fredag den 25. juli 2008

Ferielandet kalder

Høsten er i hus, så nu kan vi godt tage på ferie (bare fordi man ikke er landmand, kan man vel godt stjæle en strofe eller to fra deres verden). I øvrigt er det genialt at bo lige op til en mark ved denne tid, da havens legeareal bliver udvidet betragteligt efter høsten. Tror at sønnike blev lidt overrasket over størrelsen på sådan en bigballe. Jeg selv tillige. Der gik total leg i den på marken i går. For hele vores lille familie.


Nyd nu vejret derude - det har vi tænkt os at gøre for fulde gardiner i en hel uge.


onsdag den 23. juli 2008

Sol og vand

Lige før, at vi er helt runkne som rosiner af alt det vand.

2 stk. is i dag.

Fortsætter stilen i morgen.










tirsdag den 22. juli 2008

Familien udvides

Når vi kommer hjem fra sommerhus, flytter Harry ind hos os. Harry og jeg har fødselsdag samme dato. Men han er temmelig meget yngre end mig - helt præcis er kan kun ca. 11 uger gammel. Tilhører katteracen.

Lige nu bor Harry på dyreinternatet i Århus og må komme til os når han er 12 uger. Det passer lige med, at vi kommer hjem fra sommerhus.

Jeg blev positiv overrasket ovet at erfare, at der næsten var udsolgt i katteburene. Alle de små killinger var faktisk solgt/reserveret. Det bliver jeg rigtig glad over at høre og se v. selvsyn. Lidt mere trægt går det selvfølgelig med de større katte. Jeg forelskede mig selv i en 1 år gammel hankat - Sigurd. Men sønnike kunne altså ikke forstå, at den kat var en Sigurd og hans verden næsten brast sammen. "Nej - JEG er jo Sigurd" var hans indgangsvinkel. Den var ellers kæmpe sød.

Men nu kommer altså Harry. Han får lige et andet navn, da sønnike mente at han skal hedde Trille ligesom vores gamle kat. Vi er blevet enige om, at en han kat ikke kan hedde Trille. Så han bliver til Trolle. Super opfindsomt............:-)

Harry/Trolle er lidt et plaster på såret, over ikke at have en lillebror. Samtidig vand på min mølle, da jeg har plaget om ny kat i snart 3 år.


mandag den 21. juli 2008

Fuldstændig sommerferie

Ganske godt tilfreds med vejrudsigten der lover godt vejr til sommerhus turen. Jeg forestiller mig, at der skal leges rigtig meget m. sand og vand udendøre, marehalmen skal rive lidt i de bare fødder og det er tilladt at spise min. 2 is om dagen. Vi er også helt enige om herhjemme, at vi medbringer remedier til GT'ere på terrassen om aftenen, hvor vi vil sidde og nyde udsigten ud over Vesterhavet.

Men inden vi når dertil, skal vores egen strand herhjemme bruges i et voldsomt omfang. Det er snart dagligt, at vi tager en aftentur derned når drengen har været i bad. Han tumler rundt i sandet og leger til de små øjne klør af træthed. Nu er udsigterne, at det også bliver dags aktivtiteter.

Denne sommer er altså ikke en af de værste jeg længe har oplevet.

Og når vi kommer hjem fra ferie, tyder noget på at vi skal have familie forøgelse i form af en lille legekammerat på 4 ben til drengen.

lørdag den 19. juli 2008

Legemasse til børn og barnlige sjæle

Jeg har lige gjort noget, jeg med garanti ikke har foretaget mig i mange år. Slået kolbøtter....! Jeg ved sørme ikke, hvorfor de ikke gik så nemt som engang. Men altså - det var dælme sjovt.

