. Så skal han putte sig helt ind til mig, ligesom da han var lille. Han skal holde hånd og aes. Det er drøn sødt. Eller når han en sjælden gang kommer om natten (sket 5 gange på et år) og klager over at dumme drømme er i hans hoved og han gerne vil ligge lidt tæt og holdes om. Ja tro ikke, at moderen her så bare kan sove videre. Nope - hun ligger og iagttager det sovende barn som er stort og lille på een gang. Og fra tremmesengen lyder snork lyde fra det andet rigtig lille barn.
Det lille barn med snorklydende har da heldigvis stadig meget brug for små stille stunder. Specielt når dagen i vuggestuen er omme. Så bruges der ofte en time på at sidde stille og kramme, og læse en bog. Godt at jeg har en krammebamse mere, for jeg er slet ikke færdig med at kramme med ungerne.
Nu går vi definitivt andre tider i møde. Og jeg glæder mig meget, men kommer godt nok til at savne de der timer jeg lige nu har med børnene. Eller dage vi bare river ud og helliger os selv 100%. Så goddag til noget nyt, er også lidt et farvel til noget andet. Og goddag til Frederiks rokketænder, er også ved at være det sidste farvel til lillebarn stadiet. Snøft snøft. Men velkommen til stor dreng universet med Bølle Bob idoler, MGP sange der fyres op og leg med venner bag lukket dør.
mandag den 13. september 2010
Når det slår klik
Hvad er det igrunden der sker for denne homo sapiens race, når X kromosonerne ser en nyfødt baby?
"Nååårrrhhhh lille mennsk. Er du sådan en lille pulle, tulle, mulle baby, der er så fiinne fin? Og årrrh - kan du sige så fine små ting? Kan du det? Jaaah du er så butte butte mutte fin"
Jeg er (desværre) omfattet af ovenstående, når jeg ser sådan et bedårende lille menneske der er helt nyt (og jeg VED, at jeg ikke er den eneste, for jeg har hørt det fra andre også når de har set mine da de var små) Jeg skal vist hanke op i mig selv skal jeg så. Det lyder da sådan set ret åndsvagt. Og som om, at den kan svare tilbage!
"Nååårrrhhhh lille mennsk. Er du sådan en lille pulle, tulle, mulle baby, der er så fiinne fin? Og årrrh - kan du sige så fine små ting? Kan du det? Jaaah du er så butte butte mutte fin"
Jeg er (desværre) omfattet af ovenstående, når jeg ser sådan et bedårende lille menneske der er helt nyt (og jeg VED, at jeg ikke er den eneste, for jeg har hørt det fra andre også når de har set mine da de var små) Jeg skal vist hanke op i mig selv skal jeg så. Det lyder da sådan set ret åndsvagt. Og som om, at den kan svare tilbage!
onsdag den 8. september 2010
Sundhed
Ham: Årh mor, hvorfor skal vi altid have så mange grøntsager til aftensmad?
Mig: Fordi grønt er sundt
Ham: Alt grønt?
Mig: Ja...!
Ham: Årh, så vil jeg gerne have en grøn Kaj kage, og nogle grønne vingummier
Mig: Fordi grønt er sundt
Ham: Alt grønt?
Mig: Ja...!
Ham: Årh, så vil jeg gerne have en grøn Kaj kage, og nogle grønne vingummier
tirsdag den 7. september 2010
Nanna - 51 uger gammel
Så råber vi høøøøjt hurra om en uge. Fejrer en fantastisk lille pige der om en uge runder det første år. Og nej jeg forstår altså overhovedet ikke, hvor tiden lige blev af!
Man kan godt gå hen og blive sådan lidt nostalgisk omkring forløbet for et år siden. Hvor jeg næsten lå lænket til sengen på Skejby Sygehus i ugerne op til fødsel. Hvor jeg var så besværet af graviditeten, at jeg knap kunne trække vejret, havde ondt alle steder, kunne ikke spise osv. osv. Men alt det gode der kom ud af det, var jo det hele og meget mere værd. Forleden da jeg havde været i bad, smurte jeg mig efterfølgende ind i creme som jeg fik da jeg lå derude. Bare duften af det, sendte mig fluks tilbage til dengang. Hvor jeg som sidebemærkning var 30 kg. fra min kampvægt fra før før før før før (dvs. 5 graviditeter) jeg fik Nanna. Nu er der kun 4 kg. tilbage at tabe, og der ryger i øjeblikket ml. ½ og 1 kg om ugen. Juhuuuuu....!
Nu er vi så her 51 uger senere. Med en lille trold, der stavrer ivrigt rundt med hendes gåvogn. Meget gerne med storebror på ladet. Afsted det går. Hun er stærk som en okse. Et temperament der matcher hårfarven, begynder at vise sig! Hun er mørkblond med rødt skær. Og det røde der ikke er altoverskyggende viser sig også på det der temperament. Det er heller ikke altoverskyggende, men jeg skal da lige love for, hun viser tænder ind imellem. I går da vi var i en butik og jeg stod og skulle betale, måtte jeg sætte hende på gulvet. Der er ligesom et repos i butikken med 6 trin op. Vupti sagde det, og oppe af trapperne var hun og pilede rundt i det gladeste hvin på den forskudte etage. Lige indtil den grimme mor her tog hende, og skulle sætte i klapvogn. Der stod jeg med et vaskeægte Bilka barn, der slog, sparkede, rev i mit hår og råbte i vilden sky. Ikke på vilkår. Nu havde hun det lige mega sjovt.
Tænderne myldrer frem, og giver mange dage og nætter med uro. Feber tillige, og ikke altid til at vide om hun rent faktisk er syg, eller det "bare" er tænder. Hvorom alting er, så sender jeg hende ikke i vuggestue med feber. Så vi har mange dage sammen herhjemme i øjeblikket. Nanna ser super fræk ud, med alle de tænder og jeg elsker hendes ret store mellemrum mellem fortænderne (ved godt, at det nok ændrer sig når de andre tænder presser det hele mere sammen), og syntes det passer perfekt til hendes personlighed: en fræk lille rødhåret loppe.
Hun er sød til at sidde og lege med hendes ting i længere tid. Men så pludselig skal der ske en hel masse, og så bøffer hun rundt over det hele. Hendes egne legesager kan godt rage hende en høstblomst. Men storebror's derimod er mega spændende. Det giver bestemt nogle konflikter de søskende imellem. Han bliver sur, og hun bliver Bilka barn igen, når hun skal overbevises om fordelene ved eget legetøj. Som det er lige nu, elsker jeg det lille temperament. Men vi skal helt sikkert nok få lidt meningsudvekslinger om det hen af vejen.
Når vi alle sidder samlet om bordet og spiser, er hun den der sætter festen igang. Griner, fjoller, lave sjove hoveder og lyde for, at få alle til at grine. Det er en herlig fest.
Hun har også hendes helt stille og intense små stunder. Når hende og jeg går helt ind i vores symbiose. Når hun kigger mig helt intens ind i øjnene og de lyser op som jeg sjældent har set nogle øjne lyse. Når hun sidder helt rolig med de små fingre og aer mig i ansigtet.
Sproget begynder at presse sig stille og rolig på. Siger hej hej når hun vinker. Mam mam når hun er sulten. La La når hun ser hendes bold. Her må tilføjes, at La La fra Teletubbies er vild med dens bold, og den kobling har hun overført til hendes egen bold. Det er en La La. Hendes eget navn er jo ikke en videnskab at udtale for et lille menneske, og kommer vi forbi et spejl råber hun NANNA.
Når dagen er ved at være omme, og krudtuglen må overgive sig til søvnen sker det ikke uden aktivitet. Hun råber lidt over det, og møffer rundt i sengen på et finurlig måde. Får bakset dynen op i et hjørne og ligger sig som i en lille rede. Det ser helt vildt hyggeligt ud. Bagefter kan vi så lægge endnu en dyne over hende. Og så sover hun trygt og godt i omkring 12 timer.
