onsdag den 29. september 2010

Lakker mod enden

Nå men altså. Jeg mistede jo jobbet, bedst som jeg skulle opstarte igen efter barsel. Jo ikke pga. dårlig indsats osv., men ren og skær dårlige regnskabs tal hos virksomheden, 23 måtte opsiges og afdelings kontoret jeg var tilknyttet blev lukket ned. Resten måtte gå ned i løn. Ærgelig ærgelig, men jeg begræd ikke ligefrem at få 3 måneder med fuld løn og god tid til, at finde nyt job. De fleste kender jo godt, at jobsituationen måske ikke er den bedste i DK og lige på det område, var det også med lidt nervøsitet jeg gik igang med at søge.

Status: søgt 2 jobs. Blev kontaktet via tidligere kollega omkring et andet. 2 samtaler. 2 jobs tilbudt. Sagt ja til det ene. Det eneste ene for mig. Da jeg så stillingsopslaget, kunne jeg slet ikke få det ud af hovedet. Jeg MÅTTE bare have det. Jeg kan næsten ikke huske, at jeg i jobsammenhæng har været så opsat på en stilling, lige fra det sekund jeg så det, vente tiden inden man bliver kaldt til samtale og så tiden indtil man får opringningen. I min spontane glæde, nærmest råbte jeg ind i røret: "Champaaagnnneeee.......". Kommende chef tog det med et smil. Jeg glæder mig så meget, og kan slet ikke forstå at jeg var den heldige iblandt langt over 200 ansøgere.

Nu er der ligesom deadline på, at min forlængede barsel lakker mod enden. Syntes pludselig at der er 1000 ting at nå. I dag bruges dagen på tid med Frederik. Vi skal på børne biblioteket og se et tema, med dimser, dimsedutter, dingenoter og himstergimser. Maskiner og teknik der bliver undersøgt og skilt ad, af små børnehænder. Tror lige, at den lille teknik nørd er i højeste gear i dag. Café besøg til frokost, og så tandlæge til den lille mand. Lille mand med allerførste rokketand. Nu begynder det allersidste af lille barn stadiet også at forsvinde. Det har det nu egentlig været længe, og udtryk som "ej hvor syret" og "total mega meget i orden" er i hans ordstrøm. Han er ikke lille mere. Tøj størrelsen hedder nu 122/128 og skoene har passeret str. 30. Han bygger avancerede ting i Lego udfra fri fantasi. Ting der slår mig helt omkuld, for jeg ville aldrig selv kunne tænke de løsninger. Jeg må sande, at min lille dreng er blevet en stor lille dreng, der løsriver sig til egne lege og egne venner. Lille er han kun i de stunder lige når han vågner og inden han skal sove. Så skal han putte sig helt ind til mig, ligesom da han var lille. Han skal holde hånd og aes. Det er drøn sødt. Eller når han en sjælden gang kommer om natten (sket 5 gange på et år) og klager over at dumme drømme er i hans hoved og han gerne vil ligge lidt tæt og holdes om. Ja tro ikke, at moderen her så bare kan sove videre. Nope - hun ligger og iagttager det sovende barn som er stort og lille på een gang. Og fra tremmesengen lyder snork lyde fra det andet rigtig lille barn.

Det lille barn med snorklydende har da heldigvis stadig meget brug for små stille stunder. Specielt når dagen i vuggestuen er omme. Så bruges der ofte en time på at sidde stille og kramme, og læse en bog. Godt at jeg har en krammebamse mere, for jeg er slet ikke færdig med at kramme med ungerne.

Nu går vi definitivt andre tider i møde. Og jeg glæder mig meget, men kommer godt nok til at savne de der timer jeg lige nu har med børnene. Eller dage vi bare river ud og helliger os selv 100%. Så goddag til noget nyt, er også lidt et farvel til noget andet. Og goddag til Frederiks rokketænder, er også ved at være det sidste farvel til lillebarn stadiet. Snøft snøft. Men velkommen til stor dreng universet med Bølle Bob idoler, MGP sange der fyres op og leg med venner bag lukket dør.

3 kommentarer:

Grønlandsposten sagde ...

Kæmpe tillykke med det nye job, det er dig så inderligt velundt :-D Forhåbentlig fandt I champagnen frem!

Susanne sagde ...

Hvor er det skønt, at du fik hvad du ville. Jeg håber, at det bliver rigtig godt for dig, og dermed for hele familien.

FruE sagde ...

Tillykke med det nye job. Fantastisk at du har så god en følelse omkring det.

Tiden hjemme med børnene er dejlig, men det bliver også skønt med mere vokseninput forestiller jeg mig :-)

Det skal nok blive godt :-)