Sjovt har været kodeord for hele dagen. Vi fulgte Bittens skønne opskrift på legemasse, og drengen har leget med det i 8 timer i dag. Det kan varmt anbefales. Jeg blev selv så grebet, at jeg også har brugt ca. 3 timer på at modellere. Vi var så opslugte af legen, at klokken nåede at slå 15 inden frokost kom på bordet. Så er man vist gået fuldstændig på standby og ferie. Hvor jeg dog elsker det.

Der er svømmehal på programmet i morgen, hvis regnen har tænkt sig at forstyrre udevejret. Er der udsigt til længere ophold udendøre, må det klart blive legepladsen v. Mindeparken i Århus, samt en gåtur omkring i Marselisborg slotshave.

Det finurlige med ferie er jo, at man bare kan gøre lige præcis det man har lyst til. Det gør vi så. Sover bl.a. til kl. 10 om formiddagen. Alle 3. Utroligt - for jeg er et A-menneske.

fredag den 18. juli 2008

Et helt halvt tillykke

Har en lille bitte dreng, der blev ½ år i dag. Det er skisme gået stærkt og lige pludselig står vi deroppe med flag og har familien inviteret til 1 år fødselsdag.

Her spiser storebror af lillebrors dejlige søde jordbær.


torsdag den 17. juli 2008

Farvel

Hold kæft hvor har jeg hylet i dag. Jeg har truffet en beslutning som ikke var iblandt de allernemmeste. Men det skulle gøres. Har flere gange hentydet til det i kodesprog, men ikke skrevet det. For jeg har kollegaer der læser med herinde og det vedrører dem.

Jeg har opsagt mit job. Den bedste beslutning på vegne af begge parter. Det gavnede ingen at jeg vendte tilbage dertil. Men derfor var det nemmere sagt end gjort. Min chef sad overfor en temmelig rørstrømsk ung dame....!

Heldigvis blev det ikke taget ilde op - tværtimod. Jeg har (dvs. havde...........) nemlig en rigtig dejlig afdelingschef. Også mange gode kollegaer andetsteds i Danmark, som jeg virkelig kommer til at savne. Det var sammen med dem, at jeg opfandt Herdis m. Kaffevognen. Jeg håber Herdis genopstår på ny arbejdsplads.

Nu er den byrde lettet fra mine skuldre og jeg kan mærke at det gjorde godt.

Drager ud i sommeren nu uden kvaler. Sygemelding ophører i morgen og afholder ferie i min opsigelses periode. Derefter kommer en ny hverdag :-)

onsdag den 16. juli 2008

En sød bøvs

Det er vel i grunden ikke ulovligt, at sidde og nyde en kold hvede øl med sig selv som eneste selskab?

Anyway - den smager godt og jeg føler mig ikke noller, på et skråplan, useriøs eller andet. Jeg nyder den i mit smukke øl glas. Og spiser frisk ananas til. Besynderligt.


Tosomhed

Når man har en lille dreng der sover omkring kl. 20 om aftenen, er det temmelig småt med at gå ture sammen om aftenen. Det foregår på den måde, at enten løber herren en tur eller også traver jeg området tyndt. Men man savner lidt at have den anden med. Den der hører efter barnet.

I går aftes var vi alene hjemme. Vi gik en tur på et par timer og først hjemme omkring midnat. En kaffe m. cognac inden vi gik og atter en under terrasse varmer da vi kom retur. Sådan en aften er skøn. Specielt når man har ferie dagen efter og godt må blive oppe det meste af natten. Det gjorde vi således. Grineflippede, tossede og var vist bare tilbage dertil hvor vi var for ca. 5 år siden. Lige bortset fra, at omgivelserne er noget skønnere nu end da (dengang havde vi murbrokker og et umulig hus som omgivelser). Men sådan en aften lever jeg længe på.