Ja jeg er glad for, og stolt af min lille pige. Med den fedeste personlighed. Og med hang til smil, glæde, fjolle ting og latter. Hun passer bare perfekt ind i vores familie.
Og nu vil jeg bage boller, til weekendens fejring af det første år. Weeeehhhh....!
Man kan godt gå hen og blive sådan lidt nostalgisk omkring forløbet for et år siden. Hvor jeg næsten lå lænket til sengen på Skejby Sygehus i ugerne op til fødsel. Hvor jeg var så besværet af graviditeten, at jeg knap kunne trække vejret, havde ondt alle steder, kunne ikke spise osv. osv. Men alt det gode der kom ud af det, var jo det hele og meget mere værd. Forleden da jeg havde været i bad, smurte jeg mig efterfølgende ind i creme som jeg fik da jeg lå derude. Bare duften af det, sendte mig fluks tilbage til dengang. Hvor jeg som sidebemærkning var 30 kg. fra min kampvægt fra før før før før før (dvs. 5 graviditeter) jeg fik Nanna. Nu er der kun 4 kg. tilbage at tabe, og der ryger i øjeblikket ml. ½ og 1 kg om ugen. Juhuuuuu....!
Nu er vi så her 51 uger senere. Med en lille trold, der stavrer ivrigt rundt med hendes gåvogn. Meget gerne med storebror på ladet. Afsted det går. Hun er stærk som en okse. Et temperament der matcher hårfarven, begynder at vise sig! Hun er mørkblond med rødt skær. Og det røde der ikke er altoverskyggende viser sig også på det der temperament. Det er heller ikke altoverskyggende, men jeg skal da lige love for, hun viser tænder ind imellem. I går da vi var i en butik og jeg stod og skulle betale, måtte jeg sætte hende på gulvet. Der er ligesom et repos i butikken med 6 trin op. Vupti sagde det, og oppe af trapperne var hun og pilede rundt i det gladeste hvin på den forskudte etage. Lige indtil den grimme mor her tog hende, og skulle sætte i klapvogn. Der stod jeg med et vaskeægte Bilka barn, der slog, sparkede, rev i mit hår og råbte i vilden sky. Ikke på vilkår. Nu havde hun det lige mega sjovt.
Tænderne myldrer frem, og giver mange dage og nætter med uro. Feber tillige, og ikke altid til at vide om hun rent faktisk er syg, eller det "bare" er tænder. Hvorom alting er, så sender jeg hende ikke i vuggestue med feber. Så vi har mange dage sammen herhjemme i øjeblikket. Nanna ser super fræk ud, med alle de tænder og jeg elsker hendes ret store mellemrum mellem fortænderne (ved godt, at det nok ændrer sig når de andre tænder presser det hele mere sammen), og syntes det passer perfekt til hendes personlighed: en fræk lille rødhåret loppe.
Hun er sød til at sidde og lege med hendes ting i længere tid. Men så pludselig skal der ske en hel masse, og så bøffer hun rundt over det hele. Hendes egne legesager kan godt rage hende en høstblomst. Men storebror's derimod er mega spændende. Det giver bestemt nogle konflikter de søskende imellem. Han bliver sur, og hun bliver Bilka barn igen, når hun skal overbevises om fordelene ved eget legetøj. Som det er lige nu, elsker jeg det lille temperament. Men vi skal helt sikkert nok få lidt meningsudvekslinger om det hen af vejen.
Når vi alle sidder samlet om bordet og spiser, er hun den der sætter festen igang. Griner, fjoller, lave sjove hoveder og lyde for, at få alle til at grine. Det er en herlig fest.
Hun har også hendes helt stille og intense små stunder. Når hende og jeg går helt ind i vores symbiose. Når hun kigger mig helt intens ind i øjnene og de lyser op som jeg sjældent har set nogle øjne lyse. Når hun sidder helt rolig med de små fingre og aer mig i ansigtet.
Sproget begynder at presse sig stille og rolig på. Siger hej hej når hun vinker. Mam mam når hun er sulten. La La når hun ser hendes bold. Her må tilføjes, at La La fra Teletubbies er vild med dens bold, og den kobling har hun overført til hendes egen bold. Det er en La La. Hendes eget navn er jo ikke en videnskab at udtale for et lille menneske, og kommer vi forbi et spejl råber hun NANNA.
Når dagen er ved at være omme, og krudtuglen må overgive sig til søvnen sker det ikke uden aktivitet. Hun råber lidt over det, og møffer rundt i sengen på et finurlig måde. Får bakset dynen op i et hjørne og ligger sig som i en lille rede. Det ser helt vildt hyggeligt ud. Bagefter kan vi så lægge endnu en dyne over hende. Og så sover hun trygt og godt i omkring 12 timer.
Ja jeg er glad for, og stolt af min lille pige. Med den fedeste personlighed. Og med hang til smil, glæde, fjolle ting og latter. Hun passer bare perfekt ind i vores familie.
Og nu vil jeg bage boller, til weekendens fejring af det første år. Weeeehhhh....!
torsdag den 2. september 2010
Drengebørn
Jeg går stadig er lidt ved siden af mig selv ovenpå morgenens oplevelser. Man kunne se en grædende mor gå fra børnehaven, alias mig.
Afleverer drengen, som jeg havde haft en kontrovers med til morgen og den episode hang lidt i mig. Men de voksne er af og til nødt til at fortælle, at det altså er de voksne der bestemmer og sådan var det lige her på matriklen til morgen. Men vi var begge glade og gode venner igen, da vi gik mod børnehaven.
Frederik går rundt og leder efter hans venner og finder dem bag en lukket dør. Åbner og siger glad hej, og så skal jeg da ellers love for! "Vi vil ikke lege med dig. Gå væk for du er dum og mærkelig. Du må ikke lege med os. Du er ikke vores ven mere". Knægten bryder naturligvis helt sammen, og jeg kan også mærke hvordan mine mundvige bævrer. Det er jo en voldsom "velkomst". Tager fat i en ansat, og beder hende om at tage fat i drengene imens jeg prøver at trøste en fuldstændig opløst 5 årig.
De seneste dage når jeg har hentet ham, har jeg fået at vide at han har været lidt trodsig og sur. Om der foregik noget hjemme som de skulle tage højde for mht. hans adfærd. Øh nej....! Faktisk tværtimod vil jeg sige. Der er god tid til, at lege med børnene og syntes bestemt ikke de på nogen måde bliver overset. Men nu forstår jeg jo hans trodsighed, når noget sådant foregår lige om ørene på ham. Frederik er ikke en dreng der slår. Det giver ham nogle knubs. Vi opfordrer bestemt ikke til at slå tilbage, men har sagt at hvis ikke de stopper når han har bedt dem om det gentagne gange, så må han selv tage skrappere midler i brug (selvom det stider imod alt hvad vi selv mener). Men ikke på vilkår, at han vil det. For man slår ikke på andre. BASTA.
Og når man er sådan en dreng, der prøver at konklikt håndtere på anden måde, så giver det åbenbart sådan en situation her. En konflikt som ingen af de voksne deroppe har set. Så tænker jeg: hvordan kan det få lov at foregå uden nogen som helst ser eller hører det? Jeg har bestemt mine punkter at sætte på børnehaven og de voksnes engagement (og til tider mangel på samme).
Men jeg sidder nu og tænker, om jeg beskytter ham for meget. Fortæller jeg ham for ofte, at han er jordens ottendene vidunder og stort set alt han gør er super godt, fantastisk osv? At ikke alle måske deler min opfattelse, og at man ikke kan kramme sig igennem hele livet. Skal jeg være mere vedholdende med, at man skal "slå fra sig" og sætte tydligere grænser for hvad der er rigtigt og forkert? Jeg har observeret at hvis nogle har slået på ham, trækker han armene op og siger "lad være med det, det må du ikke for det er forkert. Man må ikke slå". Det er rigtig mange fuldstændig ignorante overfor og klør bare på med næverne. Og så står han der og bliver ked af det og render til en voksen. Som derefter kan stå og være konkliktløser for en slået dreng og den slående. Når først han kommer i skole er der jo ikke en flok pædagoger han kan rende til. Der kan de "hårde" te sig og rotte sig sammen mod dem, der ikke bruger sådanne metoder.
Åh ja, det er jo bare små drenge på 5 år der kan få knækket selv mig til at gå grædende hjem derfra. Jeg kan føle hver en følelse han får i kroppen over sådan en oplevelse. For jeg er akkurat ligesådan. Har aldrig været en af dem der mobbede andre, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen i at hænge andre ud. Man skal behandle alle ens, og andres små afvigelser fra det man selv er, skal man tage positivt op og finde de fællesnævnere man har og derfra få tingene til at fungere. Har heller aldrig selv oplevet at være den der blev mobbet for på en finurlig måde må jeg have udvist, at jeg ikke ville være en del af det game. Jeg kunne faktisk tale med alle, men undgik dem der var "de hårde" når jeg syntes de blev urimelige.
Jeg kan mærke, at jeg er bekymret for den der skoletid på vegne af Frederik. For han er jo bare et glad lille gemyt, der ikke sådan går og tænker på om andre er mærkelige, spiser lugte ost i madpakken, eller ser anderledes ud. Han tager folk som de er og vil bare gerne være venner med alle. Men sådan er langt fra alle indrettet.
Hvad gør man for at klæde ham på til virkeligheden udenfor den kramme verden vi lever i herhjemme? Hvor vi ikke bruger skælde ud medtoder med rund hånd eller råber af børnene (der skal godt nok rigtig rigtig meget til, førend mit stemmebånd kammer over). For jeg er blevet plantet med den følelse nu, at jeg må gøre noget forkert når dem der faktisk gør det forkerte, får lov at "vinde".
Afleverer drengen, som jeg havde haft en kontrovers med til morgen og den episode hang lidt i mig. Men de voksne er af og til nødt til at fortælle, at det altså er de voksne der bestemmer og sådan var det lige her på matriklen til morgen. Men vi var begge glade og gode venner igen, da vi gik mod børnehaven.
Frederik går rundt og leder efter hans venner og finder dem bag en lukket dør. Åbner og siger glad hej, og så skal jeg da ellers love for! "Vi vil ikke lege med dig. Gå væk for du er dum og mærkelig. Du må ikke lege med os. Du er ikke vores ven mere". Knægten bryder naturligvis helt sammen, og jeg kan også mærke hvordan mine mundvige bævrer. Det er jo en voldsom "velkomst". Tager fat i en ansat, og beder hende om at tage fat i drengene imens jeg prøver at trøste en fuldstændig opløst 5 årig.
De seneste dage når jeg har hentet ham, har jeg fået at vide at han har været lidt trodsig og sur. Om der foregik noget hjemme som de skulle tage højde for mht. hans adfærd. Øh nej....! Faktisk tværtimod vil jeg sige. Der er god tid til, at lege med børnene og syntes bestemt ikke de på nogen måde bliver overset. Men nu forstår jeg jo hans trodsighed, når noget sådant foregår lige om ørene på ham. Frederik er ikke en dreng der slår. Det giver ham nogle knubs. Vi opfordrer bestemt ikke til at slå tilbage, men har sagt at hvis ikke de stopper når han har bedt dem om det gentagne gange, så må han selv tage skrappere midler i brug (selvom det stider imod alt hvad vi selv mener). Men ikke på vilkår, at han vil det. For man slår ikke på andre. BASTA.
Og når man er sådan en dreng, der prøver at konklikt håndtere på anden måde, så giver det åbenbart sådan en situation her. En konflikt som ingen af de voksne deroppe har set. Så tænker jeg: hvordan kan det få lov at foregå uden nogen som helst ser eller hører det? Jeg har bestemt mine punkter at sætte på børnehaven og de voksnes engagement (og til tider mangel på samme).
Men jeg sidder nu og tænker, om jeg beskytter ham for meget. Fortæller jeg ham for ofte, at han er jordens ottendene vidunder og stort set alt han gør er super godt, fantastisk osv? At ikke alle måske deler min opfattelse, og at man ikke kan kramme sig igennem hele livet. Skal jeg være mere vedholdende med, at man skal "slå fra sig" og sætte tydligere grænser for hvad der er rigtigt og forkert? Jeg har observeret at hvis nogle har slået på ham, trækker han armene op og siger "lad være med det, det må du ikke for det er forkert. Man må ikke slå". Det er rigtig mange fuldstændig ignorante overfor og klør bare på med næverne. Og så står han der og bliver ked af det og render til en voksen. Som derefter kan stå og være konkliktløser for en slået dreng og den slående. Når først han kommer i skole er der jo ikke en flok pædagoger han kan rende til. Der kan de "hårde" te sig og rotte sig sammen mod dem, der ikke bruger sådanne metoder.
Åh ja, det er jo bare små drenge på 5 år der kan få knækket selv mig til at gå grædende hjem derfra. Jeg kan føle hver en følelse han får i kroppen over sådan en oplevelse. For jeg er akkurat ligesådan. Har aldrig været en af dem der mobbede andre, for jeg kunne simpelthen ikke se pointen i at hænge andre ud. Man skal behandle alle ens, og andres små afvigelser fra det man selv er, skal man tage positivt op og finde de fællesnævnere man har og derfra få tingene til at fungere. Har heller aldrig selv oplevet at være den der blev mobbet for på en finurlig måde må jeg have udvist, at jeg ikke ville være en del af det game. Jeg kunne faktisk tale med alle, men undgik dem der var "de hårde" når jeg syntes de blev urimelige.
Jeg kan mærke, at jeg er bekymret for den der skoletid på vegne af Frederik. For han er jo bare et glad lille gemyt, der ikke sådan går og tænker på om andre er mærkelige, spiser lugte ost i madpakken, eller ser anderledes ud. Han tager folk som de er og vil bare gerne være venner med alle. Men sådan er langt fra alle indrettet.
Hvad gør man for at klæde ham på til virkeligheden udenfor den kramme verden vi lever i herhjemme? Hvor vi ikke bruger skælde ud medtoder med rund hånd eller råber af børnene (der skal godt nok rigtig rigtig meget til, førend mit stemmebånd kammer over). For jeg er blevet plantet med den følelse nu, at jeg må gøre noget forkert når dem der faktisk gør det forkerte, får lov at "vinde".
onsdag den 1. september 2010
Sådan en næsten helt almindelig onsdag
Så blev det den første efterårsdag. Ikke at termometeret sådan tog sig af den side af sagen, og sådan en solskinsdag skulle nydes. Det valgte jeg at gøre med ældsten, og vi drog til Århus Festuge.
Jeg bliver (stadig) så fascineret af sætninger der kommer ud af den lille mand. Nu deler jeg lige lidt ud her:
På vej til Århus midtby, sidder han og gaber så ingen er i tvivl om, at et par timers søvn ekstra bestemt ikke havde skadet det lille væsen. Hvilket jeg konstaterer med et: Hold da op - du er da godt nok træt. "Jaaaah - jeg syntes faktisk, at det stadig hænger lidt i mig, at Nanna skreg så meget da hun var lille. Man bliver virkelig træt mor"
I musikhuset, hvor vi skulle se et børneteater stykke, spotter han en Kim Larsen plakat. Musik han bare er tovlig begejstret for. "Seeeee mor. Det er Kim Larsen. Hvorfor er der en plakat med ham?" Hvilket kan tilskrives en annonceret koncert. "Årh DEN vil jeg gerne med til. Høj musik lige ind i ørene giver bare så meget energi, at man kan brænde alt sit krudt af, og så skal du ikke sige til mig 10 gange at jeg skal gå i seng. Skal vi ikke bare købe nogle billetter nu?"