Ser ud til, at vi er alene hjemme igen et par aftener i august. Så skal vi gentage. Men til den tid venter der arbejde dagen efter. Oh well - det går nok altsammen.

mandag den 14. juli 2008

Bonus i ferien

Det giver bonus at holde ferie. Flere gange har vi forsøgt det med "nu skal drengen af med bleen", men hver gang vi nåede til mandag morgen, stak han i hyl og mindre angst lignende anfald. Han ville bare ikke afsted til børnehaven uden ble fordi, der var tis på gulvet deroppe. Det vil unægteligt forekomme, når 45 børn besørger - og nogle mere heldig end andre.

Vi tæller nu 3. dagen uden ble. Og det går fantastisk. Drengen er selv pavestolt og vil gerne lige ringe rundt og fortælle om hans nye virkelighed.

Det er slut med, at slæbe rundt på bletaske. Men istedet tager vi nu afsted med ekstra mange rene bukser, undertøj, strømper og sko. I dag var der ikke brug for noget af det - han nåede toilettet alle gange. Modsat i går. Der måtte en is-kiosk lægge gulv til, herhjemme var det køkken -og stuegulv.

Dagen i dag været på besøg hos del af min familie, der har valgt sommerhus området lige ved siden af os, som ramme om en uge af deres ferie. Bare hygget os og børn leget.

I morgen skal drengen være sammen med hans fætter ude hos mormor. De 2 små knaldperler (for der ER knald på når de er sammen) skal i biografen, til vagtskifte, i mindeparken m. madkurv og sove sammen ude hos mormor/farmor. Lige nu kæmper jeg lidt for at få ørenlyd til at skrive. For jeg bliver gjort temmelig meget opmærksom på morgendagens program fra en 3½ årig drengs mund. Det bliver råbt: jeeggggg skal haaaaaaaaa slllllllliiikkkk i biografen i mooooorrrgen.....High fiiiiiiiivvvveeeeeeee!!! Det er moderen her samt moster der underholder drenge på tur i morgen. Det skal nok blive aktivt og sjovt.

Men hvem var det lige der fortalte ham detaljen omkring, at slik og bio hænger sammen? Han kører vist allerede på et sukker chok der snildt rækker til i morgen aften. Hmmmmmm - mon hende mormor overhovedet får sukker dopede drenge til at falde til ro i morgen aften????

fredag den 11. juli 2008

Ingen hullet si hukommelse her...

Så er det i eftermiddag, at honey siger "nu ser I ikke mig de næste 3 uger" på jobbet. Drengen har også øvet sig meget i hans afskedstale til børnehaven. Den indeholder nemlig rigtig mange detaljer.

For et par dage siden, sad vi og talte om at vi skal i sommerhus. Knægten siger så, at når vi skal låse døren op til sommerhuset, så har vi ingen nøgle. Jeg forstod intet af hvad han mente. Men han var vedholdende og sagde, at man skulle trykke på 7 og så siger det "biiiippppp".

Så blev jeg lidt målløs. For han har helt ret. Sidste år da vi havde lejet et sommerhus, var det sådan et uden nøgle, men med låsekode på døren. Tænk sig, at han kunne huske det, og at det ene af cifrene var 7 (det kan jeg så ikke huske). Jeg er imponeret over, at sådan en lille gut kan huske det.

Men jeg må skuffe ham i år. Vi skal bruge nøgle til årets høst af sommerhus, for vi bevæger os andetsteds hen i landet. Det var han ikke just begejstret for at høre, men jeg er sikker på at han ændrer mening når først vi er der. Jeg håber på, at der falder et par timer af til wellness i romersk bad for skribenten her. Men bare det, at være ved vesterhavet er også ren wellness for mig, så der er bestemt godt i vente.

Ferien i år var planlagt efter, at jeg skulle være med mave på, og som følge deraf skulle vi være lidt tæt på Skejby sygehus (når man som jeg, skal tjekkes så ofte). Vi holdt fast i planerne selvom maven forsvandt. Men næste år er der dømt pakkeløsning på et eller andet resort i udlandet med "all includede". Det er helt sikkert. Kun een ting kan ændre den beslutning: En ny bule på maven. Men hånden på hjertet: jeg tror vi rejser ud næste år.