Vi valgte lige et smut omkring AROS (kunstmuseum) for, at købe fødselsdags gave i deres lille fede butik, til lillesøster der jo runder det første år om mindre end 2 uger (jeg fatter det stadig ikke helt). Tid til en cola blev det også. Med en herlig udsigt over Århus. Vi ser en stor flok af unge mennesker komme gående udenfor. Vil selv tro, at det har været 3-4 skoleklasser. Han syntes det er vildt så mange der går der i en laaaang række. Jeg får sagt, at de vist er på alder med hans kusine - sådan nogle på 14-15 år. Drengen kigger på mig meget opgivende: "Sig mig lige mor, ved du slet ikke at så hedder de teenagere?"
På vej til frokost, står vi ved fodgænger felt. I krydset holder en politi bil, og bagved dem nogle der får en bøde for ikke at have sikkerheds sele på. Stort indtryk på den lille (så er det jo rigtig hvad mor siger, at man SKAL have sele på for det siger politiet selv). "Ja mor, så kan de lære det. Tror du de har trukket kortet i en automat i Tyskland. Eller måske Legoland?" (drengen må have hørt noget fra hans far, når han brokker sig over med billister).
I Århus festuge er opstillet den mest fantastiske labyrint, med et lysindfald der skaber store oplevelser imens man går rundt derinde. Jeg var meget fascineret og står og dvæler lidt i en afkrog over det spektakulære jeg oplever. "Jaaaaa hva? Du får dig vist nogle specielle oplevelser når du sådan er på tur med mig. Men mor det er jo bare rødt, grønt og blåt lys ligesom jeg har i mit disco lys. Det må du da have set før?"
Og ja, jeg får nogle helt specielle oplevelser når jeg suser rundt med ham. Hvilket jeg i øvrigt har fået lidt god tid til ovenpå min barsel. Er blevet afskediget fra jobbet bedst som jeg skulle opstarte. 23 medarbejdere måtte der siges farvel til, og løn nedgang til de blivende, pga. dårligt regnskab. Super ærgeligt, for jeg var glad for jobbet. Omvendt så har jeg ikke været der længe (sygemelding forud for fødsel og så en barsel smækket oveni), og når alt kommer til alt så kan jeg sagtens bruge 3 måneder på fuld løn til, at nå noget af det jeg ikke har nået det seneste år. Har jo aldrig haft bare 5 minutter for mig selv. Så jeg vil tillade mig at nyde situationen trods alt. Jeg er fortrøstnings fuld. Og en drønhamrende heldig mor til 2 skønne unger.
Nanna er i øvrigt super super glad for vuggestuen og piler rundt med grin og smil på fra hun kommer til hun bliver hentet. Hun er en bølle der forcerer, udforsker, tonser afsted og giver dem lidt sved på panden. For hun er hurtig den lille loppe. Man tror lige hun var ved ens side, og pist væk er hun. Til den modsatte ende, hvor hun tror hun er stor, og lige skal lege med de "store" på næsten 3 år. Det er en fornøjelse at se, at hun er havnet lige det sted der matcher hende 100%. Så bliver man lalleglad.
Jeg bliver (stadig) så fascineret af sætninger der kommer ud af den lille mand. Nu deler jeg lige lidt ud her:
På vej til Århus midtby, sidder han og gaber så ingen er i tvivl om, at et par timers søvn ekstra bestemt ikke havde skadet det lille væsen. Hvilket jeg konstaterer med et: Hold da op - du er da godt nok træt. "Jaaaah - jeg syntes faktisk, at det stadig hænger lidt i mig, at Nanna skreg så meget da hun var lille. Man bliver virkelig træt mor"
I musikhuset, hvor vi skulle se et børneteater stykke, spotter han en Kim Larsen plakat. Musik han bare er tovlig begejstret for. "Seeeee mor. Det er Kim Larsen. Hvorfor er der en plakat med ham?" Hvilket kan tilskrives en annonceret koncert. "Årh DEN vil jeg gerne med til. Høj musik lige ind i ørene giver bare så meget energi, at man kan brænde alt sit krudt af, og så skal du ikke sige til mig 10 gange at jeg skal gå i seng. Skal vi ikke bare købe nogle billetter nu?"
Vi valgte lige et smut omkring AROS (kunstmuseum) for, at købe fødselsdags gave i deres lille fede butik, til lillesøster der jo runder det første år om mindre end 2 uger (jeg fatter det stadig ikke helt). Tid til en cola blev det også. Med en herlig udsigt over Århus. Vi ser en stor flok af unge mennesker komme gående udenfor. Vil selv tro, at det har været 3-4 skoleklasser. Han syntes det er vildt så mange der går der i en laaaang række. Jeg får sagt, at de vist er på alder med hans kusine - sådan nogle på 14-15 år. Drengen kigger på mig meget opgivende: "Sig mig lige mor, ved du slet ikke at så hedder de teenagere?"
På vej til frokost, står vi ved fodgænger felt. I krydset holder en politi bil, og bagved dem nogle der får en bøde for ikke at have sikkerheds sele på. Stort indtryk på den lille (så er det jo rigtig hvad mor siger, at man SKAL have sele på for det siger politiet selv). "Ja mor, så kan de lære det. Tror du de har trukket kortet i en automat i Tyskland. Eller måske Legoland?" (drengen må have hørt noget fra hans far, når han brokker sig over med billister).
I Århus festuge er opstillet den mest fantastiske labyrint, med et lysindfald der skaber store oplevelser imens man går rundt derinde. Jeg var meget fascineret og står og dvæler lidt i en afkrog over det spektakulære jeg oplever. "Jaaaaa hva? Du får dig vist nogle specielle oplevelser når du sådan er på tur med mig. Men mor det er jo bare rødt, grønt og blåt lys ligesom jeg har i mit disco lys. Det må du da have set før?"
Og ja, jeg får nogle helt specielle oplevelser når jeg suser rundt med ham. Hvilket jeg i øvrigt har fået lidt god tid til ovenpå min barsel. Er blevet afskediget fra jobbet bedst som jeg skulle opstarte. 23 medarbejdere måtte der siges farvel til, og løn nedgang til de blivende, pga. dårligt regnskab. Super ærgeligt, for jeg var glad for jobbet. Omvendt så har jeg ikke været der længe (sygemelding forud for fødsel og så en barsel smækket oveni), og når alt kommer til alt så kan jeg sagtens bruge 3 måneder på fuld løn til, at nå noget af det jeg ikke har nået det seneste år. Har jo aldrig haft bare 5 minutter for mig selv. Så jeg vil tillade mig at nyde situationen trods alt. Jeg er fortrøstnings fuld. Og en drønhamrende heldig mor til 2 skønne unger.
Nanna er i øvrigt super super glad for vuggestuen og piler rundt med grin og smil på fra hun kommer til hun bliver hentet. Hun er en bølle der forcerer, udforsker, tonser afsted og giver dem lidt sved på panden. For hun er hurtig den lille loppe. Man tror lige hun var ved ens side, og pist væk er hun. Til den modsatte ende, hvor hun tror hun er stor, og lige skal lege med de "store" på næsten 3 år. Det er en fornøjelse at se, at hun er havnet lige det sted der matcher hende 100%. Så bliver man lalleglad.
torsdag den 12. august 2010
Min nye titel
Så har jeg da prøvet det med!!! Vi fandt for et par måneder siden en ny rengørings kone. En effektiv en af slagsen. Ikke så snakkesaglig, for som hun sagde: jeg er her for at gøre rent - ikke for at snakke. Så langt så godt. Og hun gjorde det overvejende pænt. Et par småting her og der der lige skulle rettes ind, men jeg tog det stille og roligt og tænkte, at hun lige skulle have lov at finde hendes rytme.
Sidste fredag da hun skulle komme, havde jeg forinden gjort hende bekendt med at jeg skulle på Skanderborg festival torsdag-fredag, og derfor ikke rigtig ville være at træffe hvis spørgsmål skulle melde sig. Men hvis der var noget hun var i tvivl om, måtte hun bare lade det være og så kunne vi tale om det senere.
Damen ringer til mig fredag morgen. Nuvel - jeg var vågen (at sove i telt med mange omkring mig er ikke ligefrem lig med en god nattesøvn), og faktisk lige på vej hjem til et bad. Jeg fik besvaret hendes 3 opringninger og sagde, at jeg snart kom hjem og så kunne vi tage den der, hvis der var yderligere.
Meningen var, at hun skulle komme i dag. Men vi blev ramt af bakterier fra vuggestuen = syg Nanna. Syg Nanna = syg mor. Jeg kunne ikke overskue en anden i mit hjem idag og ringede og aflyste. Fik derefter beskeden, at hun ikke kom mere. Prøvede at ringe. Ingen svar. Ville egentlig gerne vide hvorfor! Men endelig lykkeds det mig at komme igennem til hende. Og så skal jeg da ellers love for: jeg var kriminel og det jeg havde sagt kunne man blive straffet for? Om jeg var dum eller hvad? Der var faktisk ikke grænser for, så grim en person jeg var. Øh hva ba?
Jeg sad vitterlig som eet stort spørgsmåls tegn! Havde slet ikke sagt noget til damen (som jo helst bare vil gå i fred og gøre rent), og smuttede i bad da jeg kom hjem og efterfølgende ind og sove et par timer. Men det er åbenbart meget kriminelt. Man skal sørme da passe på hvad man sådan siger hva'? Jeg er stadig rystet.
Og i min "rystethed" prøvede jeg at google nogle forskellige søgeord. Tænkte, om det bare var mig eller??? Og så kunne jeg ellers læse om denne dame, og hendes mystiske udbrud og psykiske lidelser. Andres advarsler om hende. Tak skæbne. Er spændt på, om vi får fat i den nøgle til vores hus.
Så nu vil jeg gå her og dyrke min halv kriminelle tilstand, og selv få svunget støvsugeren. Og her troede jeg, at jeg egentlig var en okay menneske kender. Jeg tog godt nok fejl. Når alt kommer til alt, er det nok meget godt at hun ikke skal rengøre vores hus yderligere.
Sidste fredag da hun skulle komme, havde jeg forinden gjort hende bekendt med at jeg skulle på Skanderborg festival torsdag-fredag, og derfor ikke rigtig ville være at træffe hvis spørgsmål skulle melde sig. Men hvis der var noget hun var i tvivl om, måtte hun bare lade det være og så kunne vi tale om det senere.
Damen ringer til mig fredag morgen. Nuvel - jeg var vågen (at sove i telt med mange omkring mig er ikke ligefrem lig med en god nattesøvn), og faktisk lige på vej hjem til et bad. Jeg fik besvaret hendes 3 opringninger og sagde, at jeg snart kom hjem og så kunne vi tage den der, hvis der var yderligere.
Meningen var, at hun skulle komme i dag. Men vi blev ramt af bakterier fra vuggestuen = syg Nanna. Syg Nanna = syg mor. Jeg kunne ikke overskue en anden i mit hjem idag og ringede og aflyste. Fik derefter beskeden, at hun ikke kom mere. Prøvede at ringe. Ingen svar. Ville egentlig gerne vide hvorfor! Men endelig lykkeds det mig at komme igennem til hende. Og så skal jeg da ellers love for: jeg var kriminel og det jeg havde sagt kunne man blive straffet for? Om jeg var dum eller hvad? Der var faktisk ikke grænser for, så grim en person jeg var. Øh hva ba?
Jeg sad vitterlig som eet stort spørgsmåls tegn! Havde slet ikke sagt noget til damen (som jo helst bare vil gå i fred og gøre rent), og smuttede i bad da jeg kom hjem og efterfølgende ind og sove et par timer. Men det er åbenbart meget kriminelt. Man skal sørme da passe på hvad man sådan siger hva'? Jeg er stadig rystet.
Og i min "rystethed" prøvede jeg at google nogle forskellige søgeord. Tænkte, om det bare var mig eller??? Og så kunne jeg ellers læse om denne dame, og hendes mystiske udbrud og psykiske lidelser. Andres advarsler om hende. Tak skæbne. Er spændt på, om vi får fat i den nøgle til vores hus.
Så nu vil jeg gå her og dyrke min halv kriminelle tilstand, og selv få svunget støvsugeren. Og her troede jeg, at jeg egentlig var en okay menneske kender. Jeg tog godt nok fejl. Når alt kommer til alt, er det nok meget godt at hun ikke skal rengøre vores hus yderligere.
tirsdag den 3. august 2010
En anden hverdag
Min lille Bimmelim - alias Nanna - er i går begyndt i vuggestuen. Hun fik kæmpe ros for, at være en meget tillidsfuld lille pige. Hvilket hun også er. Hun er også en bulder basse der vil frem. Så regnbukserne blev hurtig fundet frem, så hun kunne kravle ud i den nye verden. En verden med fritløbende kaniner (helt ligesom Teletubbie land), en kæmpe have med små oaser, en kænguru bag hegn, høns der lægger æg som små hænder indsamler, en hest der rider ture med de 2-3 årige om formiddagen. Der er gynger, borde, pavillioner, skygge, sol, en gammel campingvogn der er lavet om til Bamse/Kylling bo, trampoliner, store sandkasser, masser af legesager og et super opmærksomt personale. Kunne blive ved, for omkring hvert hjørne dukker konstant en ny fantastisk verden op. Alt sammen noget der passer Nanna.
Det kunne ikke være mere ambivalent at køre derfra i dag end det var. Jeg ønsker hende alt det bedste i hendes nye hverdag. Og hun får i den grad stillet hendes nysgerrighed, mulighed for fysisk udfoldelse og masser af dyr. Nanna bliver klart sådan en pige der syntes edderkopper er søde. Men jeg ønsker jo også bare min lille Tulle hos mig hele tiden. Jeg er SÅ amputeret uden.
Start i går, betød også tilbage til børnehaven for Frederik. En start, hvor han nu er een af de ældste på stedet. Hvilket man er meget bevidst om. Han var lidt betuttet ved at skulle afsted, men sikke et salgsargument jeg kunne hive frem med den alders ting der. Det kunne næsten ikke gå hurtig nok med at komme ud af døren.
Herren er begyndt i nyt job ligeledes. Første uge i jobbet er med introduktion på hovedkontoret i København, så jeg er alene med børnene denne uge. Nu har jeg haft ham hjemme i hele 4 måneder, da han blev fritstillet fra tidligere job og efterfølgende holdt ferie indtil ny jobstart. Vi har nydt hverdagen. Stille og rolig og masser af tid til børnene. Oplevet mange ting og gjort mange ting. Nu er her slet ingen længere. Det er virkelig meget meget tomt. Nuvel jeg har nydt at have tid til at drikke en kop kaffe i varm tilstand. Men jeg skal godt nok lige vænne mig til at have været i ilden, og så komme over i asken nu.
Barsel slutter 12.8, og derefter holder jeg ferie indtil 1.9. Tilbage på jobbet igen derefter og atter en ny form for hverdagn. Det er helt okay at have god tid til, at få Nanna igang og få en ny hverdag op at stå.
Lige nu går jeg og venter på, at vuggestuen ringer for at fortælle at hun er vågnet fra formiddagslur. Så selvom jeg ikke har en babyalarm at lytte efter, så virker det lidt på samme måde at vente på en ringende telefon. Så lidt hjemligt er det alligevel. Uh hvor skal jeg kramme hende og hendes bror når de kommer hjem. Tror slet ikke de forstår hvor dybt en mors kærlighed til eget afkom bunder. Jeg kan ihvertfald mærke det helt ind til marv og ben.
Det kunne ikke være mere ambivalent at køre derfra i dag end det var. Jeg ønsker hende alt det bedste i hendes nye hverdag. Og hun får i den grad stillet hendes nysgerrighed, mulighed for fysisk udfoldelse og masser af dyr. Nanna bliver klart sådan en pige der syntes edderkopper er søde. Men jeg ønsker jo også bare min lille Tulle hos mig hele tiden. Jeg er SÅ amputeret uden.
Start i går, betød også tilbage til børnehaven for Frederik. En start, hvor han nu er een af de ældste på stedet. Hvilket man er meget bevidst om. Han var lidt betuttet ved at skulle afsted, men sikke et salgsargument jeg kunne hive frem med den alders ting der. Det kunne næsten ikke gå hurtig nok med at komme ud af døren.