I øvrigt er jeg jævnt godt tilfreds med, at der ikke skal smøres madpakke de næste 3 uger. Har lige een tilbage, og må hellere få det gjort. Drengen skal jo op og fyre hans sommerferie tale af.


Update: man kommer ikke i børnehave når man vågner kl. 9:15 og har ondt i halsen, samt lyder som en lille hund der prøver at gø. Juhuuu - omsorgs genet er på sit højeste, og jeg elsker at kunne lindre m. omsorg.

torsdag den 10. juli 2008

Usammenhængende

Der er så meget jeg gerne vil skrive, men kan ikke. Det er endnu på det stadie, at det skal vendes i hovedet. Men en beslutning skal tages og udføres. Ikke en af dem jeg har det helt okay med, men jeg er nødt til det.

Det gavner ingen, at jeg ikke gør det. Hvis ikke jeg gør det, ender jeg bare med forlængelse af sygemelding. Den som jeg endelig selv kan se til ende nu. Jeg er kravlet op fra mit hul (har et ben der stadig basker lidt rundt dernede, men ved at være oppe v. kanten), men hullet er lige ved siden af mig og jeg har ikke lyst til, at falde derned igen. Hvis ikke jeg udfører det jeg er nødt til, så falder jeg vist i igen.

Ved, at jeg tænker på mig selv så tænker jeg faktisk også på andre. Sådan vil det nok ikke blive modtaget, men det er nu een gang sådan tingene hænger sammen.

Jeg har måttet gøre flere ting jeg ikke har ønsket det seneste år, så jeg klarer nok endnu en. Det vil gøre mig godt på den lange bane, men skuffe nogle på den korte. Sådan forventer jeg det ihvertfald.

Forventer ikke, at nogle overhovedet kan finde hoved og hale i det jeg skriver. Det ER usammenhængende, og så alligevel slet ikke. Men det hele bliver usammenhængende hvis ikke jeg agerer på hvad jeg føler. Og hvis der er noget jeg er blevet konfronteret med igennem det seneste ½ år, så er det mine følelser. Jeg kender dem ret godt skulle jeg hilse og sige.

onsdag den 9. juli 2008

Tøjsalg

Nu har jeg prismærket ca. 6 flyttekasser med aflagt tøj fra drengen. Der skal holdes stort brugt tøjs udsalg her i slutningen af august.

Men det er nemmere sagt end gjort. Det er svært at sælge ud. Både fordi der er 1000 minder gemt i mange af tingene. Også fordi, at jeg sælger ud af drømmen om at få endnu et barn der kan bruge det. Vil ikke gå og gemme på håb og fromme. Skulle vi nå dertil endnu engang er det jo heldigvis sådan at der stadig er butikker at købe i. Nettet tillige. Det er jo sådan set også den mindste bekymring af dem alle.

Men står nogle og mangler drengetøj str. nyfødt til 3 år, så har jeg MASSER. Selvom det piner mig lidt.

tirsdag den 8. juli 2008

Livs anskuelse

Drengen herhjemme går rigtig meget op i, at han snart bliver 4 år. I går aftes skulle han lige have nogle ting på plads.

"Så kom jeg ud af din mave og var en lille baby. Og så skulle jeg op i kirken og blive "døbbet" (det lød som dyppet) og SÅ bliver jeg 4 år. Men jeg skulle først spise reddi meget mad. Og når jeg bliver 4 år, SÅ ønsker jeg mig en led-bus. Men jeg er jo også snart voksen for jeg er blevn konfirmert. Iiiiggggååååzzzz moar......????".

Rolig rolig rolig lille skat. Du får da stress så travlt som du har.

Men ligefrem en led-bus. Jeg havde nu mindre ting i tankerne. Jeg tror ikke jeg har råd til diesel til sådan en størrelse og vist ej heller plads i indkørsel.