Herren er begyndt i nyt job ligeledes. Første uge i jobbet er med introduktion på hovedkontoret i København, så jeg er alene med børnene denne uge. Nu har jeg haft ham hjemme i hele 4 måneder, da han blev fritstillet fra tidligere job og efterfølgende holdt ferie indtil ny jobstart. Vi har nydt hverdagen. Stille og rolig og masser af tid til børnene. Oplevet mange ting og gjort mange ting. Nu er her slet ingen længere. Det er virkelig meget meget tomt. Nuvel jeg har nydt at have tid til at drikke en kop kaffe i varm tilstand. Men jeg skal godt nok lige vænne mig til at have været i ilden, og så komme over i asken nu.
Barsel slutter 12.8, og derefter holder jeg ferie indtil 1.9. Tilbage på jobbet igen derefter og atter en ny form for hverdagn. Det er helt okay at have god tid til, at få Nanna igang og få en ny hverdag op at stå.
Lige nu går jeg og venter på, at vuggestuen ringer for at fortælle at hun er vågnet fra formiddagslur. Så selvom jeg ikke har en babyalarm at lytte efter, så virker det lidt på samme måde at vente på en ringende telefon. Så lidt hjemligt er det alligevel. Uh hvor skal jeg kramme hende og hendes bror når de kommer hjem. Tror slet ikke de forstår hvor dybt en mors kærlighed til eget afkom bunder. Jeg kan ihvertfald mærke det helt ind til marv og ben.
tirsdag den 6. juli 2010
Stifinder
Det blev i dag, at Frederik og jeg tog ud for at plukke jordbær. Det blev til 15 kilo, så gad han ikke mere. Det var ret afslørende, at stort set alle hans lå i hans lille mave. Alt hans tøj var smurt ind i jordbær saft. Hænder og ansigt tillige. Han var også svært stolt da vi kom op til "jordbær damen" for at betale. Hev op i t-shirten og udbrød: prølli se hvor tyk min mave er, af alle de jordbær. Thi hi - cute nok.
Der var bestemt mange med samme destination som os. Så man kunne sådan høre, hvad folk i rækkerne gik og talte om. Der var nogle mødre, der fik talt om den ene der lige havde haft børnene igennem noget sygdoms værk. Og hun får sagt, at det lærer hun bare aldrig at tage med ophøjet ro (den klub er jeg også medlem af). Der står en ældre dame der heller ikke kan undgå at høre hvad de taler om. Hun bryder ind og siger, at man som regel godt kan tage det helt roligt. Hun har selv 15 børn, og der var altid et par stykker der skrantede lidt. Så hun lærte at tage den med ro. Oh my god altså. FEMTEN børn!!!! Både en kæmpe gave, men jeg tænker altså også kæmpe opgave. Jeg kan ikke tro, at de lige har taget en familie tur til Legoland. Nu havde den ældre dame ikke mindre end 38 børnebørn. Det er altså snart halvdelen af det børneantal der er på vores landsby skole herude å æ land. Vildt nok.
Frederik og jeg æææælsker vores små alene stunder. Det er fedt nok når vi alle er samlet, men de små alene timer er lidt ligesom "gamle dage". De er noget helt specielt. Han bliver også åh så fortrolig med mig. Jeg får alt at vide, og han er sand mester i at small talke. Jeg tænker at det er en god gave at have med sig. Da vi kører hjem, har vi en fin samtale:
"Mor er det egåzzzz reddi, at motorvejen ikke er særlig lang?"
"Arh det passer ikke helt. Der findes mange og meget lange motorveje. Jeg tror faktisk, at man kan køre på motorvej helt til Kina (uden at vide en døjt om det) før den stopper. Man kan ihvertfald køre helt ned til bunden af Italien."
"Nårh hvor SEJT. Så VAR mig og far altså i Kina i går"
"Var I i Kina?"
"Ja dengang vi kørte ud til fragtmands centralen. Der stoppede motorvejen nemlig. Og du sagde lige, at motorvejen først stopper i Kina".
Grin grin......."Det har været en afkørsel lille skat. Dem er der jo rigtig mange af. Og den ene stopper ude ved fragtmands centralen".
"Nej jeg tror du tager fejl mor. Det var nok bare den afkørsel der hedder Italien".
Måske jeg skulle købe et atlas til ham. Mon de findes med den udgave, hvor afkørsel nr. et eller andet "Århus fragtmands central" også er indtegnet?
Der var bestemt mange med samme destination som os. Så man kunne sådan høre, hvad folk i rækkerne gik og talte om. Der var nogle mødre, der fik talt om den ene der lige havde haft børnene igennem noget sygdoms værk. Og hun får sagt, at det lærer hun bare aldrig at tage med ophøjet ro (den klub er jeg også medlem af). Der står en ældre dame der heller ikke kan undgå at høre hvad de taler om. Hun bryder ind og siger, at man som regel godt kan tage det helt roligt. Hun har selv 15 børn, og der var altid et par stykker der skrantede lidt. Så hun lærte at tage den med ro. Oh my god altså. FEMTEN børn!!!! Både en kæmpe gave, men jeg tænker altså også kæmpe opgave. Jeg kan ikke tro, at de lige har taget en familie tur til Legoland. Nu havde den ældre dame ikke mindre end 38 børnebørn. Det er altså snart halvdelen af det børneantal der er på vores landsby skole herude å æ land. Vildt nok.
Frederik og jeg æææælsker vores små alene stunder. Det er fedt nok når vi alle er samlet, men de små alene timer er lidt ligesom "gamle dage". De er noget helt specielt. Han bliver også åh så fortrolig med mig. Jeg får alt at vide, og han er sand mester i at small talke. Jeg tænker at det er en god gave at have med sig. Da vi kører hjem, har vi en fin samtale:
"Mor er det egåzzzz reddi, at motorvejen ikke er særlig lang?"
"Arh det passer ikke helt. Der findes mange og meget lange motorveje. Jeg tror faktisk, at man kan køre på motorvej helt til Kina (uden at vide en døjt om det) før den stopper. Man kan ihvertfald køre helt ned til bunden af Italien."
"Nårh hvor SEJT. Så VAR mig og far altså i Kina i går"
"Var I i Kina?"
"Ja dengang vi kørte ud til fragtmands centralen. Der stoppede motorvejen nemlig. Og du sagde lige, at motorvejen først stopper i Kina".
Grin grin......."Det har været en afkørsel lille skat. Dem er der jo rigtig mange af. Og den ene stopper ude ved fragtmands centralen".
"Nej jeg tror du tager fejl mor. Det var nok bare den afkørsel der hedder Italien".
Måske jeg skulle købe et atlas til ham. Mon de findes med den udgave, hvor afkørsel nr. et eller andet "Århus fragtmands central" også er indtegnet?
lørdag den 3. juli 2010
Galde
Skal bare lige lukke ud. Sker ikke ofte. Sjældent at jeg rammer i rødt område.
Men for s..... hvor kan jeg ikke med dovenskab. Af den lade slags. Laden stå til slagsen.
Altså vi er her kun een gang, så hvorfor så ikke få noget fra hånden, og få det med på opleveren?
Nu fik jeg lukket ud. Og hvis nogle er i tvivl, så kan jeg bare ikke døje dovenskab.
Men for s..... hvor kan jeg ikke med dovenskab. Af den lade slags. Laden stå til slagsen.
Altså vi er her kun een gang, så hvorfor så ikke få noget fra hånden, og få det med på opleveren?
Nu fik jeg lukket ud. Og hvis nogle er i tvivl, så kan jeg bare ikke døje dovenskab.
onsdag den 30. juni 2010
Sommerminder
Dengang for læææænge siden da jeg var barn, kom min søster og jeg altid på fælles ferie hos mormor og morfar samt farmor og farfar. Lidt forskelligt hvem vi startede hos. Jeg ville altid helst starte hos mormor og morfar. De boede i Strandhuse lige ned til Kolding Fjord. Dengang skinnede solen altid om sommeren!
Jeg syntes det var herligt, at lege ude i det lille sommerskur de havde i haven. Sådan et lysthus, hvor de voksne sad og drak kaffe i skygge. I sådan nogle havestole, der var lavet af gummisnore og hvor en lille barnenumse snildt kunne smutte ned igennem de der snore. Og de klistrede total fast til ens lår! Der var skam også store brune havestole, med hynder så tykke i brune og orange farver. Syntes de var noget af det flotteste jeg havde set længe. Ude i haven var der frugttræer og frugt buske. Og en hængesofa. Tænkte, at man virkelig var noget ved musikken når man havde sådan een.
I de første år som feriebarn der, var det altid med morfar på deltid. Han arbejde stadig som kedelpasser på byens bryggeri Slotsmøllen. Jeg elskede at kigge på klokken og få mormor til igen og igen at fortælle, hvornår han kom hjem. Imens kunne jeg sagtens sidde længe og lukke låg op og lukke låg i, på en lille spilledåse med det fineste velour indeni og en lille danserinde i midten. Ellers legede vi købmand i kælderen søster og jeg. Der var gemt gammel emballage, som vi havde til rådighed. Vi kunne få timer til at gå på denne måde. Skatkammeret i kældren, var et lille rum bag en tremmedør, hvor der var sodavand og øl fra gulv til loft, imellem mormors sylteglas. Man var vel ikke ansat på bryggeri for ingenting! Vi måtte altid drikke sodavand så det stod efter os. Men gjorde det mærkelig nok ikke rigtig.
Min mormor var en temmelig bekymret type, der var bange for at vi blev stukket af hvepse, eller faldt ned af deres trapper, fik ting galt i halsen osv. osv. Men mærkelig nok tog hun det helt roligt, at vi gik i værkstedet og hamrede skibe sammen og løb ned i vandkanten og søsatte dem. Vi måtte dog ikke løbe derned, når mormor og morfar lå og sov til middag. Der skulle vi være stille. Og vi var det også. Sad og legede i haven imens, eller gik rundt i de knitrende perlesten hvilket var en herlig lyd. Kulminationen på ferierne hos dem var altid, når vi tog ind til byen og hentede morfar på bryggeriet og bagefter tog i Kvickly og spiste røde pølser i cafeteriet. Der var rullebånd til første salg. Det var så stort.
Når vi havde været der nogle dage, gik turen til huset på landet hvor farmor og farfar boede. Kornet vejede blidt i vinden og køerne stod og græssede på den anden side af det elektriske hegn. Et hegn som man godt vidste, at man ikke skulle røre, men alligevel ikke helt kunne lade være i fred. Vi sov i senge med madrasser af kradset uld. Og i det mest velduftende rullede knitrende sprøde hvide sengetøj. I dyner der var tunge som et ondt år. Men vi sov, og vi sov godt. Man kunne høre farmor og farfar se fjernsyn neden under, som mumlende stemmer. Det var lyden af tryghed og voksne.
Om morgenen fik vi altid farmors friskbagte brød og sødmælk til, der var så isende koldt, at det gjorde ondt i fortænderne. På brødet var farmors hjemmelavede æblegelé. Når vi sad der og spiste kom posten altid, og det var det gammeldags landpostbud, der altid lige kom og fik en kop kaffe. I øvrigt leverede han det nyeste lokale sladder. Dernæst rendte vi ud og legede. I værkstedet. På markerne. I jordbær bedet, og spiste jordbær så vores små maver var ved at eksplodere. Farmor gik altid igang med middags mad lige efter morgenmaden. Hun gravede kartofler op og stod og skrabede dem i en tynd vandstråle. Det var knap med vandet pga. egen brønd og ingen offentlig forsyning. Man spiste middagsmad og ikke frokost. Solidt måltid med varm mad og den tykkeste brune fede sovs man kan tænke sig. Salat fra haven og alt var så frisk. Det smagte himmelsk. Farmor og farfar sov også til middag i ca. 20 minutter. Der var specielt her, vi gjorde de ting vi ikke måtte. Rendte rundt i kornmarkerne, og det var ikke i sprøjte sporene. Der blev altid trådt korn ned i de små pauser. Farfar gav os skideballer for det, men det må have prellet af på os. Gjorde det igen og igen. Nede af deres lille grusvej lå et hus overfor. Hvor Emil boede. En gammel hvidhåret mand, der havde en have så prægtig at det var overdådigt. Han havde også en guldfiske dam, og de gange jeg har været på ferie med min bror og fætter løb jeg altid med til guldfiske dammen som det tynde øl. De to slamberter fangede fiskene og lagde dem på kanten og så var det ellers med, at stikke af i en fart. Der stod jeg så - med næsten moderlige følelser for de små fisk. Lagde dem tilbage i bassinet. Emil kom altid ud og råbte af drengene der allerede var halvvejs oppe mod huset igen. Tog imod skideballen på deres vegne, men fik et blidt klap på hovedet af Emil der sagde, at han jeg var en god pige.
Jeg kunne godt lide ferierne hos farmor og farfar, selvom der ikke skete så meget. Men kunne bestemt ikke lide, hvis vi startede med at holde ferie der. Så gik jeg gerne op i soveværelset og stod og kiggede længe efter bilen når den kørte ned af markvejen. Fældede en tåre fordi, at jeg savnede min mor. Men ingen måtte se det. Farmor har helt sikkert set og vidst det, men gav mig friheden til at håndtere det uden hendes indblanden. Hun kunne godt virke som en skrap dame, men hun var faktisk blid som et lam. Sad og nuldrede vores hænder og fødder når vi krøb sammen i sofaen efter aftensmaden (som var rugbrød med alskens hjemmelavet pålæg). Hun strikkede og hæklede, og lyden af pindene der slog sammen dyssede mig næsten i søvn. Selvom det reelt nok har været alt den friske luft i løbet af dagen.
Mine ferieminder fra barndommen er herlige, og står faktisk knivskarpe når jeg henter dem frem. Jeg kan dufte duftene fra dengang når jeg tænker. Og smage maden. Så er det jeg tænker, hvad det mon er for nogle helt specielle minder Frederik tager med sig fra sommeren? Og Nanna med tiden. Er det duften af nyslået græs? Er det når vi som i går aftes, render ud kl. 20 om aftenen bare i undertøj og går amok i jordbær bedet? Når vi skal igang med saft sæsonen, startende med hyldeblomst saft i morgen, om en måneds tid ribs og jordbær saft og hen over efteråret presser alle æbler til saft? Jeg håber han også får nogle fede sommerminder. Han skal på ferie med farmor og farfar i sommerhus, sammen med 2 fætre i næste uge. Men de har huset til salg, så måske den tradition snart ophører. Den vil naturligvis blive afløst af noget andet. Når han er på ferie hos mormor om sommeren, er der som regel en fætter eller kusine også fra Luxembourg. Det adskiller sig naturligvis fra de mange små ferier han ellers er på derude i løbet af et år.
Jeg kan se, at Frederik oplever mange flere ting med sine bedsteforældre end vi gjorde med vores. De underholdt os ikke på samme måde. Det gjorde vi selv. Og fantasien sprang alle rammer på sådan en uges tid. Vi kunne få alt ud af ingenting. Der bliver de små langt mere underholdt i dag, og jeg ved at Frederik værdsætter de små udflugter i stor stil. Hans respektive bedsteforældre har ikke gamle frugthaver, men derimod gårdhaver med krukker. Det gør jo alt andet lige legen til noget andet.
Men nu er det sommer og sol. Det er fedt. Og i weekenden skal vi have ungernes vandland op på terrassen, og Frederik og jeg skal ud og plukke jordbær på et pluk selv sted. Så mange har vi nemlig ikke i haven, at man kan spise sig en mavepine til. Mavepine jeg har fortalt ham om, og han vil så gerne prøve det. Og jeg under ham sådan en oplevelse. Den hører nemlig rigtig dansk sommer til.