Hvem glemte i øvrigt at invitere mig til hans konfirmation? Jeg er faktisk lidt sur på dig hvem du end er.

mandag den 7. juli 2008

Ikke hel ren i kanten

For ca. 1½ måned siden, ringede telefonen og jeg blev spurgt om det pågældende firma måtte sende mig forskellige rengørings produkter, da de manglede nogle til at afprøve og teste. Jeg var lidt skeptisk og spurgte meget ind til, om det var et salgstrick for at få mig til at købe efterfølgende. Det var det IKKE. Jeg indvilligede.

Nu ringede firmaet mig op for at høre min evaluering. Jeg gav den. Manden i den anden ende spurgte lidt til mine egne vaner og forbrug og jeg oplyste. Inden jeg fik set mig om, havde han lige skruet en ordrebekræftelse sammen til mig, til den nette sum af 2.194 incl. fragt og excl. moms. På rengørings midler, vaskepulver og afkalkning. Som jeg ikke havde sagt "ja tak" til at købe.

ELLERS tak pomfrit. Dette var skam ikke en del af aftalen. Manden blev meget sur på mig kunne jeg høre, da jeg oplyste at jeg ikke ønskede at købe noget. Da slet ikke en ordre på rengøringsartiker til den nette sum lige i underkanten af 3.000,-

"Er du enig med mig i, at det lyder underligt i mine ører når du finder nogle af vore produkter bedre end det du har, og du så afviser at bruge det fremover?" var mandens ord.

"Næh" sagde jeg. "Men såvidt jeg kan huske fra min lovsamling, er din form for salg meget ulovlig. Er du nu enig med mig?" Den dag jeg får råd til en personlig shopper kan jeg da ringe til ham her. Han skal hurtig få endevendt min pengepung kunne jeg ligesom fornemme.

Manden smækkede røret på.

MEGET mærkeligt firma.

Søv sødt lille barn

Der var så absolut ingen årsag til, at jeg efter blot 4 timers søvn skulle vågne. Jeg burde have hyllet mig ind i moder rollen og lullet mig tilbage i søvnen med mine børn.

For jeg lå nemlig der med et barn på hver side. Den ældste snork sov og det gjorde den yngste også. Jacob kiggede mig af og til direkte ind i øjnene. Jeg skal aldrig glemme synet af hans små klare og dybblå øjne. Dem som jeg aldrig så live.

Han var så levende og så nærværende. Ikke syg og dårlig, men en rigtig lille flødeskums kage der gled ind og ud af søvnen. Hvor er jeg glad for, at vi lige fik dette øjeblik sammen. Han lå indhyllet i et lille klæde og frøs lidt, indtil jeg fik givet ham varmen. Da hans små hænder ikke længere var kolde sov han atter som en sten.

Tak lille skat fordi du faldt godt i søvn. Det er som om, jeg i dag endelig kunne overgive dig til den evige søvn.

Elsker dig for evigt og altid.

Tak fordi du kom.

lørdag den 5. juli 2008

Sommer postkort

Det bedste ved jordbær m. mælk på, er altså det jordbær mælk der til sidst ligger i bunden af den dybe tallerken. Sådan noget fik jeg lige drukket et par portioner af her til aften.

Hvis nogle skulle være i tvivl, elsker jeg sommer og sol. Alt hvad det bringer med sig af is, glæde, varme, strand, sand alle mulige og umulige steder, være ude om aftenen til det næsten bliver morgen igen, en kølig drik, godt humør, blomster i flor osv. osv.

Sønnike fik i går aftes, for alvor øjnene op for vandmænd under en gåtur til standen. Ikke mindst en kæmpe interesse for selvsamme. Vi tilbragte dagen i dag i vandkanten samt i det svalende hav. Aldrig har jeg fanget så mange vandmænd og serviceret dem så meget med frisk vand, føde (jo jo - de spiser skam rigtig meget sand) og reddet dem fra 2 sæt små tre årige drenges lidt hårdhændede omgang med gele klumperne, som i dag.