'
Jeg syntes det var herligt, at lege ude i det lille sommerskur de havde i haven. Sådan et lysthus, hvor de voksne sad og drak kaffe i skygge. I sådan nogle havestole, der var lavet af gummisnore og hvor en lille barnenumse snildt kunne smutte ned igennem de der snore. Og de klistrede total fast til ens lår! Der var skam også store brune havestole, med hynder så tykke i brune og orange farver. Syntes de var noget af det flotteste jeg havde set længe. Ude i haven var der frugttræer og frugt buske. Og en hængesofa. Tænkte, at man virkelig var noget ved musikken når man havde sådan een.
I de første år som feriebarn der, var det altid med morfar på deltid. Han arbejde stadig som kedelpasser på byens bryggeri Slotsmøllen. Jeg elskede at kigge på klokken og få mormor til igen og igen at fortælle, hvornår han kom hjem. Imens kunne jeg sagtens sidde længe og lukke låg op og lukke låg i, på en lille spilledåse med det fineste velour indeni og en lille danserinde i midten. Ellers legede vi købmand i kælderen søster og jeg. Der var gemt gammel emballage, som vi havde til rådighed. Vi kunne få timer til at gå på denne måde. Skatkammeret i kældren, var et lille rum bag en tremmedør, hvor der var sodavand og øl fra gulv til loft, imellem mormors sylteglas. Man var vel ikke ansat på bryggeri for ingenting! Vi måtte altid drikke sodavand så det stod efter os. Men gjorde det mærkelig nok ikke rigtig.
Min mormor var en temmelig bekymret type, der var bange for at vi blev stukket af hvepse, eller faldt ned af deres trapper, fik ting galt i halsen osv. osv. Men mærkelig nok tog hun det helt roligt, at vi gik i værkstedet og hamrede skibe sammen og løb ned i vandkanten og søsatte dem. Vi måtte dog ikke løbe derned, når mormor og morfar lå og sov til middag. Der skulle vi være stille. Og vi var det også. Sad og legede i haven imens, eller gik rundt i de knitrende perlesten hvilket var en herlig lyd. Kulminationen på ferierne hos dem var altid, når vi tog ind til byen og hentede morfar på bryggeriet og bagefter tog i Kvickly og spiste røde pølser i cafeteriet. Der var rullebånd til første salg. Det var så stort.
Når vi havde været der nogle dage, gik turen til huset på landet hvor farmor og farfar boede. Kornet vejede blidt i vinden og køerne stod og græssede på den anden side af det elektriske hegn. Et hegn som man godt vidste, at man ikke skulle røre, men alligevel ikke helt kunne lade være i fred. Vi sov i senge med madrasser af kradset uld. Og i det mest velduftende rullede knitrende sprøde hvide sengetøj. I dyner der var tunge som et ondt år. Men vi sov, og vi sov godt. Man kunne høre farmor og farfar se fjernsyn neden under, som mumlende stemmer. Det var lyden af tryghed og voksne.
Om morgenen fik vi altid farmors friskbagte brød og sødmælk til, der var så isende koldt, at det gjorde ondt i fortænderne. På brødet var farmors hjemmelavede æblegelé. Når vi sad der og spiste kom posten altid, og det var det gammeldags landpostbud, der altid lige kom og fik en kop kaffe. I øvrigt leverede han det nyeste lokale sladder. Dernæst rendte vi ud og legede. I værkstedet. På markerne. I jordbær bedet, og spiste jordbær så vores små maver var ved at eksplodere. Farmor gik altid igang med middags mad lige efter morgenmaden. Hun gravede kartofler op og stod og skrabede dem i en tynd vandstråle. Det var knap med vandet pga. egen brønd og ingen offentlig forsyning. Man spiste middagsmad og ikke frokost. Solidt måltid med varm mad og den tykkeste brune fede sovs man kan tænke sig. Salat fra haven og alt var så frisk. Det smagte himmelsk. Farmor og farfar sov også til middag i ca. 20 minutter. Der var specielt her, vi gjorde de ting vi ikke måtte. Rendte rundt i kornmarkerne, og det var ikke i sprøjte sporene. Der blev altid trådt korn ned i de små pauser. Farfar gav os skideballer for det, men det må have prellet af på os. Gjorde det igen og igen. Nede af deres lille grusvej lå et hus overfor. Hvor Emil boede. En gammel hvidhåret mand, der havde en have så prægtig at det var overdådigt. Han havde også en guldfiske dam, og de gange jeg har været på ferie med min bror og fætter løb jeg altid med til guldfiske dammen som det tynde øl. De to slamberter fangede fiskene og lagde dem på kanten og så var det ellers med, at stikke af i en fart. Der stod jeg så - med næsten moderlige følelser for de små fisk. Lagde dem tilbage i bassinet. Emil kom altid ud og råbte af drengene der allerede var halvvejs oppe mod huset igen. Tog imod skideballen på deres vegne, men fik et blidt klap på hovedet af Emil der sagde, at han jeg var en god pige.
Jeg kunne godt lide ferierne hos farmor og farfar, selvom der ikke skete så meget. Men kunne bestemt ikke lide, hvis vi startede med at holde ferie der. Så gik jeg gerne op i soveværelset og stod og kiggede længe efter bilen når den kørte ned af markvejen. Fældede en tåre fordi, at jeg savnede min mor. Men ingen måtte se det. Farmor har helt sikkert set og vidst det, men gav mig friheden til at håndtere det uden hendes indblanden. Hun kunne godt virke som en skrap dame, men hun var faktisk blid som et lam. Sad og nuldrede vores hænder og fødder når vi krøb sammen i sofaen efter aftensmaden (som var rugbrød med alskens hjemmelavet pålæg). Hun strikkede og hæklede, og lyden af pindene der slog sammen dyssede mig næsten i søvn. Selvom det reelt nok har været alt den friske luft i løbet af dagen.
Mine ferieminder fra barndommen er herlige, og står faktisk knivskarpe når jeg henter dem frem. Jeg kan dufte duftene fra dengang når jeg tænker. Og smage maden. Så er det jeg tænker, hvad det mon er for nogle helt specielle minder Frederik tager med sig fra sommeren? Og Nanna med tiden. Er det duften af nyslået græs? Er det når vi som i går aftes, render ud kl. 20 om aftenen bare i undertøj og går amok i jordbær bedet? Når vi skal igang med saft sæsonen, startende med hyldeblomst saft i morgen, om en måneds tid ribs og jordbær saft og hen over efteråret presser alle æbler til saft? Jeg håber han også får nogle fede sommerminder. Han skal på ferie med farmor og farfar i sommerhus, sammen med 2 fætre i næste uge. Men de har huset til salg, så måske den tradition snart ophører. Den vil naturligvis blive afløst af noget andet. Når han er på ferie hos mormor om sommeren, er der som regel en fætter eller kusine også fra Luxembourg. Det adskiller sig naturligvis fra de mange små ferier han ellers er på derude i løbet af et år.
Jeg kan se, at Frederik oplever mange flere ting med sine bedsteforældre end vi gjorde med vores. De underholdt os ikke på samme måde. Det gjorde vi selv. Og fantasien sprang alle rammer på sådan en uges tid. Vi kunne få alt ud af ingenting. Der bliver de små langt mere underholdt i dag, og jeg ved at Frederik værdsætter de små udflugter i stor stil. Hans respektive bedsteforældre har ikke gamle frugthaver, men derimod gårdhaver med krukker. Det gør jo alt andet lige legen til noget andet.
Men nu er det sommer og sol. Det er fedt. Og i weekenden skal vi have ungernes vandland op på terrassen, og Frederik og jeg skal ud og plukke jordbær på et pluk selv sted. Så mange har vi nemlig ikke i haven, at man kan spise sig en mavepine til. Mavepine jeg har fortalt ham om, og han vil så gerne prøve det. Og jeg under ham sådan en oplevelse. Den hører nemlig rigtig dansk sommer til.
'
Abonner på:
Opslag (Atom)