"Årh prøv lige se hva - man kan jo bare rive dem fra hinanden. Det er reddi reddi sjovt moaarr".


torsdag den 3. juli 2008

Minde

Det var inden jul at jeg fornemmede en forandring. Noget havde ændret sig. Den altid friske og sportsudøvende nabo så knap så frisk ud. Begyndte at gå med stavgangs stave. Han trak lidt på det ene ben. Fornemmede at noget var galt. Men jeg kunne ikke finde de rette ord frem til, at gå over og spørge om alt var ok?

Knap en måned senere rådførte jeg med en anden nabo. Vidste de om alt var ok ovre på den modsatte side? Det var det ikke. Kræften var vendt tilbage til hans krop og sad bl.a. i hjernen. Det berørte bl.a. balance evnen og derfor var han dårligt gående.

De kunne ikke helbrede ham - kun lindre.

Jeg fandt de rette ord frem og fik snakket med ham og konen. Ville have været der tidligere end jeg gjorde, men stod selv lige midt i Jacob's skæbne og forløb.

I foråret gik det lidt bedre. Han kunne begynde at gå små ture igen ovenpå skrappe kemo og strålekure. Så bedre ud. Men det gjorde hans udsigter desværre ikke.

Han døde i fredags. Det har berørt mig. Jeg kan ikke finde retfærdighed i, at nogle mennesker skal så meget igennem når det får det udfald under alle omstændigheder. Han selv sagde også, at han syntes det tog for lang tid.

Der er begravelse i dag. Det er en smuk dag at tage afsked.

Dette indlæg er skrevet til minde om et stort menneske, en fantastisk nabo og altid hjælpsom person. Han vil blive savnet i vores fællesskab. Det skal der aldrig herske tvivl om.

tirsdag den 1. juli 2008

Glemsom

Jeg tror at jeg tidligere har ladet en bemærkning eller to falde omkring, at min søn har geniale kommentarer.

Af ham og jeg, var jeg sovetrynen her til morgen. Der stod en lillebitte stemme og kaldte i det fjerne: moooaar - moooaar - kan du vååååggggnne? Jeg slog øjnene op og der stod det dejligste lille ansigt og smilede til mig. Nyssede mig lige på trynen tillige.

"Er du så vågnen nu mor". Det måtte jeg sige ja til. "allright mor - high five. Jeg er jo så stolt af dig og du er en rigtig øjesten moaaarrr".

Jeg bliver glad over sådan en salut lige fra morgenstunden. En lille mand kopierer vist mit sprogbrug.

Morgenen gik med traaaa laaaa laaaa laaaaaaaaaaaa fra hans side. Jeg zombiede vist rundt. Det føler jeg stadig at jeg gør. Bare en af de dage hvor jeg overhovedet ikke kan vågne. Jeg HAR tjekket at jeg ikke vasker sofa betrækket på kogevask, for det ville min tilstand retfærdiggøre. Drengen fik også madpakke med.

Jeg har også fået indleveret de udvidede selvangivelser til tiden og der vanker tilbagebetaling ifgl. revisors beregninger, så det kan mærkes og så det varmer (læs: det er næsten nok til det nye fyringsanlæg der skal opstilles her til efteråret, så det varmer i mere end een forstand).

Der er småsyslet rundt i krogene og alligevel går jeg med denne følelse af, at der er noget jeg grundlæggende har glemt idag. Bare lige glemt hvad det er!

Nørj hvor jeg hader at glemme at gøre det jeg har glemt.

Måske kan det hele tilskrives, at jeg kun formåede at kaste min krop ned i cirka 3½ times søvn i nat. Det bliver man faktisk halv dum af.